Kronik

Går vi ind for hemmelige fængsler?

Danmark har underskrevet FN's konvention om beskyttelse mod tvangsforsvindinger for tre år siden. Men vi har ikke ratificeret konventionen - der mangler kun ét land, før træder den i kraft. Dermed kunne vi globalt bidrage til, at konventionen f.eks. hjalp ofrene for krigen mod terror
Den tyske statsborger Khaled el-Masri (tv) lagde sag an mod CIA for sin tvangsforsvinding i Makedonien i 2004. Han blev fløjet til Afghanistan, hvor han sad i CIA-fængsel i månedsvis og blev afleveret 
 på gaden i Albanien, og viste sig at være helt  uskyldig.

Den tyske statsborger Khaled el-Masri (tv) lagde sag an mod CIA for sin tvangsforsvinding i Makedonien i 2004. Han blev fløjet til Afghanistan, hvor han sad i CIA-fængsel i månedsvis og blev afleveret
på gaden i Albanien, og viste sig at være helt uskyldig.

Chip Somovilla

11. oktober 2010

For mindre end en uge siden holdt Lars Løkke Rasmussen sin åbningstale i Folketinget. Samtidig fremlagde regeringen sit lovkatalog. Desværre lider både åbningstalen og lovkataloget af et fravær på globalt udsyn. Bortset fra krigen i Afghanistan var statsministerens åbningstale støvsuget for omtale af den globale situation og især præget af total tavshed om FN's betydning for dansk udenrigspolitik.

I lovkataloget savnede man annoncering af, at Danmark gennem en ratificering af FN's konvention mod tvangsforsvindinger vil bidrage til en global menneskeretslig landvinding, nemlig at konventionen langt om længe vil træde i kraft. Dertil kræves ratificering af 20 lande og indtil nu har 19 lande ratificeret konventionen, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 20. december 2006.

På Danmarks vegne tog daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) det første skridt, da han i september 2007 undertegnede den da nye FN-konvention om beskyttelse mod tvangsforsvindinger.

Vi på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) hilste den danske underskrift velkommen. Med sin underskrift tog den danske regering et vigtigt skridt i retning af at virkeliggøre en effektiv beskyttelse mod tvangsforsvindinger. Et skridt, der fortjente og fortjener al mulig ros.

Hvad nøler vi for?

Men nu er der gået tre år siden den danske underskrift og snart fire år siden vedtagelsen af konventionen. Danmark bør nu tage skridt til at foretage en ratifikation så konventionen kan træde i kraft. Når konventionen træder i kraft, vil den indgå i rækken af de centrale internationale menneskerettighedskonventioner, som har til formål at beskytte det enkelte menneske mod overgreb fra statens side. Derfor fortjener konventionen også en større opmærksomhed, end den foreløbig har fået i Danmark. Konventionen er i høj grad skåret over samme læst som FN's konvention mod tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, en dansk mærkesag som sidste år kunne fejre 25-året for vedtagelsen i FN's Generalforsamling.

I konventionen defineres en tvungen forsvinding som en anholdelse, tilbageholdelse, bortførelse eller enhver anden form for frihedsberøvelse, som er foretaget af en statslig aktør eller af personer eller grupper af personer der handler på bemyndigelse af eller med støtte eller samtykke fra staten, såfremt denne frihedsberøvelse benægtes eller den forsvundne persons skæbne eller opholdssted hemmeligholdes, hvorved vedkommende placeres uden for retslig beskyttelse.

FN's konvention mod tvangsforsvindinger tager udgangspunkt i, at tvangsforsvindinger er et brud på fundamentale retsprincipper, og forpligter herefter de deltagende stater til at tage en lang række forholdsregler for at forebygge og bekæmpe tvangsforsvindinger.

Det er en forbrydelse

Først og fremmest indfører konventionen et absolut forbud mod tvangsforsvindinger, som ikke kan fraviges under nogen omstændigheder, såsom i tilfælde af krig, politisk ustabilitet eller nødret.

Konventionen fastslår også, at offeret eller pårørende har ret til retfærdighed og oprejsning samt at tvangsforsvindinger udgør en forbrydelse både i fredstid og i krig, og at den i visse tilfælde sågar kan udgøre en forbrydelse mod menneskeheden.

Den pålægger deltagerstaterne at kriminalisere tvungne forsvindinger og at retsforfølge de ansvarlige. Samtidig forbyder den hemmelige frihedsberøvelser og uofficielle tilbageholdelsessteder; med andre ord skal det være slut med hemmelige fængsler. Endelig forbyder konventionen nok så vigtigt at overføre personer til lande, hvor de risikerer tvangsforsvinding.

Konventionen etablerer en særlig komité mod tvangsforsvindinger og forpligter deltagerstaterne til at rapportere til denne komité om deres gennemførelse af konventionen. Komiteen har endvidere mulighed for at foretage konkrete undersøgelser af sager om forsvundne personer. Men naturligvis først når konventionen er trådt i kraft.

Konventionen træder i kraft, når 20 stater har ratificeret den. Indtil nu har 19 stater ratificeret, men 86 lande har underskrevet konventionen I forbindelse med underskrivelsen ved FN's Generalforsamling i september 2007 udtalte daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K), at »Konventionen udfylder et hul i det internationale menneskerettighedsværn. Vi ser, hvorledes autoritære regimer overalt i verden lader folk forsvinde i stedet for at føre retssager mod dem under betryggende retsgarantier. Sådanne overgreb rammer ikke blot ofrene selv, som ofte udsættes for tortur, drab eller andre krænkelser i det skjulte, men også deres pårørende. Det er derfor vigtigt, at konventionen ikke bare indeholder foranstaltninger mod tvangsforsvindinger, men også bestemmelser, som støtter ofrenes pårørende«.

