Kronik

Tyrkiets store prøve på demokrati

Tyrkerne går til folkeafstemning om ændring af forfatningen og dens magtbeføjelser. Især hæren har skabt et aura af urørlighed omkring sig ved hjælp af love, bestemmelser og institutioner, og har skabt en position, hvor de ikke stilles til regnskab for hverken regering, de civile domstole eller den brede offentlighed. Vil ændringerne komme og dermed føre landet nærmere demokrati?
Den tyrkiske hær har fangarme ind overalt i samfundet. Soldater ses under en parade i Ankara.

Den tyrkiske hær har fangarme ind overalt i samfundet. Soldater ses under en parade i Ankara.

Mark Blinch

11. september 2010

Tyrkerne går i morgen søndag til folkeafstemning om en række ændringsforslag i forfatningen. Ændringerne handler om en bred vifte af tiltag, som strækker sig fra oprettelsen af en ombudsmand til positiv særbehandling af kvinder og handicappede, men ændringernes kernepunkt handler om to institutioner: Dommernes og Anklagernes Høje Råd (DAHR) og Forfatningsdomstolen.

Mere præcist handler det om, hvem der skal sidde på disse meget magtfulde organer, og hvad deres beføjelser skal være.

Den første nævnte institution (DAHR) blev etableret lige efter militærkuppet i 1980. Hensigten var at holde dommer- og anklagerstanden under militærets jerngreb. Den har beføjelse til at udnævne, forfremme og afskedige dommere og anklagere på alle niveauer, en beføjelse som Rådet nidkært og flittigt har brugt efter militærets ønsker.

Siden oprettelsen har Rådet udviklet sig til en lukket og indspist kreds af nationalistiske, ultrasekulære og militaristiske jurister, som udnævnte hinanden og deres ligesindede til endnu højere stillinger. Der har sågar været forlydender i pressen om, at de også havde en forkærlighed for at udnævne hinandens slægtninge.

Rådet bekæmpede med alle midler enhver tendens blandt tyrkiske jurister til at sætte spørgsmålstegn ved militærets og det civile bureaukratis magt over politikere og samfundet.

Rådets mest opsigtsvækkende handling var at indlede en straffeekspedition imod Ferhat Sarikaya, statsanklageren i byen Van i 2006. Sarikayas brøde bestod i at undersøge et bombeattentat i den kurdiske by Semdinli ved den irakiske grænse både grundigt og objektivt. To personer, som smed en bombe i en boghandel, der dræbte en person, blev kort tid efter fanget af forbipasserende, og det viste sig, at attentatmændene var to officerer, der var i tjeneste i den lokale garnison.

Det var endnu et eksempel på, hvordan ultranationalistiske kræfter i militæret forsøgte at terrorisere den lokale befolkning og skabe kaos og usikkerhed i landet. Hvis de to officerer ikke var blevet fanget med bukserne nede, ville den lokale militære kommandant sikkert have påstået, at der var tale om et PKK-attentat, og at sikkerhedsforanstaltningerne derfor skulle strammes endnu mere på området og i landet i del hele taget.

Og at det endnu var alt for tidligt at tale om en demokratisk åbning over for kurderne.

Militærets forlængede arm

Sarikaya opførte sig som neutral anklager og forlangte lange straffe for de skyldige officerer. Men han gik - efter tyrkisk målestok - over grænsen for det acceptable: I sin undersøgelse af de to bombeofficerer skulle han have fundet beviser for, at chefen for landstyrkerne i Ankara var indblandet i »hemmelige operationer imod civilbefolkningen« og sendte sine bevismateriale til militærets anklagere i Ankara.

Og så helvedes var løs: Det tyrkiske militær kunne til nød acceptere, at det civile juridiske system stillede to officerer for rette, men at antyde, at en topgeneral var indblandet i terrorvirksomhed, var en uhørt skændsel.

Militæret forlangte straks, at denne lille civile anklager i den støvede kurderby blev sat på porten og straffet hårdt for at statuere et eksempel. Rådet har ikke blot afskediget anklageren Sarikaya, men har også frataget ham retten til overhovedet at beklæde et juridisk embede og sågar retten til at arbejde som advokat. Der var altså tale om berufsverbot a la turca.

