Kommentar

I Afrika drypper det ikke på degnen

Grundlæggende kan man konstatere, at det ikke er nok bare at putte penge ind fra toppen i et land som Mozambique. Men hvad kan der så gøres, for at væksten i landet også kommer de fattigste til gode?
6. oktober 2010

Nye femstjernede hoteller, flashy shoppingcentre, store firehjulstrækkere og blanke Mercedes’er vidner i Mozambiques hovedstad, Maputo, om, at landet de seneste syv-otte år har oplevet en eksplosiv vækst. Mozambique har sammen med en række andre lande i det sydøstlige Afrika oplevet vækstrater, som man i de vestlige lande kun tør drømme om. Og der er ingen tvivl om, at velstanden i visse kredse er stor – meget stor.

Men kører man bare lidt uden for byens centrum til forstæderne eller lidt ud på landet, så er billedet et helt andet. Her møder man en fattigdom, som er svær at forstå som dansker. Her er hver eneste dag en kamp for at få mad nok til familien. For i et land som Mozambique drypper det åbenbart ikke på degnen, selv om det styrt-regner på præsten.

I en helt ny rapport, som den mozambicanske regering netop har offentliggjort, fremgår det tydeligt, at trickle-down effekten ikke eksisterer i Mozambique. Det vil sige, at den voldsomme økonomiske vækst kun kommer de velhavende til gode, mens de fattigste forbliver fattige. På den måde har Mozambique de seneste år oplevet tigerøkonomi-lignende vækstrater på otte-10 pct., mens regeringens egen rapport viser, at der fra 2003 til 2008 » … ikke var nogen statistisk signifikant ændring i niveauet for fattigdom« – med andre ord er fattigdommen stadig lige stor.
Den Mozambicanske rapport viser til eksempel, at 54,1 pct. af befolkningen levede under den nationale fattigdomsgrænse i 2003, og at tallet beklageligvis var steget til 54,7 pct. i 2008. Det vil sige, at det faktisk er gået den forkerte vej med fattigdommen i de fem år trods konsekvent høje vækstrater.

Sværere at overleve

I Mozambique har både donorerne og folket reageret. Donorerne reagerede i foråret med en strejke, hvor man indefrøs donorernes penge i nogle måneder.
Senest reagerede de fattigste, som lever i forstæderne til hovedstaden Maputo, med meget voldsomme demonstrationer for fire uger siden, hvor 14 mennesker mistede livet i mødet mellem politi og demonstranter. Demonstranterne var i vid udstrækning unge arbejdsløse, som de seneste mange måneder har været vidne til, at deres politikere har lavet store millionkontrakter med mineselskaber, andre store investorer og donorlande.
Men på trods af de mange millionkontrakter, så mærker de fattigste blot, at priserne stiger på fødevarer, vand, el og benzin – og at det dermed bliver sværere og sværere at overleve. Og for fire uger siden blev det for meget for den fattigste del af befolkningen, som gik på gaden i voldelige demonstrationer.

Penge ud af landet

Men hvor ryger pengene så hen? I Mozambique og en række andre lande syd for Sahara ser man mønstret med stor vækst, som kun kommer nogle få hundrede familier til gavn. En elite, som oftest er højt placeret i det regerende parti, og som samtidig også ejer eller leder nogle af landets store virksomheder, og som dermed også sidder på den økonomiske magt i landet.
Udover at havne i lommerne hos eliten, ryger en stor del af pengene i Mozambique hurtigt ud af landet igen, fordi en meget stor del af såvel fødevarer som andre varer importeres fra Sydafrika. Derudover er der en række udenlandske investorer i blandt andet mineindustrien, som ganske vist investerer i landet, men også fører mange penge ud af landet igen.

Indsats fra bunden

Hvad kan der så gøres, for at væksten i landet også kommer de fattigste til gode?
Grundlæggende må man konstatere, at det ikke er nok bare at putte penge ind fra toppen i et land som Mozambique. Man bliver nødt til også at arbejde og investere fra bunden, for at man ser en vækst, som kommer hele befolkningen til gode og for alvor hiver befolkningen ud af fattigdommen.
I første omgang skal man fra de vestlige lande gøre alt, hvad man kan, for at undgå, at de pengene, man donerer, ikke havner i de forkerte lommer. Og her har donorerne et stort ansvar for ikke selv at blive en del af problemet – men derimod aktivt at bekæmpe korruptionen hver eneste gang de møder den.

Det er samtidig helt centralt, at befolkningen selv bliver i stand til at holde øje med landets politikere og holde dem ansvarlige.
Derfor skal der også helt fra bunden arbejdes med forståelsen af demokrati, så befolkningen bliver klar over deres rettigheder og stiller krav til deres politikere om også at varetage de fattiges interesse – og ikke bare politikernes egne.
Et tredje helt centralt problem i et land som Mozambique er, at de små bønder ikke har retten over jorden. For hvis de små bønder får adgang og rettigheder til jorden, vil de producere fødevarer som både sikrer dem en indtægt, men som også hæver landets egen produktion af fødevarer.
Derfor skal der fokuseres mere på væksten i bunden af samfundet, så også degnen kan mærke de livgivende dråber.
debat@information.dk

Bo Christensen er kommunikationsrådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan de ikke leje VOK-regeringen. Den kan jo det der med, at hvis man bare gør de rige mere rige, så kommer det de fattige til gode !