Klumme

Skabspositivisme og lagkagediagrammer

De skabspositivistiske vinde blæser både i forskningsverdenen og i medierne. Vi har brug for et mere nuanceret billede af, hvad viden er og kan
20. september 2010

Spørgeundersøgelser og internetafstemninger har bidt sig godt fast i nyhedsmedierne, og der går ikke en dag uden overskrifter som 'Danskerne synes ...', 'Flere og flere ...' og 'Avisen dokumenterer ...'. Før svaret på, hvorfor det er skabspositivisme, skal vi lige omkring et par andre positioner.

Positivismen er som bekendt et videnskabssyn, der gerne vil tælle, måle og veje og dermed står i modsætning til et fortolkende videnskabssyn. Derudover er positivisme mange ting. Medierne viser gudskelov endnu ikke tegn på jihadpositivis- me, som vi kunne kalde den stærke overbevisning, at kun positivistisk videnskab er rigtig videnskab. Det kan ses visse steder i forskningsverdenen, der med 'internationalisering' mener standardisering, angloficering og kvantificering efter naturvidenskabeligt forbillede.

Medierne bekender sig heller ikke endnu til vulgærpositivismen, der kan defineres som den overdrevne trang til at tælle alt, hvad tælles kan - også det, der ikke kan tælles - for derefter at køre selv de mindste optællinger igennem en office-pakke og præsentere dem i lagkage- og søjlediagrammer. Resultatet kan virke overbevisende for den, der ikke kritisk gransker undersøgelsens spørgsmål og metode, for det ligner jo vitterligt stor videnskab, når der er to streger under?

Underforstået præmis

Nej, medierne ligger snarere under for en skabspositivisme, der højst sandsynligt ikke er bevidst, men er en afspejling af tiden og af skærpede produktionsvilkår.

Skabspositivismen kan være svær at få øje på, fordi den ofte er en underforstået præmis om, at 'rigtig' videnskab ligner den naturvidenskabelige videnskab, hvor man går efter at beskrive en objektiv virkelighed og bør holde sig langt væk fra at fortolke eller analysere for meget. Denne form for skabspositivisme hersker også i medierne, og ikke kun i den stadigt større strøm af 'undersøgelser', der kan give hurtige nyheder efter formlen 'Danskerne mener ...'.

Der er nok ikke nogen nedskrevet nyhedspolitik, der dikterer at Berlingske Tidendes navnesider skal favorisere bestemte typer forskning, men alligevel er det næsten altid forskere fra natur- og lægevidenskab, der nævnes i forbindelse med at have modtaget en bevilling eller et æresbevis, og dermed bliver billedet skævt. Samfunds- og humanvidenskaberne har nemlig ikke samme tradition for at hylde hinanden med æres- titler, og får sjældent store bevillinger - endnu mere sjældent fra erhvervslivet.

Det er nok heller ikke ment som en favorisering af positivistisk forskning, når 'Analysen' i Politiken illustreres med modeller og grafer, men alt andet lige er det nogle bestemte typer af forskning, det giver mening at illustrere med et lagkagediagram. Videnskabstillægget i Weekendavisen er også et eksempel på, at der - højst sandsynligt uden bevidste nyhedspolitiske beslutninger - formidles mere hård videnskab end blød på de sider, der er reserveret til forskning.

Det er forståeligt, at skabspositivismen er tiltrækkende for den travle nyhedsredaktion, for overskrifterne skriver næsten sig selv.

I en tid hvor journalister skal producere mere på kortere tid, er der mindre tid til at sætte sig ind i komplicerede stofområder, til at forholde sig kritisk til pressemeddelelser og til at grave de historier op, der ikke ligger lige under overfladen. Og selvfølgelig har vi brug for tal på virkeligheden. Men for hver skabspositivistisk nyhedshistorie er der mindre plads til de bløde, fortolkende, reflekterende, diskuterende og kritiske undersøgelser og analyser uden tal. Dem kan vi hverken undvære i medierne, i forskningen eller i det hele taget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pudsig artikel, med to usammenhængende tråde løbende igennem sig - en om 'positivistisk' journalistik - og en om favorisering af naturvidenskab i medierne.

Artiklen forekommer mig lidt rodet- uden noget klart eentydigt budskab. Måske fordi der er to.

