Kommentar

Guds Parti gør store fremskridt

Hizbollah elsker døden, trives ved nederlag og katastrofer og er fra en position som en stat i staten ved at opkaste sig til hersker over, hvad der engang var Mellemøstens mest kosmopolitiske og demokratiske land
Debat
23. oktober 2010

Da jeg i 1970'erne rapporterede fra Sydlibanon - det var under den vedvarende udmattelseskrig mellem Israel og PLO, og på et tidspunkt, hvor landets i lang tid så forfordelte shiitiske mindretal først lige var begyndt at organisere sig selv - lagde jeg mærke til en overset, symbolsk iransk troppestyrke. De iranske soldater var sendt af Irans shah, der (hvilket ofte glemmes) var nidkært opmærksom på sit tilnavn 'Guds Skygge' og salvede rolle som beskytter af verdens shiitter. I en kommentar, som blev mere forudseende, end jeg kunne ane, skrev jeg, at disse soldater snart ville være mere tiltrængt i deres hjemland som beskyttere af påfugletronen.

På det tidspunkt var det utænkeligt, at et iransk statsoverhoved kunne besøge det multikulturelle Libanon og blive feteret hele vejen frem til råbeafstand af den israelske grænse. Men nu er det lykkedes for den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad - en mand, der har formået at afværge Vestens forsøg på at stoppe hans ulovlige forsøg på at anskaffe sig atomvåben og ubarmhjertigt har undertrykt og snydt sit eget folk.

Men som protektor for Guds Parti kan han uden videre dukke op på neutral jord. Det kan han, fordi hans regime deler det herskende partis nådesløse holdning til staten Israel og dets bidende foragt for alle arabiske og muslimske 'moderate', som så meget som overvejer et kompromis med dette land.

Fast greb om magten

Hvis man sammenligner situationen i dag med den for et par år siden, står det klart, i hvor høj grad Hizbollah har sat sig på magten. I februar 2005 blev den tidligere libanesiske premierminister Rafik Hariri sprængt i småstykker ved højlys dag som kulmination på en bølge af drab på politikere og journalister, der var kritiske over for den syriske tilstedeværelse i deres land. Libanesernes afsky over for de forbryderiske metoder var så stor, at Damaskus blev tvunget til at trække sine besættelsesstyrker tilbage, mens en international domstol skulle efterforske det syriske Baath-partis mulige rolle i attentatet - herunder dets Hizbollahstedfortræders rolle og den rolle, som tilkom stedfortræderens sponsorer i Teheran.

Takket være Saddam Husseins fald (vil jeg mene) og fransk støtte til de relevante FN-resolutioner blev USA's prestige på det tidspunkt ganske høj blandt store dele af den libanesiske befolkning.

Men i dag kryber lederne af alle Libanons øvrige partier og fraktioner - fra de kristne til druserne - frygtsomt, blot man nævner navnet på Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah. Den engang så højt besungne efterforskning af Hariri-mordet er for længst er gået i stå. Årsagen er yderst troværdige trusler om vold, hvis dens forsinkede resultater skulle vise sig at være besværlige for Syrien eller Hizbollah. Både sønnen til den myrdede Hariri og sønnen til den tidligere myrdede drusiske leder, Kamal Jumblatt, tvinges nu på nedværdigende vis til at bringe sig på god fod med capo Bashar Assad, hvis familie næsten helt sikkert dræbte deres egne familieoverhoveder.

Guds Parti har i dag to vetoer; dels i forhold til libanesiske valg, hvis resultat det ikke billiger. Dels i forhold til timingen af næste krig mod Israel, som skal indledes fra libanesisk territorium.

Israels hjælpende hånd

Hvad skyldes det barske omslag? Hvordan har Hizbollah opnået så fast et greb om Libanon?

En af hovedårsagerne er Israels grove intervention i Libanon i 2006. Den var svar på en snedig Hizbollah-provokation, hvor man gik over grænsen og kidnappede israelske soldater. Formålet var givetvis at fremtvinge israelske modangreb.

En anden årsag er, Obama-regeringens åbenlyse tab af interesse for Libanon. '14. marts-koalitionen' - der tog sit navn efter datoen for det triumferende masseopbud af libanesere, der på tværs af mange folkegrupper demonstrerede mod Syrien efter Hariri-mordet - er i dag faldet fra hinanden i sekterisme og afmagt. Med et truende Syrien så tæt på, et Iran, som opfører sig som prænuklear supermagt, og et ydmyget Washington, der spilder kræfter på at hindre det forudsigelige og patetiske sammenbrud af Israel-Palæstinas såkaldte fredsproces, kan man ikke fortænke nogen kløgtig libaneser i at begynde at tilpasse sig til den nye virkelighed.

Thanassis Cambanis har netop udgivet en deprimerende, men fremragende bog om den nye libanesiske virkelighed. A Privilege to Die skildrer den nærmest geniale måde, hvorpå Hizbollah på en gang formår at være de undertryktes parti og sit lands undertrykker - samtidig med, at det er marionet for to af regionens mest reaktionære diktaturer.

