Kronik

Vi må definere udvikling på ny

Den vestlige udviklingsmodel holder ikke, når Jordens ressourcer er begrænsede. Vi må definere et nyt udviklingsbegreb, der sikrer en mere retfærdig fordeling af verdens goder, og som sikrer en rimelig materiel levestandard for alle, uden at der drives rovdrift på naturressourcerne
Det globale forbrug vokser i takt med at velstanden stiger i de tidligere udviklingslande. Her ser venezuelanske kvinder på kinesiskproducerede køleskabe i et indkøbscenter i Caracas.

Det globale forbrug vokser i takt med at velstanden stiger i de tidligere udviklingslande. Her ser venezuelanske kvinder på kinesiskproducerede køleskabe i et indkøbscenter i Caracas.

Jorge Silva

4. oktober 2010

Verden har hidtil bygget på den antagelse, at økonomisk vækst vil løse menneskehedens problemer, og implicit antaget, at jo større økonomisk vækst, desto større lykke.

Der har gennem historien været mange dissidenter, som har haft religiøse, moralske eller andre alternative opfattelser af, hvad der skaber menneskelig tilfredshed.

Udviklingstanken, som Præsident Truman officielt annoncerede med sin tiltrædelsestale i januar 1949, gav løfter til hele den Tredje Verden om en materielt bedre tilværelse end den fattige kolonistatus, de var ved at løsrive sig fra. Siden da har udviklingsdiskursen og udviklingsindustrien fastlåst et syd-nord afhængighedsforhold, som i stedet for at skaffe økonomisk udvikling til de fattigste har gjort forskellene mellem rige og fattige endnu større. Det på trods af at milliarder af kroner er blevet overført i u-landsbistand.

Der er behov for at nydefinere udvikling.

Nye tendenser har været undervejs siden sammenbruddet af efterkrigstidens verdensorden bestående af tre verdener.

Den Anden Verden brød sammen, symboliseret ved Berlin-murens fald i 1989, hvorefter de to supermagter ikke længere havde behov for at skaffe sig alliancer i den Tredje Verden. En håndgribelig konsekvens af det var, at USA halverede sin u-landsbistand fra 16,2 milliarder dollar i 1990 til 8,4 milliarder i 1997. De såkaldte bløde donorer fortsatte med at øge bistanden og fastholde mantraet om at afhjælpe fattigdommen i de fattige lande.

Siden terrorangrebet på USA i 2001, hvor USA efterfølgende kraftigt øgede sin u-landsbistand, har alle donorerne i stigende grad fokuseret på politiske projekter med god regeringsførelse, demokrati osv.

Det er sket på bekostning af produktive projekter inden for f.eks. landbrug, som hovedparten af befolkningerne i u-landene ernærer sig ved. Samtidig med at de fattigste lande ikke mindst i Afrika er sakket yderligere bagud, fremviser nogle af de store u-lande, de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), imponerende vækstrater sammen med andre lande specielt i Sydøst-asien.

Den økonomiske vækst i de lande har i høj grad medført en efterligning af den vestlige forbrugsmodel med stor efterspørgsel af kød, husholdningsmaskiner, fjernsyn, biler og computere. Målt i faste priser var det globale forbrug i 2006 på 30,5 trillioner dollar og dermed steget 28 procent siden 1996 og mere end seksdoblet siden 1960. I samme periode er verdens befolkning kun vokset med en faktor 2,2.

Begrænsede ressourcer

Stigningen på 28 procent inden for de sidste 10 år, vi har tal for, skyldes i vid udstrækning, at en ny global forbrugerklasse er kommet til. Man kunne jo så hævde, at så er udviklingsprojektet ved at lykkes, og nu handler det bare om at få Afrika med. Men der er mindst to alvorlige problemer i denne udvikling.

Det ene er, at væksten er endnu mere skæv end den ulige udvikling, der har kendetegnet udviklingsepoken. I de nye store og fremadstormende udviklingslande, der næsten rummer halvdelen af jordens befolkning, har de 20 procent rigeste mere end 60 procent af den samlede indkomst og forbrug, mens de fattigste 20 procent må nøjes med 3-4 procent. Materiel fattigdom udvikler sig side om side med ekstravagant overforbrug.

Det relaterer sig til det andet alvorlige problem, nemlig den globale forbrugerisme. Den vestlige udviklingsmodel, vi hidtil har promoveret blandt andet ved hjælp af u-landsbistanden, holder ikke i en verden, hvor Jordens ressourcer, økosystemer og atmosfære er begrænsede.

Der er behov for at definere et nyt udviklingsbegreb, der kan leve op til kravene om en mere retfærdig fordeling af verdens goder, et udviklingsbegreb, der sikrer en tilstrækkelig, men ikke overflødig, materiel levestandard for en befolkning på de 9 til 10 milliarder mennesker, som vi vil være i verden, inden befolkningstallet forventes at stabilisere sig i midten af dette århundrede.

