Kronik

Konservatismen er blevet liberal

Inden for forsknings- og uddannelsesområdet er der f.eks. ikke den mindste konservative modstand mod, at Danmark pantsætter sine frie uddannelser og forskning til PISA-lister og abstrakte kvalitetsmål. Disse mål tømmer vores fællesskab og kultur for indhold. Det er beskrevet af mange kloge folk. Det er bare glemt af de konservative
De konservative - her på weekendens landsmøde 
 - har helt glemt, at konservatismen er en 
 filosofisk og politisk tradition, som trækker på et utal af kulturhistoriske kilder, der hæfter sig ved helt andre forhold end skattepolitik, globalisering og konkurrenceevne.

De konservative - her på weekendens landsmøde
- har helt glemt, at konservatismen er en
filosofisk og politisk tradition, som trækker på et utal af kulturhistoriske kilder, der hæfter sig ved helt andre forhold end skattepolitik, globalisering og konkurrenceevne.

Henning Bagger

7. oktober 2010

Konservatismen er i disse år presset. Mange mener, at det er Dansk Folkeparti eller venstrefløjen, der er de største trusler. Men den største trussel er faktisk Venstre. Truslen er stor, fordi de konservative selv har overset, at det er en trussel. De er begyndt at tale som liberalister. Konservatismen er blevet liberal. Inden for forsknings- og uddannelsesområdet er der f.eks. ikke den mindste modstand mod, at Danmark pantsætter sine frie uddannelser og forskning til PISA- lister og abstrakte kvalitetsmål. Disse mål tømmer vores fællesskab og kultur for indhold. Det er beskrevet af mange kloge folk. Det er bare glemt af de konservative. Men skulle de konservative ikke beskytte kulturen og de fællesskaber, som er her omkring? Jo, det skulle de. Men det gør de ikke. Man bidrager i stedet til en smalsporet globaliseringstænkning, der glemmer og ødelægger de traditioner, som både Danmark og Europa er rundet af. En god konservativ burde bryde ud i vild kritik. Ligesom da Edmund Burke gik til angreb på den franske revolution i 1790. Men den slags er der slet ikke noget af mere. Nu støtter man kulturtømningen af alle kræfter.

Så konservatismen er overtaget af globaliseret tomhed. Og hvad kaster man sig så over for at få sig en lille niche? Jo, man vil betjene erhvervslivet og Danmarks konkurrenceevne. Men konservatismen har intet filosofisk slægtskab med samfundets producenter (derimod kan den godt lide virksomme mennesker i almindelighed). Det er en ren tilfældighed, at det empirisk set er blevet sådan. Faktisk er denne banale hyldest til erhvervslivet anti-konservativt. Og det er det ikke mindst, fordi det moderne erhvervsliv ikke virker særligt forpligtet på de fællesskaber, som de er udgået fra (tværtimod truer man med at flytte produktion til Kina, hvis ikke politikken makker ret), og der er derfor ingen særlig grund til i politiske spørgsmål at lytte til deres egeninteresserede argumenter og ofte pinlige managementsprog. Når erhvervslivets organisationer taler om uddannelsespolitik som en ting, der skal styrke konkurrenceevne og globalisering, så har det intet med konservatisme at gøre. Konservativ uddannelsespolitik er at beskytte og udvikle vores kulturs levende vekselvirkning uafhængigt af bundlinjer. Det er fra et konservativt synspunkt yderst vigtigt, at ingen skolelærer og intet universitet har det mindste blik for producenternes bundlinjer og konkurrenceevne. Erhvervspolitik og uddannelses- og forskningspolitik er simpelthen noget radikalt forskelligt.

Men helt ærligt!

De konservative har også kastet sig over Østen. Vi kan lære noget af disse halvautoritære regimer, hedder det. De gør et eller andet smart. Dem skal vi slå på de dorske lister. For tænk nu på vores konkurrenceevne! hedder det. Desuden har man kastet sin interesse efter skattepolitikken. Men det er i virkeligheden mere en liberal end en konservativ holdning, at skatterne skal sænkes. Derfor bliver dette forhold også set fra et konservativt synspunkt lidt for forstørret og marginalt. Skatten er for høj javel, men helt ærligt! Det er jo ikke hele livet om at gøre. Det er langt vigtigere, at vi har et fællesskab præget af forskelle, udvikling, frihed og værdighed.

Man glemmer helt, at konservatismen er en filosofisk og politisk tradition, som trækker på et utal af kulturhistoriske kilder, der hæfter sig ved helt andre forhold end skattepolitik, globalisering og konkurrenceevne.

