Kronik

Kendis-demokrati er det det vi vil?

Mens de kendte forsøger at indtage Christiansborg, har Christiansborgs politikere travlt med at svinge træbenet for åben skærm. Tendensen er klar, men hvilke konsekvenser har det for vores samfund. Er vi på vej mod et kendis-demokrati, og skal politikere vælges på baggrund af deres underholdningsfaktor?
Katrine Bonde og Kristian Jensen røg ud af 'Vild med dans' i sidste uge.

Katrine Bonde og Kristian Jensen røg ud af 'Vild med dans' i sidste uge.

Jeppe Michael Jensen

15. oktober 2010

Aftenens udgave af Vild med dans bliver uden Kristian Jensen. På trods af god opbakning fra sin kone og tre ministre blandt publikum måtte han sidste uge tage afsked med programmet. I denne syvende sæson af TV 2s succes var kuglestøderen og mediestjernen Joachim B. Olsen blevet erstattet af Venstres næstformand og folketingsmedlem, Kristian Jensen. Og mens Jensen har haft travlt med at lære tango for åben skærm, har Joachim B. Olsen kastet sig over en politisk karriere i Liberal Alliance. Umiddelbart lyder det måske ganske fint, men selv om det er underholdende at følge Kristian Jensens oplæring i dansens kunst, er vi nødt til at overveje konsekvenserne af, at politikere og andre folkevalgte forsøger at kapre stemmer via underholdningsprogrammer.

Men er der da ligefrem tale om stemmekapring? Læser vi Kristian Jensens indlæg på Venstres hjemmeside om sin deltagelse i Vild med dans, så ser det ud til, at det er hans interesse for dans, der har fået ham til at melde sig under dansefanerne. Tilsyneladende har han da også overvejet, om folk vil kunne skelne mellem »den seriøse Kristian i folketinget og den afslappede Kristian i fjernsynet«. I sidste ende har han dog valgt at ignorere disse spørgsmål og i stedet besluttet sig for at »mærke efter i maven«, om han ville lære at danse.

Det lyder jo alt sammen meget godt; men spørgsmålet er, om vi kan leve med, at regeringspartiets næstformand lader sin mave afgøre beslutninger om sin offentlige optræden. Når han samtidig vælger at invitere tre ministre med blandt publikum, kan vi begynde at stille spørgsmåls ved, om politik og underholdning ikke er ved at komme lidt for tæt på hinanden. Hvis interessen for dans var grunden til at deltage, kan vi undre os over, at han vælger at bruge sin sparsomme fritid på at danse for åben skærm i stedet for at gå til danseundervisning med sin kone. Hvis det ikke er interessen for dans, der ligger til grund for Kristian Jensens deltagelse, hvad er det så, der får et travlt folketingsmedlem til at deltage i et sådant program?

På trods af Kristian Jensens indlæg på Venstres hjemmeside må vi konstatere, at det ikke kun er en nyfunden interesse for dans, der har fået ham til at sige ja til at være med. Derimod ligger der et langt mere strategisk motiv for deltagelsen bag: nemlig stemmer. Hvad enten Kristian Jensen kan lide at sige det eller ej, så er det jagten på stemmer, der er flyttet fra den politiske arena og ind på dansegulvet.

Propagandaplatform

Hvilken betydning har det, at politikerne er med i underholdningsprogrammer på landsdækkende tv, mens de bestrider nogle af de mest magtfulde hverv i danskernes tjeneste?

Kristian Jensen siger det selv: »Kan folk skelne mellem den seriøse Kristian og den afslappede Kristian?« Mit svar er nej. Den person, vi ser i Folketinget, er ikke er den samme som den person, vi ser danse rundt i tv. For mens Kristian Jensen måske kan skelne mellem det, han laver i sin arbejdstid, og det, han laver i sin fritid, så ser det altså anderledes ud for den almindelige dansker. Når Kristian Jensen deltager i debatten i Folketinget, er det hans politiske holdninger, vi hører om, men når han deltager i et underholdningsprogram på TV 2, er det privatpersonen Kristian, vi lærer at kende.