Da jeg besøgte Beirut kort efter, at Hizbollah var afsløret som Syriens medskyldige - og afsløret som det parti, der var ansvarlig for at nedkalde Israels ødelæggende repressalier over uskyldige - blev jeg modvilligt imponeret over den disciplin og begejstring, som kom til udtryk ved Nasrallahs politiske massemøder. Med blød magt genopbygger Guds Parti de ødelagte slumkvarterer, leverer velfærdsydelser og uddannelse og rekrutterer børn til sin egen udgave af drengespejderbevægelsen, der i dette tilfælde er viet til martyrium og hævn. Og med hårdtslående magt leverer det konstante påmindelser om, hvad der kan ske for enhver, der misbilliger Hizbollahs resultater. Dets kyndige brug af massemedier opretholder racespændinger og religiøst had mod jøderne. Og dets frontlinjestatus ved Israels nordgrænse gør det muligt at håne alle moderate regimer som krystere, der er uvillige til at bringe ofre for at genoprette den arabiske og muslimske ære. Mange sunnimuslimer hader og afskyr Hizbollah, men alle frygter, og dermed respekterer de partiet, og for Nasrallah er det det afgørende.

Stærk af nederlag

Et græsk sagn fortæller om en kriger ved navn Antaeus, der kun fik flere kræfter, når han blev slynget omkuld. Der skulle en Herkules til for at gennemskue hans sårbarhed som bryder. Hizbollah elsker døden, trives ved nederlag og katastrofer og er hastigt på vej fra at være en stat i staten til at opkaste sig til hersker over, hvad der engang var Mellemøstens mest kosmopolitiske og demokratiske land. I mellemtiden har en tidligere stormagt - desværre ingen Herkules - ladet sig tage som gidsel i en fraktionskamp på Israels højrefløj om simpelt tyveri af jord. Om ganske få år vil dette ikke bare forekomme vanskeligt at tro, men tillige være beskæmmende og utilgiveligt.

Christopher Hitchens er engelsk-amerikansk journalist og forfatter. Han er medredaktør på Vanity Fair og regelmæssig skribent på tidsskrifter som The Nation og Newsweek.

© The New York Times Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man er ude på dybt vand når man skriver: "... hans ulovlige forsøg på at anskaffe sig atomvåben og ubarmhjertigt har undertrykt og snydt sit eget folk."

Kunne han måske henvise os læsere til beviser der understøtter dette? Det er for langt ude at denne mand sidder inde med informationer verden ikke gør. Del ud tak!

Nu er det også sådan at ordet 'mange' kan være mange ting. ;) men at skrive: "Mange sunnimuslimer hader og afskyr Hizbollah" er en idioti der vil noget, især efter de sidste undersøgelser der er kommet ud af den arabiske kvarter.

Læs her hele rapporten 2010 Arab Public Opinion Poll her!

Eller bare en kort resume på her: Poll: Erdogan, Chavez, Ahmadinejad, Nasrallah Most Admired Leaders

Og ikke mindst hvad
Brookings skriver om det.

Jeg kunne have dissekeret hele analyse af Christopher Hitchens, men føler bare ikke engang at det er det værd. Manden modsiger fakta og denne analyse skal måske ses i lyset af den store triumf Ahmadinejad tog med sig hjem under sin besøg i Libanon.

- Arash

Niels østergård

Arash,

Nu er der jo desværre mere grund til at tage Christopher Hitchens alvorligt, end egentlig tro på det han skriver.

Han er vel ude i samme ærinde, som han var omkring Irak for små ti år siden.

Så om 10 år skal vi igen belemres med en bunke lækkede dokumenter om slagterierne i Iran.

Christopher Hitchens skriver: Ahmadinejad - en mand, der har formået at afværge Vestens forsøg på at stoppe hans ulovlige forsøg på at anskaffe sig atomvåben og ubamjertigt har undertrykt og snydt sit folk. Hertil er at sige 1. Der findes intet bevis på, at Iran har forsøgt at skaffe sig atomvåben. 2. Skulle det være ulovligt?Kun efter Vestens opfattelse, men hvad med Indien, Pakistan og Israel? 3. Han undertrykker og har snydt sit folk? Jeg antager, at CH tænker på valget, men en anerkendt journalist som Robert Fisk, der var i Iran under valget, ankender ham faktisk som vinder. Det er ikke første gang, jeg læser noget af CH, men det er hver gang overfladisk og fyldt med faktuelle fejl.Jeg forstår ikke Information betaler for sådan en omgang fusk og propaganda. Jeg vil ikke tage Ahmadinejads side, men der må være et vist niveau?

"SIMPELT TYVERI AF JORD"
Ejendomsretten (den nationale) er forudsat i Folkeretten, og ejendomsretten synes efterhånden at være stiltiende forudsat i Menneskerettighederne - begreber. der snart er ligeså tvetydige som moral og demokrati.

Henning Ristinge

Hvordan dyrker jeg nogen som helst? Jeg fremlagde en rapport fortaget af en velkendt amerikansk universitet der viser at Sunni muslimer (det er de fleste araber) finder Hezbollah for positivt stikmodsat hvad Hitchens skriver.

Jeg undrer mig over hvor langt du når i din hverdag med denne holdning at tilsidesætte viden i forhold til holdninger.

Men det er jo fint nok hvis du synes at Hitchens analyse rammer lige på pletten, det er ikke mig eller for den sags skyld andre end dig selv du fører bag lyset. :) Realiteten ændres ikke af dine drømme!

- Arash

Henning Ristinge

Arash

folk der støtte det fasistiske regime i Iran og støtter Hisbollh er fascister - de er ikke mine venner - det første Iahtollaherne gjorde efter magtovertagelsen i Iran var at myrde ved hængning en af mine venner - lederen af det progressive demokratisk orienterede kommunistparti.

Gudspartiet er fjender af alt hvad der er progessivt!

Henning Ristinge

Du var ude med noget der svært kan fortolkess som andet end støtte til Hisbolla og præstestyrets manupulation af valget i Iran