/O

Helt enig Goulin. Willig er højest sandsynligt ude i det demokratisk ærinde som der dog aldrig tydeliggøres med belæg. Dermed argumenteres der ikke rigtig for hvilke konkrete demokratiteoretiske problemstillinger "positivismen" kaster af sig.
Willig ender på én og samme tid med selv at blive eksponent for det unuancerede samfundssyn hun gerne selv vil gøre op med gennem en art uklar brug kritisk teori el. lign..

Vil man arbejde med hegemoniske interventioner er positivismekritik vist ikke rigtig egnet mere. Den tenderer ofte mod selv at være lige så unuanceret, som de umynddigørende træk den gerne vil være et svar på. Vel også én af grundene til at man i de fleste forskningsmiljøer har forladt denne tradition, der bestemt havde sit værd for 10-15 år siden.

Hans Jørgen Lassen

Konkrete eksempler er fraværende.

Dermed kommer artiklens påstande til at svæve i vinden, der mangler konkret, ja, jeg var lige ved at sige positivistisk forankring.

Snak, snak, snak.

Bortset fra disse mangler, så har Ida Willig dog vist en pointe. Og en temmelig væsentlig pointe.

Henrik Sarpsborg

Jeg synes overhovedet ikke der er noget "skabspositivistisk" i forsknings og medieverdenen. Der er HELT KLART en revival af positivistisk orienteret forskning og argumentation og kritisk vinkling. Det mærkelige er at meget få præsenterer modargumenter??

Ida Willig skriver "Men for hver skabspositivistisk nyhedshistorie er der mindre plads til de bløde, fortolkende, reflekterende, diskuterende og kritiske undersøgelser og analyser uden tal. Dem kan vi hverken undvære i medierne, i forskningen eller i det hele taget."

Ja, lad os få et indlæg med kystalklare argumenter og eksempler på værdien af disse undersøgelser og analyser. Det er det vi har brug for som modvægt, ikke bare sådan måske er der nogen, der ind i mellem, nogen steder, måske trækker lidt på positivistiske tendenser, ikke sådan at det er farligt eller noget, misforstå endeligt ikke, eehhh, eeehh, eeehhhh..

Det lyder ganske enkelt som en konservativ udgave af idehistorien. Og så enkelt er idehistorien simpelhen ikke. Der er sket noget mere sidenhen. Meget mere...

Med venlig hilsen

Ja det er de der forbandede forsimplinger eller bombastiske forenklinger som kritikken konstant ryger vandet på og som på ingen måde kan mobilisere nogen som helst modvægt til neoliberalisme, etnocentrisme og andre afpolitiserende tiltag. De bekræfter bare deres egen dødvægt og ligegyldighed.

Willig taler om ". . en underforstået præmis om, at ‘rigtig’ videnskab ligner den naturvidenskabelige videnskab, hvor man går efter at beskrive en objektiv virkelighed og bør holde sig langt væk fra at fortolke eller analysere for meget."
Jamen, det er nu engang sådan, at "rigtig" videnskab ligner den naturvidenskabelige videnskab. Ikke at der er noget galt i at fortolke og analysere, men der er noget galt i at fortolke og analysere "for meget". Jeg mener at for megen social eller humanistisk videnskab består i at man på basis af en begrænset information bevæger sig langt ud i personlige fortolkninger, som der ikke er faktuelt belæg for. Humaniora vrimler med udførlige "teorier", der nærmest får karakter af modefænomener og med tiden falder til jorden, fordi der ikke er nogen konkret evidens der tydeligt understøtter netop den pågældende teori frem for konkurrerende teorier. I humaniora er det ofte som om forskeren har gjort sit arbejde, når blot han har fremsat en teori som vækker opsigt. Humanistiske teorier behandles ofte næsten som kunst - hvis bare de vækker opsigt, må de være værdifulde. Men vel er de ej. Hvis en teori ikke kan understøttes af evidens der peger på netop den teori og ikke alternative teorier, så har forskeren ikke gjort sit arbejde færdigt.
Man møder ofte i humaniora en form for selvgodhed gående ud på at man er `kritisk´, og det præsenteres som noget rigtig godt. Men det er blålys. Kritik må starte med selvkritik, og den kan være ganske svær at få øje på hos visse humanistiske `forskere´. Naturvidenskaben, derimod, udmærker sig ved en meget høj grad af selvkritik. En naturvidenskabsmand skal først og fremmest kunne kritisere sig selv. Kun hvis hans teori klarer denne test, går han ud i offentligheden med den. Til forskel fra de sociale videnskaber, hvor kritik snarere er ekstern - en teori sendes afsted som en prøveballon, hvorefter man ser, om andre kan komme med en sådan kritik, at prøveballonen skydes ned. Her er spørgsmålet, om der er tilstrækkeligt gode vilkår for at andre kan komme til orde med deres kritik. Det er ikke altid tilfældet. Hvis teoriens ophavsmand har tilstrækkelig stor social pondus og tilstrækkelig mange disciple, så kan det ske, at lødig kritik ikke kan komme til orde. Hvorimod der i naturvidenskab ligger en attitude om, at lødig kritik altid skal have en plads.