Problemet opstår, når Kristian Jensens personlighed, som vi ser den i Vild med dans, får indflydelse på, hvad vi synes om hans politiske holdninger. Det er her, et ellers uskyldigt tv-program risikerer at blive forvandlet til en propagandaplatform. Når en politisk debat i forbindelse med Folketingets åbningstale, med ministre og partiformænd, på TV 2 afsluttes med spørgsmålet om, hvorvidt Kristian Jensen vinder Vild med dans, så er det helt tydeligt, at politik og underholdning er ved at komme foruroligende tæt på hinanden. Om det er skadeligt for vores demokrati? Døm selv!

Men hvad sker der, når det går den modsatte vej? Hvad sker der, når kendisser vil være politikere? Joachim B. Olsen er som sagt det seneste skud på stammen. Og det er ikke for ingenting, at hans forbillede er Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger. Kendisser i politik er nemlig et amerikansk fænomen, der som så mange andre amerikanske fænomener har gjort sit indtog i Danmark de seneste år. Både Ronald Reagan og Arnold Schwarzenegger blev henholdsvis præsident og guvernør i USA efter at have været skuespillere i Hollywood. Der er da også evner, de kendte kan tage med til deres politiske karriere. Ronald Reagan drog for eksempel stor fordel af sin tidligere karriere som skuespiller, når han skulle fremføre taler. De kendtes tidligere hverv er altså ikke nødvendigvis en hæmsko for deres politiske karriere, snarere tværtimod.

Succesfuld kendis

Kigger vi herhjemme, er Klaus Bondam et eksempel på en politiker, der startede inden for underholdningsbranchen. Bondam, der efter en længere karriere inden for underholdningsbranchen afstod fra chefposten i Folke- teatret og valgte at gå ind i kommunalpolitik, har vist sig som en succesfuld kendis i politik. Det sympatiske ved Bondams eksempel er netop, at han gjorde op med karrieren som skuespiller, før han gik ind i politik.

Om Joachim B. Olsen vil være i stand til at adskille underholdning og politik på samme måde, vil være afgørende for hans politiske troværdighed i fremtiden. Problemet med kendisser i politik opstår nemlig først, når de to ting blandes sammen. Og det er værd at bemærke, at det er Bondam, der som tidligere skuespiller viser sig bedre kvalificeret til at undgå dette end Venstres næstformand.

Tager erfaringer med

Kendisser, der forsøger sig i politik, må vi vænne os til, for vi har med Bondam og B. Olsen sandsynligvis kun set toppen af isbjerget, hvilket vel også er i orden. Demokratiet er jo skabt for at ligestille os alle, så hvorfor skulle en persons tidligere karriere have indflydelse på personens rettigheder i samfundet? Alle mennesker, der går ind i politik, tager erfaringer med fra deres tidligere beskæftigelse, og om det er erfaringer fra direktørens kontor eller lærerværelset, er vel underordnet. Det afgørende er hvordan erfaringerne bliver brugt, i forbindelse med varetagelsen af borgernes interesser. I sidste ende er det for mig at se det vigtigste, at politik forbliver politik og ikke et mediestunt på borgernes bekostning.

Hvad enten det er kendisserne, der vil være politikere, eller politikerne, der vil være kendisser, er vi nødt til at tage stilling til, hvor vi vil trække grænsen. Hvor meget og, måske endnu vigtigere, hvilken slags offentlig optræden skal den danske befolkning stå model til fra de folkevalgtes side? I hvor høj grad skal politikernes underholdningsværdi og charme have betydning for, om de får indflydelse eller ej?

Vi kommer ikke uden om at Kristian Jensen succesfuldt har brugt et underholdningsprogram til at kapre stemmer, og eftersom TV2 er 100 procent statsejet, har du været med til at betale gildet. I sidste ende må vi finde ud af, om vi vil have kendisser eller politikere til at varetage vore interesser! Under hvilke præmisser vil vi byde kendis-demokratiet velkommen?

Bjørn Ubbe Ebbesen er gymnasieelev på Vestfyns Gymnasium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Magtelitens medieejerskab benyttes til at brygge en mixeture af nyheder, sexappeal, famous for 15 minutes, politik og reality i et langt pressehyldet tv-show, beregnet til at bedøve folks realpolitiske dømme- og handlekraft ...Er det det vi vil? spørger Bjørn Ubbe Ebbesen.

Svaret er at vi intet valg har. Belusconi og Fox-news har viset vejen. Som i Rottefængeren fra Hammelen ledes folkeflertallet lige så gelinde ud i sumpen.

