Kronik

Gør EU til udviklingsbistandens frontløber

EU-landene står for mere end halvdelen af verdens samlede udviklingsbistand. Men vi kunne få meget mere for pengene, hvis EU-landene samlede kræfterne om fælles mål
Smilene fra udviklingslandenes børn kunne blive endnu bredere, hvis EU-landene arbejdede sammen om udviklings-bistanden, mener Erik Boel og Sabina Askholm Larsen fra Europabevægelsen.

Smilene fra udviklingslandenes børn kunne blive endnu bredere, hvis EU-landene arbejdede sammen om udviklings-bistanden, mener Erik Boel og Sabina Askholm Larsen fra Europabevægelsen.

Kennet Havgaard

12. oktober 2010

I disse rationaliseringstider er udviklingsbistanden noget af det første, der står for skud, når midlerne i statskasserne skal omfordeles. Samtidig forsøger stats- og regeringschefer i hele verden at realisere FN's 2015-mål. Der er stadig langt til de er opfyldt. Det er mildest talt en udfordring at få de to forhold til at hænge sammen.

De fleste danskere har en begrænset tro på, at global fattigdom kan udryddes på længere sigt. Den nedslående påstand kan man læse i en undersøgelse, som Capacent har foretaget for NGO Forum. I undersøgelsen svarer 60 pct. af de adspurgte, at de »i mindre grad« har tiltro til, »at der sker fremskridt mht. udryddelsen af global fattigdom«. Spørgsmålet er, hvordan tiltroen vokse?

Et svar kunne være en øget koordinering og centralisering af udviklingsprojekter i EU-regi. For i vores del af verden har vi et særligt ansvar for, at 2015-målene bliver nået. Derfor bør EU i langt højere grad iklæde sig førertrøjen på bistandsområdet og trække resten af feltet med op. Hvis det ikke kan lade sig gøre i EU, hvor så?

En øget centralisering og koordinering af bistandsmidlerne i EU-regi er med andre ord vejen frem, men det kræver et opgør med en række forestillinger.

Ryd myterne af vejen

Den første er forestillingen om, at EU er et kapitalistisk monster, der udelukkende er ude på at gøre livet surt for u-landene. Det billede har eksisteret omtrent lige så længe som EU selv.

Men et kig på tallene for EU's udviklingsbistand kan være med til at nuancere det billede. Mere end halvdelen af udviklingsbistanden på verdensplan kommer fra EU. I 2008 betalte EU som institution og EU's medlemslande til sammen mere end 49 milliarder euro i offentlig bistand til verdens udviklingslande.

Det svarer til 0,40 pct. af EU-landenes bruttonationalprodukt (BNP), hvilket betyder, at der stadig er et stykke vej op til de 0,7 pct., som er et af succeskriterierne for 2015-målene.

Størstedelen af de bistandsmidler, der kommer fra EU, går gennem medlemslandene. Men der findes også bistand, der bliver forvaltet direkte af EU. Den går under navnet 'fællesskabsbistanden' og administreres af Europa-Kommissionen. Fællesskabsbistanden udgør 11 pct. af bistanden fra EU.

Den anden forestilling, der skal gøres op med, er opfattelsen af, at u-landene ikke har adgang til det europæiske marked.

Udviklingsbistand og handel er tæt forbundne, og EU har i mange år været kritiseret for at være lukket land for u-landene. Men faktisk er adgangen efterhånden blevet lettere. Det har aftalen 'Everything But Arms', der blev vedtaget i 2001, blandt andet været medvirkende til. Aftalen giver de fattigste udviklingslande toldfri adgang til EU's marked for alle andre varer end våben og ammunition. Også her er der selvfølgelig plads til forbedringer. Det er eksempelvis et problem, hvis kravet for at få adgang til EU's marked er, at EU-landenes varer skal kunne afsættes på udviklingslandenes markeder til en pris, som ulandene ikke selv kan konkurrere med pga. af EU's landbrugsstøtte.

Tør vi stole på EU

Spørgsmålet er, om danskerne og resten af EU's befolkning er parate til at gøre op med de lidet flatterende forestillinger om EU's forhold til udviklingsbistand?

De første skridt på vejen må være, at EU formulerer klare mål for den samlede udviklingsbistand og sætter øget fokus på udviklingsbistand i EU-systemet.

EU har med andre ord behov for en konkret, samlet og synlig udviklingspolitik, der afspejler de værdier, som udviklingsbistanden gives ud fra.

Der er efter vores mening to hovedargumenter for en øget centralisering og koordinering af EU's bistandsmidler:

For det første giver øget koordinationen af bistandsmidler på EU-plan mindre ressourcespild. De dygtigste bistandsaktører fra EU-landene kan gå sammen om at udføre projekter, der i dag er splittet op mellem forskellige lande. Administrationsomkostningerne vil, på længere sigt, formindskes ved øget bistandskoordinering i EU-regi. Som med alt andet indebærer centraliseringen af bistandsmidlerne en opstartsperiode, der vil kræve tilførsel af både politisk opmærksomhed og økonomiske midler.

