Læsetid 2 min.

Fra ugens netdebat: Den danske debat

3. september 2010

Den forløbne uge har der været en heftig debat på begge sider af sundet, da det kom frem, at det nationalistiske svenske parti Sverigesdemokraterna (SD) havde produceret en valgvideo, der var så kontroversiel, at svensk TV4 nægtede at vise den. Den privatejede tv-station mente, at videoen, som skildrer en gruppe burkaklædte kvinder og en ældre kvinde i karikeret kamp om samfundets ressourcer, var i strid med svensk lovgivning om diskrimination, hvilket ifølge Sveriges- demokraterne diskriminerer partiet op til det kommende rigsdagsvalg.

Det har medført en massiv kritik, også herhjemme, hvor Dansk Folkeparti senest har foreslået, at OECD sender valgobservatører til landet. Men samtidig har flere svenske kritikere meldt ud, at det er et vigtigt skridt for at forhindre, at debatklimaet i Sverige når 'danske tilstande', der beskrives som 'en fremmedfjendsk tone uden nogen dialog', og professor fra RUC Lasse Dencik udtaler direkte: »I vil gerne have en kammerat med i skammekrogen. I vil så gerne have, at svenskerne er lige så fremmedfjendske som danskerne.«

Skulle alle så deltage?

Det kommer 'overhovedet ikke bag' på Olivier Goulin, at svenskerne viser sig »som den 'fornuftige storebror' i den nordiske familie. »De har simpelthen mere lødighed, klasse og modenhed derovre«, mener han og undres over, hvordan to så nærtstående kulturer alligevel kan være så forskellige.

Frej Klem Thomsen mener, at Anders Fogh Rasmussens beslutning om at legitimere det ekstreme højre ved at forære dem immigrationspolitikken ligger til grund for den ændrede tone i den danske debat, som »væltede humanismen i dansk politik«, som han formulerer det.

»Budskabet er, at indvandringen koster penge, så enten må man betale pensionisterne eller også til indvandringen. Der er ikke råd til begge ting«, mener Per Erik Rønne og fortsætter: »Danmark er bedre til at integrere end svenskerne, der blot lader stå til«.

Ifølge Tom Dahl er det problematisk, at man nægter SD at deltage i parti-lederdebatten på tv. »Det er en fundamental krænkelse af rygraden i et moderne demokratisk samfund«, skriver han. Hertil svarer Ingrid Uma, at de partiledere, der deltager i den afsluttende partilederdebatten på det statslige SVT, repræsenterer de syv partier, der allerede sidder i Rigsdagen før valget. »I alle andre debatprogrammer på radio og tv deltager parti-ledere fra mange forskellige partier, også Sverigedemokraterne«. Hun pointerer, at der er 41 partier, der opstiller i det svenske valg, og spørger retorisk, om samtlige 41 partiledere skulle deltage i den afsluttende partilederrunde i SVT?

Marianne Mandoe mener, at der bør fokuseres mindre på, hvad der bliver sagt, og mere på hvordan det ytres. »En debat kan sagtens være både livlig, grænseoverskridende og hård uden at blive ubehagelig«, mener hun.

Information bringer hver fredag et uddrag af ugens mest interessante kommentarer fra debatten på information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu