Kommentar

Men jeg inhalerede ikke ...

Intet undslipper pressens nysgerrige linse. Politikerne kan lige så godt vænne sig til det og løslade skeletterne fra skabsmørket
Debat
22. oktober 2010

»Intet kan skjules - offentligheden vil vide alt og kommer til at vide alt.« Sådan sagde den hollandske højrefløjspolitiker Pim Fortuyns kampagneleder, Kay Van der Linde, allerede i 2002 i forbindelse med Fortuyns offentlige indrømmelser af sine ekstravagante vaner og livsstil.

Samme pointe fremfører politisk redaktør for magasinet Washingtonian, Garrett Graff. Han sammenligner den moderne politikers situation med Miranda-advarslen: 'Alt, hvad du siger eller gør, kan blive brugt imod dig i en retssag.'

Der er kameraer og optagere i enhver mobil og i modsætning til tidligere, hvor alt, hvad politikere sagde, blev præsenteret i små soundbites på tv, bliver alting nu lagt på nettet i lange udgaver. Alle kan google det, se, læse og lytte til det, hvor og hvornår, de vil.

Det ved Ole Sohn om nogen. Partiernes snushaner higer og søger i gamle bøger for at finde snavs fra fortiden om deres modstandere. Bilagsrod, sexvaner, rod i privatøkonomien, misbrug, medlemskaber af hemmelighedsfulde loger, forkærlighed for sort arbejde, røde paroler og multifarvede elskerinder. Der kigges nøje på valg af bolig og folkeskole - er det nu politisk korrekt og matcher kandidatens partifarve? Og hvordan er politikernes omgang med mad, drikke og dyr? Det må og kan ikke komme bag på politikere, at de bliver stillet til regnskab for deres fortid, og at deres (dobbelt)moral vil blive afprøvet. Dette gælder både de rent lovmæssige overtrædelser (som jo skal straffes) og de mere normative. Det har været spillereglerne lige siden ruder konge var knægt.

Undskyld, undskyld

Alt tæller og kan bruges. Skaden sker. Og omfanget af den kommer an på, hvad man finder, og hvor hurtigt den pågældende siger 'undskyld'. Han eller hun skal tilsyneladende for alt i verden erkende det kompromitterende. Hvad enten det som nu i Ole Sohns tilfælde er et politisk medlemskab, eller det er en mere privat forseelse som Naser Khaders plankeværk, Henriette Kjærs ubetalte markise eller Peter Brixtoftes rødvinseskapader. Eller de udenlandske eksempler: Bill Clinton, som indrømmede at have prøvet at ryge marihuana dog uden at inhalere, og som »ikke havde et seksuelt forhold til« en vis miss Lewinsky. Og hvem husker ikke Nixon, der blev knaldet for at lyve i Watergatesagen, eller svenske Mona Sahlin og hendes chokoladeindkøb på statens kreditkort.

Moralen er at være ærlig om sin fortid - som indgangsreplik, eller når man bliver konfronteret med noget, man har gjort, som stadigvæk er kompromitterende for ens embede eller for ens troværdighed. Det er også meget nemmere end at fortie eller lyve. Alternativt kan man forsøge aldrig at begå lovbrud eller have en livsstil, der ikke levner 'noget at komme efter' eller noget at 'feje ind under gulvtæppet'. Man kan stille op så tidligt i sit liv, at man umuligt kan have nået at have haft et liv, inden man kandiderede til en politisk post.

Duksedrenge, nej tak

Men er det sådan nogle politikere, vi vil have? En politiker, der har tilbragt hele sit liv med at tage noter til kongresser og udvalgsmøder i det lokale byråd? En, som kun har datet folk af modsat køn og partifarve. En, som har læst statskundskab til 12,0 - men spillet fodbold og kysset til -3. En, som kan Partibogen, som vi andre kan vores Vild med Dans-deltagere. En, som kun har været ansat i et ungdomsparti og aldrig haft et rigtigt arbejde. En, som aldrig har prøvet noget - hverken på sex-drugs- eller rock n' roll-fronten? En, som aldrig har rejst i ånden, i verden eller i seksualiteten? Gab! Er det en troværdig og attraktiv kandidat? Nej, det er en replikant fra Blade Runner!

Jeg vil have kandidater og et folkestyre, jeg kan spejle mig i. Kandidater, der har levet et liv. Gerne et rigtigt arbejdsliv med bundlinje, salgstal og faktureringskrav. Kandidater, som har eksperimenteret med egne grænser, som har tomlet verden rundt mindst én gang, har arbejdet sort og har danset topløs på stranden i Goa for the hell of it!

