Varetager vi egentlig barnets tarv?

I knap et år har jeg siddet i rådgivningen på www.delebarn.dk, og spørgsmålene har været mange undervejs. At deles om børnene efter en skilsmisse er ikke nemt for alle, der er megen sorg og mange følelser at tage hensyn til, mange stemmer der skal høres. En af de stemmer, der skal høres, er barnets, hvilket jeg har fundet ud af ikke er uproblematisk.

For nylig blev jeg inviteret til møde i Børnerådet, idet de skal lave en undersøgelse om delebørn i forbindelse med, at den nye forældreansvarslov skal revideres i 2011. Loven blev gennemført i 2007 på trods af eksperternes anbefalinger, og udgangspunktet for forældreretten bevægede sig fra ene forældremyndighed til fælles forældremyndighed, for at sikre barnet kontakt til begge forældre. Loven har selvfølgelig de bedste hensigter, men erfaringer viser desværre, at der kan være en tendens til, at det, der er bedst for barnet, kan drukne i mors og fars rettigheder. Praksis, når far og mor ikke kan finde ud af at samarbejde, er, at børn skal høres i statsamtet, og den dag til mødet fik jeg indblik i noget omkring det med at høre og spørge børnene selv, som jeg synes er relevant i den videre diskussion.

Vi kom til at tale om en ældre undersøgelse fra 2001, hvor man havde undersøgt, hvad og hvor meget børn mener, de skal være med til at bestemme i forbindelse med en skilsmisse. Børnene blev spurgt direkte, om de synes, at de skal være med til at bestemme, hvor de skal bo i tilfælde af skilsmisse, hvem de skal bo mest hos, hvilken deleordning de synes vil være bedst, og ikke mindst hvilken alder, de synes, et barn skal have, før det skal spørges om de her ting.

Loyalitetskonflikten

Ikke overraskende synes børn, at de skal være med til at bestemme det meste. Børn kan nemlig godt lide at blive taget alvorligt og have medindflydelse i en familie. Men, og der viste sig faktisk at være et stort men: Undersøgelsens resultater var nemlig misvisende, forstået på den måde, at det ikke var alle de børn, der havde udtalt sig, der var skilsmissebørn, og når man gik undersøgelsen efter i sømmene, viste der sig at være forskel på, hvad de børn, der var delebørn, mente, i forhold til de børn, der boede i almindelige kernefamilier. Børn der ikke kender skilsmissens virkelighed og smerte, viser det sig, vil ofte gerne være med til at bestemme rigtig meget, mens børn, der står midt i kaosset og konflikten, ofte har det rigtig svært med at være med til at bestemme, hvor de skal bo, hos hvem og hvor meget.

Det giver mening - ingen børn i verden har lyst til at blive spurgt, om de holder med far eller mor? Lige netop det spørgsmål bliver nok heller aldrig stillet fra offentlig side, men det gør det måske på en måde alligevel - i et barns hoved? Børn er kloge og kompetente, de er også som hovedregel 100 procent loyale over for begge forældre, og bare det at blive bragt ind et offentligt sted, hvor de ved, nogle andre skal bestemme, og de ved, at det, de siger der, vil blive medtaget i den beslutning, der træffes, vil udgøre en risiko for at stille barnet i en frygtelig loyalitetskonflikt.

De skal have en stemme

Som illustration på dette kan jeg fortælle en historie om en knægt på 12 år, hvis mor vil have ham med til Sydamerika i seks uger. Hold dog helt op, hvor skal de ud og opleve meget sammen, og efter mors mening findes ikke bedre uddannelse end det at rejse. Far er af en anden mening: Et barn skal passe sin skole og sine kammerater og har ikke godt af at blive hevet ud af sine vante rytmer i så lang tid. Han nedlægger veto.

Det vil mor ikke finde sig i og meddeler, at hun tager af sted som planlagt, hvilket gør far meget sur. Han vælger at gå i statsamtet for at forhindre rejsen. Her bliver det klart, at det kan han ikke, med mindre han vil søge fuld forældremyndighed, og endvidere bliver det klart, at vælger han den løsning, skal drengen høres, da han er 12 år. Mor vil ikke opgive sin tur, og drengen får at vide, at han måske bliver nødt til liiige at komme ind til nogle flinke mennesker og sige, om han gerne vil med på den rejse eller ej. Drengen, der jo er stor nok til at forstå, at der er opstået konflikter, går fuldstændig i baglås, faktisk næsten i koma. Han vil bare så gerne ud på den rejse, men han vil under ingen omstændigheder ind og sige det til nogen i statsamtet.

Historien ender heldigvis med, at far opgiver det med statsamtet, og Sydamerika bliver en realitet, men den viser, at her var der et delebarn, der virkelig ikke ville spørges eller have medbestemmelse i fars og mors konflikt. Heller ikke selv om det 'bare' handlede om en rejse til Sydamerika. Uanset hvor pænt far og mor formulerede det, blev det åbenbart for ham et slags 'Sophies Valg'.

Så er det, jeg ransager mit hjerte og spørger mig selv - synes jeg, at børn skal have en stemme? Så afgjort, JA. Synes jeg, de skal høres? Så afgjort, JA. Synes jeg, deres mening er lige så vigtig, som de voksnes? Så afgjort, JA. Men ærligt talt, i lige præcis det her dilemma, som med den nye forældreansvarslov er blevet endnu mere tydeligt, er jeg faktisk kommet i tvivl om, hvordan vi bedst varetager barnets tarv? Kan vi overhovedet være bekendt at spørge, når barnet står midt i orkanens øje?

Renée Toft Simonsen er psykolog og forfatter. Hun skriver på skift på denne plads med Mette Bom, Pernille Rosenkrantz-Theil og Emilia van Hauen. I næste uge skriver Emilia van Hauen