Så det der med at humanister er særlig gode ved at de lægger særlig vægt på kritik, giver jeg ikke en rød øre for.

Kåre Fog peger på noget, der i og for sig er rigtigt - og så alligevel ikke! Hvad der synes at være sket er, at humanvidenskaberne har mistet deres grundlæggende metode, som er bevægelsen indenfor traditionen. Den grundige afsøgning af et forskningsfelt, hvor litteraturen granskes og der gås i diskussion med resultater og argumenter, synes i høj grad at være gledet ud, formodentlig af tidnød. Uden er humaniora imidlertid ofte blot frit i luften svævende.

Man hører/ser ofte udsagn i medierne i stil med, at "hver 10. banko-klub ikke har udarbejdet regler for rygning", ellert at "hver 10. svømmehal ikke har et tilgængeligt regelsæt for pædofili-beskyttelse".

Så ved man ikke, om det er få eller mange, men sammenhængen tilsiger vel, at det er forfærdende mange, der uansvarligt lader stå til, og at der skal gribes ind med straf og sanktioner mod de formastelige døgenigte, så de kan lære det og opper sig eller finder andet arbejde, hvor de bedre kan gøre en rigitg stor forskel. Man kan også sige, som Maren i Kæret sikkert gør det ifølge de nyeste amerikanske undersøgelser, at en ryger eller en pædofil er en for mange.

Citat - "Men for hver skabspositivistisk nyhedshistorie er der mindre plads til de bløde, fortolkende, reflekterende, diskuterende og kritiske undersøgelser og analyser uden tal. Dem kan vi hverken undvære i medierne, i forskningen eller i det hele taget"

Det har måske noget at gøre med, at udtaleleser som begynder med "man har fundet ud af" og som appellerer til den opdagelsesrejsende i mennesket, er mere interessante end "der er nogen der synes". Der er jo altid nogen, der synes et eller andet og som sikkert også gerne vil pådutte os deres mening

Jeg synes de fleste af jer er helt blottet for selvkritik i jeres indlæg, og I kan ikke engang selv se problemet. Jeg mener at Willig har en god pointe. Det er nemt for journalister at kolporterer positivistisk videnskab, for det kan den almindeligt udannede dansker forså 2+2=4 - så ved man, hvordan verden den er skruet sammen. Og se bare, hvordan den såkaldt evidensbaserede forskning pludselig har vundet indpas overalt, som om, at det nu pludseligt var muligt at reducere en hvilken som helst kompleks del af virkeligheden til et simpelt forsøg med få og overskuelige variable, som efterfølgende kan skrue på og voila få det ønskede resultat. Det er bare så tæskehamrende naivt og dumt, at kun politikere kan finde på at hoppe på den galej.

Hans Jørgen Lassen

Rune,

rent faktisk er 2+2 lig med 4. Hvis vi lige ser bort fra momsen.

Hvor skulle problemet være i den sammenhæng?

Og det er i øvrigt ikke positivisme, da der ikke er tale om en empirisk observation, men snarere en analytisk sandhed.

Det står ikke helt klart, hvad man skulle have imod evidensbaseret forskning. Det må da være bedre end forskning uden evidens, altså gætterier og kaffegrums.