1,2 milliarder mobiler

En lang række internationale organisationer er gennem de sidste par årtier fremkommet med den ene rystende rapport efter den anden om, hvor galt det står til med klodens ressourcer, når de skal holde til et stærkt stigende globalt forbrug. I 2008 -midt under den økonomiske krise - blev der på verdensplan solgt 68 millioner biler, 85 millioner køleskabe, 297 millioner computere og 1,2 milliarder mobiltelefoner.

De mange advarselslamper, som har en tendens til hurtigt at blive glemt, kan opsummeres på en meget forsigtig måde, som det er gjort af det såkaldte Millenium Ecosystem Assessment. Det er en gruppe af 1.360 eksperter fra 95 lande, som i 2005 estimerede, at 60 procent af klodens økosystemer, som leverer services som klimaregulering, ferskvandsforsyning, absorbering af forurening i jord, vand og luft, fisk i havene og så videre, er ved at blive ødelagt så voldsomt, at »planetens evne til at sikre disse økosystemers overlevelse for fremtidige generationer ikke længere kan blive taget for givet«. Det såkaldte økologiske fodaftryk viser, at vi allerede bruger 1,3 jordklode og altså spiser af den naturkapital, der skulle gå i arv til fremtidige generationer.

Neoliberalismens triumf

Har vi ikke hørt alt dette før?

I 1970'erne foregik en livlig debat om grænser for vækst, hvor neo-malthusianere gjorde opmærksom på, at Jordens ressourcer blev forbrugt med så stor hastighed, at mange af dem og ikke mindst råolien snart ville være brugt op. Deres argumenter blev tromlet ned af den teknologiske og produktive ekspansion, som globaliseringen udgjorde fra 1980'erne. Neokonservative politiske kræfter med Margaret Thatcher og Ronald Reagan i spidsen var med til at bane vejen for den neoliberale økonomis dominans på alverdens universiteter og ikke mindst i finansministerierne. Målet for den neoliberale økonomi er at optimere den menneskelige nytteværdi, men man indregner ikke ressourceforbruget eller forureningen, der bliver skabt ved at optimere nytteværdien.

Den økonomiske rationalitet styres af the economic man, som er de konventionelle økonomers idealborger, der egoistisk søger at optimere egen nytteværdi uden hensyn til solidaritet, medfølelse eller andre bløde humanistiske værdier, såsom hensynet til fremtidige generationer.

'Grænser for vækst'-debattørerne havde undervurderet den teknologiske kreativitet og måske ikke mindst skruppelløsheden i den jagt på flere ressourcer, som globaliseringen udgjorde, støttet af den neoliberale økonomis stræben efter at optimere den materielle nytteværdi.

Hvordan kan vi undgå at blive generationen af græshopper, der spiste alt og intet efterlod sig? Og hvordan kan vi leve op til u-landenes og ikke mindst de fremadstormende nye økonomiske supermagter som Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika, Sydøst-asiens etc. krav om en global demokratisk fordeling af muligheder for udvikling?

COP15 viste konflikt

Netop dette er et af de centrale konfliktfelter i de pågående klimaforhandlinger, som i vid udstrækning var med til at få COP 15 i København til at ende resultatløst. Selv den største teknologioptimist vil næppe påstå, at klodens ressourcer og økosystemer vil kunne bære en demokratisk udbredelse af den vestlige forbrugskultur til 9-10 milliarder mennesker ved midten af dette århundrede. Den økologiske udfordring er derfor ikke en fjern fremtidsudsigt, som vi kan tillade os at skubbe til side, til vi får bedre tid og råd. Det bliver en kontant udfordring for vore børn og børnebørn. Der er efter min mening tre store opgaver at tage fat på:

1) Forskning og udvikling af grønne, bæredygtige teknologier må intensiveres. Det kan ikke undgå at blive rigeligt tilbagebetalt.

2) Udviklingsbegrebet må omdefineres, således at en tilstrækkelig, men ikke overflødig produktion og ditto forbrug kan udbredes globalt og demokratisk. Det kræver en udvikling af økologisk økonomi, som ser samfundsøkonomien som en delmængde af det økologiske system. Klodens ressourcer og økosystemer, inklusiv atmosfæren, er en endelig størrelse, hvor der kun tilføres solenergi. Samfundsøkonomien kan ikke løsrives fra det økologiske system, som skal rumme den.

3) En afskaffelse af (over) forbrugskulturen hvor menneskelig tilfredsstillelse opnås på anden måde end ved materielt forbrug. Denne holdningsændring må nødvendigvis først og fremmest finde sted i de rige lande. De nye generationer må, for deres egen skyld, overbevise politikerne om nødvendigheden af en sådan radikal forandring.

