Hvorfor leder vi stadig efter olie?

At opbruge de eksisterende reserver er allerede den sikre vej til klimakatastrofer - alligevel bores der febrilsk for at afdække nye felter
2. oktober 2010

Lad os for en kort stund glemme det arktiske miljøs skrøbelighed og de sandsynlige skadevirkninger af udslip her. Glem også alt om farerne ved dybhavsboringer i farvande hjemsøgt af storme og isbjerge og glem de vanskeligheder (langt større end i den Mexicanske Golf), der vil være forbundet ved at tilproppe en læk der. For et endnu mere fundamentalt og principielt spørgsmål rejses af den nylige opdagelse af nye olieforekomster ud for såvel Grønlands kyst som vest for Shetlandsøerne: Hvorfor dælen bliver vi ved med at lede efter olie?

Det her burde ikke være svært at forstå. Hvis vi afbrænder bare 60 procent af de nuværende globale reserver af fossile brændstoffer, er vi garanteret to graders ekstra global opvarmning. Og når vi ikke engang har råd til at bruge det, der allerede er opdaget, er det selvsagt spild af tid at lede efter endnu mere. Men ingen hverken nuværende eller tidligere regeringer har endnu ønsket at tage konsekvensen af den indsigt. Før det seneste britiske valg konfronterede jeg miljøordførerne fra de tre store partier med dette spørgsmål. Kun Ed Miliband (der siden er blevet ny partiformand for Labour, red.) syntes at forstå, hvor jeg ville hen, men kunne alligevel ikke følge mig. De to øvrige (fra henholdsvis De Konservative og Liberaldemokraterne, red.) himlede op med retorik, som ikke formåede at tilsløre den grundlæggende modsigelse i deres politiske programmer: At de på én og samme tid ville bremse efterspørgslen efter fossile brændstoffer og øge udbuddet.

Vrøvl

Der er tre mulige måder at forsvare selvmodsigelsen på. Den første, som Ed Miliband greb til, da jeg konfronterede ham, var argumentet om, at de nationale reserver jo falder, så hvis vi undlader at tage nye felter i brug, vil vi blot erstatte olien herfra med øget import. Det samme argument kan ethvert andet land jo fremføre og resultatet bliver, at ingen bakker ud. For tiden er der kun ét land i verden - som ikke agter at udnytte sin olie: Ecuador. Hvis regeringer som den britiske vil gøre alvor af sin hensigt om at forebygge mere end to graders opvarmning (og undgå at udsætte sig for anklager om hykleri) må den eneste konsekvente holdning være at indstille alle prøveboringer og i stedet beslutte sig for, hvilke af de 40 procent eksisterende og kendte fossile brændstofreserver, der bør forblive uudnyttede.

En anden forsvarsstrategi består i at hævde, som den nuværende britiske regering gør, at nye reserver kan bidrage til at bygge bro mellem gamle og nye teknologier: Som om det spillede nogen som helst rolle, hvor meget mere vedvarende energi vi producerer, hvis vi samtidig afbrænder mere end de nuværende fossile brændstofreserver! Hvis vi afbrænder alle 100 procent plus nogle af de endnu opdagede vil vi se globale temperaturstigninger på fire, fem eller seks grader, uanset hvor meget atomkraft, vind eller sol, vi så også bruger ved siden af. Man kan ikke stoppe klimaforandringerne med investeringer alene. Der vil uvægerligt også blive behov for at afinvestere og afvikle. Endvidere vil udvikling af nye reserver af fossile brændstoffer i sagens natur kun forsinke overgangen til ikke-fossil energi, da det holder prisen på kulstofbaseret energi nede og samtidig sikrer, at værdien af grønne investeringer fortsat forbliver i nogen grad usikker.

