Kronik

Dagsorden: Biodiversitet for livet

På kanten af en økologisk krise samles verdenssamfundet i Japan i dag og i de kommende uger for at lægge en storstilet strategisk redningsplan for naturens mangfoldighed
Godt 60 procent af Jordens økosystemer er blevet forringet i de seneste 50 år. Ingen véd, hvornår korthuset vælter.   På biodiversitetskonferencen, der åbner i dag i Nagano, må regeringerne - herunder den danske - se truslerne i øjnene og levere en ny global strategisk plan med klare virkemidler   frem til år 2020.

Godt 60 procent af Jordens økosystemer er blevet forringet i de seneste 50 år. Ingen véd, hvornår korthuset vælter. På biodiversitetskonferencen, der åbner i dag i Nagano, må regeringerne - herunder den danske - se truslerne i øjnene og levere en ny global strategisk plan med klare virkemidler frem til år 2020.

Anders Tvevad

18. oktober 2010

Alvoren bag de endeløse lister med arter, som er truede af udryddelse og forsvinder i stadigt stigende hast, kombineret med de menneskelige omkostninger, der følger i kølvandet på naturødelæggelser, har meget svært ved at bide sig fast på den politiske dagsorden.

Men aldrig har det været vigtigere for verdens nationer at løfte blikket, vise handlekraft og enes om en ambitiøs plan for biodiversitet globalt. Den biologiske mangfoldighed forarmes dag for dag med mærkbare konsekvenser for naturen og vores velfærd kloden rundt. Hårdest rammes verdens fattige. De mister deres eksistensgrundlag, når økosystemerne svækkes og kollapser.

Fra i dag og i de kommende uger er verdens miljøministre samlet i Nagoya, Japan til det største og vigtigste topmøde om naturbeskyttelse i mange år.

Det afgørende spørgsmål er, om der er politisk vilje til at trodse klimaændringer, finanskrise, fattigdom og eksplosiv befolkningstilvækst og lade forhandlerne indgå nye ambitiøse globale aftaler, som kan stoppe rovdriften på naturen?

Der burde kunne svares entydig ja, men historien viser, at de politiske ledere vakler. Der satses for meget på kortsigtede politiske handlinger, mens beslutninger, der række ud over næste valgperiode udebliver.

Der er ingen tvivl om, at det må stå klart for de fleste af verdens ledere, at de er tvunget til at få vendt den negative udvikling i naturen. Hvis det ikke sker, kommer vi ikke fattigdom til livs, og stadigt flere vil miste deres hjem på grund af naturkatastrofer, ligesom vi allerede nu har svært ved at sikre rent drikkevand. Tabet af arter og forringelser af økosystemerne er en trussel for vores velstand.

I den 3. Global Biodiversity Outlook Report fremgår det, at godt 60 procent af Jordens økosystemer er blevet forringet i de seneste 50 år, og at ca. 33 procent af de arter, som er blevet vurderet, er truet af udryddelse. Ingen véd, hvornår korthuset vælter. Men en ting er givet. Tabet bliver uopretteligt og med uoverskuelige konsekvenser for alt liv på jorden.

Ret blikket mod Nagoya

Med den bevidsthed mødes op til 10.000 beslutningstagere fra 193 lande i Nagoya, Japan fra i dag og frem til 29. oktober til biodiversitetskonventionens 10. partskonference, COP 10. Målet er at holde verdenssamfundet fast på den kurs, der blev stukket ud i Rio de Janeiro i 1992. Men med de sidste 10 års kontinuerlige tilbagegang, trods et globalt mål om at bremse tabet af biologisk mangfoldighed, er der behov for langt mere ambitiøse mål og forpligtigende aftaler globalt. Her må alle levere også den danske regering.

Og der er store forventninger til COP 10 om biodiversitet. FN har brug for succes. Verden har brug for forandringer. Det kræver en global strategisk plan, for biodiversitet er en hjørnesten i en global bæredygtig udvikling. Det er essentielt at opnå enighed om et nyt globalt mål for biodiversitet i 2020 og en ny strategisk plan med klare delmål og virkemidler.

Hvis en ny strategi skal omsættes til virkelighed, skal biodiversitetskonventionen tillige tilføres øget finansiering. Parterne skal desuden enighed om en juridisk bindende ramme, som skal sikre adgangen til verdens genetiske ressourcer og en ligelig fordeling af udbyttet derfra. Uden enighed kan vi ikke forvente et nyt globalt mål og en ambitiøs redningsplan.

Hvorfor poste penge i biodiversitet?

EU har udfordringen stående klart på lystavlen. I marts vedtog EUs miljøministre, stats- og regeringsledere en ny vision og et nyt 10-årigt mål for biologisk mangfoldighed.

Det nye mål sigter på at stoppe tabet af biodiversitet og forringelser af økosystemtjenester indenfor EU og så vidt muligt genoprette forringede økosystemer. Samtidig vil EU optrappe sit bidrag for at undgå tab af biodiversitet globalt.

Desværre har Danmark sammen med de andre EU-lande før forpligtet sig til at stoppe tilbagegangen i hele EU i 2010. Det lykkedes ikke. Tabet af biodiversitet accelererede i stedet for. De nye EU-mål er netop sat op i erkendelse af 10 års fiasko.

