Kronik

Fokus på ADHD er for unuanceret

Mediedækningen er tiltagende unuanceret med hensyn til mennesker med ADHD. Det er ikke enkelt at skelne mellem normal adfærd og ADHD, eller skelne mellem ADHD og det, der måtte skyldes følelsesmæssig belastning, stress, nedsat intelligens, sprogforstyrrelser osv. Det kræver erfaring og specialiseret indsigt. Emil fra Lønneberg ville i dag fejlagtigt få en ADHD-diagnose
'Emil fra Lønneberg' var fræk og initiativrig, men han ville i dag ikke opfylde kriterierne for en funktionshæmmende ADHD-diagnose, sådan som medierne gerne vil fremstille det. Her ses Esben Walling Petersen som Emil med Mek Pek på Århus Teater i 1999.

'Emil fra Lønneberg' var fræk og initiativrig, men han ville i dag ikke opfylde kriterierne for en funktionshæmmende ADHD-diagnose, sådan som medierne gerne vil fremstille det. Her ses Esben Walling Petersen som Emil med Mek Pek på Århus Teater i 1999.

Erik Jepsen

6. oktober 2010

Debatten om psykiatrien er altid væsentlig, specielt fordi den på en ganske særegen måde berører mennesket og det menneskelige. Flere psykiatriske diagnoser og behandlinger har gennem tiden skabt offentlig debat og aktuelt står ADHD (Attention Deficit/Hyperactivity Disorder) for skud en kompleks lidelse, der er vigtig at forstå og forholde sig til.

Som ansatte i børne- & ungdomspsykiatrien, har vi mangeårigt kendskab til ADHD hos børn og unge. Vi oplever mediedækningen som tiltagende unuanceret med manglende hensyn til mennesket med ADHD og ønsker hermed at belyse nogle centrale emner.

ADHD er en kontroversiel diagnose, eksemplificeret i medierne, hvor argumenterne er polariseret i en forældet disput om arv vs. miljø, der til tider bærer mere præg af ideologi og politik, end videnskab.

På den ene side fremstilles diagnosen ADHD som en social konstruktion opfundet til at beskrive normal adfærd, som ikke er socialt acceptabel i det moderne samfund der konkluderes at børn med afvigende adfærd alt for ofte får en ADHD-diagnose. Standpunktet stilles skarpt op mod et helt deterministisk perspektiv, hvor ADHD forklares som fundamentalt genetisk betinget.

Genetik og miljøårsager

Enhver psykiater eller psykolog, der tager udgangspunkt i nutidig videnskabelig forskning, er bekendt med, at genetiske faktorer bidrager betydeligt til aetiologien (studiet af årsager eller oprindelse til sygdom, red.) i ADHD. En række miljømæssige faktorer er desuden blevet associeret med forekomsten af ADHD.

Men hverken genetik eller miljø, alene, kan forklare symptomernes oprindelse eller forløb for den enkelte. Ofte, selv om man videnskabeligt set kun lige er begyndt at forstå sammenhængene, opstår ADHD på baggrund af et samspil mellem genetik og miljømæssige forhold. Problemstillingen er kompleks, og der opfordres til videnskabelig ydmyghed før man udtaler sig kategorisk om ADHD.

Svært at skelne ADHD

Forskning peger på, at ADHD findes på tværs af tid, kultur og nationalitet og medfører store personlige, familiemæssige og samfundsmæssige omkostninger. Det er ikke enkelt at skelne mellem normal adfærd og ADHD, eller skelne mellem ADHD og det, der måtte skyldes følelsesmæssig belastning, stress, nedsat intelligens, sprogforstyrrelser, dårlig søvn osv.

Det kræver erfaring og specialiseret indsigt i mange forhold. Man får ikke en ADHD diagnose, udelukkende på baggrund af urolig adfærd i skolen eller på grund af konflikter i hjemmet

Vi vil lade os udfordre af et tema fra den seneste mediedækning: Emil fra Lønneberg fremføres ofte som eksempel på et barn, som man i de gode gamle dage blot opfattede som en rask og frisk dreng, men som børnepsykiatrien i dag ville sygeliggøre med en ADHD-diagnose. Vi er ikke enige: Emils evner til at:

a) egenhændigt tage initiativ til at snitte 100+ træmænd uden at komme til skade,

b) træne Grisepjok til at udføre forhindringsløb,

c) transportere en alvorligt syg Alfred til lægen i Mariannelund i en strid snestorm, kræver fortræffelige opmærksomheds- og koncentrationsevner, impulskontrol og motorisk ro.

