Jeg kan tydeligt huske det. Jeg gik ned igennem lejren og tænkte: »Det er fandeme løgn. Sådan bor man ikke i Europa. Måske i et slumkvarter i Indien eller i Brasilien. Men da ikke her to timer fra København.«
Oplevelsen ligger nogle år tilbage og fandt sted i Kosovo. Det var en romalejr ved Mitrovica, der fik mig til at føle mig langt væk hjemmefra. Som så ofte før blev romaerne fanget i krydsilden, da kosovoalbanere og serbere tørnede sammen i 1990'erne. De forsøgte at holde sig udenfor, men endte i stedet som den prygelknabe, både serbere og albanere kunne rette deres overskydende raseri mod. Roma-bydelen Roma Mahalla blev brændt ned, og bydelens 8.000 indbyggere måtte flygte eller bosætte sig i interimistiske blik- og træskure langs floden. Men som så mange gange før var der ikke rigtig nogen, der tog notits af det. Hvilken regering skulle råbe op? Hvem skulle komme dem til undsætning? Hvem skulle tilbyde ly? Ingen. For romaernes historie er historien om et folk, som ingen vil kendes ved. Det behøver man ikke engang flyve to timer for at finde ud af.
I sommer blev 23 romaer udvist af Danmark, fordi de havde overnattet på Amager Fælled. De fik ingen rettergang, og deres penge blev taget af den danske stat.
Et par år før klagede det europæiske roma-rettighedscenter til den danske integrationsminister for 'brutal behandling af indvandrere og flygtninge', efter at en mor til to små børn var blevet tvangsudvist til Beograd. Hendes mand og børn havde permanent opholdstilladelse i Danmark, og moderens sag var endnu ikke færdigbehandlet. Der stod ikke ligefrem en velkomstkomite, da flyet landede i Beograd. Ifølge rettighedscenteret er romaer en truet folkegruppe i Serbien, hvor de ofte udsættes for racistisk motiverede overfald og generel diskrimination. Også Amnesty International har advaret vesteuropæiske lande mod at sende romaer tilbage til Kosovo, hvor de er i fare for forfølgelse, diskrimination og vold.
Historie på repeat
Desværre er der intet nyt i Danmarks uværdige behandling af romaerne. Da de første romaer kom hertil i 1500-tallet, gjorde kongen dem fredløse - det var forbudt at hjælpe romaer, og den, der dræbte en roma, kunne frit tage hans ejendele. Senere 'nøjedes' man med at straffe dem økonomisk og forbyde dem at blive begravet i indviet jord. Og der var ingen hjælp at hente, da de under Anden Verdenskrig forsøgte at flygte til Norge via Danmark. De blev afvist ved grænsen og sat på toget til Auschwitz - ligesom jøderne.
Antiziganismen har altid været antisemitismens mindre kendte fætter og følgesvend. På mange måder deler jøderne og romaerne skæbne. Begge folk har været lagt for had. Begge folk er blevet diskrimineret. Begge folk er blevet forfulgt. Begge folk har gang på gang måtte bryde op for at overleve. Der er dog én væsentlig forskel: Jøderne har altid haft et tabt land, som de længtes imod, en nation, som de sørgede over og en religion, de holdt sammen om. Da Anden Verdenskrig var overstået, kunne Europa betale sin moralske gæld af til jøderne ved at give dem det tabte land.
Havde romaerne haft et forjættet land på ønskelisten, ville det måske ikke have været et umuligt ønske dengang. Men det havde de ikke - og har det nok heller ikke i dag. For de fleste romaer ønsker ikke at slå sig ned. De er nomader af både lyst og nød. Og det er måske en af forklaringerne på, at den europæiske antiziganismen stadig ligger og ulmer, mens antisemitismen i høj grad nåede at brænde op under Anden Verdenskrig.
Kulturel berigelse
Konflikten mellem fastboende og nomadefolk er en menneskelig urkonflikt med rødder så langt tilbage i tiden, vi kan se.
Afrika er eksempelvis et kontinent, som er præget af en nærmest uendelig række af kulturmøder mellem nomader og fastboende. Darfur er et eksempel på, at konflikterne kan løbe helt ud af kontrol. Men ser vi forbi nyhedernes konflikteksponering, vil vi finde mange gode eksempler på, at nomadekultur kan berige de fastboende. Mange steder i Afrika er det normalt, at fastboende bønder mødes med kvægdrivende nomader på en ugentlig markedsdag for at handle og udveksle sladder. Og i Danmark er det en af de ældste romafamilier, der driver cirkusset Benneweis. I flere generationer har danske børn grinet af klovnene og klappet hestene.
Hvis familien Benneweis havde været fastboende, havde de for længst taget en MBA på Handelshøjskolen, så de kunne LEAN-optimere organisationen og udnytte recessionen til at købe fast ejendom a la Cirkusbygningen. Men det er bare ikke sådan, de gør. Og det burde være temmelig uproblematisk i en tid, hvor mure og jerntæpper er blevet erstattet af europæisk integration og fri bevægelighed.
Romask grænseløshed
I det grænseløse Europa burde romaer betragtes som et europæisk folk på linje med danskere, svenskere og franskmænd - blot med den forskel, at de ikke har deres eget land eller område. Men netop derfor burde vi have en særlig og fælles forpligtelse til at skabe gode vilkår for romaerne - både som integrerede fastboere i øst og vest og som omrejsende europæere.
Desværre er det præcis det modsatte, der sker, når den franske regering rydder romalejre, svenskerne sætter dem af ved Øresundsbroen, og vi sender dem retur til Rumænien.
Naser Khader forklarede udvisningen af de 23 romaer med, at det er »fint med arbejdskraftens fri bevægelighed, men det skal ikke forstås som de hjemløses eller de sociale problemers fri bevægelighed.« Med andre ord: Romaerne er de østeuropæiske landes problem. Ikke vores.
Og de østeuropæiske lande har et stort ansvar som hjemsted for de største romamindretal. Men romaerne er også EU-borgere. Og når vesteuropæiske lande som Sverige, Danmark og Frankrig behandler romaerne som andenrangsborgere, sender vi et kraftigt signal til de østeuropæiske lande om, at de kan gøre det samme.
Det er et tragisk svigt af romaerne, og det er en falliterklæring for EU. For det viser, at nationalegoisme stadig er større end det europæiske fællesskab. Og at romaerne - skønt de kom vandrende fra Indien - måske er de eneste sande europæere. Vi andre skal i hvert fald tage os sammen, hvis vi skal gøre os fortjent til den titel.
Zenia Stampe er næstformand for Radikale Venstre. Hver fredag skiftes Emilia van Hauen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Zenia Stampe og Mette Bom til at skrive ugens klumme på denne plads.
Bravo!