Mogens Buch-Hansen er lektor på RUC i internationale udviklingsstudier (IU) og forsker i sammenhængen mellem miljø og udvikling i den Tredje Verden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Johan Juhl-Nielsen

Tak til Mogens Buch-Hansen.

"De nye generationer må, for deres egen skyld, overbevise politikerne om nødvendigheden af en sådan radikal forandring"

Det er for slapt, kære Mogens Buch-Hansen.

Se: "Omstilling til Bæredygtighed. Hvordan?" her: http://www.information.dk/241280

Niels-Simon Larsen

Atter en god artikel, der påpeger de ømme punkter.
For mig er det sidste afsnit 3) det mest interessante: Et alternativ til forbrugerisme og materialisme, en anden form for menneskelig tilfredsstillelse, der først og fremmest skal finde sted i de rige lande.

Det er et kæmpeproblem. Mange af os er på udkig efter den (mentale) drivkraft, der skal få os til frivilligt til at gå bort fra - nå ja, billig tilfredsstillelse, for det er jo det, det drejer sig om. Det kunne godt ligne indledningen til en ny religiøs epoke: Helvede er nær, omvend jer! Det er det måske også. Vi mangler lige frelseren. En vigtig forskel er måske, at helvede ikke først kommer i et efterliv, men et her-og-nu-liv. Stående overfor denne realitet, er det slående, hvordan vi reagerer – ganske som vi plejer: Fornægtelse af realiteterne. Anerkendelse af, at det ser truende ud, men så slemt er det nu heller ikke. OK, lad os gøre noget ved i morgen, og stop så hyleriet alle I alarmister! Hvor skal vi ende, og hvor skal vi begynde, og nytter det noget i det hele taget? Kan vi nå det? OK, jeg går ned i Sudan-genbrug og sorterer tøj, det kan jeg sgu da finde ud af.

Der sker meget rundt omkring lige fra at hamre løs på politikere til at lave en øko-gård i storbyen. Problemet er måske, at hver gang man banker politikerne, savner man økogården, og hver gang man er på økogården, synes man, at man hellere skulle gå løs på politikerne.

Rige lande, er (bortset fra olielande )lande med en meget veluddannet befolkning ( f eks Danmark)og dermed en høj produktivitet.

Fattige lande er typisk lande med en befolkning uden uddannelse og med lav produktivitet.

Forskellen er uddannelsen - alle vil have de høj produktive landes valutaer, fordi man kan få varer og tjenesteydelser for dem - ingen vil have f eks Zimbabwes valuta, for man kan ikke købe noget af værdi for den.

Rigdom er uløseligt forbundet med uddannelse, god regeringsførelse og den deraf følgende produktivitet.

Vil vi hjælpe udviklingslandene og os selv, så må vi skabe ny viden - det er vejen frem ,hvis vi skal gøre verden til et godt sted for alle - der er ikke behov for at sænke livskvaliteten eller levestandarden, hvis vi er "kvikke" - vi kan stensikkert regne med , at vores børnebørn får det langt bedre kulturelt og materielt på et mere begrænset ressourcegrundlag.

RUC's forskere er typisk ret orienteret mod katastrofe eorier og gammel marxistisk overtro.

Jeg bider mest maerke i (over) forbrugskulturen. Jeg bor normalt i Kina hvor jeg har foerstehaandsindtryk af den voksende oekonomi og det kraftigt stigende forbrug. Alligevel er jeg naersten maalloes naar jeg kommer hjem til Danmark og hoerer familie og venner der snakker om deres sidste nye indkob. Et par eksempler: Stoevsuger robot selvom familien havde en ganske fin stoevsuger, pizza bagesten (hvad er der i vejen med en bageplade?), ny bil (sf), graesslaa maskine man kan sidde og koere paa, selvom koeberen ikke har mere end 50 kvadratmeter graesplaene, ny ipod, osv osv.

Og saa er der overforbrug af koed og madvarer. Det mit indtryk at man i Danmark helst skal spise koed hver dag, og helst 2-3 skiver flaekesteg eller hvad man nu engang spiser. Kunne vaere spaendende med noget statestik over "mad vare forbrugets" udvikling de sidste 50 aar.

I forhold til de danske forbrugsmoenstre er Kina stadig langt bagud. Man koeber ikke en ny dims hvis den gamle stadig virker fint, og man grovaeder ikke, man spiser rester, ogsaa selvom de er 3-4 dage gamle. Da jeg var barn i Danmark kan jeg huske at vi ofte fik rester og man ikke bare smed noget ud. Det oplever jeg langt mindre nu.