Man kan ikke vælge alt

For det første lægger konservatismen vægt på kærlighed til virkeligheden. Liberalismen lægger ikke vægt på virkeligheden. De lægger vægt på individet, før det nærmer sig virkeligheden. Marxisterne kan også godt lide virkeligheden (det er faktisk derfor, at Enhedslisten er mere interessant end Venstre i disse år fra et konservativt synspunkt). Men de elsker den ikke. Den er altid undertrykkende, synes de. Konservatismen siger, at man er placeret i en bestemt social og kulturel horisont, og det er der man må tale ud fra og udvikle sig i og rundt omkring, og man må omgive sit ophav og sit fællesskab med kærlighed. Det er en af de gode ting. Virkeligheden og kærligheden. Ikke alt kan lade sig gøre. Man kan ikke vælge alt. Man må vælge i en given virkelighed, og virkeligheden er både fornuftig og emotionel, og livet er fyldt af både fornuft og dejlige følelser. Det værste i verden er ikke materielle mangler det er tabet af kærlighed til sit ophav, både på den private, men ikke mindst på den kulturelle og politiske front.

Historien er frosset

Det andet forhold er, at virkeligheden kun er virksom for så vidt, at der er mennesker, som har givet den mening ned gennem tiderne. En skole er f.eks. ikke individer, der suser rundt med læringsstile og støder sammen i et projektlokale og lærer et eller andet af det. En skole er en institution med sine egne fortællinger og handlinger og med sin egen intellektuelle og praktiske historie. Børn bør sovses ind i følelser og kulturelle symboler. De skal kende til dansk og europæisk historie og kunst, og det skal være helt selvfølgeligt, og deres øjne må gerne sitre af fornøjelse ved fællesskabets frembringelser. Historien er i dag frosset til noget fra gamle dage, som kan reduceres til kanonlister, lærebøger og hjemmesider. En konservativ taler lige godt med Sokrates, Grundtvig og Stauning. De er alle stemmer i vores fælles ophavs dialoger.

Et land uden tænkning

Et tredje forhold er en særlig respekt for et fællesskabs ånd. Et land eller et fællesskab uden et filosofisk eller et åndeligt niveau er et fællesskab i forfald. Et land uden tænkning, altså tænkning uanset nytte og indtjening, er ikke et virkeligt land. Den konservative politiker ønsker derfor en fri åndelig udvikling. Erhvervslivet kræver det modsatte. Det er præget af egeninteresse, strategi og bundlinjer og kræver kompetencer, nytte og tilpasning. Konservatismen bør se lidt ned på den form for erhvervsliv. Et af de steder, hvor man skulle sikre en sådan ånd, kunne være på landets universiteter, men det sker kun i begrænset omfang. Her har man nemlig travlt med myndighedsbetjening, relevans, verdensklasser, PISA- lister og kinesere; aktiviteter som burde skurre i enhver god konservativs ører, men som i disse år er blevet til konservativ politik.

Desuden vil en god konservativ gerne have et samfund med forskelle, og man mener, at alle skal blomstre og udvikle sig. Det handler derfor ikke om at udrydde socialdemokrater og den slags. Tværtimod vil man sige, at bønderne og arbejderbevægelsen (etc.) har spillet en betydelig kulturel rolle (som de desværre er ved at glemme selv). De har skabt en åndelig virkelighed i landet; der ikke skal bekæmpes, men beskyttes. Den gode konservative svæver lidt over vandene. Fra evighedens synspunkt som filosoffen Spinoza ville sige. Den konservative er en beskytter. Alle skal være her med en fri åndelighed. Konservatismen er i modsætning til liberalismen en teori om fællesskabets åndelige, praktiske og forskelligartede karakter, og den foreskriver derfor også en interesseret, rummelig og venlig omgangsform over for alle uanset stand.

Ni års krig er for længe

Endelig er der spørgsmålet om krig. Den konservative hader krig, men er ikke pacifist. Proportionsprincippet er det afgørende. Hitler ville erobre hele Europa. Så var der krig i fem år. Nogle ørkenrotter flyver ind i ét højhus. Så er der krig i ni. Ni år er for længe. Bliver man ved, så elsker man krigen i sig selv. Vi har nu bødet for samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig (hvilket man i virkeligheden aldrig kan. Den må man leve med dvs. huske). Bliver vi ved, så bliver vi angribere.

Konservatismen burde spille en fremtrædende rolle, men det kræver, at den kommer i tanke om sig selv, dæmper sin erhvervsbegejstring, sin skattefiksering og sin krigstilslutning, og at den går i gang med at kæmpe åbenhjertigt for beskyttelse og udvikling af vores ånd og fællesskabers vekselvirkning i stedet for at hoppe efter alt for simple økonomiske mekanikker. Først da kan man møde de spændende teknologiske og sociale forandringer med rolig og opmærksom selvbevidsthed som en fornuftig og kærlig stemme i det europæiske orkester.

Thomas Aastrup Rømer er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

UDE-mærket. Den måtte jo komme. Nå, jeg var et par timer for tidligt ude i nat - her er artiklen jeg (...ikke vidste jeg i virkeligheden...) kommenterede, så hvorfor ikke version 2:0 om moderator tillader ? :

Folks selvtillid’er ..
(som ikke skal kimses af i sig selv)
… får vælgermassen til at klynge sig til liberale håb om at svømme ovenpå.
Men (... problemet med liberal versus konservativ...) er tæt forbundet med en tankegang i Konservative som de bliver nødt til at tage et opgør med.