Jeg vil have kandidater, som bare én gang har købt en taske til over 4.000 kr., én gang har fortalt en racistisk vittighed og har haft en kæreste, der ikke tålte dagens lys. Kandidater, der har tisset i bukserne af skræk for at blive fanget af butiksdetektiven med det seneste 'Vi Unge-blad' i frakkeærmet. Jeg vil se kandidater, der har haft latterlige politiske sympatier i deres ungdom, ligesom jeg selv havde. Om det så var som medlem af bz-bevægelser, Greenpeace, Jyderne ud af byerne, Master Fatmans krammeparti eller DKP. Men jeg vil også have, at de senere har taget oprigtigt afstand fra disse dumheder og indrømmet, at de er blevet klogere, at de kan tage afstand fra tilværelsens dunkle til- og fravalg.

Jeg vil have kandidater, der har tvivlet og taget fejl. Jeg vil have kandidater, der ved, hvad det vil sige at leve ude i virkeligheden. Og som forholder sig til tilværelsens ægte problemer - og ikke til deres eget image, levebrød og næste genvalg.

Man har lov til at blive klogere. At have et standpunkt, til man tager et nyt, som Krag sagde. I sidste ende må det være vælgerne, der dømmer, om kandidaten stadig er værdig til at være deres tillidsmand. Det er vælgerne, der skal tage stilling til grådigheden, dobbeltspillet, egoismen eller som i Ole Sohns tilfælde den manglende politiske dømmekraft hos en ung DKP-formand, der senere har lagt afstand til sin ungdoms fejltagelser.

Skeletter på udgang

Det er interessant at betragte, hvordan den enkelte politiker reagerer på anklagerne. Om de som drengerøvene i Klovn bruger klassikeren »benægt, benægt, benægt« eller forsøger at tie problemerne ihjel som Lene Espersen. Man kan selvfølgelig også omgå sandheden som Ed Kennedy gjorde, da han var flygtet fra en trafikulykke med dødelig udgang eller direkte undskylde, som Ole Sohn nu endelig forsøger efter to uger i skærsilden. 'Undskyld' er stadig det mest effektive våben mod skandalerne, og hvis man ikke undskylder, har man sikkert noget at skjule.

Enkelte politikere tager tyren ved hornene lige fra begyndelsen og outer sig selv. Mesteren i den disciplin var netop den nu afdøde politiker Pim Fortuyn.

Præsident Obama har brugt en lignende strategi. Han skrev en bog forud for sin kampagne, hvori han indrømmede, at han rent faktisk havde inhaleret marihuana. Og svenskernes statsminister Frederik Reinfeldt har for nyligt proaktivt forsøgt at stoppe negative kampagner, før de bed sig fast i ham eller hans ministerhold. Han opfordrede alle de potentielle ministre til at indrømme eventuelle lovbrud, de måtte have begået i deres fortid. Flere af Reinfeldts ministre krøb til korset og fortalte om hashrygning og fratagelse af kørekort. Socialministeren indrømmede endda, at han havde haft en sort rengøringshjælp i et halvt år. Alle ministre blev alligevel ansat. For ærlighed varer længst. Og så man slipper for, at der vælter skeletter ud af skabene.

Måske ville man gøre danske vælgere en stor tjeneste ved at bede alle folketingskandidater om at sende deres skeletter på udgang. Så vi kan begynde at tale politik igen. Ville det ikke være vidunderligt?

Mette Bom er journalist og webkonsulent. Hver fredag skiftes Emilia van Hauen, Pernille Rosenkrantz-Theil, Zenia Stampe og Mette Bom til at skrive ugens klumme på denne plads

Serie

Med andre øjne

Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Information har spurgt en række eksperter, som alle gennem deres arbejde eller baggrund ser på problemstillingen fra udlandet.

Tidligere artikler i serien:
’Danmarks opskrift på global succes’ (28. dec.)
Globaliseringstænker Jørgen Ørstrøm Møller, Singapore:
Sælg know-how i Asien (29. dec)
Kommende artikel:
Stjernearkitekt Jan Gehl,
København: ’Dansk livsstil
som eksportsucces’

Seneste artikler

  • Dansk livsstil som eksportvare

    4. januar 2011
    Borgmestre fra New York til Mexico City hyrer ham for at forbedre deres byer. Jan Gehl mener selv, at han eksporterer en hjemmedyrket dansk ideologi, som vi har vævet ind i hele samfundet
  • Sådan får vi succes i Kina

    3. januar 2011
    Forretningsmanden Simon Lichtenberg ser masser af muligheder for dansk erhvervssucces på det kinesiske marked. Vores udfordring bliver at sælge teknologi uden at få stjålet opskriften af kineserne selv. Det er de nemlig eksperter i
  • Sælg knowhow i Asien

    30. december 2010
    Vi danskere skal betragte asiater som kunder frem for konkurrenter, og så skal vi målrettet og med offentlige midler opdyrke nicher, hvor vi kan sælge vores viden til dem. Det mener den Singapore-bosatte globaliseringstænker Jørgen Ørstrøm Møller

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

En, som kun har været ansat i et ungdomsparti og aldrig haft et rigtigt arbejde. En, som aldrig har prøvet noget - hverken på sex-drugs- eller rock n’ roll-fronten? En, som aldrig har rejst i ånden, i verden eller i seksualiteten? Gab! Er det en troværdig og attraktiv kandidat? Nej, det er en replikant fra Blade Runner! <-- Er det ikke en rammende beskrivelse af flertallet af vores "politikere"