Det tredje halmstrå, som de olieboreglade klynger sig til, består i at insistere på, at kausalforbindelsen mellem afbrænding af fossile brændstoffer og den globale opvarmning kan brydes ved hjælp af kulstofopsamling og -lagring, også kendt som CCS. I teorien lyder det besnærende og i praksis vil det måske også blive muligt i et vist omfang. Men chancerne for, at vi vil se en storstilet satsning på CCS tegner spinkle. En ny undersøgelse fra Det Nationale Tekniske Universitet i Athen tyder på, at kulstofpriserne i Europa mellem nu og 2030 sandsynligvis fortsat vil udvikle sig så svagt, at de subsidier til CCS, som i dag tilbydes af de europæiske regeringer, slet intet vil batte til en sådan nødvendig omstilling.

Og selv om en massiv udbygning med CCS var en reel mulighed, ville CCS stadig ikke række til at reducere udledningerne fra den afbrænding af olie, der går til transport og en stor del af boligopvarmning. Der findes ingen rentable midler til opsamling af kuldioxid fra disse kilder.

Risikovurdering

Så hvordan beslutter vi os for, hvilke 40 procent vi vil efterlade i jorden? Svaret ligger lige for: Det skal selvfølgelig være de reserver, hvis udnyttelse kan medføre de alvorligste miljømæssige og sociale konsekvenser. Med det kriterium vil udvinding i både Arktis og farvandet vest for Shetlandsøerne være udelukket.

Mens jeg skriver dette, er fire Greenpeace-aktivister gået i gang med at træde vand i det åbne hav 150 km fra Shetlandsøerne. De prøver at forhindre et boreskib bestilt af Chevron i at nå sit bestemmelsessted. De har en god sag. West of Shetland Task Force, en sammenslutning af olieselskaber og statslige embedsmænd har betegnet det område, hvor Chevron vil forsøge at bore, som et »ekstremt fjendtligt miljø«. Selskabet har til hensigt at lede efter olie i 1570 meters dybde - stort set på det niveau, hvor Deepwater Horizon arbejdede - i et område med kraftige vinde og stærk strøm.

Så sent som juni erklærede den britiske miljøminister, Chris Huhne, ellers, at »virkningerne af eksplosionen på Deepwater Horizon giver os stof til eftertanke, især i lyset af de forstående prøveboringer på store havdybder i britisk farvand vest for Shetlandsøerne.«

Indse det nu

Tænkepausen varede i et millisekund. For allerede da han gav udtryk for denne betænkelighed, var hans ministerium i fuld gang med at drøfte skattelettelser og -fritagelser med de virksomheder, der ønsker at arbejde her. Og på et topmøde i Norge i sidste uge saboterede den britiske regering et tysk forslag om en international undersøgelse af dybhavsboringer.

Indse det nu: At forebygge løbske klimaforandringer er ensbetydende med at afvikle fossile brændstoffer. Det indebærer som minimum, at vi må give afkald på to femtedele af de eksisterende reserver. Og vil kræve et globalt moratorium for yderligere prøveboringer, ikke blot på dybt vand, men overalt. Når vi alligevel ikke kan bruge det, må vi holde op med at lede efter det.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Atle Hesmyr

Bare en liten flik av kapitalismens absurditeter dette, Monibot... Den har alltid vært et dødfødt prosjekt. Og "brutto nasjonalprodukt" kan få stå som dens epitaf; jo mere svinn og ødeleggelse, desto bedre. Takke meg til real subsistensøkonomi, som kan romme forestillingen om at det er dyrt å ødelegge -- ja, kanskje endog uopprettelig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Muldtofte

...burde slet ikke være nødvendigt at skrive den

slags, men på trods af det selvklare budskab taler han for døve øren.
Klimafraserne er langt hen ad vejen udenadslært newspeak, hvis man ser bort fra den lille skare der dog indrømmer at de er skideligeglade...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Atle Hesmyr

Hvis man gidder å lete litt i dette "dumme dyrets" historie, så findes der dog spor etter et rikt potensial, om enn dette ikke får utfolde seg i særlig grad under absurdkapitalismens vilkår. Mon tro om der ikke også findes en viss kollektiv intelligens og forståelse av artens avhengighet av et balansert forhold til sitt naturmiljø. Misantrop eller filantrop? Man får gjøre et selvstendig valg ut i fra historiens eksempler, og se om der kanskje fremdeles findes individer som setter andre ting i fokus enn materiell egnenytte.

anbefalede denne kommentar