Den anden institution, som regeringens ændringsforslag handler om, er Forfatningsdomstolen.

Dens hovedfunktion er at kontrollere, om de love, der vedtages af parlamentet, formelt eller indholdsmæssigt er forfatningsstridige eller ej, og at tage sig af politiske partilukningssager.

Det var Forfatningsdomstolen, der for to år siden, det vil sige i juli 2008, var lige ved at lukke regeringspartiet AKP (Retfærdigheds- og udviklingsparti). Partiet undgik lukningen med én stemme, da tilhængere ikke kunne samle det nødvendige stemmetal. Men knap halvandet år senere var det lykkedes domstolen at lukke det kurdisk nationalistiske Demokratisk folkeparti (DTP). Partiet blev anklaget for »undergravende aktiviteter imod landets territoriale integritet« og blev forbudt.

For at give endnu et eksempel på, hvor magtfuld Forfatningsdomstolen er, kan det nævnes, at den har omstødt loven om lovliggørelsen af tørklæder for de studerende på landets universiteter i 2008. En lyngennemgang af, hvad der skete er som følger: Tørklædeforbuddet blev ophævet med stemmer fra tre af de fire partier i parlamentet med 411 stemmer ud af 550. Men Forfatningsdomstolen fandt loven forfatningsstridig og omstødte den.

Ligesom Dommernes og Anklagernes Høje Råd var et barn af kuppet i 1980, er Forfatningsdomstolen et barn af det tidligere kup i 1960.

Domstolens specifikke opgave var at begrænse de folkevalgtes magt - især hvis de vedtog love, der rammer bureaukratiets privilegier og blander sig i politiske områder, som det civile og militære bureaukrati betragter som sine egne ansvarsområder.

Halvt vs. helt demokrati

Med disse to organers magtfulde position og de tre kup i 1960, 1971 og 1980 imod folkevalgte regeringer in mente kan man simpelthen ikke betegne Tyrkiet som et fuldt demokrati. En mere dækkende betegnelse ville være 'formynderisk demokrati' - det vil sige et angivelig umodent demokrati under storbrødrenes, militærets og det juridiske systems, beskyttelse.

Hvis Tyrkiet skal forandre sig fra et halvt til et helt demokrati, er det første skridt at skære ned i det juridiske systems og militærets magt over regering og parlament, det vil sige over samfundet og folkets politiske og demokratisk valgte repræsentanter.

I Tyrkiet har det traditionelt været således, at det militære og civile bureaukrati har spillet deres eget spil, uanset hvad store dele af befolkningen har ønsket sig, og hvilke politikere folket har valgt ind.

De har skabt et aura af urørlighed omkring sig ved hjælp af love, bestemmelser og institutioner, og har skabt en position, hvor de ikke stilles til regnskab for hverken regering, de civile domstole eller den brede offentlighed.

Den psykosociale grobund af denne urørlighed og uansvarlighed har været den konstante frygt, de selv skiftevis og periodevis har skabt, imod diverse minoriteter, ikke mindst imod kurdere og alevier, imod diverse politiske strømninger som for eksempel islamismen og venstrefløjen, og imod Vesten/ EU, der pønser på at splitte op vores fædreland.

Det er en tiltrængt oprydning i dette indspiste og nepotistiske system af bureaukratiske institutioner, som regeringens ændringsforslag handler om.

Forslagene sigter på at mangfoldiggøre puljen af potentielle medlemmer af de to pågældende organer, og på at tildele dem demokratisk legitimitet. Det er netop dette aspekt, der skabte en kustodeagtig irritation hos de nuværende medlemmer, der er begyndte tale om »civilt diktatur« og »flertallets diktatur«.

For at gøre ondt værre bliver Rådets beslutninger om at afskedige og udstede berufsverbot over for dommere og anklagere, som militaristerne ikke kan lide, åbnet for juridisk kontrol. Ifølge de gældende regler er de endegyldige. Denne ændring ville kunne redde statsanklager Sarikaya fra Rådets forsøg på at knuse ham professionelt og menneskeligt, men ændringerne kommer desværre alt for sent i hans tilfælde.

Andre vigtige ændringer handler om begrænsning af de militære domstoles beføjelsesområder og forstærkning af det civile juridiske system over for officerer, der blander sig i ulovligheder, som ikke har at gøre med deres arbejde som militærpersoner.

