Kommentar

Vesten er på vej til at spare sig ihjel

Krisens voldsomme sociale konsekvenser fremkalder nu advarsler mod for tidlig økonomisk opstramning fra en uventet kant
Dominique Strauss-Kahn, øverste mand i Den Internationale Valutafond, advarer nu mod en for tidlig økonomisk stramning.

Dominique Strauss-Kahn, øverste mand i Den Internationale Valutafond, advarer nu mod en for tidlig økonomisk stramning.

Ian Langsdon

Debat
23. september 2010

Diskussionen om, hvorvidt økonomisk hestekur eller yderligere finanspolitisk stimulans er den rigtige politik, er ikke forbi endnu. Ved G20-topmødet i sommer var USA og EU på kant med hinanden. Præsident Obama ville fortsætte den ekspansive finanspolitik, Merkel, Sarkozy og Cameron havde slået ind på sparevejen. Og selv om besparelser og nedbringelse af statsunderskud er hverdag i Danmark og de fleste af vores nabolande, er der stadig vægtige internationale aktører, der advarer om, at spareiveren kan være for stor og for tidlig.

I sidste uge understregede både Den internationale Valutafond, IMF, og de rige landes samarbejdsorganisation, OECD, at kraftige budgetnedskæringer i år kunne afmontere den økonomiske genopretning. Det er en melding, der vækker genklang - ikke mindst når det kommer fra disse aktører. OECD og IMF er nemlig traditionelt set økonomisk konservative institutioner, der har ført an i den globale udbredelse af deregulering og privatisering. Ja, IMF har de seneste årtier stort set ikke gjort andet end at uddele anbefalinger til højre og venstre om budgetkonsolideringer og nedskæringer i den offentlige sektor.

Men spareiverens sociale konsekvenser er altså nu så store, at selv disse organisationer råber vagt i gevær. Det er arbejdsmarkedet - særligt i USA og Europa - der bløder. På verdensplan er der kommet 34 millioner flere arbejdsløse som følge af krisen.

Dominique Strauss-Kahn, der er øverste mand i IMF, er i det lys klar i mælet:

»Hvad med de menneskelige omkostninger? Det er den virkelige tragedie. Vi må ikke undervurdere den skræmmende virkelighed, vi står overfor: en tabt generation, løsrevet fra arbejdsmarkedet med et tiltagende tab af kompetencer og motivation. Vi må anerkende, at krisen ikke er ovre, før arbejdsløsheden reduceres betydeligt.«

Langvarig jobkrise

Baggrundstæppet til de stærke kommentarer om manglen på job er en virkelighed, som både IMF og OECD kender til, men som ingen af dem er glade for at erkende, og i hvert fald sjældent fortæller om. Arbejdsmarkedet har reelt været i krise i flere årtier.

Selv da økonomien tordnede derudaf blev arbejdsløsheden i særligt Europa, men også i USA, kun nedbragt i et vist omfang. Væksten var i stor udstrækning jobløs. Lønningerne var der endnu mindre positivt at berette om. I USA har medianindkomsterne - det som de, der er i midten af indkomstfordelingen, tjener - været stagnerende i tre årtier. I Europa er det særligt i det nye årtusinde, at vækst og produktivitetsstigninger ikke automatisk er blevet til lønstigninger. Samtidig har der været en ny trend med langt flere løst- og kontraktansatte, der går til lavere lønninger, har større usikkerhed i deres ansættelse, og som i mange tilfælde ikke får pensionsbidrag eller har adgang til andre sociale ydelser.

Vores lande bliver rigere, men store dele af befolkningerne bliver fattigere. Det er åbenlyst, at det socialt set er en katastrofe. Men som det nu langsomt er ved at gå op for flere og flere, er det også dårlig økonomisk politik.

Derfor understreger IMF også, at fortsat ekspansiv finanspolitik er den ekstra gæld værd, hvis det hjælper til at reducere langtidsledigheden, som i sidste ende er en endnu større byrde på samfundsøkonomien end gælden. Det gælder særligt lande som Danmark, hvis gæld ikke har ledt til pres fra finansmarkederne.