En succes kræver ressourcer, og her mangler vi stadig at se, at EU og medlemslandene ikke mindst Danmark - reelt ønsker at investere i en rigere natur. Det handler ikke kun om at redde et par smukke blomster og et lille pelsdyr. Det handler om vores velstand.

The International Union for Conservation of Nature, IUCN, anslår, at der skal tilføres 100 gange så mange midler til naturbeskyttelse som i dag, hvis situationen skal ændres globalt. Og der er god mening i at finansiere naturbeskyttelse, naturgenopretning og naturpleje både nationalt og internationalt. Omkring halvdelen af alle syntetiske stoffer har en naturlig oprindelse. 42 procent af alle tilgængelige stoffer til behandling af kræft er naturlige og 34 procent er semi- naturlige.

Det 150 millioner år gamle Tempeltræ, Gingko Biloba, har f.eks. ført til opdagelse af stoffer, som er særdeles effektive over for blandt andet hjertekarsygdomme. Denne opdagelse giver en årlig omsætning på 360 mio. US dollar.

Studier fra The Economics of Ecosystems and Biodiversity, TEEB, under FNs Miljøprogram, UNEP, anslår, at EU årligt mister, hvad der svarer til 50 mia. euro i tabte økosystemtjenester, alene baseret på ændringer i arealanvendelsen. Altså blot ved at natur- og skovområder og landbrugsjorder med høj kvalitet forringes eller inddrages til for eksempel byudvikling og infrastrukturanlæg. Og heri er ikke indregnet de tjenester som samfundet får fra bestøvning, genetiske ressourcer og lignende.

Verdenssamfundet må indse, at investering i biodiversitet ikke er en udgift for samfundet, men en investering for livet. Det bliver den store udfordring i forhandlingerne i Nagoya.

Regeringen sover i timen

Mange har en opfattelse af, at problemet er værst i andre lande, hvor fældning af regnskov står stærkest i billede. Men problemet er til stede overalt på kloden, og i høj grad i et land som Danmark, hvor det meste af Jorden anvendes til intensiv landbrugsdrift.

Den danske regering har for længst forpasset muligheden for at indfri målet om at stoppe tab af biologisk mangfoldighed senest i 2010. I snart 10 år har regeringen bevidst lukket øjnene og udeladt initiativer, der virker til at beskytte og fremme den biologiske mangfoldighed.

Mere end 100 år med dræning, inddæmning, afvanding, udretning, overgødskning, sprøjtegifte, millioner af svin, overfiskeri mm., har sendt naturen til tælling.

Resultatet er at 50 procent af de danske åer, to tredjedele af de danske søer og næsten 90 procent af fjordene og kystområderne har for dårlig vandkvalitet.

66 procent af vores heder, klitter, enge og overdrev har ugunstig bevaringsstatus. 29 procent af de undersøgte arter af planter og dyr er på rødlisten. Alene antallet af viber og agerhøns er faldet med henholdsvis 75 og 80 procent de seneste 30 år og en ellers helt almindelig art, som haren findes nu på den danske rødliste over truede og sårbare arter

Ser vi bare på de nyeste tendenser, er op mod 120.000 ha jord atter kommet under plov efter 2008. I 2010 fortsatte trawlere ufortrødent torskefiskeriet i det eneste område i de danske farvande, hvor den stærkt truede Kattegattorsk er fredet,

Det er derfor på tide, at også politikere i Danmark får øjnene op for den alvor, som det vedvarende tab af arter og de fortsatte forringelser af vore økosystemer, skal betragtes med.

Vi er fuldstændigt afhængige af naturen som leverandør af frisk luft, rent drikkevand, fødevarer, genetisk materiale til planteavl, medicinal- og kosmetikindustri og ikke mindst livskvalitet.

Det kan ikke gentages for ofte. At tage vare på den biologiske mangfoldighed er ikke en udgift for noget samfund, men en nødvendighed, hvis vi ønsker at bevare vores velfærd.

 

Ella Maria Bisschop-Larsen er præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun deltager sammen med naturmedarbejder Ann Berit Frostholm fra Danmarks Naturfredningsforening, som også repræsenterer 92-gruppen ved biodiversitetstopmødet i Nagoya, Japan fra i dag til 29. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo altsammen så indlysende korrekt, men det nytter jo ikke så meget, når deltagerne - og her især ikke mindst præsidenten for DN - ikke engang kan få øje på - endsige tematisere - den logik og det uløselige dilemma, de er fanget i.

Se. alle disse 10.000 kloge hoveder skal jo allesammen til Nagyoa. Det betyder, at omkring 100 fly har skullet indsættes, for at dette kan ske. Hertil skal der være et produktionsapparat og en infrastruktur, som mildest talt ikke skåner biodiversiteten eller forbedrer bæredygtigheden. Således er et væsentligt element i forringelse af biodiversiteten at finde i den af mennesker udviklede trafikinfratruktur, hvoraf flytrafikkens krav til plads, brændsel og forurening jo ikke helt kan negligeres.

Dette er blot en del af bæredygtighedsdilemmaet. De samles - og måske er det nødvendigt - men samtidig er de hermed stærkt medvirkende til nedbrydning af biodiversiteten - uden at man kan være sikker på, at der kommer en biodiversitetsgevinst ud i den anden ende. Måske er skaden større end nytten?

Hvis de virkelig vil gøre noget, så må de nok beslutte, at alle skal GÅ hjem, bortset fra svømmeturen til fastlandet.