Klumme

Den dumme diversitet

Og den gode Aakjær ...
19. oktober 2010

Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler

sang Grundtvig for halvandet hundrede år siden, og det gør den sandelig for tiden, fuglestemmen:

»Alene antallet af viber og agerhøns er faldet med henholdsvis 75 og 80 procent de seneste 30 år,« gjorde Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, opmærksom på i sin artikel her i bladet i går: 'Dagsorden: Biodiversitet for livet'.

Nu var det næppe lige vores, den menneskelige dyrearts, hensynsløse fremfærd mod alle andre dyre- og plantearter på Jorden, den såkaldte biodiversitet, Grundtvig havde i tankerne, da han indledte sin høstsang med at notere dels skovens farvestrålende falmen, dels fuglestemmens dalen.

Og:

alt flygted storken over strand,
ham følger viltre svaler

Skønt også hvad angår denne hvide fugl med det røde lange næb og de røde lange ben, er digteren blevet - komplet utilsigtet og formodentlig også totalt uønsket - bekræftet i sit forsyn: Ja, storken er flygtet.

Så den, fra at være regnet som Danmarks nationalfugl, i dag er en sensation, når den endelig viser sig. Høstsangens pointe:

Da over os det hele år sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår med sommer, korn og kerne

opfyldes da ikke af storkens årlige tilbagekomst, men dementeres tværtimod af dens nu indtrufne sjældenhed.

Ugunstig bevaring

Eller med Ella Maria Bisschop-Larsen's ord:

»Problemet er til stede overalt på kloden, og i høj grad i et land som Danmark, hvor det meste af Jorden anvendes til intensiv landbrugsdrift. (...). Mere end 100 år med dræning, inddæmning, afvanding, udretning, overgødskning, sprøjtegifte, millioner af svin, overfiskeri mm., har sendt naturen til tælling. Resultatet er at 50 procent af de danske åer, to tredjedele af de danske søer og næsten 90 procent af fjordene og kystområderne har for dårlig vandkvalitet. 66 procent af vores heder, klitter, enge og overdrev har ugunstig bevaringsstatus. 29 procent af de undersøgte arter af planter og dyr er på rødlisten. (...) Ser vi bare på de nyeste tendenser, er op mod 120.000 ha jord atter kommet under plov efter 2008. I 2010 fortsatte trawlere ufortrødent torskefiskeriet i det eneste område i de danske farvande, hvor den stærkt truede Kattegattorsk er fredet.«

Det skriver hun i anledning af, at verdens miljøministre fra i går og i de kommende uger er samlet i Nagoya, Japan til »det største og vigtigste topmøde om naturbeskyttelse i mange år.« Efter det nu er konstateret. at »godt 60 procent af Jordens økosystemer er blevet forringet i de seneste 50 år.«

En kendsgerning er det, at trods et globalt mål om at bremse tabet af biologisk mangfoldighed (biodiversitet) opviser de sidste 10 år én kontinuerlig og accelererede tilbagegang.

Lovsang til lyngen

2009, København, COP 15. 2010, Nagoya, biodiversitetskonventionens 10. partskonference, COP 10. Og stadig er »det afgørende spørgsmål, om der er politisk vilje til at trodse klimaændringer, finanskrise, fattigdom og eksplosiv befolkningstilvækst og lade forhandlerne indgå nye ambitiøse globale aftaler, som kan stoppe rovdriften på naturen?« Ella Maria Bisschop-Larsen argumenterer bravt for, hvordan f.eks. »det 150 millioner år gamle Tempeltræ, Gingko Biloba, har ført til opdagelse af stoffer, som er særdeles effektive over for blandt andet hjertekarsygdomme. Denne opdagelse giver en årlig omsætning på 360 mio. US dollar.« Og hvordan »studier fra The Economics of Ecosystems and Biodiversity, TEEB, under FNs Miljøprogram, UNEP, anslår, at EU årligt mister, hvad der svarer til 50 mia. euro i tabte økosystemtjenester, alene baseret på ændringer i arealanvendelsen.«

Da kommer jeg til at tænke på Jeppe Aakjærs lovsang til lyngen:

Her har jeg stået i tusinde år,
sust for de slægter, der svinder og kommer,
nikket goddag til den brydende vår,
viftet farvel til den hastende sommer.
Jeg var den fredløses tilflugt og havn;
tit har jeg skærmet den sårede hare;
lærkernes spæde lå trygt i min favn,
så imod himlen med øjne så klare.
- Sært som min hede er menneskets krav;
brød skaber ikke hans lykke alene;
mæt ham med velstand: før nogen ved af,
skælver hans hjerte i suk efter - stene.