Guatemalas grueksempel

Det kender RCT alt for godt fra sit globale partnerskabssamarbejde, som blandt andet omfatter Guatemala. Mellem 1960 og 1996 gennemlevede det centralamerikanske land en 36 år lang borgerkrig. Ud over 150.000 dræbte, 100.000, der flygtede til nabolandene og over en million intern fordrevne, var man vidne til flere end 45.000 tvungne forsvindinger, hvor anslået 11 pct. var børn.

FN's sandhedskommission har fastslået, at de tvungne forsvindinger krænkede fundamentale menneskerettigheder. De mange tvangsforsvindinger har haft en ødelæggende virkning på lokalsamfundene, som stadig kan mærkes i Guatemala i dag.

Tvungne forsvindinger hører også til dagens orden i mange asiatiske lande. Det er især slemt i Sri Lanka, Filippinerne, Nepal, Pakistan og Indonesien, hvor tvungne forsvindinger og likvideringer anvendes til at skaffe sig af med menneskerettighedsaktivister.

Krigen mod terrors ofre

Men FN-konventionen er ikke kun relevant i en Tredje Verdens sammenhæng. Forsvindinger og hemmelige fængsler kendes også fra Europa, hvor den såkaldte krig mod terror har ført til krænkelser af menneskerettighederne i form de såkaldte renditions, overførsler af terrormistænkte til mere eller mindre »hemmelige fængsler«, hvor torturlignende, barske afhøringsmetoder er daglig kost. Amnesty International og andre organisationer har understreget konventionens betydning også i en europæisk sammenhæng ved at pege på de tusindvis af ofre for tvungne forsvindinger med den renditions-praksis, som er opstået i kølvandet på krigen mod terror.

Konventionen slår fast, at politiske kidnapninger er en alvorlig international forbrydelse og sikrer, at de aktører, der har ansvaret for, at et menneske forsvinder, drages til ansvar. I praksis vil det efter konventionens ikrafttræden betyde, at den danske stat har pligt til at efterforske og retsforfølge formodede ansvarlige for en tvungen forsvinding, når overtrædelsen er begået i Danmark eller på områder under dansk straffemyndighed i udlandet, såsom på danske militærbaser.

Danmark skal også retsforfølge ethvert tilfælde af tvangsforsvindinger, såfremt den formodede gerningsmand er dansk statsborger. Pligten til retsforfølgning ved danske domstole gælder, medmindre det besluttes at udlevere de formodede gerningsmænd til retsforfølgning i en anden stat eller til en international straffedomstol.

Konventionen forbyder hemmelige fængsler og er eksempelvis et godt redskab til at bekæmpe CIAs overførsler af terrormistænkte til forhør i hemmelige fængsler i torturvenlige stater. Derfor vil konventionen også være relevant i en dansk sammenhæng, når CIA bruger dansk luftrum til CIA-transporter.

Når konventionen træder i kraft, vil ofrene fremover have mulighed for at søge erstatning for krænkelsen og få sagen behandlet ved et FN-ekspertudvalg. Også på den måde vil konventionen mod tvangsforsvindinger være et vigtigt bidrag til fremme af menneskerettighederne.

Regeringen har understreget, at den i sin udenrigspolitik internationalt vil arbejde for at fremme menneskerettighederne. Da udviklingsminister Søren Pind (V) tiltrådte udråbte han sig selv til frihedsminister.

Som nævnt mangler der kun ét land. Gennem en snarlig dansk ratifikation kan den danske regering være med sikre en bedre beskyttelse af tusindvis af mennesker verden over og give menneskerettighederne og FN et lille men markant skub fremad.

Tue Magnussen er cand.mag. og advocacy-koordinator for Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT) og bestyrelsesmedlem i FN-forbundet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Munk Nielsen

Det er forfærdeligt at Danmark endnu ikke har ratificeret konventionen endnu. Det er efter min mening fuldstændig absurd ikke at tage afstand fra tvangsforsvindinger. Såvidt jeg husker er der ikke dokumentation for at tvangsforsvindinger virker på noget som helst. Det minder lidt om troen på at dødsstraf virker forebyggende på mord. Lidt absurd.

Det virker som om der i de sidste 10 år er sket et skred den forkerte vej, div politikere og embedsmænd over hele verden har fået afløb for ikke særlige pæne holdninger.

Reptilhjernen styrer i bedste velgående. Brutalis rep et eller andet har ikke levet forgæves.

Bidrager den der konvention til ubegrænset økonomisk vækst ?

Nå ikke, jamen men så er det da vist en fejltagelse at vi skrev under.

Der ér ingen undskylning fra Regeringens side for ikke forlængst at have sørget for en ratificering.

Man mangler ganske enkelt hos offentligheden en forklaring fra Regeringen på, hvorfor der nøles. Men man kan forestille sig een. Forholdet til USA. Men så er man præcis ude i feltet, hvor kritikken af Regeringen for at akceptere en kultur i Ministerierne, som gentagent resulterer i temmelig alvorlige anklager og krav om undersøgelser, florerer. Og det ikke så underligt.

Overfor offentligheden kunne en ratificering af Konventionen signalere, at Regeringen er ved at have opfattet situationens absolutte alvor...

Med venlig hilsen