Kronik

Gyldne regler for forebyggelse af kriminalitet

Børn og unge, som er kriminelle, opfører sig truende og udøver hærværk og vold, skaber utryghed i skoler, butikscentre og lokalområder. Deres adfærd udgør et stort problem i de såkaldte ghettoer, som vi skal gøre noget ved. Men hvad kan en holdbar løsning være?
Tingbjerg ved København er blevet udpeget som et meget belastet ghetto°©°©omr?de.

Tingbjerg ved København er blevet udpeget som et meget belastet ghetto°©°©omr?de.

Sofie Amalie Klougart.

29. oktober 2010

Et af regeringens netop offentliggjorte 32 initiativer for at få ghettoen tilbage til samfundet er, at den boligsociale indsats skal styrkes. Det lyder lovende.

Desværre er initiativet ikke udfoldet, så det er svært at vide, hvad der ligger i det. Til gengæld lover regeringen i relation til kriminaliteten mere (synligt) politi, hurtig sagsbehandling af sager mod de kriminelle unge, øget tv-overvågning, betingede pletter på straffeattesterne til de unge under 18 og flere pålæg til forældre med mere økonomisk sanktion, hvis de ikke overholdes.

Det er en broget buket, som i sin substans repræsenterer begge de retninger, som løsningen af problemerne med socialt udsatte og kriminelle børn og unge følger i dag.

Den ene kalder de ansvarlige politikere typisk for »konsekvens« med straf og indespærring som primær strategi. Den anden byder på intensiv forebyggelse og kun straf til de få, som ikke kan nås på anden måde.

Jeg skal hermed slå et ordentligt slag for den sidste, når vi skal nå de respektløse, asociale, kriminalitetstruede børn og unge. Nogle af dem skal stadig anbringes uden for hjemmet. Ikke som straf men som en sikring af deres trivsel og udvikling.

Medicinen kurerer ingen

Jeg understreger det, fordi den mulighed forekommer fraværende i debatten. I stedet snakkes der meget om pålæg, politi, straf og indespærring. En tankegang, som også gennemsyrer de ændringer, Folketinget har vedtaget de seneste år i form af nedsættelse af den kriminelle lavalder til 14 år, fjernelse af det lave strafmaksimum for børn, elektronisk fodlænke til børn på 12 år, lempet brug af sikrede institutioner, indførelse af delvist lukkede døgninstitutioner, låste døre i de øvrige døgninstitutioner samt forældre- og ungepålæg med økonomisk sanktion. Alle disse ændringer er en barsk medicin, som rammer ved siden af det store flertal og dertil er fuld af bivirkninger. Og så er det dyrt ad h ... til.

Der sendes mange flere unge i fængsel, og brugen af de sikrede institutioner stiger og stiger. Her kan de unge opleve skintilpasningens fordele og lære nye muligheder for kriminel kreativitet.

Det er en vanvittig udvikling, fordi vi ved, at det ikke virker. Det er ellers populært og fornuftigt at efterspørge, at socialt arbejde er evidensbaseret. I dette tilfælde er der tale om en sær form for omvendt evidens, fordi ændringerne er vedtaget stik imod bedre vidende.

Om støtte, ikke straf

Tager man et godt kig på eksisterende eksempler på godt kriminalitetsforebyggende arbejde, er der ingen tvivl om, hvori de gode løsninger findes.

De handler om forebyggelse via solidt socialt arbejde over for både de kriminalitetstruede børn og unge og deres forældre. Vi skal sikre børnenes skolegang, hjælpe de unge med uddannelse og job og støtte forældrene i at bakke dem op. I Dansk Socialrådgiverforening har vi sammenfattet erfaringerne i nogle »Gyldne regler for det kriminalitetsforebyggende arbejde med børn og unge«.

Det er ikke en facitliste men et stærkt og praksisfunderet bidrag til debatten om, hvordan vi forebygger den hårde kriminalitet i boligområderne. En indsats som er forbløffende lidt beskrevet i regeringens ghettoplan.

Udsatte børn og unge bliver både konkret og i overført betydning hyppigt sat udenfor døren, men vi skal gøre det modsatte. De skal ind i fællesskabet og mærke, at der er brug for dem.

Vi skal møde dem åbent og i øjenhøjde, også når det er besværligt. De er ikke født ligeglade eller uden for pædagogisk rækkevidde. De kan nås, og de skal nås. Samtidig skal vi stille krav om, at de selv dropper deres destruktive subkulturer. Vi skal forvente af dem, at de går i skole, bruger fritiden på noget fornuftigt, viser respekt for andre mennesker, uddanner sig og forsørger sig selv, når de kommer så langt.

Uddannelse frem for alt

Positive forventninger genererer positiv adfærd.