Du råber op, og bliver måske hørt - Tillyke det var dine 15 minutes of fame...

Bjørn Ubbe Ebbesen tager her fat på et intersant fænomen i dansk politik.

Hvis en politiker mest er på skærmen for at forklare, nogengange, uheldig sager, så kan det jo være kærkommen at deltage i shows, hvor ingen stiller kritiske sprøgsmål.
Her kan man vise sig fra den private (læs: gode side). På den måde kan man også nå vælger, som man ellers ikke vil komme i kontakt med.

Alle kneb gælder for at få stemmer, eller gør det?

Flemming Chr. Nielsen

Hvor er det et ualmindelig velskrevet og skarpsindigt indlæg. Undervejs gættede jeg på, at skribenten nok var en erfaren og sprogligt bevidst cand.-lic.-mag.-scient.-et-eller-andet, men kig selv efter!! Det er bare så flot, at man bliver stjerneglad.

Hvis man på stemmesedlen opførte "vild med dans" og/eller "x-faktor" side om side med de officielle partier, ville de få masser af stemmer.

Hvad der kan ligne IQ-40 adfærd fra vælgernes side, kan i virkeligheden være den amerikanske syge, der er kommet til Danmark. Den går ud på, at langt under halvdelen af vælgerne gider stemme.

Spørger man folk, tror de simpelthen ikke på sandheden af, hvad man får at vide i det offentlige rum:

Nogen tror ikke på ærligheden hos de, der tæller stemmerne.

Andre tror måske på den, men så tror de ikke på, at det reelt gør nogen forskel om Demokrater eller Republikanere er ved magten. Det er alligevel "the big companies" der har magten.

På en sjov måde deler folk i antikommunismens hovedland - USA - netop den vantro m.h.t. om det er muligt for kapitalisme at sameksistere fredeligt med demokrati - som den europæiske venstrefløj altid har haft.

Hvor venstrefløjen i Europa kaldte til "kamp", har trosfællerne i USA altid reageret med resignation.

Folk reagerer måske nok imod, at smarte spekulanter indkasserer mere om dagen, end hårdt arbejdende mennesker kan tjene på et helt år, men:

"Det er jo fordi de er så dygtige - vi kan ikke undvære de smarte spekulanter - tænk på hvordan det gik Sovjet".

Et bragende flot indlæg - helt enig med Flemming Chr. Nielsen - velskrevet og med substans.
Løsningen på dette problem kommer ikke fra politisk hold, men fra vælgerne - tryk på afbryderen til TV'et.

OK, det VAR en gymnasieelev der havde skevet indlægget, så kan han jo være delvis undskyldt. Aligevel overrasker det lidt , for tænk at ungdommen ikke har bedre til at beskæftige sig med en at beklage sig over dansende politikere .. Det må da være det endelige bevis på at undgomsoprøret ligger i sengen med høj feber ...

Søren Kristensen

Personligt mistede jeg lidt af gnisten for Kristian Jensen allerede da jeg havde set ham danse første gang, men nu er det jo heller ikke sådan at man er garanteret stående applaus, bare fordi man er på TV. Det er derfor der heller ikke er noget problem i at lade politikere deltage i fx. Vild med dans. Vi lærer dem bare bedre at kende og det er kun godt.

Vel, lad os dog erkende det: I dag bliver folk kendte og kendisser uden at kunne noget. De medvirker i TV underholdningsprogrammer, og bliver derved kendte i lille Danmark.
Det siger noget om samfundet, og det lover ikke godt.
Tidligere blev folk kendte i kraft af deres dygtighed e.g. skuespillere, som havde gjort det specielt godt i en klassisk rolle) og erhvervsfolk, som havde drevet det til noget, eller politikere, som tjente deres land i en periode (men som var alt andet end de andenrangs politikere, vi er tvunget til at leve med i dag, og hvor resultaterne er derefter e.g. den totalt inkompetente ferie-Lene, der ikke kan finde ud af at skride), og som var respekterede for deres indsats.
De tider er trist nok forbi, selv om vi i dag mere end nogensinde har brug for kvalificerede og dygtige personligheder i det danske civil society.
Der er ikke bare tale om en alvorlig talentkrise over hele linjen, som jeg ser det, men en tendens til at celebrere folk, som tilsyneladende ikke ikke evner at bidrage med noget positivt for samfundet. They are just noise. Det svarer til at bringe to eller tre af de reddede minearbejdere i Chile til Vild med Dans, bare for at give det en ny rekruteringsvinkel.
Det er simpelthen ikke muligt at finde noget positivt eller konstruktivt in all this. And there we are :(