Emil var fræk og initiativrig, men han ville i dag ikke opfylde kriterierne for en funktionshæmmende ADHD-problematik.

Betingelserne for en ADHD-diagnose er, at symptombilledet skal være til stede mere eller mindre fra fødslen, og at symptomerne skal være hæmmende for personen i væsentlig grad gennem længere tid i forskellige sammenhænge i livet.

Omgivelserne må forstå

En række tidlige og aktuelle forhold skal afdækkes for at sikre en pålidelig diagnose. Hvis miljøet omkring personen er meget ustabilt, kan der være behov for at iværksætte social støtte og etablere stabile vilkår for personen, inden udredning for ADHD overvejes.

Hvis et barn/ungt menneske får diagnosen ADHD, er første led i behandlingen at skabe forståelse, ikke mindst fra omgivelserne. En ADHD-diagnose er ikke en pegefinger rettet mod individet, men mod omgivelserne i form af krav om hjælp og støtte.

Alt for mange børn med ADHD opleves som adfærdsforstyrrede eller uopdragne børn af omgivelserne. Dagens samfund stiller høje krav til den enkeltes opmærksomhedsfunktion og evne til at danne overblik og planlægge.

Den fordring rammer personen med ADHD specielt hårdt og kan ligestilles med at kræve at et barn i kørestol skal gå op ad trappen. Derfor er børn, unge og voksne med ADHD ofte præget af belastningssymptomer, både i form af tristhed, negativt selvværd, irritabilitet, men også af vrede og konfliktfyldt adfærd. Symptomer, der bedres i væsentlig grad, når de bliver mødt med forståelse og støtte.

Medicin giver vågenhed

Parallelt med at skabe indsigt og støtte, er det vigtigt at afklare muligheden for en medicinsk behandling. Effekten af medicin er en af de mest undersøgte og højeste i forhold til andre psykiatriske lidelser. Men vi fremhæver skyndsomt, at medicinsk behandling forudsætter, at der er skabt forståelse, accept, og stabile rammer omkring barnet med ADHD. Det giver ikke mening at opstarte en medicinsk behandling, hvis hjemmet eksempelvis er præget af aggression rettet mod barnet, hvis der er ustrukturerede skoleforhold eller andre belastende faktorer til stede.

Mange misforståede påstande om medikamentel behandling for ADHD bliver fremført. Vi vil kort og meget forenklet redegøre for rationalet bag medicin.

Det centrale symptom på ADHD er opmærksomhedsvanskeligheder og dets neuro-biologiske grundlag er uhyre komplekst, og indsigten bliver stadig dybere. Man mener, at forstyrrelser i neurotransmitterne dopamin i hjernen, som er et stof, der bidrager til, at cellerne kommunikerer indbyrdes, spiller en vigtig rolle for de opmærksomhedsvanskeligheder, man ser ved ADHD.

Forstyrrelsen bevirker, at centret for opmærksomhedsfunktionen mangler energi og bl.a. derfor påvirker koncentrationen. At kunne koncentrere sig, skabe overblik, tænke sig om og fastholde et fokus for sine tanker kræver meget energi.

Den hyppigst anvendte medicin, methylphenidat, øger dopamin i hjernen. Det er således forkert, når det siges, at medicinen dæmper de urolige børn. Tværtimod øger stoffet energien i hjernen og bevirker en større grad af vågenhed.

De hyppigste bivirkninger er appetitnedsættelse og vægttab. De fleste med ADHD oplever, at den medicinske behandling gør det muligt for dem at forfølge deres mål og at klare flere af hverdagens opgaver og krav. Det afgørende succeskriterium for den medikamentelle behandling af ADHD er forbedring af opmærksomheden og personens trivsel bredt vurderet.

Selv om medicin ofte har en positiv effekt, så er medicin i sig selv ikke en mirakelkur for ADHD. Den positive effekt varer ikke altid ved på lang sigt for alle.