Til gengæld skal deres skolemuligheder sikres, og de skal støttes i at gennemføre en uddannelse herunder som regeringen foreslår sikres en praktikplads. Når disse børn og unge har begået ulovligheder, skal de så vidt muligt rydde op efter sig. Det er en del af tænkningen i det, der kaldes genoprettende ret (restorative justice), som vi bl.a. kender fra konfliktråd og samfundstjeneste.

Genoprettende ret skal som en afgørende forudsætning udspringe af dialog og indgå i det samarbejde, der er omkring børnene, de unge og forældrene om skolegang, pædagogisk støtte, fritidstilbud, hjælp til uddannelse og job osv. Genoprettende ret er ikke straf i en så-kan-de-lære-det-forstand, som f.eks. forældre- og ungepålæggene er. Straf og løftede pegefingre medfører ikke læring, kun skintilpasning og forstærket modstand.

Derfor skal genoprettende ret bygge på gensidigt forpligtende aftaler, og en række aktører skal samtidigt og koordineret danne en ubrydelig kæde, som hjælper familierne og deres børn ind på en anden farbar vej.

Tendensen i den seneste lovgivning trækker i retning af at køre forældrene til de kriminalitetstruede børn og unge ud på et sidespor. Men det er helt galt. Forældrene skal mere på banen, ikke mindre. Vi skal både stille krav til dem om, at de løfter deres del af omsorgen og opdragelsen, og støtte dem med rådgivning, forældreuddannelse, behandling med videre, så de kan leve op til forventningerne.

Ikke med flere pålæg og mere økonomisk sanktion, men ved konstant og vedholdende at insistere på et samarbejde. Det kræver mere tid og tålmodighed, end der er mulighed for at yde fra kommunernes side under det nuværende sparehelvede, men sådan en prioritering er nødvendig og vil betale sig selv tilbage mange gange.

De professionelle voksne skal både være opdragere og troværdige rollemodeller. De skal vise, hvad der er rigtigt og forkert, tage klar afstand til kriminel adfærd og alligevel stå ved børnenes og de unges side også når deres frastødende adfærd gør det svært.

De gode resultater opstår gennem bæredygtige relationer mellem de kriminalitetstruede børn og unge og fagligt kvalificerede, stabile professionelle voksne, som kan give børnene og de unge en ydre styring, der kan give dem indre ro til at modnes og finde konstruktive måder at leve med sig selv og andre på. Derfor skal de professionelle voksne, hvis børnene/de unge begår nye tåbeligheder, rykke endnu tættere på og fastholde relationen og opdragelsen i stedet for som endnu en i rækken at trække sig og ekskludere dem fra fællesskabet.

Indsatsen kræver samarbejde, tværfaglighed og stabilitet. Det lokale politi er kun ét led i den ubrydelige kæde af voksne, som også tæller læreren, klubpædagogen, sagsbehandleren, uddannelsesvejlederen, fodboldtræneren, fædregruppen, beboerrådgiveren og afdelingsbestyrelsesformanden, og som effektivt samarbejder imod kriminalitet i de belastede boligområder.

De skal alle sammen vide, hvilke børn og unge, der har problemer, og hvor der er forældre eller andre voksne at bygge på. Dermed kan der gribes hurtigt ind og reageres inden for to-tre døgn, som de allerede gør bl.a. i Gellerupparken, så vi slipper vi for det vakuum, som opstår, når de kriminelle unge venter på en reaktion. Hurtig reaktion er således et godt udspil fra regeringen.

Mestre i manipulation

Al erfaring viser nemlig, at manglende reaktion eller ventetid på en dom cementerer de unges opfattelse af sig selv som kriminelle, og efterlader ofrene for kriminaliteten dybt frustrerede. Af uransagelige årsager fungerer sådan et samarbejde kun få steder, ofte med udgangspunkt i samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi (SSP). Det skal styrkes væsentligt. De udsatte børn og unge er nemlig verdensmestre i at spille et usammenhængende system ud mod sig selv og sætte ukoordinerede voksne skakmat.

Vi skal altså mobilisere de ressourcer, der findes i det civile samfund og kombinere dem med de professionelle indsatser. Derved kan vi skabe gode bymiljøer, som de kriminalitetstruede børn og unge involveres og forpligtes i, og hvor de motiveres til at vælge en anden vej. Hvis det er det, regeringen mener med, at det boligsociale arbejde skal styrkes, og hvis regeringen mener det reelt og vil betale, hvad det koster, så er der grund til optimisme.

Bettina Post er formand, Dansk Socialrådgiverforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

"Det er en vanvittig udvikling, fordi vi ved, at det ikke virker. ... I dette tilfælde er der tale om en sær form for omvendt evidens, fordi ændringerne er vedtaget stik imod bedre vidende."
Det er jo det, der er så fortvivlende galt ved adskilligt, der sættes i værk!
Men det stemmer fint med vor tidligere statsministers udtalte foragt for eksperter. Viden og saglighed skal ikke stille sig i vejen for noget.