Kommentar

Dramaet om teaterrabatten

Hvis teaterne skal ud af deres krise, kræver det nye fleksible rabat-ordninger, som giver frihed til at sammesætte et personligt teater-program med alt fra det højkulturelle til det folkelige
Debat
13. oktober 2010

Det går ikke at gå i panik, selv om man bliver sendt til tælling. Det siger et gammelt bokseråd.

På de stationære teatre i hovedstadsområdet forsøger de da også at bevare roen oven på den kæberasler, som har sendt deres abonnementsordninger i gulvet. Men selvom man besinder sig og kommer til hægterne, kan man godt overveje, hvorfor man fik en på lampen. Og måske tænke på, hvilke modtræk man kunne hive ud af ærmet.

Derfor vil jeg fremlægge et forslag til en ny fælles rabatordning for teatergæster. Jeg kalder den et Teaterkort.

I dag er der tre overordnede rabatordninger i hovedstadsområdet. Det Kongelige Teater og Københavns Teater udbyder abonnementsrabat. Resten af teatrene udbyder en såkaldt +Kunderabat gennem Teaterbilletter.dk.

Ordningerne fungerer ved at give kunden rabat på billetten ved køb af minimum tre forestillinger i en sæson. Tre forestillinger er et højt minimumstal for forbrugere, der også går i biffen, læser bøger osv. Så når de også skal betale abonnementet på forhånd, står stadig flere af. Hvorfor smide penge efter noget, man måske ikke får brugt? Den samlede forudbetaling kan give oplevelsen af, at det er dyrt at komme billigere i teatret.

Og vil man abonnere på teater, skal man vælge forestillingerne, inden de har fået premiere. De fleste moderne teatergængere foretrækker nok at gå i teatret, når det passer dem. Ikke når det passer teatrene. Og de fleste foretrækker at købe kulturprodukter, som ligger færdige på hylden.

Med +Kunderabat behøver man ikke købe tre forestillinger samlet for at få rabat. Køber man den 2. og 3. forestilling på samme tid bliver begge forestillinger billigere. Venter man, er der kun penge at spare på den 3. forestilling. Stik mod hensigten straffer +Kunderabatten de spontane og belønner dem, der vil binde sig i en traditionel abonnementsordning.

Styrk fleksibiliteten

Jeg forstår godt, at stadig færre køber billet til teatrenes rabatforestillinger. Der er brug for en ny rabatordning. Her er teaterkortet er et bud. I grove træk fungerer det ved at sælge adgang til rabat. Man betaler en smule for kortet for at kunne få en masse rabat på teaterbilletten. Teaterkortet kan f.eks. koste 60 kr. og give 60 kr. i rabat på en billet til alle forestillinger på de medvirkende teatre. Beløbet kan naturligvis sættes anderledes. De 60 kr. tjener det blot som eksempel.

Teaterkortet begrænser ikke indehaverens købemuligheder i forhold til almindelige løssalgskunder. Teaterkortet er personligt og påtrykt billede og gyldighedsperiode, så det er nemt at kontrollere, og det er gyldigt i et helt kalenderår.

Alt i alt er Teaterkortet enkelt og fleksibelt. Publikum bevarer deres købefrihed, og efter den første forestilling kan det ikke længere betale sig ikke at gå i teatret.

En undersøgelse lavet af Teaterbilletter.dk viser, at for mere end 50 pct. af de adspurgte har det at få rabat på billetten meget stor betydning for om de vil købe. Mere moderne er teaterforbrugerne trods alt ikke blevet. Så hvad kunne man ikke opnå med en rabatordning, der appellerede til nutidens teaterinteresserede?

Det er afgørende, at rabatten er tværgående. Tidligere havde folk for vane at købe kulturprodukter fra enten den fine eller folkelige kasse. I dag blander publikum lystigt indkøbskurven. Ingen andre brancher i underholdningsindustrien har mig bekendt mulighed for at tilbyde rabat på så mange forskellige genrer som teaterbranchen. Det er en afgørende konkurrencefordel, som bør udnyttes.

Lussingen fra publikum

Fordelingen af rabatten kan varetages af en fælles teaterformidlingsorganisation. Samme organisation fordeler puljen fra indtægterne fra salg af kortet. De teatre, der sælger flest billetter, får den største bid af kagen. Initiativet til Teaterkortet bør komme fra teatrene og ikke fra Kulturministeriet.

Idéen til et Teaterkort kommer ikke fra bunden af den dybe tallerken. Tanken om at sælge adgang til rabat, kender vi i forvejen fra Bio-grafklub Danmark. De har omkring 190.000 medlemmer.

Der er givet mange teatre, der vil tøve med at udskifte den eksisterende rabatordning, for 40 pct. af billetsalget med rabat kom sidste år fra salg af abonnementer.

Problemet er bare, at der ikke er noget alternativ. Og det nytter ikke noget at komme med argumentet om, at salget af abonnementer har været stabilt de seneste år. Set over de sidste 30 år er salget mere end halveret. Sådan vil det fortsætte. Fordi ordningen ikke er udviklet til vore dages publikum.

Teaterkort eller ej. Det er ikke afgørende. Det afgørende er, at teatrene lytter, mens lussingen fra publikum stadig synger for ørene. Det afgørende er, at vi begynder at diskutere, hvordan vi fremover får flest mulige til at gå i teatret.

Martin Biil er PR- og marketingchef på Mungo Park

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her