Men der er saa stadig mange i Kina som ikke har de dimser som vi ser som livsnoedvendige, f.x. fik min svigerfamilie foerst koeleskab for 1 aar siden, og det er nok det "underskud" der daekker over meget af den kinesiske vaekst i forbrug lige nu.

Jeg kan desvaerre ikke se hvordan den udvikling kan vendes, hverken i Danmark eller andre lande.

Materialisme er som narko. Man kan aldrig få 'nok'. Der er altid lige en ting til man absolut må have. At købe og eje ting giver de fleste mennesker en kortvarig lykkefølelse men en varer aldrig særlig længe - derfor er længslen efter at eje umættelig så man igen kan opleve de kortvarige 'kick' af lykke. Jeg tror ikke det er et specielt vestligt fænomen Det er blot her at materialismen har fået lov til at løbe amok.
Måske er materialisme en slags religionserstatning? En måde at fylde ens ellers tomme liv med retning og mening?
Den er i alt fald irrationel når den som hos os ikke længere handler om overlevelse
Den er blevet et monster der truer med at opsluge os alle

jamen det kan da ikke lade sig gøre. Hvis man kan få aflivet 90% af jordens befolkning, of sørge for at 90% af de overlevende lever i feudal fattigdom, så kan den der sidste ene procent måske leve et liv med bæredygtig udvikling, sådan på feudal maner.

Den som tar en nærmere titt på menneskesynet til kapitalismens gudfedre -- Adam Smith, David Ricardo og Jeremy Bentham -- skjønner at dette ender i vanvidd...

Travis Malmzon

Artiklens forfatter har det tydeligvis svært med det faktum at liberalismen er ved at hive halvdelens af verdens befolkning i Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika ud af deres fattigdom.
Problemet er at liberalismen, og dermed det enkelte menneskes virketrang, er ved at skabe så meget velstand, at Jorden ikke har ressourcer til at følge med de muligheder som liberalismen giver mennesket.

Man kunne naturligvis på det grundlag anbefale at genindføre socialismen, da denne styreform hemmer initiativet i en sådan grad at velstanden undergraves.
Problemet er bare at socialisme modsat rigdom er i stand til at generere forurening og ressourceforbrug i mindst lige så stort omfang som liberalismen.

Et kig udover Folketinget, og resten af den frie verdens parlamenter for den sags skyld, afslører at der næppe ligger en politisk vilje til at begrænse velstanden lige om hjørnet.

Derfor er den eneste realistiske løsning nok det teknologiske fix.
At vi andre så privat ikke ser det store behov for at øge forbruget, forslår som en skrædder i helvedet.

olivier goulin

Ja, det er en temmelig fundamental problematik med mange aspekter, økologiske, socio-politiske og resourcemæssige.

Den fordelingspolitiske målsætning med at skabe en mere retfærdig fordeling af jordens resourcer vil paradoksalt nok kun forværre problemet, og tydeliggøre, at vi allerede er for mange mennesker på denne jord. Den eneste grund til, at det stadig kan bære, er at de fleste forbruger relativt lidt. Derfor er det også den nye globale middelklasse, der har aktualiseret problemet, og hvis ekstrapolation står som en skræmmende tsunamimur foran os.

Men som I påpeger, så er det på et dybere plan, et grundlæggende åndeligt problem. Menneskets hunger efter materielt forbrug er et narkotikum, der skal slukke en uslukkelig tørst, og fylde et afgrundsdybt vakuum.

Det er dybest set en sult efter fred og dens afledede, tilfredshed og tryghed.

Forbrug fungerer fuldstændigt som et narkotikum. Det aktiverer hjernens belønningssystem, er vanedannende, og udvikler tolerance, så man kræver mere og mere for at opretholde effekten.

Men de materielle behov er aldrig målet i sig selv. Målet er paradoksalt nok at ophæve ønsket, som er den mentale agitation, der står i vejen for at føle tilfredshed.

Tomheden genererer ønsket, og ønsket genererer rastløshed, og dermed utilfredshed, som først ophæves ved indfrielsen af ønsket. Det er en perfekt selvskabt og diabolsk dialektik.

Der er ingen anden vej ud af denne end at bryde vanemønstret, og realisere den tilfredhed, som allerede eksisterer latent i os.

Hele kapitalismens vækstparadigme understøtter denne afhængighed, og derfor er det nærmest umuligt at vende skuden inden for det herskende paradigme. Kun på et individuelt plan kan man gøre noget, og derfor er det også der, man må handle. Ved simpelthen at starte med sig selv, og ændre sine forbrugsvaner.

Ikke så meget for fællesskabets skyld, som for sin egen livskvalitet.

/O

Første skritt på veien: Fra Homo economicus til etisk og økologisk bevisste individer. Hva sosialismen angår, så er dens rike idehistorie ennå lite kjent -- de fleste kjenner nok kun dens perverterere...