Taknemmeligheden over beskyttelsen dengang af den i dag udryddelsestruede hare vældede næppe frem af Jeppes beregninger over, hvad priserne på haresteg kan gavne os. Og det var nok for storkens og vibens - den i dag også udryddelsestruede vibes - egen skyld, at Aakjær i et andet digt tegnede dem med ordene:

Stille, hjerte, sol går ned,
sol går over heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, hjerte, sol går ned.

Viben slår et enligt slag over mosedammen,
før den under frytlens tag folder vingen sammen.
Stille, hjerte, sol går ned

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, hvis vores art endelig skulle snøvle sig sammen til at gøre noget bevarende for naturen, så er det jo ikke for naturens egen skyld, i dens egen ret, at dette ville blive gjort. Så ville det blive gjort, fordi vi stod til at miste penge, hvis ikke vi gjorde noget. Sikke en umådelig, åndelig forarmet tilstand vores såkaldte civilisation befinder sig i.

Niels-Simon Larsen

Hvis ikke noget så fuldstændigt indlysende og ligetil som biodiversitet kan gribe folk om hjertet, så ved jeg sgu snart ikke, hvad der kan. Ethvert barn kan sige sig selv, at hvis dyre- og planteliv barberes ned til det rene ingenting, så er det hurtigt ude med menneskeheden.

Politisk set er det mærkeligt, at det gamle bondeparti, Venstre, i de sidste ni år har ført an i opløsningen af den gamle bondekultur.
Naturromantisk/socialt set er det mærkeligt, at de gamle (Åakjær-syngende bønder) har stemt på Venstre (deres drabsmand).
Religiøst set er det mærkeligt, at alle disse højskolesange og salmer, der takker Gud for væksten, ikke har forhindret forbrugs-og vækstideologien i at tage over.

Verdsligt set er det mærkeligt, at det verdslige menneske ikke har udviklet ’medmennesket’, så det ikke skulle være nødvendigt at sætte ren overlevelse på dagsordenen.

Det er rent ud sagt mærkeligt (med al den ballast vi har filosofisk, religiøst, ideologisk osv.), at vi alligevel står og ser ud over en afgrund. Hvem er vi, at vi står her?

@Niels-Simon: Lutter interessante spørgsmål og yderst vedkommende betragtninger. Lad mig gribe fat i én af dem: "Ethvert barn kan sige sig selv, at hvis dyre- og planteliv barberes ned til det rene ingenting, så er det hurtigt ude med menneskeheden."

Jeg tror desværre ikke, det er rigtigt. For er der ikke alt, alt for langt fra pseudolivet på Facebook til frøen ude i mosen (der snart ikke er der mere)? Er der ikke alt, alt for langt fra klikket med computermusen ved handel med aktier til destruktionen af dyrehabitaterne ude i den virkelige verden?

Jeg tror ikke, at folk har tænkt tingene igennem. Jeg tror ikke, at de for alvor har underkastet deres værdigrundlag et selvkonsistens-tjek.

Som jeg har skrevet i en anden tråd, så skal jeg lørdag fjorten dage til en herrefrokost-fødselsdag. Fødselaren vælger hvert år et emne, hvorom der, som en del af sammenkomsten, holdes korte foredrag, ét af fødselaren selv, og nogle andre af nogle af gæsterne.

I år er emnet ‘teoretisk aktieinvestering’ - tak for kaffe, den skal jeg nok få helt og aldeles galt i halsen, for hvis der er noget, som jeg anser for et problem i denne verden, så er det aktiespekulation.

Jeg har således der muligheden for at lege lyseslukker, sådan rigtig ødelægge den 'gode stemning', ved at spørge de tilstedeværende om de har tænkt de moralske og etiske aspekter af aktiespekulation igennem. I skrivende stund, er spørgsmålet dog, hvorvidt jeg simpelthen melder afbud.

Niels-Simon Larsen

@John: På torsdag skal jeg til fødselsdag hos min søn, hans søde kone og deres vidunderlige lille dreng. Jeg elsker den lille familie, og jo mere jeg elsker dem, jo mere knuges jeg over at tænke på den verden, den lille dreng skal vokse op i. Den aften skal der ikke diskuteres klima, for de er så hårdt spændt for, og jeg skal ikke sprede mine alvorlige betragtninger der. Hvad gør jeg så? Jeg holder mig i ro og lader verden gå sin skæve gang og håber på, at de en dag får overskud til at tage fremtiden op på skødet sammen med barnet.

