Det fejlmeldte amerikanske senat

Op til midtvejsvalget i USA har den populistiske Tea Party-bevægelse og dens voldsomme kritik af den amerikanske velfærdsstat stjålet overskrifterne. Sammen med sine republikanske sympatisører skildres Tea Partyfolkene tit som bizarre landsbytosser, løsgående missiler i det politiske landskab, som på et eller andet tidspunkt i den nærmeste fremtid vil ende deres karriere i en sølle, lille skandale.

På ét vigtigt område stemmer deres kritik af det progressive amerikanske demokrati imidlertid overens med holdningerne blandt et meget stort flertal af moderate og progressive opinionsdannere: I fokus for kritikken står Senatet, som trods et demokratisk flertal kombineret med en demokratisk præsident har været ude af stand til at lovgive på en række vigtige områder.

Det varsler ilde for lovgivningsarbejdet i den kongres, som i januar næste år samles for at genoptage arbejdet. Intet taler for, at et demokratisk parti, som tegner til at miste mandater, vil opføre sig meget anderledes end de republikanere, som spås fremgang. De vil forsvare sig med, at kampen nu skal føres mod Tea Party-bevægelsen og et republikansk parti, der ifølge en erfaren iagttager som Michael Tomaski i The New York Review of Books planlægger en byge af undersøgelseskrav og stævninger om forfatningsbrud som optakt til præsidentvalget i 2012. Det tragiske resultat kan blive, at Senatet bliver endnu mere hadet og en kirkegård for gode ideer og nødvendige tiltag.

Senatet har siden Anden Verdenskrig været betragtet med respekt og ærefrygt. Dets magtbeføjelser er store. Medlemmerne, som er valgt for seks år ad gangen med mulighed for genvalg, har på afgørende vis været med til at forme det amerikanske såvel som det internationale samfund. De er dagligt belejret af lobbyister, og udenlandske ambassadører kappes om at se dem ved deres middagsselskaber.

Dysfunktionel

Derfor studsede jeg, da jeg under en nylig rundrejse i landet gang på gang stødte på karakteristikken dysfunktionel, når talen faldt på det, alle amerikanske skolebørn indprentes, er the world's greatest deliberative body.Senatet er en afgørende faktor i adskillelsen af magten, bevidst konstrueret til sikre, at præsidentembedet ikke bliver for enerådigt, og at holde impulserne fra Repræsentanternes Hus og de populistiske strømninger i folkedybet i skak.

Brillant og talentfuld, for slet ikke at tale om idérige, nyskabende og modige statsmænd, er imidlertid ikke ord, som i dag bruges om de 57 demokrater, 41 republikanere og to uafhængige, der udgør Senatet. I danske medier hører vi tit om den legendariske filibuster;en regel, der betyder, at afgørelsen om en lovgivning kan strækkes ud i det uendelige, med mindre der kan samles 60 stemmer til at få sagen afgjort. Som det ses af tallene, vil det selv med et begrænset tab af demokratiske mandater i det ny senat være endnu sværere for dem at få ting igennem, end det allerede har været.

Der er imidlertid en hel stribe andre og skrevne og uskrevne reger, som berettiger påstanden om fejlmelding. Her er et par eksempler, hentet fra en nylig artikel af George Packer i The New Yorker:

•Hvis et møde i et udvalg eller et underunderudvalg skal vare længere end til klokken 14.00, kræver det samtlige medlemmers godkendelse. I gamle dage var det ikke et problem, men oppositionspolitikere har lært at bruge reglerne i kampen for at forsinke en lovgivning.

•Senatet arbejder reelt kun tre dage om ugen og i 15 minutters intervaller, som blandt andet dækker stabsmøder, interview, møder med lobbyister og folk fra hjemstaten, frokostaftaler, udvalgsmøder, briefinger, afstemninger og fundraising. Der stemmes uhyre sjældent på mandage og fredage. Den øvrige tid tilbringer senatorerne i deres hjemstater - og ve dem, hvis de ikke kommer. Så falder Tea Party-folkene over dem. Resultatet er overfladiskhed.