Psykologisk behandling

Nogle psykologiske behandlingsmetoder for ADHD har i studier vist god effekt. Men studierne er få i forhold til mængden af medikamentelle behandlingsstudier, og aktuelt ved vi ikke, om psykologisk behandling af ADHD er mere eller mindre effektiv end medicin på lang sigt.

Retningslinjer til behandling af ADHD, såvel nationale som internationale, opfordrer således til, at ADHD behandles både med psykologiske, pædagogiske og medikamentelle tiltag bortset fra ADHD hos førskolebørn, hvor pædagogiske tiltag og forældretræningsprogrammer er anbefalet som førstevalgs-behandling.

Hvert individ sin grad

Det er ikke enkelt at forstå eller behandle ADHD. Det kræver en specialiseret viden, som det fremgår af de internationale retningslinjer. ADHD kan have forskellige sværhedsgrader og følgevirkninger. Nogle vil have mere eller mindre behov for medicin, psykologisk behandling og pædagogisk indsats. Symptomerne og behandlingsbehovene skal vurderes individuelt for hvert enkelt menneske med ADHD.

Der udtrykkes i medierne stor bekymring over det stigende antal mennesker der diagnosticeres med ADHD. Forekomsten af ADHD i befolkningen er i undersøgelser vurderet til at ligge lige fra to pct. til otte-ni pct.

Den samlede Børne- & Ungdomspsykiatri i Danmark ser knapt en pct. af alle børn og unge, så der er lang vej endnu inden børn og unge med mulig mistrivsel pga. ADHD kan få adgang til undersøgelse og hjælp.

Det er vigtigt at forholde sig undersøgende i forhold til de årsager, der har indflydelse på diagnosen; biologiske, psykologiske, sociale og samfundsmæssige. Men det er vigtigt at diskutere ud fra et sagligt perspektiv.

Den specialiserede viden på ADHD-området er på ingen måder fuldendt. Der mangler fortsat udvikling af behandlingsmetoder og tilbud, der på lang sigt kan hjælpe de mennesker, der i dagligdagen er hæmmet af ADHD, personligt, socialt, fagligt eller arbejdsmæssigt.

ADHD er en reel lidelse, der kræver en saglig debat båret af en forståelse, der anerkender de store personlige og samfundsmæssige omkostninger som ADHD ofte medfører.

Et sådan fokus ville være betydeligt mere frugtbar og visionær end den unuancerede polemik, der har præget medierne den sidste tid.

Jacob Ørnberg er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Anne-Mette Lange, specialist i klinisk børnepsykologi. Begge ansat ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Risskov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'ADHD er en reel lidelse, der kræver en saglig debat båret af en forståelse, der anerkender de store personlige og samfundsmæssige omkostninger som ADHD ofte medfører.'

Ja, meget vigtig konklusion. De gælder forståelse for omkostningerne hos de ADHD-ramte, men også de pårørende i vid forstand. For tiden er det blevet almindeligt blandt folk at tro at man kender til ADHD på basis af meget ringe faktuel viden og derefter mere eller mindre direkte affærdige familier med denne lidelse med at 'de forsøger at opnå noget på en smart måde'... Men det er vigtigt at erkende, at særbehandling er uomgængelig, hvis den ADHD-ramte skal klare uddannelse, arbejde, parforhold osv. Hvis man ikke giver denne særbehandling, må 'man' erkende, at man skaber og fastholder megen lidelse... vil man det?

Fokus på ADHD er for unuanceret.
Helt korrekt.
Der mangler forskning i årsagerne til sygdommen.
Her kunne forskning i miljøgiftes indvirkning på hjernen være helt på sin plads, da psykisk lidelse også kan skyldes giftpåvirkning af hjernen med stoffer som f.eks. bly, kviksølv, aluminium, arsen.
For øvrigt har mange tungmetaller en indvirkning på neurotransmittorerne f.eks. på dopaminproduktionen.
Der er mange arveegenskaber forbundet med øget følsomhed overfor en tungmetalbelastning f.eks. APOE4 genet, som findes hos ca. 20 % af den danske befolkning.

Også forskning i langtidsvirkninger af den medicinske behandling ved ADHD bør opgraderes.
Alle ved, at stoffer, som medfører unormalt højt dopamin-niveau i hjernen, er vanedannende.

