Kommentar

Her er de spørgsmål, Bjørn Lomborg glemte at stille

Den omstridte økonom er måske ikke længere klimaskeptiker, men hans 'løsninger' på klimaforandringerne forholder sig stadig ikke til selve kerne-problemet ved CO2-opvarmningen af vores planet
2. september 2010

I de seneste 40 år har den amerikanske sprogforsker og ihærdige kritiker af amerikansk udenrigspolitik, Noam Chomsky, hævdet, at der er ét ganske bestemt spørgsmål, som glimrer ved sit fravær i de evige debatter om, hvorvidt USA skal gå i krig imod sine tilsyneladende utallige dødsfjender. Høgene henviser til trusler fra kommunisme og terrorisme, som nødvendigvis må stoppes med militære midler i fjerne lande, mens duerne i sidste ende argumenterer ud fra en afvejning af omkostninger og fordele, når de fremfører, at krigens (uundgåelige) eskalation er for politisk eller finansielt bekostelig til, at projektet bør videreføres. I udgangspunktet, bemærker Chomsky, stiller kun få spørgsmålet om, med hvilken moralsk eller juridisk ret USA kan tillade sig at bombardere, invadere eller besætte andre lande.

På tilsvarende måde er der et spørgsmål, som helt mangler i den globale diskussion om menneskeskabte klimaforandringer, og Bjørn Lomborg står i forreste geled blandt dem, som tilstræber at sikre, at dette nøglespørgsmål forbliver, hvor det hører hjemme - nemlig ude af syne.

Baggrunden er følgende: For snart et årti siden begyndte Lomborg i sin bog, The Skeptical Environmentalist (da. udgave 2002, Verdens sande tilstand), at bestride »det udbredte synspunkt, at klodens miljømæssige tilstand bliver værre og værre« og at latterliggøre forskeres og miljøforkæmperes »dystre« forudsigelser af, at den globale opvarmning er en alvorlig trussel. I en senere bog, Cool It: The Skeptical Environmentalist's Guide to Global Warming (da. udgave 2007, Køl af: sandheder og skrøner om den globale opvarmning) drev han atter gæk med »klimaforandringshysteriet« og rådede verden til at »tage det køligt« i forhold til den globale opvarmning.

Hvad vil der ske?

Selv om han i begge bøger medgav (i nogle få sætninger), at den menneskeskabte globale opvarmning er en etableret kendsgerning, så argumenterede han (over hundredvis af sider) for, at den ikke ville blive »katastrofal« ved at fremsætte grotesk vildledende påstande - den ene efter den anden - i den øjensynlige hensigt at miskreditere det videnskabelige grundlag for aktuelle og fremskrevne vurderinger af klimapåvirkningerne. Det overordnede budskab bag hans ræsonnement var: Hvis den globale opvarmning alligevel ikke bliver så slem, er der ingen grund til at gøre sig så voldsomme anstrengelser for at reducere CO2-udledningerne markant.

Nu da den løbende forskningsindsats og strømmen af nye videnskabelige publikationer tenderer imod at bekræfte de værste scenarier inden for en række klimapåvirkninger, udgiver Lomborg så en ny bog under titlen Smart Solutions to Climate Change og skriver heri bl.a.: »Risiciene ved en ukontrolleret global opvarmning er nu i vidt omfang erkendt som reelle«, og »vi er i mainstreamdebatten for længst kommet ud over uenigheder om videnskaben om klimaforandringer«. Disse bemærkninger er besnærende læbestift, men grisen er stadig en gris. Og grunden til dette er, at indfaldsvinklen i Lomborgs bog er præcis den samme som i de forrige, nemlig den økonomiske cost-benefit-analyse, som igen viser, at det er utilrådeligt dyrt for verden at gennemføre den kraftige reduktion af CO2-emissioner, som de videnskabeligt begrundede indsigter tilsiger.

»Drastiske kulstofnedskæringer vil være den ringeste strategi imod den globale opvarmning«, noterer Lomborg således.

Her det så, at det manglende spørgsmål kommer i spil, eftersom Lomborg ikke for alvor forholder sig til det fundamentale problem ved en stigende koncentration i atmosfæren af CO2, hvis der sker en markant global sænkning i niveauet af drivhusgasser: Hvad vil der ske med Jorden og den menneskelige civilisation, hvis koncentrationen i atmosfæren af CO2 stiger - stor set ukontrolleret, hvis vi skal følge Lomborgs anbefalinger - til henholdsvis 450 ppm, 550 ppm, 700 ppm, 800 ppm, og den globale gennemsnits-temperatur som følge heraf stiger med henholdsvis to grader, tre grader, fire grader og syv grader? (Ppm = milliontedel. En ppm betyder, at der er en CO2-molekyle til stede for hver 1.000.000 øvrige molekyler, red.)