Peter Andreas Ebbesen

Claus Hjort Frederiksen har jo selv sagt at han er glad for at der er X-Faktor, VIld med dans og lignende programmer i primetime, i stedet for oplysende programmer.
Så er nivauet lige som lagt på forhånd.
Den fladpandede underholdning har kronede dage i dagens Danmark.
Jo mere man kan fordumme en befolkning, jo mere kan man manipulere med dem.
Krig er fred, frihed er slaveri, uvidenhed er styrke.

VH Heidi Madsen

Leif Højgaard

Verden omkring os er forandret den Anglo-Amerikanske verdensmagt er blevet et nogstalgisk museum for en tid der forlængst er forsvundet. Vi er nødt til at glemme alt om dette navlepilleri og tilpasse os den nye verdensorden, for det er ikke længere de andre, der er anderledes. Det er os, der er de små og utilpassede.

@Heidi Madsen
"Den fladpandede underholdning har kronede dage i dagens Danmark. Jo mere man kan fordumme en befolkning, jo mere kan man manipulere med dem" --- men det er du jo heldigvis ikke ramt af, vel ? For du ved jo godt, hvad der er sundt for folket ---- hvem sagde elitært liram larum vrøvl ?

Thomas Ole Brask Jørgensen

Hvis folk udelukkende stemmer på politikere, fordi de har været med i eller har vundet "vild med svans", så bør de undlade at stemme til det kommende folketingsvalg.

Bjørns provokerende synsvinkel på demokrati, som mange antagelig har både set og indset virkningen af, men ikke har formuleret, må velsagtens opfattes som det teknologiske samfunds brug af populære midler.

At populismen har blækspruttevirkning i samfundet er ikke blot noget, vi kan overveje. Da fru Rasmussen, gift med en statsminister, dansede mere eller mindre elegant, alderen taget i betragfning, greb ledelsen af parkinson-foreningen chancen for at få del i "kendispotentialet", altså i samme målestok at få befolkningens bevågenhed, at blive kendt eller populær, og fik den indtil da ukendte fru Rasmussen som protektor (en "x-faktor"), efter forflyttelsen til Brüssel afløst af kvinder med tilklnytning til kongehuset. Hun blev afbilledet på forsiden af foreningsbladet og i flere store artikler. Hermed knyttedes en forbindelse, ikke alene mellem partipolitisk agitation og optræden i fjernsynet (underholdning), men yderligere til folks opmærksomhed over for andres alvorlige sygdom med en sekterisk hensigt om at få øget bevilliger og bidrag.

Som Bjørn skriver, vil vi byde kendis-demokratiet velkomment? Og man kunne endvidere spørge, om vi overhovedet er klar over den "snigende" agitation og indoktrinering? Bjørn har peget på et problem!

Niels Duus Nielsen

Bjørn Ubbe Ebbesen, tak for et yderst læseværdigt indlæg. Jeg er enig med F. C. Nielsens kommentar: Jeg tabte underkæben, da jeg så at teksten var forfattet af en gymnasieelev. Glædeligt, at der stadig findes unge mennesker med tænkeevnen i behold. Jeg håber du selv vil vælge at blive politiker, de trænger i den grad til kvalificeret modspil på Borgen.

A pro pos underholdning: Jeg ser ofte direkte transmissioner fra Folketingssalen, det er ofte ustyrligt morsomt, det minder mig mest af alt om Monty Pythons Flying Circus. Den store forskel er, at folkene fra Monty Python bevidst prøvede at være morsomme.

I tilfældet Kristian Jensen skal man jo huske på, at deltagelsen i den folkelige del af medierne kom EFTER han var kommet ind i politik - mange lader til at glemme manden rent faktisk sad som skatteminister i en længere periode, uden at være kommet til den post via laksko og krumspring i bedste sendetid.
Man glemmer også alle de eksempler på politikere, der er røget på røv og albuer, fordi de ikke rigtigt havde andet end deres kendis-faktor, at byde på. Her kan man f.eks. nævne Kristian Kjær, Paula Larrain, Asmaa Abdol-Hamid og Lars Kolind.