Det, der overrasker mig mest efter det svenske valg, er, at så mange mennesker virker overraskede over, at det ultrakonservative Sverigedemokraterna (SD) er blevet valgt ind i parlamentet. Fra ikke at være repræsenteret har de nu næsten seks pct. af stemmerne, hvilket betyder, at de vil få 20 pladser i parlamentet; samtidig ophæver de det tidligere centrum-højre flertal og skaber en usikker situation i parlamentet. Sverige får en svag regering, der må bero sig på skiftende mindretal, eftersom alle partier har brugt det meste af tiden i debatten efter valget på at garantere, at de ikke på nogen måde vil samarbejde med SD.
Det kom så vidt på valg-aftenen, at lederen af Vänsterpartiet, Lars Ohly, nægtede at få lagt makeup på samme tid som Jimmie Åkesson, SD's leder. Det var selvfølgelig åndssvagt, selv om du måske forstår ham. Men hver gang nogen fra SD bliver holdt fra livet på den måde, har det kun den effekt, at flere mennesker måske får sympati for dem.
Hvad skete der?
Der er tre vigtige spørgsmål: Hvem er de mere end 300.000 svenskere (ud af en befolkning på ni millioner), der stemte på SD? Hvorfor kunne man ikke forhindre det? Og hvad stiller vi op med resultatet? Vi ved stadig ikke præcis, hvem der stemte på SD. Men vi ved noget. Ligesom andre ultrakonservative partier er også SD et protestparti. Folk stemmer imod noget i stedet for at stemme for noget. I dette tilfælde er folk på jagt efter en syndebuk for deres egen ulykke.
Det er de arbejdsløse, de syge, de, der føler sig marginaliserede og udstødte, som i deres afmagt vender de etablerede partier ryggen og stemmer på dem, der appellerer til dem. SD blev udtryk for den eneste anstændighed, de kunne finde i et politisk landskab, hvor alt andet er hykleri og brudte løfter. SD lytter til dem. I SD's program finder de deres egne tanker, deres egen vrede, deres egen frygt.
Det er forkert at tro, at SD rekrutterer fra konservative kredse. Det sker selvfølgelig, men det er ikke den dominerende faktor. Tværtimod viser flere undersøgelser, at SD henter de fleste nye stemmer blandt arbejderklassen.
Og som jeg sagde i begyndelsen, er det kun dem, der nægtede at se, hvad der var ved at ske, der ikke forstår resultatet. Alt for længe blev SD holdt ude af valgkampen. De øvrige parter nægtede at gå i dialog med dem. SD blev forbudt at komme på nogle skoler og sprede sit 'budskab'.
Målrettet dialog
Det var naturligvis en helt forfejlet og kontraproduktiv strategi, det var i virkeligheden idioti. Den eneste måde at håndtere mennesker med racistiske, fremmedfjendske og generelt populistiske holdninger - som de tyske Nationalsocialister i 1920'erne - er gennem en målrettet dialog, som vi aldrig viger fra. Det er et bud, der giver ekko fra oplysningstiden: »Jeg er uenig i alt, du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det.«
Jeg tror, at det netop var afslaget fra de øvrige partier, fra venstre til højre, på at debattere med SD, der gav dem fri bane til at vokse fra ingenting til seks pct. af stemmerne. Hvis vi havde haft debatten, var SD måske blevet valgt ind i parlamentet, men med langt færre pladser. Faktisk kunne de være blevet holdt helt ude af parlamentet.
Så jeg bebrejder alle, der er blevet overrasket over dette resultat, eller som »beklager det«, som de nu siger. Ansvaret ligger hos dem, der så det komme, men kiggede væk. Og tav. Man kan aldrig kvæle de indestængte stemmer med tavshed. Man kan kun diskutere dem til døde. Frem for alt må vi kritisere de vantro intellektuelle og de politikere, der kæmpede for pladser i parlamentet og for et flertal til enten centrum-højre eller socialistisk-grøn blok, men som aldrig tog debatten med SD.
Dygtige højre
Ganske vist blæser der en højreorienteret vind over Europa. Men i Sverige har vi indtil nu været i stand til at holde disse ultrakonservative grupperinger ude af spillet. De har haft et par repræsentanter i lokalforvaltningen, men ikke meget mere end det. Forskellen denne gang var, at SD var meget bedre organiseret, at de gav meget klarere udtryk for deres meninger, og at de blev udstødt. På et tidspunkt nægtede en tv-kanal at vise deres valgvideo. Man mente, den var for fremmedfjendsk. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker der på det tidspunkt besluttede sig til i protest at stemme mod denne censur - og det er, hvad det var. Men gav afslaget på at vise filmen SD flere stemmer, end selve filmen ville have gjort?
Hvad sker der nu i det flertalsløse parlament, vi får? Ingen, jeg mindst af alle, opfordrer til, at vi lukker disse menneskefjendske politikere ind i Sveriges regering. Men af respekt for de 300.000 mennesker, der stemte på dem, må vi erkende nødvendigheden af dialog, før disse 300.000 bliver to eller tre gange så mange. Der er vi ikke endnu. Vi vil heller aldrig nå det punkt.
Henning Mankell er svensk forfatter og manden bag Wallander-kriminalromanerne
© The Guardian og Information
Oversat af Emil Rottbøll