Hanne Koplev: Enig.

Rent anekdotisk kender jeg et tilfælde af sammenhæng mellem graviditet trods anvendelse af spiral og ADHD hos barnet efterfølgende. Dvs fostret er blevet undfanget i et livmodermiljø potentielt fyldt med kobberioner. Hvad ved man om risici for fostret i den situation?

Man sygelig gør børn
For at dække over institutionernes manglende evne til at løse opgaven helevejen rundt i den pædagogiske virklighed

der burde lære og pædagoger sige fra.

Det er tydeligt i mit arbejde, som det også fremgår i artieklen at der en sammenhæng mellem respekten og roen omkring børn som kan skabe ADHD ligende tilstande hos børn,
Her er drengene meget udsatte, og især aktive Drenge altså som de skriver Emil fra Lønneberg. helt klart noget som tallene de seneste 15 år har afsløret

Mindre tolerance i skolerne har skabte flere apatiske børn som der bliver forsømte på envis at de kan sygliggøres.
Det er miljøet omkring børnene der skal stabiliseres ikke børnene der skal mediciners.
OPgaven er at for at få mere opmærksomhed til et normalt barn skal de diagnosticeres for at få den.

Igen for at dække over at barnet ikke kan få den opmærksomhed inden for den snævre ramme som skoler og institutioner har at tilbyde idag

Så sygliggør man barnet. det er set i mange andre sammenhænge inden for psykiatrien, i ældre plejen med mere. der må og skal tages hånd om denne helt klare dækken over at institutionerne ikke er tidsvarende mere.

Artiklen advarer mod eensidig fremhæven af miljømæssige eller genetiske faktorer OG imod at overdiagnosticere på basis af ukendtskab til den samlede symptomatik.

Men det fremhæves osse, at sygdommen eksisterer og at der ikke bliver gjort tilstrækkeligt for at finde de børn/voksne der har ADHD, samt heller ikke gjort nok for at give dem den rette behandling samt indrette institutioner mv så de ramte kan fungere så normalt som muligt. Mennesker med ADHD kan med den rette støtte fungere næsten normalt, og der findes desuden blandt dem undertiden særlige evner og begavelser. som kan udvikles under de rette forhold. Artiklen taler om at der ikke gøres nok på dette område.

Det er tydeligt at man kender problematikken på universitetsområdet, men osse at man har lavet en handicapstøtteordning, der gør det næsten umuligt for den ADHDramte at opnå handicaptillæg til SU, så erhvervarbejde undgås. Udvalget der tar stilling arbejder så langsomt og inkompetent, at det fungerer som en effektiv bremse mod den slags ansøgninger. Ventetiderne ved ansøgning er normalt 6-9 mdr og er omgærdet af en bureaukratisk mur, som den ADHDramte umuligt kan forcere alene.

Læs blot et sigende eksempel på nettet: http://www.hsknet.dk/artikler.php?id=67 Man er klar over inden for uddannelsessystemet, måske især på ministerielt plan, at hvis alle ADHDramte (altså ikke blot pt diagnosticerede) skal have handicaptillæg til en uddannelse, så taler vi måske om ca 20.000 unge under uddannelse, der hver skal støttes med extra 90.000 kr om året = 1.8 mia kr om året! Det må vi hellere holde kæft med, ellers falder bunden ud af alle budgetter...

Fabian Laier: jeg er enig i din kritik af den taktiske sygeliggørelse af problembørnene og den manglende forbedring af institutionerne som en af følgerne af generelle nedskæringer. Det sker jo overalt. Man presser 'de normale' med dårligere forhold og på papiret laver man ordninger der skal ta sig af de 'sygelige'. Problemet er så oveni, at disse papirordninger er 'gulvtæpper' til at feje problemerne ind under. Det har aldrig været meningen at man skulle løse problemerne for de 'sygelige'. Helt parallelt til at man aldrig har villet løse alle alkoholproblemer, men blot have et behandlingssystem, der gjorde noget ved nogen af allkoholproblemerne, i praksis højst 10% af dem. Derefter satser man på, at de syge ikke gør vrøvl. Det er de heldigvis for syge til!

En saglig artikel, der løfter forståelsen af ADHD fra en diskussion om arv og miljø til et spørgsmål om forskning og samfundets/omgivelsernes parathed til at inkludere og leve sammen med de børn/voksne, der lider af ADHD.