Senatorer kan - anonymt - blokere lovgivning ved hjælp af secret holds. Reglen er flere hundrede år gammel, og blev indført, fordi en senator kunne have behov for at få udsættelse med en afstemning, indtil han på hesteryg og i mere eller mindre adstadigt tempo havde nået hovedstaden. Nu bruges secret holdsblandt andet til at hindre politiske udnævnelser i statsadministrationen. Der har været gjort forsøg på at begrænse udsættelserne til seks dage, men det er medlemmerne kommet uden om ved at introducere fænomenet rolling holds.Gæt selv, hvad det betyder.

Senatorerne er gradvist ved at miste deres uafhængighed i forhold til interessegrupperne. Det amerikanske erhvervsliv bruger 1,4 millioner dollar om dagen på lobbyvirksomhed, og mange af de penge går til senatorernes valgkampagner. Karakteristisk for udviklingen er den hyppighed, hvormed senatorerne går fra lovgivning til lobbyvirksomhed. Mellem 1998 og 2004 blev halvdelen af de senatorer, der forlod kongressen, ansat som lobbyister. På dansk kalder vi det indspisthed.

Splittelse om strategi

Der er to vigtige modargumenter. Det ene er, at det aldrig har været meningen, at Senatet skal være effektivt. Det skal være klogt, adstadigt og ineffektivt på den gode måde. Men argumentet tager ikke hensyn til, at medlemmerne også skal have tid til at tænke sig om, være uafhængige og søge løsninger på tværs af partiskellene - bipartisanship,som amerikanerne kalder det. Det sker sjældnere og sjældnere. I de senere år har vi eksempelvis set en række moderate republikanske senatorer, som har solide magtbaser i deres hjemstater, stemme sammen med de mere konservative medlemmer af gruppen og dermed svigtet deres overbevisning.

Forklaringen er enkel. Republikanerne har haft ryggen mod muren. Disciplin har været nødvendig, også om det så betød et lejlighedsvis knæfald for Tea Party-bevægelsen. Det andet modargument er, at som situationen har udviklet sig, kan ingen moderat, kompromissøgende amerikansk senator tillade sig at bryde partidisciplinen, hvis han eller hun ikke har præsidenten aktive støtte.

Her er vi ved problemets kerne. Præsident Obamas rådgivere har i månedsvis været dybt splittet om strategien i forhold til Kongressen. En gruppe har ment, at hvis præsidenten skulle komme igennem med sin meget ambitiøse dagsorden, måtte han stikke fingrene dybt ned i lovgivningsprocessen, en anden, at hvis Obama blandede sig for meget i de politiske handler, som ikke mindst blandt Tea Party-bevægelsens sympatisører har gjort Kongressen til hadeobjektnummer et, ville han miste autoritet og troværdighed.

Et af de mest spektakulære eksempler på, hvor galt det kan gå, er den skæbne, som demokraten John Kerry, den uafhængige Joseph Lieberman og republikaneren Lindsey Graham led, da de i foråret forsøgte at ændre De Forenede Staters energi- og klimapolitik. De tre senatorer havde under stort besvær samlet en koalition af miljøforkæmpere og erhvervsfolk til støtte for en lov, der ville reducere landets afhængighed af kulbrinter til fordel for mere miljøvenlige energikilder. De ville redde planeten og havde støtte fra de grønne såvel som fra de værste forurenere. Det brød sammen, fordi det endte med, at Obama overlod sagen til det fejlmeldte senat.

Eksemplet afslører en alvorlig svaghed i et demokrati, som amerikanerne selv betegner som verdens bedste. Det tog Senatet halvandet års politisk krigsførelse af få vedtaget en sundhedsreform og en regulering af finanssektoren, men det var ude af stand til at finde enighed om så afgørende spørgsmål som energi, klima, indvandring, beskæftigelse - eller bare tage skridt til at undgå, at et foruroligende antal borgere i landet er ved at æde sig selv til en diabetis. Obamas sejr viste, at der er muligt at få de amerikanske vælgere op på mærkerne og sætte både egoistiske pengemænd og fanatiske interessegrupper til vægs. I de senere år har en anden holdning imidlertid sneget sig ind i Senatet, nemlig at det er bedre at holde hænderne i skødet end at tackle de problemer, som et flertal, progressive såvel som konservative, mener, det egentlig ville ganske klogt at få gjort noget ved.

Frank Esmann er forfatter, journalist og tilrettelægger af serien 'Obamas helte' om p.t. sendes på P1