Ikke vidtgående nok

Man kan kritisere ændringerne for ikke at være vidtgående og radikale nok.

Den største mangel synes at handle om kurdernes rettigheder. Der er desværre ikke noget ændringsforslag, der bidrager til en demokratisk løsning af denne blodige borgerkrig, der har kostet 40.000 menneskeliv. Til dette skal man også tilføje de såkaldte »mord, hvis gerningsmænd er ukendt«, læs: Mord begået af enten officerer eller statsorganiserede militsgrupper.

På samme måde kan man savne ændringsforslag, der anerkender kulturel mangfoldighed og retten til modersmålsundervisning og som gendefinerer 'tyrkiskheden', så den inkluderer den kurdiske identitet under et udvidet borgerskab.

På trods af sine mangler vil et ja i morgen søndag være et vigtigt skridt i Tyrkiets lange vej imod demokrati.

Meningsmålingerne tyder på, at tyrkerne vil stemme ja. Men hvis regeringen efter folkeafstemningen sover på laurbærrene og ikke fortsætter med endnu flere ændringer, kan den miste sin popularitet.

Tyrkiet trænger til en rigtig demokratisk forfatning renset for primitiv tyrkisk ultranationalisme og opslidende militarisme, som har ført til årtiers ørkenvandring.

Mehmet Ümit Necef er lektor ved Center for Mellemøsstudier, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

God analyse, men Erdogan er bedøvende ligeglad med kurdernes vilkår i Tyrkiet. Eneste grund til at han lover guld og grønne skove skyldes, at godt halvdelen af hans vælgere er kurdere.

ROJ TV rapporterer i dag, at adskillige kurdere, der havde tænkt sig at boykotte folkeafstemningen om forfatningsændringerne i Tyrkiet, er blevet ringet op af hemmelige agenter, der truer Dem og deres familier på livet, hvis de ikke stemmer.

Sikke et demokrati!

Det er endnu et eksempel på ROJ-TV’s kolossale betydning, som saglig oplysningsmedie i regionen.

@ Ragib

jeg ville gerne vide mere om disse forhold, som desværre er meget fraværende i medierne!

Hvorfor har kurderne i Tyrkiet dog stemt på Erdogan?
Og har de set noget "guld og grønne skove" fra hans regering, eller er de blevet snydt?

Nic

Det er et godt spørgsmål, som ikke har et entydigt svar.

Kurderne har lige siden de blev tvangsislamificeret, altid blevet narret til at samarbejde med deres ”muslimske brødre”, med løfter om bedre tider.

”muslimer kortet” bliver stadig anvendt på kurderne i dag. For kendsgerningen er, at den kurdiske befolkning er fattigt, uvidende og uudannet. Samtidig lever de i et land, hvor de siden republikkens oprettelse, er blevet forsøgt assimileret, tyrkificeret, hvilket er lykkedes vældig godt, indtil den militære modstandskamp startede i 1984.
Men en væsentlig del af kurderne, er dog stadig assimileret i dagens Tyrkiet.

Disse faktorer er nogle af grundene til, at mange kurdere har en tilbøjelighed til, at stemme på islamiske partier i Tyrkiet.
De kan på baggrund af deres manglende viden om den politiske situation i Tyrkiet, samt deres forfædres historie, ikke gennemskue Erdogans plan i samarbejde med militæret.
Derimod vælger de udelukkende at stemme på AKP, fordi de har en religiøs fællesnævner med Erdogan, og fordi de er naive nok til at tro på, at Erdogan kan skaffe kurderne bedre vilkår.
Hvilket man ikke kan bebrejde dem, når de følger med i den ensidige tyrkiske mediedækning, fra samtlige tv-kanaler, på nær ROJ TV, som den danske anklagemyndighed vil lukke.

Med den ene hånd, giver Erdogan kurdernes en statsstyret kurdisk tv-kanal, TRT6, men samtidig bliver der lukket andre kurdiske kanaler i Tyrkiet, og desuden er det meget strafbart at modtage kurdisk modersmålsundervisning. Straffen kan være årtier i tyrkiske fængsler.
Så kurdisk er reelt ikke tilladt i Tyrkiet endnu, det er kun tilladt så længe den tyrkiske stat har kontrol over det.