Kommentar

Modet til selvkritik

Kritikken af 70'ernes røde lejesvende risikerer at blive lige så selvretfærdig og urefleksiv som den marxisme, der er under anklage
8. oktober 2010

Tiden er kommet til det store selvopgør. For hvad skrev og sagde store hajer som Kjeld Koplev og mindre fisk som undertegnede - der blev nævnt som eksempel i Morten Hesseldahl kommentar (30. september) - dog ikke i 1970'erne,?

Og jo, i indledningen til min allerførste bog med det pompøse navn Danmarks radio og arbejdskampen fra 1977 skrev jeg - præcist som gengivet - at bogen »... henvender sig til de socialistiske medarbejdere i DR, som under meget vanskelige betingelser forsøger at yde deres bidrag til kampen for socialismen«.

Den omtalte bog præsenterede en omfattende sprog- og medieanalyse af DR's dækning af den såkaldte »benzinarbejderkonflikt« i november 1976. Analysen og hele det store materiale blev udarbejdet til og brugt af daværende medlem af radiorådet Jørgen Knudsen og førte til en klar erkendelse af, at DR's dækning af en lønkonflikt på transportområdet havde været tendentiøs.

Så analysen var egentlig ok - ok, fordi den var konkret - men det er fuldstændig klart, at den lyrik, der blev brugt i forord m.v., og de analyser af klasser, stat, arbejdermagt osv., der blev føjet til, får ens nu 60-årige tæer til at krumme sig. Men husk på, at selv Bent Jensen var marxist i 1960'erne.

Og faktisk blev jeg selv ganske hurtigt klogere. For jeg hverken kendte eller traf en eneste 'socialistisk' medarbejder. De eksisterede primært i den forestillingsverden, som mange af os levede i dengang i 1970'erne.

Jeg mødte derimod en række ræsonnable og selvkritiske - men afgjort ikke venstreorienterede - nyhedsjournalister på radioavisen. De tilkendegav tydeligt, at de fandt de abstrakte analyser latterlige, men at de gerne vil drøfte bogens analyser for derigennem at kunne lave bedre journalistik.

Jeg blev også klogere, da bogen blev anmeldt af ingen ringere end Leif Blædel, som fremhævede, at analysen var god, men at de vidtløftige konklusioner, der blev draget, var helt ude i hampen. Det afholdt mig dog ikke fra at skrive andre ting, som de sidste dages hellige sikkert nidkært vil kunne drage frem.

Bogen blev i øvrigt også anmeldt af Ralf Pittelkow, der dengang var førende VS'er, og som kritiserede den for at være politisk ukorrekt. Så vidt jeg husker, handlede uenigheden om fagbevægelsens rolle i klassekampen, såmænd. Han mente, at fagbevægelsen skulle udgøre revolutionens fortrop, jeg mente at en sådan idé var håbløs.

Selvreflektion

Som sagt ændrede jeg - lidt efter lidt - opfattelse, fuldstændig ligesom stort set alle, der forholder sig refleksivt til sig selv. Pointen for mig er, at de fleste af os er selvrefleksive væsener, som blandt andet interesserer sig for og undrer sig over, hvordan man hele tiden gør sig selv anderledes. Derfor ser man et andet selv, når man ser sig selv i bakspejlet.

De bedste selvbiografier er skrevet over den skabelon. Tænk bare på Baudrillards L'autre par lui-même fra 1987 eller på Per-Olof Enquists fremragende Ett annat liv fra 2008. Her holdes ikke rettergang, men jeg-et kaster et kritisk, nysgerrigt og analytisk blik på det selv, som det tidligere har været. En anden set af sig selv - mit liv som et andet liv.

Den slags analyser burde der skrives nogle flere af. Hvordan gør man det? Det gør man historisk, dvs. auto-biografisk. Det gør man ved at undre sig over, hvordan man kunne skrive, som man skrev, samtidig med at man var villaejer og ryddede fortovet for sne om vinteren. Det gør man ved at undre sig over, hvordan man kunne skrive sig ind i en fantasiverden, der adskilte sig fra den virkelige omverden.