Søren Kristensen

Chooladetyveri på statens regening er patetisk, ligesom en lang række andre småforbrydelser, bilsagsfusk. sex med mindreårige, you name it. der alt sammen øjeblikkeligt sætter enhver folkevalgt i forlegenhed eller det der er værre. Men at det i den modsatte ende af det moralske spektrumj takseres til et plus at man fx. ALDRIG har røget hash fatter jeg ikke. Og jeg nævner det kun fordi den med hashen dukker op hvergang. Dem der ALDRIG har prøvet et enkelt lille hvæs er jo at sammenlige med de (ofte religiøs inspirerede) originaler som aldrig har prøvet at drikke en øl. De burde sige UNDSKYLD for deres helt åbenlyse mangel på nysgerrighed. For hvordan opnår man erfaring hvis man ikke er nysgerrig og hvordan vil man indrette et samfund for andre, hvis man ingen erfaringer har? Jeg er med andre ord helt på linje med forfatteren, men jeg vil gå et skridt videre og kræve en UNDSKYLDNING.

At man aldrig har prøvet at tage stoffer er sgu da en syg ting, at kritisere en folkevalgt for.
Hvis I mener den logik skal følges konsekvent håber jeg fandme ikke I nogensinde kommer til at skulle nedsætte en arbejdsgruppe, der skal behandle børnemisbrug eller voldtægt...

Michael Skaarup, det kan da ikke være Lars Løkke
du hentyder til,vedholdende forlydender siger at han er temmelig glad for et narkotikum der i daglig tale kaldes "fad-bamser" og han har da også været i Afghanistan og hvad ved jeg .. De billeder vil han så heller ikke have offentliggjort og Jørn Stjerneklar hjælper ham med at forhindre det af bedste evne ..
http://img246.imageshack.us/img246/8985/larsbinrasmussen.jpg

Peter B. Jensen

Hvis nu bare folketinget var repræsentativt, så der også var plads til en deprimeret eks-alkoholiker, en enlig mor og en førtidspensioneret håndværker, så ville det heller ikke være et problem med de åleglatte dydsmønstre.
Bredde i folkestyret er nok den bedste sikring for at det ikke bliver enstænkende kopier fra samme samlebånd, der skriver rammerne for alle os forskellige borgere. Uanset om de så er strøget med et cand. polit jern, eller krøllet af vilde og eksotiske oplevelser.

Men det er vanskeligt. For vores politiske holdninger genspejler sig ofte i vores valgte livsstil - eller omvendt. Så meget at vi nu forventer slips og kontorvom på højrefløjen, og Helle Thorning er en suspekt socialdemokrat fordi hun ikke ligner arketypen.

Måske vi kunne gøre det simplere. Årlige stopprøver for politikere med spørgsmål fra alle livets forgreninger. Så ved vi i det mindste hvem vi har med at gøre.

Jørgen Jørgensen

Fantastisk, Oluf!

Dette har jeg ledt efter længe:

http://img246.imageshack.us/img246/8985/larsbinrasmussen.jpg

Har vi så basis for en undersøgelse af om vi har 5.kolonnefolk for bin laden i regeringen?

" Som vi andre kan vores vil med dans deltagere...."

måske du skulle smide det forbandede fjernsyn ud af vinduet.

Det bliver man ikke dummere af.

Michael Skaarup

Jo Oluf.. det er hele banden af højlønnede dagdrivere på Christiansborg jeg hentyder.

Og læser man denne artiklen i sammenhæng med "Ugens bommert: 'Vi konservative skriver helt ens'
K-folketingsmedlemmer grebet i flovt tekstplagiat" - http://www.information.dk/248407

Så får man tydeliggjort billedet, og hvis man dertil ligger div. spindoktorers offentlige kendte misgerninger ind, så tegner der sig et billedet af en flok aldeles talentløse og ligegyldige nullerter, uden karakterer

Jørgen Muldtofte

"Jeg vil se kandidater, der har haft latterlige politiske sympatier i deres ungdom, ligesom jeg selv havde. Om det så var som medlem af bz-bevægelser, Greenpeace, Jyderne ud af byerne, Master Fatmans krammeparti eller DKP. Men jeg vil også have, at de senere har taget oprigtigt afstand fra disse dumheder og indrømmet, at de er blevet klogere, at de kan tage afstand fra tilværelsens dunkle til- og fravalg."

Er der nogen der kan oplyse mig om det latterlige eller dumme i at sympatisere med Greenpeace? Lige p.t. udfører de fx. en form for fiskerikontrol, som kun er nødvendig fordi myndighederne svigter opgaven.

Skribenten kunne mere passende have nævnt Dyrenes Befrielsesfront, som er de psykopater der lukker mink ud til stor skade for både mink, natur og landmænd.

JMu