En psykisk lidelse, som er forårsaget af sygdom i sindet, skal selvfølgelig behandles af kompetent psykolog, psykoterapeut eller psykiater.
Men en psykisk lidelse, som er forårsaget af toksiske (giftige) stoffer, der påvirker hjernen, bør behandles af kompetent intern mediciner eller toksikolog.
Giftige stoffer som f.eks. kviksølv, bly og kobber kan fjernes ved hjælp af kelaterende lægemidler, hvilket har været kendt i udlandet i over 50 år.
Også andre forgiftningstilstande kan behandles
Problemet med det offentlige danske sundhedsvæsen er, at det ikke har kendskab til at behandle de kroniske tungmetalforgiftninger, men alene har viden til at diagnosticere og behandle de akutte tungmetalforgiftninger.

Hanne Koplev.

Problemet er så i det konkrete tilfælde, jeg nævnte: hvordan får man undersøgt, med offentlige midler, om der i det konkrete tilfælde er tale om en psykisk sygdom eller om det er et forgiftningstilfælde. Altså hvem betaler? Og hvis den ene part ved noget om forgiftninger, mens den anden part ved noget om psykiske lidelser, men ikke vice versa, hvordan får man så den rette diagnose stablet på benene uden langvarig unødig behandling af den ene eller den anden slags? Det virker som en deadend - og en privat meget bekostelig deadend!

Undersøgelse for kronisk ophobet tungmetalforgiftning kan foretages hos få danske privatpraktiserende speciallæger med udenlandsk uddannelse i emne.
Altså til egenbetaling.
Jeg er ikke bekendt med, om disse privatpraktiserende speciallæger også tester og behandler børn, ifald må man til udlandet, hvilket jeg også er vidende om, at nogle danske forældre til børn med ADHD eller autisme vælger at gøre.
Det er en del viden om test og behandling for kronisk tungmetalforgiftning på engelsksprogede hjemmesider om autistiske børn skrevet primært af forældre til disse.
Det er desværre således med visse sygdomme, at kompetencen, i mine øjne, findes hos patienterne eller deres pårørende frem for hos lægestanden eller de ansvarlige myndigheder. Jeg vil f.eks. fremhæve den kompetence, som findes indenfor det svenske Tandvårdsskadeförbundet (www.tf.nu) samt hjemmesiden (www.tungmetal.dk) skrevet af en dansk tungmetalforgiftet patient.
Det er mit håb, at det bliver muligt for muligt tungmetalforgiftede patienter at opnå kompetent diagnosticering og behandling af kronisk tungmetalforgiftning i det offentlige danske sundhedsvæsen.
I mine øjne er der mange penge sparet ved at behandle årsagerne til lidelser frem for at dæmpe symptomerne med symptomdæmpende medicin, som tilmed kan være behæftet med alvorlige bivirkninger.
Der er visse parametre, som kan testes for offentlige midler og som kan indikere, at der kan være en tungmetalforgiftning. Men det er for omfattende at gå ind på her. Jeg vil henvise til søgning på Internettet. Brug evt. søgeord som: Tungmetaller neurologisk sygdom parametre.

Hanne Koplev:

Tak for udførlig info!

Jeg kan kun dele dit håb om at kronisk tungmetalforgiftning fremover bliver taget mere alvorligt i det danske sundhedsvæsen.

Det er jo symptomatisk at der ikke er megen interesse for denne problematik, tror jeg. Det er der nok styr på i det psykiatriske system, tænker de fleste. Men det psykiatriske system fungerer svært dårligt for tiden og mange patienter lider under det, osse ADHD patienter...

I forlængelse af mit indlæg ovenfor kan jeg opdatere med et tilfælde jeg er involveret i. Efter et halvt års ventetid på handicaptillæg modtager den ansøger jeg kender på forespørgsel om hvad der er sket i sagen følgende mail fra SU-styrelsen:

..Jeg kan se, at vi ikke modtaget ansøgningen om handicaptillæg. Jeg vil foreslå, at I retter henvendelse til Københavns Universitet og taler med dem der. Hvis ansøgningen er forsvundet med posten, så har de en kopi af sagen, som de må sende til os.
Med venlig hilsen
Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte

...sagen er forsvundet hos post Danmark!!! Hvor mange breve forsvinder hos post Danmark? Er det ikke lidt sært at tørre ansvaret af på Postvæsenet?