Råd til investeringer

Klimaforskerne har fastsat et niveau på 350 ppm og en gennemsnitlig temperaturstigning på to grader (fra år 1750 til år 2100) som den øvre grænse for at afværge en global klimakatastrofe. Eftersom vi allerede er oppe på 390 ppm, og en temperaturstigning på to grader nu tegner uundgåelig, må vi stille spørgsmålet: På hvilken måde er Lomborgs opfordring til at give afkald på markante reduktioner af CO2-emissioner i overensstemmelse med klimavidenskabens indsigter? Han hævder, at der findes »kløgtigere løsninger på klimaforandringerne« end et fokus på at reducere CO2. Men her der næppe tale om kløgt, snarere om vanvid.

Hvis Lomborg virkelig havde sit blik rettet imod kløgtige løsninger, ville han presse på for, at vi sætter en stopper for vedvarende og brutale krige, som afleder knappe ressourcer og offentlighedens opmærksomhed fra de formål og indsatsområder, som Lomborg helt med rette konstaterer, har brug for langt flere penge, deriblandt nogle af de forskningsprogrammer og miljøpolitiske projekter, som anbefales af bidragyderne til hans nye antologi. Der vil måske endda kunne blive nogle hundrede milliarder dollar tilbage, som årligt vil kunne investeres i nye energikilder, overgangsøkonomier og gennemførelse af de videnskabeligt foreskrevne CO2-reduktioner. Se, det ville være kløgtigt.

Howard Friel er uafhængig amerikansk klimaforsker og forfatter. Seneste udgivelse: 'The Lomborg Deception: Setting the Record Straight About Global Warming', (Yale University Press, 2010)

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Johansen

Hva Bjørn Lomborg egentlig er, lar seg selvfølgelig ikke etterforske av oss vanlige dødelige utenfor det globale jet-set.

Men at han i praksis, frivillig eller ufrivillig, fungerer og hele tiden har fungert som en desinformasjonsagent for oljeinteressene og den øvrige fossilkapitalen hersker det ikke den ringeste tvil om. Hans religion er selvsagt den velkjente neoliberale Milton-Friedman-skolastikken. Det sier alt om nåtiden, at en slik statistisk sjarlatan i mediene teller som global "klimaekspert" uten å ha den minste dokumenterbare innsikt i de naturvitenskapelige displinene som befatter seg med klimautviklingen.

Morten Kjeldgaard

Lomborg er ikke mere klima- eller miljøekspert end en hvilkensomhelst person man kan hive ud af køen i Brugsen.. Vi ved, at han blev eleveret til kultstatus fordi bogen "The sceptical environmentalist" passede som fod i hose i Bush-43's politik, og til Fogh-Rasmussens slagtning af Svend Aukens miljøministerium Men Lomborg ejer jo ikke for fem flade ørers indsigt, og han er tilmed manipulerende, uvederhæftig og løgnagtig.

I mellemtiden har Lomborg været DFs orakel, og at DF har da osse sørget for at afpresse regeringen for millionerne til hans "Copenhagen consensus" og hans "institut for miljøvurdering", som i parantes bemærket aldrig har lavet noget som helst.

At Howard Fried endog bruger Lomborgs navn i titlen på sin bog, er en oplagt og helt uforståelig fejl, og giver manden en opmærksomhed han overhovedet ikke fortjener. Bjørn Lomborg kan ingenting, ved ingenting, og hans vigtigste projekt er: Bjørn Lomborg.

Jørgen Muldtofte

"(Ppm = milliontedel. En ppm betyder, at der er en CO2-molekyle til stede for hver 1.000.000 øvrige molekyler, red.)"

faktisk kun næsten rigtigt, for når man omtaler atmosfærens sammensætning i procent, promille eller ppm er det rumfanget det handler om, og alle molekyler er ikke lige store, så man kan intet udlede om antallet af molekyler. Så i stedet for antal molekyler skal man altså tale om rumfangsenheder. J.

Niels-Holger Nielsen

Der hersker altså ikke tvivl om, at Bjørn Lomborg er lommefilosof, og i følge Karsten Johansen slet ikke om, hvem han er i lommen på. Han er med andre ord en rigtig pragmatiker: Hold flodbølgen tilbage så længe du kan, og gør derefter alt for at forsinke den. Med sin vægt på forskning og udvikling (i modsætning til handling) ligner han folk som Michael Shellenberger, Ted Nordhaus og Pielke Jr. - blot med flere års forsinkelse. Hvis Information lægger spalteplads til et interview med Bjørn Lomborg, vil jeg anbefale model skærsild, ellers vil debatten for en stund degenerere til et stadie, som for længst er tilbagelagt. Se fx. Joe Romms idelige, ihærdige og indsigtsfulde kritiker af det nævnte trekløver. Allerhelst så jeg, at man var moden nok til at afskrive Bjørn Lomborg som useriøs ved at ignorere ham. Men som jeg lige har dementeret, er det nok ikke muligt!

Bjørn Lomborg er gået fra benægternes rækker til forsinkernes rækker. Han er irrelevant i forhold til klimapolitik.