Jeg er helt enig i, at det bør være en forpligtelse for enhver at kigge kritisk på sin egen fortid. Derved kan man blive klogere på sine egne besynderligheder. Og man kunne også blive en lille smule bedre til at se på sin samtid som en besynderlighed - altså ikke de andres samtid, men den samtid man selv er aktør i. Men det er muligt, at det først sker om yderligere 35 år.

Selvretfærd på repeat

Det, der kan forundre, er at nogle vælger benægtelsen som position. Det, der kan forundre er, at andre ganske vist anerkender, at de engang var anderledes, men samtidig tror, at den position, de indtager i dag, er absolut og endegyldigt korrekt. Og så kan det undre, at de, der gerne vil sætte fortiden til debat, vælger en tilgang, som blokerer for selvrefleksion.

At kaste arkitektlampens anklagende skær i hovedet på de svedende stakler på anklagebænken, mens Bent Jensen giver den som overdommer i baggrunden, tyder ikke på refleksiv nysgerrighed. Det inviterer ikke til selvrefleksion. Det repræsenterer i selve den journalistiske form (uanset hvor ironisk den eventuelt kan være tænkt) en selvretfærdighed, som ikke adskiller sig fra den, nogle af os andre udstillede i 1970'erne.

Lars Qvortrup er dekan for DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Jacob Paludan skrev engang (ca.):
"Den mest interessante diskussion, jeg kan forestille mig, ville være en diskussion mellem mit tidligere og mit nuværende jeg."
Qvortrup har iøvrigt fat i en meget vigtig pointe: Hvordan kan vi være sikre på, at vi har ret i, hvad vi mener i dag, når vi ved, at vi tidligere har taget fejl? Er vi nu så kloge, at vi ikke vil kunne blive klogere?
Og endnu værre: Er det sikkert, at vi bliver klogere? Er det sikkert, at vi ikke var klogere tidligere, end vi er nu? Er det ikke muligt, at det, vi kalder "blevet klogere", snarere betyder: blevet bedre tilpasset?
Man må prøve at opdyrke ydmyghed og bekæmpe sin tilbøjelighed til skråsikkerhed. Det er ikke let, ved jeg fra mig selv...

Søren Kristensen

Vild med DDR?

Man har det her begreb, ligesom smagsdommere, som alle taler om, men som ingen rigtig ved hvad dækker over. Så laver man et program for at blive lidt klogere. Og Jagten på de røde lejesvende har da gjort os klogere, ikke mindst på hvor svært det er at få skovlen under de medvirkende, hvilket med stor sandsynlighed hænger sammen med at der ikke rigtigt, altså sådan for alvor, er noget at komme efter.

Scenografen kan man selvfølgelig altid diskutere, men jeg synes nu den var meget sjov. Hvorvidt det var i orden at lokke "ofrene" indenfor i forhørskælderen på en arbejdstitel, som sikkert har appelleret mere til de medvirkendes ego end deres mistænksomhed, skal jeg ikke gøre mig klog på, andet end at jeg sagtens kan forestille mig det har været nødvendigt.

Kort sagt: helt fint at forsøget blev gjort, for ellers ville begrebet røde lejesvende stadig hænge over DR som et ubearbejdet traume. Det synes jeg Jacob Rosenkrands skal have ros for. Mindst lige så underholdende som Vild med dans.

Kurt Svennevig Christensen

Qvortrup skriver bl.a. "Jeg er helt enig i, at det bør være en forpligtelse for enhver at kigge kritisk på sin egen fortid" og det gør han så. Men jeg mener den højeste forpligtigelse man har som dekan og som endnu øverste leder på DPU, må være altid at se kritisk på fremtiden. Og da i helt særlig grad, når der intet er at komme efter i fortiden.