For det andet vil en øget koordinering af bistandsmidlerne er, at det vil give EU mere vægt som forhandler i internationale organisationer som FN og WTO. En udviklingspolitik, der i højere grad er sammenhængende, gør EU til en stærkere og mere troværdig aktør på den internationale udviklingsscene. Det er et område, hvor EU-landene bør kunne finde fælles fodslag og udvikle en fælles udviklingspolitik, hvor EU virkelig kan gøre en forskel som international aktør.

Mange knaster

Indrømmet, det vil ikke blive en problemfri proces. Internt i EU er der langt fra enighed om, hvordan man bedst bekæmper fattigdom, nød og sult i udviklingslandene.

F.eks. går en del af den danske udviklingsbistand til at fremme kvinders rettigheder til at bestemme over deres egne kroppe i forbindelse med graviditet. En sag, som kan virke ukontroversiel set med danske øjne, men som for især de katolske lande i EU kan være vanskelig at forsone sig med. »(Vi) står meget alene sammen med de andre nordiske lande. Selv i EU er der ikke ret mange lande, der vil gå så langt, som vi vil. Slet ikke lande som Irland og Polen og heller ikke de sydeuropæiske lande. Derfor kæmper vi også hårdt for at holde sagen på dagsordenen og bruger relativt mange penge på det spørgsmål,« har udviklingsminister Søren Pind (V) udtalt.

Det vidner om, hvor vigtigt det er at formulere nogle klare mål for udviklingsbistanden, som EU-landene samlet set kan stå inde for. Den fælles udviklingsbistand er for vigtig til at blive indhyllet i religiøse og moralske slagsmål mellem Unionens medlemslande. Men ministerens udsagn vidner også om, at der fortsat skal være plads til, at hvert enkelt EU-land forfølger sin specifikke bistandsstrategi.

Vores vision er derfor ikke, at alle EU-landenes bistandsmidler lægges i en fælles EU-pulje, men at det sker i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. De 11 pct., der i dag udgør den fælles bistand, bør være mere end fordoblet i 2020. Vi ser gerne, at tallet til den tid er oppe på 25 pct.

Fokuser på enigheden

Vejen frem for den fælles EU-bistand er fokus på enighed frem for forskelle. Man bør koncentere sig om store projekter, hvor det gør en forskel, at de bedste kræfter fra alle europæiske lande går sammen om at løse opgaven. At undgå spild af både menneskelige og økonomiske ressourcer, så den dybe tallerken ikke opfindes igen og igen i hvert enkelt land.

Derfor er det også velbegrundet, at Danmark i den nye udviklingsstrategi for første gang lægger stor og positiv vægt på netop EU.

Der vil givetvis sidde danskere og indbyggere i andre europæiske lande, som tænker: Hvorfor i alverden skal vi bruge tid og penge på udviklingslandene, når vi kunne bruge dem herhjemme? Hvorfor ikke bare tage konsekvensen af den økonomiske krise og fortælle udviklingslandene, at der desværre ikke er flere penge i posen i denne omgang?

Svaret er meget banalt: Vi har lovet det. Vi kan ikke den ene dag tale dunder på FN-konferencer om alle de ting, vi vil gøre for verdens fattigste, mens vi den næste dag nægter at afsætte de nødvendige midler. EU bør være sig sit ansvar bevidst og gå forrest for at sikre en realisering af FN's 2015-mål. Det ville klæde os europæere.

Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen. Sabina Askholm Larsen, næstformand i Europabevægelsen København/ Frederiksberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

EU bruger hvert år ca. 50 mia euro til direkte støtte til eget landbrug. Altså mere end havd EU + de enkelte lande tilsammen bruger til u-landsbistand.

Landbrugsstøtten (foruden de enkelte landes "forbedringer af rammevilkårene", som det hedder, for eget landbrug, er med til at holde u-landendes produkter ude.

Den bedste bistand til verdens fattige ville være at åbne markederne for dem - og holde op med at forvride verdenshandlen ved at give statsstøtte til egenproduktion i den rige verden.

Mon ikke bistands-indsatsen har bedre af, at lade ildsjælene stå for den, fremfor at spænde den for en ensidig politisk vogn. Den danske bistand til Afghanistan under NATO's perspektiver ikke ikke de relevante organisationer og NGO-er har jo vist sig af være endog meget kritisable. Bistand under strengt politisk regis har historisk haft det med at udarte. Og EU er klart et politisk fænomen. Såå, om igen...

Med venlig hilsen

Ib Christensen

BISTAND VIA FN

Udviklingsbistanden bør naturligvis ske via FN og ikke EU, hvor tidligere kolonimagter slår tonen an. Jeg kender iøvrigt en embedsmand fra EU-kommissionen, som i mange år arbejdede med udviklingsbistanden. Han var dybt frustreret over, at en beydelig del gik i lommerne på korrupte politikere fra udviklingslandene, hvilket Kommissionen var fuldt vidende om, men så igennem fingerene med af politiske grunde.
Siden 2001 har EU mere end nogen anden part i WTO-forhandlingerne om Doha-runden blokeret for afslutningen af den handelsrunde, som især skulle komme udviklingslandene til gode. Og nu bebuder EU´s landbrugskommissær en fortsættelse i fuld skala af den horrible protektionistiske og planøkonomiske landbrugspolitik, som er til så stor skade for udviklingslandene, omverdenen iøvrigt, forbrugerne og EU´s øvrige erhvervsliv. At betro EU en større rolle i udviklingsbistanden er dybt godnat.