Hans Engel talte i sin tid som formand helt uden blusel om
“VI (!) i Venstre, og DE (!!) Konservative”.

Flere gange har man fra talskvinde Kjær i de seneste dage hørt udtrykket : “VI i blå blok”.

Partiets ellers så pletfrie teflon-receptionist må tage ind, at partifarven er grøn, blokken konservativ og ikke blå=liberal, og at loppesækken af fritgående missiler ikke bliver mindre på blok-plan - både DF og dele af SF og EL er der også.

For tiden er ‘blåblok-ismen’ er dybt komprommiteret. Læg afstand.
Efter V-KO kunne vi have S-KO
- for KOen slipper man ikke for. Den er tidsånden ".

Nå Lene Espersen (....Knus' link er tårnhøjt :-D),
Ja, fjernelsen af hende fra indtil flæere poster er vist på dette fremskredne tidspunkt kun en - omend noget besværlig - formalitet.
Der ledes jo åbenlyst efter en ny formand, men at evt. opbygge en hel egen 'grøn blok' - det er et job der ikke tiltrækker mange ansøgere på grund af det 'klientel' man skal få samling på.

Henrik Sarpsborg

Glimrende artikel, for det er jo sandt at partimedlemmerne ikke trækker på deres parti's traditioner længere. Politikkerne synes at blive udarbejdet hovsa på hovsa efter det forhåndenværendes princip.

Hvis det lige giver en stemme ekstra at sige noget, ja så er man blevet så "pragmatisk" at man også liige tager den med. Ligesom i IKEA shopper politikere efter de mest populære holdninger inden for det politiske værelse de nu forsøger at møblere.

Man burde vist lade dem tage deres egen medicin, og bede politikere kvalificere sig til de partier de påstår at repræsentere, fx med en god DF dummernikkel'agtig multiple choice test..

Henrik Sarpsborg

.. og K's kerneværdi "ansvaret", må vel også gælde erhvervslivet, men det glemmer K?

Mangel på krav til erhvervslivet er et af de absolut største problematikker pt. i politik, ovenpå ekstrem liberalismens fejring af grådighed og frihed for de velhavende, og kontrol og fordømmelse af almindelige borgere der tilfældigvis er blevet fanget på den forkerte side af bordet på det forkerte sted og tidspunkt.

-ehm- nej-

Der har altid været to hovedstrømninger i det danske konservative parti. Det game Højre var det kulturelle embedsmandsstandsparti, det parti de gammeldags gymnasielærere stemte på (tænk på gymnasie-lærerne i f.eks. Matador). I 1914 slutede Højre sig sammen med et andet parti, som ville gå en anden vej, nemlig en mere liberal(istisk) vej med sænkning af skatter og en mere positiv holdning til erhvervslivet, især til de små handels-drivende. [Med afskaffelsen af lukke-loven har De Konservative helt glemt dette, synes det...]

Den konservative holdning er, eller burde være, at staten bør være så svag, at den ikke knuser den stærke, men så stærk, at den løfter den svage. [Derfor kan socialdemokrater og konservative som regel finde hinanden].

Konservative går også ind for at bevare vores fælles natur til efterkommerne, f.eks. Connie Hedegaard og Per Stig Møller. En konservativ som Brian Mikkelsen er mere ovre i den erhvervsvenlige del af konservatismen...

Mads Kjærgård

Både Liberalismen og konservatismen er vel døde af gavn bortset fra navn. Vi befinder os i Europa i en tidsalder, hvor man er ved at indføre alt det bedste fra USSR. Centralisering, stordrift og en nærmest ukuelig forestilling om, at staten kan styre det enkelte individs sindstilstand. Enhver form for personlighed eller fri vilje hos invidivdet er bandlyst!
Det må forundre en noget eftersom at det i USSR ikke fungerede, uanset hvor meget staten prøvede, så kunne det ikke udrydde individualismen og stordriften og centraliseringen førte heller ikke nogen resultater med sig.

Morten Børre Nielsen

"Ni år er for længe. Bliver man ved, så elsker man krigen i sig selv. Vi har nu bødet for samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig (hvilket man i virkeligheden aldrig kan. Den må man leve med dvs. huske). Bliver vi ved, så bliver vi angribere."

Hvis dette skal forstås som at vi betaler en gæld tilbage til USA ved at deltage i landets modbydelige kolonikrige, har jeg slet ikke ord for hvilken afgrund af racisme og kynisme det afdækker.

Hvis man ser på en konservative indsats på justitsområdet, så er tendensen at staten står over borgerne. Så spørgsmålet er om de konservative ikke er blevet fascister?