Hvad er der i det hele taget galt med at tage udgangspunkt i virkeligheden?

intet, problemet opstår, når denne metodologi gøres entydig og benyttes på kvalitative områder til udvikle mekaniske og tekniske standarder mennesker skal underlægge sig - som en afpolitiserende "sandhed" ex. børn skal tilegne sig som pensum/læring. Men inden for den medicinske verden ville jeg helst ikke være foruden den evidensbaserede forskning. Ordet er iøvrigt en dobbeltkonfekt. Ifølge Habermas er pointen af de tekniske, kommunikative og emancipatoriske erkendelsesinteresser ikke må blandes sammen, men skal behandles adskilte for ikke at konstruere falsk bevidsthed i samfundet. Altså tekniske erkendelsesinteresser til at bearbejde kommunikative eller emancipatoriske anliggender eller omvendt for den sags skyld.

Om denne metodologi stadig er anvendelig er et åbent spørgsmål, der mangler afklaringer på.

@Hans

Det er jo lidt spøjst, at der her i begyndelsen af det 21. århundrede pludselig dukker en gruppering op indenfor videnskaben, der kalder sig evidensbaseret. Det er svært at læse andet ind i det, end et postulat om at al videnskab ført indtil nu åbenbart IKKE har været evidensbaseret, hvilket selvfølgelig er noget sludder.

Så vil man sikkert kunne høre en sang fra de varme lande fra de her folk, om at der måske er områder, som ikke har været ligeså evidensbaseret behandlet som andre, og det er så de områder man tager fat på nu. Men for os andre lyder evidensbaseret mistænkeligt meget som et nyt forsøg på at relancere positivismen indenfor områder, hvor den bare intet fornuftigt har at sige. Faktisk har positivismen grundliggende haft sin tid, fordi de problemer man slås med indenfor videnskaben i dag har deres udspring i en grad af kompleksitet, der er helt og aldeles uhåndterbart for "evidens" og positivisme. Mængden af samvirkende faktorer er simpelthen alt for stor til, at den positivistiske metode kan få et ben til jorden. Man kan bare som et enkelt eksempel aldrig nogen sinde gennemføre nok forsøg til at bevise om én fødevare er mere kræftfremkaldende end en anden (ud over de oplagte naturligvis), fordi man ikke kan isolere de ubekendte i de store befolkningsgrupper og den årrække, hvor det er nødvendigt.

Evidensbaseret forskning er intet andet end endnu et (politisk) forsøg på at stikke folk blår i øjnene og ignorere dette faktum. Men ok, så kan en ny gruppe forskere om 5-10 år basere deres karriere på et opgør med den evidensbaserede forskning og så drejer hjulet rundt.

Hans Jørgen Lassen

Rune,

hvad i alverden skulle man dog basere f.eks. medicinsk forskning på hvis ikke på empiriske (positivistiske) observationer?

Gætværk? Korantolkning?

Har du et alternativ?

Hans,

Positivisme og empiri er jo ikke det samme.

Selvfølgelig forsøger man at forholde sig til en virkelighed (med alle de forbehold det nu er nødvendigt at tage for anvendelsen af det ord også indenfor naturvidenskaberne). Problemet er bare, at virkeligheden kan blive så kompleks, at det er umuligt at basere alt, hvad man konkluderer, på virker/virker ikke-typer af forsøg. I flere tilfælde er man nødt til at gætte, og det gør man også indenfor medicinsk forskning! Der er eksempelvis INGEN lægemidler, der undergår tests af de 100'ede af års varighed, som det ville tage (mindst) med 100% sikkerhed at kunne sige, at en given medicin ikke har nogen uheldige bivirkninger (fysisk som psykisk).

Hvordan var det nu lige det var med antidepressiver f.eks.? Prøv at grav lidt videnskabsteoretisk i den forskning, og du vil finde ud af, at dokumentationen af virkningsgraden bestemt ikke baseret på (illusionen om) en objektiv og evidensbaseret forskning, og det er ganske enkelt fordi noget sådant ikke er muligt at bedrive (og så fordi medicinalselskaberne gerne vil tjene penge).

PS. Vedrørende alternativer. Måske vi skulle acceptere, at alt ikke kan bevises eller modbevises, og at vi som mennesker er nødt at leve med en usikkerhed i vores tilværelse, at vi nogen gange må stole på os selv og vores fornemmelser, lytte til os selv, med alt hvad det indebærer af besværligheder.