Asien i udbrud

Det er ikke tilfældigt, at det er de rige lande i Vesten, der får en opsang. Vores økonomier er under pres og vækstperspektiverne ringe. Og det er hos os, at man har sporet sig ind på den hårde sparevej.

I Asien har man eksempelvis - og hvad de færreste er opmærksomme på - været meget mere konsekvente med den ekspansive finanspolitisk. Genopretningspakker, der skulle stimulere økonomien, har således udgjort 6,9 procent af BNP i Vietnam, 7,7 procent i Thailand, otte procent for Thailand og 13, 5 procent i Kina.

Og mens der i Vesten stadig er behov for, at der åbnes yderligere op for de finanspolitiske sluser, er situationen en helt anden i de asiatiske lande: de vil, hvis Japan holdes ude af regnestykket, i gennemsnit opleve en vækst på 8,6 procent i år. Det skal ses i sammenligning med de en til to procent, man håber på i USA og Europa.

Herhjemme foregår der en parallel diskussion om besparelser kontra investeringer. Senest med store ord fra Nationalbankdirektør Bernstein om, at end ikke de bebudede besparelser er store nok. Men Bernstein lader til at have kikkerten for det forkerte øje.

Kristian Weise er chefanalytiker i tænketanken Cevea

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu kan man jo ikke bruge penge mere end en gang.

Når man ekspanderer i de gode tider kan man ikke ekspandere yderligere i de dårligere tider.

Martin Pedersen

Malmzon da,

Er IMF og OECD blevet degraderet til smagsdommere?

Der er ingen der skal komme og fortælle dig at jorden er rund, når du kan kigge ud af vinduet og se den er flad!

Henrik Sarpsborg

Nu er det jo ikke spareiveren der er et problem, men udnyttelsen og prioriteringen af de eksisterende ressourcer!

Når man slagter de velfærdsydelser som borgerne betaler til og har krav på, og forærer statens ressourcer til virksomheder der ikke er konkurrencedygtige uden statssubsidiering, så har vi et prioriterings problem.

Når vi systematisk nedbryder og forringer bærende kultur- og videninstitutioner, der skal generere ressourcer til nye generationer, så har vi et problem i forhold til udnyttelse af de ressourcer vi har.

Dette handler ikke om besparelser, men derimod om ideologisk betinget fordelings- og prioriterings politik.

Dansk politik er simpelt hen ineffektiv!

"Nu kan man jo ikke bruge penge mere end en gang."

Det kan man da sagtens,hvordan tror du ellers USA stadig kan blive ved med at trykke uanede mængder nye sedler ?
Faktisk har vi bygget et system op hvor du ikke bare kan bruge penge du ikke har og som ikke findes, de kan også lånes ud ... Og det flere gange !

@ Magne Kolstad. "Dansk politik er simpelthen ineffektiv"

Jamen så lad os dog for pokker invitere Phillip Blond herover til en seriøs omgang forelæsning, så vi kan få opgraderet vores politikere, medier, forskere, mv.! Førnævnte, har alle været påfaldende tavse i forbindelse med Blonds bogudgivelse: "Red Tory: How Left and Right Have Broken Britain and How We Can Fix it" !

Phillip Blond - Red Tory: The future of progressive Conservatism?

http://www.youtube.com/watch?v=sxMdwBL0EV4&feature=related

Phillip Blond video comment - Public interest seminar on Employee and User Ownership
http://www.youtube.com/watch?v=IQ21TSd37Ls&feature=related

... og et link til en længere en af slagsen... Spring evt. introen over. Blond kommer først på selv 10 minutter inde i videoen...

P. Blond forelæsning , Villanova University Philadelphia marts 2010.
After the Market State (Part 1:
http://www.youtube.com/watch?v=S2LWc5DIQrc

After the Market State (Part 2)…

http://www.youtube.com/watch?v=NLdTzEgbxtE&feature=channel