Kommentar

Den fjerde statsmagt? Ha!

Presse kan afsløre den ene skandale efter den anden. Men regeringen kan være tordnende ligeglad. Den har nemlig Dansk Folkeparti
Debat
2. oktober 2010

I midten af 1990'erne kom jeg sommetider i Kenya, og det slog mig gang på gang, hvor frit pressen skrev om politiske skandaler. Der var øjensynligt ingen ende på pressefriheden: Ministre blev beskyldt for korruption, embedsmænd blev hængt ud med navns nævnelse, selv den magtfulde præsident Daniel Arap Moi blev uafladeligt kritiseret. I betragtning af, hvad man ellers hørte om forsvundne, fængslede og ligefrem dræbte journalister i Afrika på det tidspunkt var det imponerende.

Min beundring sivede efterhånden ud i sandet, da det gik op for mig, at pressen kunne slippe af sted med hvad som helst, fordi skriverierne alligevel ikke havde den ringeste effekt. Daniel Arap Moi var så almægtig, at han kunne være fuldkommen ligeglad med, hvad der stod i aviserne.

Det er lidt den fornemmelse, jeg har med pressen og den nuværende regering. Vi kan skrive og sige hvad som helst. Afsløre den ene skandale efter den anden. Regeringen kan være tordnende ligeglad. Den har Dansk Folkeparti, og ligegyldigt hvad oppositionen forlanger og pressen dokumenterer, så har Dansk Folkeparti ingen interesse i at vælte regeringen, så det lader de være med.

Hvis man var kynisk, kunne man oven i købet drage den konklusion, at jo mere Dansk Folkeparti holder hånden under regeringen, jo stærkere bliver partiet. Til næste forhandling i stats- eller finansministeriet kan de så møde op med nye strammerkrav som betaling for deres loyalitet.

Sygehussagen

I skrivende stund overvejer Peter Skaarup (DF) en næse til udenrigsminister Lene Espersen (K) for hendes rolle i den såkaldte mailsag. Siger han. Det kan han roligt gøre, det sker der heller ikke noget som helst ved. Nogle læsere vil måske huske, at Rigsrevisionen sidste år gav statsminister Lars Løkke en næse for at have overbetalt privathospitalerne. Den nægtede han bare at tage imod. Han støttede sig til, at V og K's statsrevisorer, Svend Erik Hovmand og Helge Adam Møller højst usædvanligt havde erklæret sig uenige i Rigsrevisionens og de øvrige statsrevisorers afgørelse.

Senere blev det i øvrigt via en anden meget omtalt mail dokumenteret, at de to på forhånd havde orienteret statsministeriet om, hvordan de ville stemme. I hvert fald kunne statsministeren meget nære medarbejder Sophus Garfiel allerede aftenen inden statsrevisorernes møde sende en mail angående de borgerlige statsrevisorers mindretalsudtalelse til en afdelingschef i finansministeriet.

Hvis man nu igen var meget kynisk, kunne man få den tanke, at de loyale partisoldater Svend Erik Hovmand og Helge Adam Møller ligefrem havde fået besked om, hvordan de skulle reagerer på statsrevisorernes møde, men det findes der (endnu) ingen mail om, så det må forblive ved den helt igennem udokumenterede mistanke.

Løkke er skurken

Men vi kan da godt lige holde fast i, at hele sagen faktisk startede med, at undersøgelser i Sundhedsministeriet dokumenterer, at Lars Løkke i sin tid som sundhedsminister imod sine embedsmænds rådgivning insisterede på at tromle en overbetaling af privatsygehusene igennem. Det er sådan set ham, der er skurken. Lene Espersen er i dette tilfælde bare den, der er kommet med brevet. (Mailen).

Nu ser jeg, at det hele er blevet for meget for Venstres Britta Schall Holberg. Hun er godt træt af statsministeren, ikke mindst i forbindelse med beskæring af efterskoler og højskolers midler, så hun tilslutter sig oppositionens krav om en uvildig undersøgelse. Så nu sidder Dansk Folkeparti højst usædvanligt ikke længere med afgørelsen. Liberal Alliance lurepasser.

Det kan være, at det ender med en Anders-model. Så kan vi nok indstille os på skattelettelser i stedet for udlændingestramninger.

Den fjerde statsmagt? Ha!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spids kynisme når det er allermest berettiget. En stor tak til Lone Kühlmann.

Lighedstegn mellem Moi og Løkke, interessant!

Lyspunktet er vel at de stadige afsløringer efterhånden har flyttet enkelte folketingsmedlemmer, så OVK i dag ikke har et flertal.
At de befriede så ikke tør bruge deres frihed, er jo en anden ynkelig historie.

Stor tak til Lone.

Tom W. Petersen

Lone Kühlmann rammer IGEN fuldstændig præcist.
Desværre er det jo, som hun beskriver det.

Rachel Henderson

Danmark er en bananrepublik.

Martin Stoltze

Bananmonarki, må det vel være.

En ting er, at valget imellem Thorning og Fogh, en anden ting er at Løkke på sin visforegik

æv den kommentar var ikke gangbar, kunne ikke se kommentarfeltet.

En ting er, at valget imellem Thorning og Fogh foregik som et 'præsidentvalg', en anden ting er at Løkke på sin vis kuppede sig til 'præsidentposten. Det er set før, men kan manden så ikke køre forsigtigt frem istedet for at regere i ren Kenyastil? Nope, det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Manden er levebrødspolitiker af værste skuffe med medfødte sylespidse albuer. For at nå så langt uden egentligt at være demokratisk valgt til posten, så skal man virkelig være hensynsløs og ligeglad med ofrene på sin vej. Og det er netop, hvad der styrer DK lige nu.