Man kan jo spørge: har de totalt rod i sagerne eller er det en bevidst udmattelsespolitik overfor studerende med et lille overskud til at finde rundt i de administrative systemer. Under alle omstændigheder er det en test på om den studerende har pårørende med udholdenhed til at bli ve ved med at støtte....

...og hvordan går det så for de mennesker, der ikke har det?

Off topic, på en måde: det ser ud til at postvæsenet har det med at miste breve. Er det ikke rimeligt bananrepublikagtigt? Faktisk en skandale. Hvad sker der mon internt i postvæsenet for at ændre på tendensen til at miste breve? Fx ved jeg af erfaring at breve med pas forsvandt jævnligt på Østerbro for et par år siden, og pas kan ikke længere sendes med posten...

Ting og post, som forsvinder.

Fokus er efterhånden kommet langt væk fra ADHD, men nu hvor vi er ved emnet ting og post, som forsvinder i det offentlige system, har I så hørt om sagen om et offentligt register, som forsvandt?
Registreret angik symptomer hos de muligt kviksølvforgiftede tandklinikassistenters børn.
I kan læse mere om sagen her:
http://journalisten.dk/klinikassistenterne-blev-snydt

Der verserer også en sag om en forsvundet forsker, som forskede i skader efter vaccination.
Nogle mener, at skader efter vaccination kan være forårsaget af det kviksølvholdige konserveringsmiddel, som findes i visse vacciner bl.a. i vaccinen Pandemrix mod svineinfluenza H1N1.
Med fare for at blive anset for konspirationsteoretiker, så kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om der kunne være en sammenhæng mellem den forsvundne forsker og det forsvundne register?
Som broderfolket siger på en anden side af Øresund siger ”För er som gillar ”konspirationer”, som det brukar heta, när sanningen om den verkliga makten omtalas…..”

Kristjana Svansdóttir

Vi vil lade os udfordre af et tema fra den seneste mediedækning: Emil fra Lønneberg fremføres ofte som eksempel på et barn, som man i de gode gamle dage blot opfattede som en rask og frisk dreng, men som børnepsykiatrien i dag ville sygeliggøre med en ADHD-diagnose. Vi er ikke enige: Emils evner til at:

a) egenhændigt tage initiativ til at snitte 100+ træmænd uden at komme til skade,

b) træne Grisepjok til at udføre forhindringsløb,

c) transportere en alvorligt syg Alfred til lægen i Mariannelund i en strid snestorm, kræver fortræffelige opmærksomheds- og koncentrationsevner, impulskontrol og motorisk ro.

Emil var fræk og initiativrig, men han ville i dag ikke opfylde kriterierne for en funktionshæmmende ADHD-problematik.

Hi, I do not agree that people are not able to do those three things that you talk about in a), b) and c). ADHD people are more than capable to do such tasks, but they do have to have interest in what they are doing. It means that if you are capable to do anything you want to accomplish if you have interest in it.. ADHD people cant concentrate on tasks if they are not interested in.

In a) Emil is very artistic and does not hurt him self because he is so interested in what he is doing. He found a way for him self so he would not be bored. He got him self a rewards for sitting the hut for hours. No wonder that he got so good with the knife after making so many "træmænd".

In b) Training the pig must have been fun for Emil. So if the task is fun then it is easy for ADHD people to accomplish anything. ADHD people can concentrate for many hours without taking a brake if the task is fun and have lots of movements. The biggest mistake the school systems everywhere in the world are doing is not to offer ADHD children adequate physical activity. Concentration increases when the body gets more motion.

In c) ADHD people are able to accomplish anything if their love ones are in danger. ADHD person can organize very fast things to do under a lot of pressure. The brain gets stimulation from being under pressure.

Please do not say that ADHD is handicapping us. Our brain wiring is different than in non ADHD brains, that means that we have to find our ways to accomplish things, our learning styles and at last how our brain works. ADHD people are the most intelligents, hard working, and they are the one that has improved the world in ages.

But by the way it is good to know that Anne Mette Lang is working so hard on ADHD issues. Thanks.