Jeg møder så mange rigtigt søde mennesker, men dykke ned i problemerne orker de ikke. Jeg har lige læst nogle bøger af I.B.Singer, der handler om jødernes forfærdelige situation i mellemkrigstiden. Stressfænomenet var ikke opfundet den gang, så de levede bare under konstant pres, i frygt og angst. Jeg ved ikke, hvad der gør, at selvmedlidenheden her hos os helt har udkonkurreret medfølelsen med andres lidelser, bekymring for egen succes udkonkurreret bekymringen for verdens ve og vel. Jeg ser bare hele tiden fortrængning pakket ind i den yderste elskværdighed. Jeg bestræber mig på at være venlig over for alle og mener ikke, der er andet at gøre (for ikke at modarbejde min egen sag). I Noah møder jeg andre, der har det som mig, så der gør jeg et stykke arbejde og sover dermed roligere om natten.
Jeg tror, at Singer levede mere intens i Warszawa end senere i USA, men det har måske mere noget med ungdom at gøre. Udfordringen her hos os er, at vi har det godt og skal ødelægge den gode stemning ved at tænke på verdens skæve gang. Det synes de fleste er ’pis, hamrende ærgerligt, når det nu lige går så godt’. Det er der, vi er, synes jeg (man kan sgu aldrig få lov at have det lidt fredeligt).
Pudsigt nok kommer vi af og til i kirke (dåb, konfirmation, bryllup og begravelse) og hører fx lignelsen om den rige bonde (i denne nat skal din sjæl kræves af dig), men det rager folk en høstblomst, ligesom alt det andet betragtes som en slags flitterstads. Det er godt, man ikke er præst - .

@Niels-Simon: "Jeg ser bare hele tiden fortrængning pakket ind i den yderste elskværdighed."

En interessant sætning, som jeg dog personligt ikke helt kan få til at gå op. Jeg ville måske snarere erstatte "elskværdighed" med "pseudo-elskværdighed": det ser kærligt, ærværdigt og civiliseret ud det hele, men er det nu også det?

Akkurat som i kirken, forekommer det mig: Hvor mange kirkegængere kommer der mon reelt for at opnå forsikringen om, at de er frelst og hermed sikre på det evige liv, altså for at få dulmet deres egen eksistentielle angst, frem for at blive udfordret til at ændre deres adfærd, så den kommer mere i overensstemmelse med det, de 'tror' på?

Niels-Simon Larsen

@John: Ægte eller falsk elskværdighed?
Jeg tænker på den daglige omgang, hvor jeg omgås mine medmennesker med gensidig venlighed, og her er vi så inde på den dobbelthed, der er så udbredt: "Denne vej til dødscellen, min herre!"
Den venlighed vi udfolder over for hinanden er i mange tilfælde det modsatte af det, den giver sig ud for at være. Der er for tiden en TV-reklame, der slutter med ordene: "Fordi mennesker betyder alt". Dette sagt i en brance, hvor mennesker bliver trådt ned rådt og brutalt.
Man kan sagtens være flink og samtidig minimere biodiversiteten. Det ligger så dybt i os at adskille den slags. Det er en særlig perversitet i vores kultur. Helt grelt er det, når statsministeren opfordrer til en vækst, der med garanti gør alt værre. Man kan godt tage gift over den slags, men man kan også se det som en indikatior på, at vi stadig er uhyggeligt langt tilbage i udvikling. Kunne vi dog bare blive enige om det, på samfundsplanet, men ikke engang det lader sig gøre. Det eneste, der kan skabes flertal for, er at storme frem mod afgrunden. Vi er for få endnu, der gennemskuer den kurs. Jeg klynger mig til halmstrået om, at denne sammenhæng går op for flertallet en skønne dag (den komme inden det bliver for sent, hvis det ikke allerede er det).
Jeg tænker tit på Seneca under Nero, og hvordan en fornuftig mand kunne leve under de forhold. En dag fik han besked på at begå selvmord.
Trods alt har vi nogle handlemuligheder endnu.

Niels-Simon Larsen

@ John: Tak. Og tak også for dine kommentarer.
Jeg har det lidt blandet med anbefalingssystemet, og det kan jeg forestille mig, at du også har. Nogle får 20-30 anbefalinger. Andre får ingen, selvom de burde have fået det.
Jeg har ingen entydig politik i mine sjældne anbefalinger. Måske er jeg så optaget af et indlæg, at jeg glemmer at anbefale det. Jeg kunne også anbefale alle, der var vand på min mølle, men hvis der kommer et rigtig godt angreb, kan jeg godt finde på at anbefale det. Det er dog sjældent.
Har du læst Monbiots artikel om Chokdoktrinen i dag? Bare fremragende.

@Niels-Simon: Tak for din henvisning til artiklen af Monbiot. Har lige fået den læst som følge heraf; havde måske overset den ellers.