Dermed ikke sagt, at Fogh ikke misbrugte demokratiet til det yderste.

Det skyldes at man prædiker for de i forvejen frelste, og ikke rammer de vælgere, der læser BT og Ekstrabladet.

Havde Aktuelt stadig ligget side om side med BT og Ekstrabladet til gratis gennemsyn i grill-barer og kantiner, kunne de ca. 20% af S-vælgerne, som i 2001 skiftede til DF dagligt læse at:

"Pia K solgte halvdelen af dagpengeperioden for at finansiere bankspekulanternes gyldne håndtryk".

Nyheden havde stadig skullet konkurrere med fodbold, massageannoncer og Annie Fønsbys patter - men den var kommet ud til rette vedkommende !

Lige nu er der kun patter og fodbold - når der ind imellem IKKE køres kampagner mod oppositionen.

Hvis disse 20% af S vælgerne ikke var skiftet til DF, havde de sidste 9 års højre-regimente uden deltagelse af midterpartier ikke været muligt.

De er typisk ikke racister - de ønsker bare at stemme på "Socialdemokratiet Classic" - og det er ifølge tabloidpressen det samme som DF.

Med Lars Løkke’s over betaling af privatsygehusene, må det jo også fremover være helt legitimt at en borgmester vælger at overbetale f. eks rutebiler hvor rutebilselskabet ligger i hans egen kommune, og hvor han måske er i familie med ejeren af rutebilselskabet.

Borgmesteren ønsker jo bare at sparke rutebilselskaber i gang i hans egen kommune, og det må være helt legitimt. Uanset at regeringen stiller store krav til kommunerne, om altid at finde den billigste løsning.

Vi har jo altså valg mindst hvert 4 år - så hvis et vælgerflertal ønsker at skifte regering , så sker det næste år. Hvis flertallet kan lide VK, så kommer der ikke noget skifte.

Jeg har fuld tiltro til at alle de gamle "regnskaber" kommer op på bordet i valgkampen, så hvem der end vinder valget, så har vælgerne forinden haft alle facts på bordet.

Der er STOR forskel på virkelighedens verden og verdenen set gennem skribentens briller - heldigvis.

Stor tak til LK. Jeg kan kun opfordre dig til at blive ved - og ved - og ved - og..
Uanset - så er nedtællingen til valget begyndt - og vi kan håbe, at nogen - en eller anden - i oppositionen begynder at markedsføre et politisk alternativ til VOk.
Imens må der lægges maksimalt pres på bannerførere som Løkke, Kjærsgaard og deres hatespeakere: Peter Christensen, Karsten Lauritzen og Søren Espersen, Dahl Truelsen.

Der vil ikke være nogen forskel når rød side af salen kommer til... Nøjagtigt som det altid har været det i lande hvor alle partier har meldt ud til fordel for enten den ene eller den anden side...

Med mindre et parti skifter side (hvilket næsten aldrig sker), eller enkelte politikere gør det (og dermed gør noget næsten utænkeligt for en politiker, fraskriver sig at blive valgt igen), så kan den fløj der vandt sidste valg gøre som de vil...

Den såkaldte 'fjerde statsmagt' er uden betydning, bortset fra hvert 4. år hvor det den har skrevet over de sidste 4 år akkumulerer sig til at afgøre hvem der nu skal sidde på taburetterne...

England har et lidt andet system hvor man ikke kan hente en anden fra partiet ind hvis et medlem af parlamentet fratræder. Dér vil der blive afholdt et lokal valg af hvem der nu skal sidde i steder for den der er fratrådt... Måske, måske ikke, et bedre system...

maria-theresa kjær larsen

Nu har medierne jo sådan set fået gennemført en lov med hjælp fra DF og resten af den blok, Nemlig forbuddet mod 13 racer hvoraf de så valgte at ignorere deres eget hundeudvalg,eksperter,organisationer mv der alle siger forbud ikke er vejen frem. selv norge som de skelede til udtaler det.
Det handler om agurketid og ikke om relevans. Hvorfor lavede de ikke en lov som gik ind og tog fat i alle ejere til aggressive hunde uanset race istedet for specifikke racer som oveni købet ligger nederst på bidstatistikken alle som en?

@Gorm
Helt enig, det var en kæmpe fejl af fagbevægelsen at lukke Aktuelt, nu er der kun få alternativer, og hvor nødigt man vil sige det så er vores Information, altså ikke avisen som folk kappes om at læse

Jens Holger Laursen

Kühlmann har helt ret i, at den eneste realpolitiske konsekvens af skandaleafsløringer af regeringens magtmisbrug er, at DF bare står stærkere i næste forhandling.

Et andet kedeligt faktum er, at pressen ikke længere har adgang til embedsværkets informationer. Det havde den i et vist omfang for ti år siden. I dag er alle embedsmænd skrækslagne ved tanken om at udtale sig til journalist. De har fået en effektiv mundkurv på - og henviser til spindoktoren, som alle ved man intet får ud af.

Robert Kroll, du er simpelthen så nøjsom i dit demokratisyn, at det vist nærmest ikke er demokratisk... for det er ikke valget, men det, der sker mellem valgene, der er politisk afgørende. Demokrati er ikke thumbs up eller thumbs down, det er deltagelse i udviklingen af samfundet igennem debat og partiforeningsarbejde.

Den fjerde statsmagt? Ha!

Joh, men det er jo en højest uofficiel betegnelse at kalde pressen for den fjerde statsmagt. Den er absolut nødvendig, men det ville være mere præcist at sige:

Magtens tredeling? Ha!