Fordi man skriver lidt rød- rørstrømsk i et par "lyriske forord" bringer det ikke forfatteren i selskab med den socialistiske og også af og til, konservative indsigt, klogskab og følsomhed, der i dag står vagt og direkte overfor den overalt ødelæggende politiske liberalisme.

En frygtelig politisk bevægelse (som forhåbentlig om ikke så længe kommer i stolen overfor arkitektlampen) hvor mange har taget sloganet: "Er man ikke socialist som ung har man ikke noget hjerte og er man ikke blevet liberal som voksen, har man ikke nogen hjerne" til sig.

Jeg ved ikke hvilken marxist Qvordrup selv tror han var i 70'erne, men intet i det han skriver her og andre steder, tyder på at det har været en særlig farlig én af slagsen.

Morten Børre Nielsen

"Så analysen var egentlig ok - ok, fordi den var konkret - men det er fuldstændig klart, at den lyrik, der blev brugt i forord m.v., og de analyser af klasser, stat, arbejdermagt osv., der blev føjet til, får ens nu 60-årige tæer til at krumme sig. Men husk på, at selv Bent Jensen var marxist i 1960’erne."

Den anførte passus fører nu efter min mening mere naturligt til en mere generel konklusion: Vi er mestendels intellektuelle flokdyr, der viderekolporterer vor tids begrebsapparat ufordøjet. Heraf følger atter, at 99% af kommentarværket, som det møder os i medierne, bør ses bort fra.

Hvis man skal kunne se sig i øjnene om 40 år er det nu, man skal underkaste tidens selvfølgeligheder en grundig, selvstændig analyse: "Nødvendigheden af reformer", "vi skal kunne klare os i en global virkelighed", "humanitær intervention og aktiv udenrigspolitik", "der ER problemer med integrationen", etc. Velbekomme.

Ib Christensen

Demokrati er nøgleordet

Det er naturligvis OK at have eller have haft en ærlig tro på socialismen. Men på noget tidspunkt at have gået ind for forkastelse af demokratiet og menneskerettighederne i en politisk eller religiøs ideologis navn er belastende for de pågældendes politiske intellekt og moral. Kommunister, fascister og islamister fortjener offentlighedens afsky og foragt.

Selverkendelse og selvkritik hører sammen.

Med lidt historieerkendelse har konservatismen og liberalismen været mindst ligeså antidemokratisk og samfundshedbrydende som kommunismen - blot ikke for inkarnerede liberalist og konservative, der må være blind og tunghør.

Ytringsfriheden er antagelige et skoleeksempel på debatten. På et tidspunkt må enhver indse, at enhver lov eller ideologi har sin begrænsning i fordommene og moralkodeks.
Hvor langt vil ytringsfrihedens og trykkefrihedens forkæmpere gå for at fastholde ideen om frihed? Man kender deres århundredgamle syn på kommunister og nu tillige på islamister, den religiøse ytringsfrihed - går de ligeledes ind for frie ytringer, når sagen f.eks. angår pædofile, chauvinister, herionmisbrugere og adskillige andre fænomener i dette herlige frie land, hvor alle udtalelser er tilladt, og ingen holder tand for tunge? Friheden er sin egen modspiller, og antifascister er blevet vor tids fredløse.
Det er måske stadig tilladt at tænke sig om, holde en pause og overveje sine ord - eller blot holde sin mund!

Det bizarre er jo, at flere af de anklagede ikke blev anklaget for at have lavet kommunistisk propaganda på DR - men for at have været røde i helt andre sammenhænge, da det åbenbart ikke har været muligt at finde tendentiøse programmer, man kunne hænge dem op på.

Nogle tidligere DR-medarbejdere angribes altså for deres helt private politiske holdninger, som de åbenbart i høj grad selv høfligt har filtreret bort, mens de var på arbejde. Politik kan ofte være interessant at diskutere - ikke mindst på bagklog afstand - men hvorfor disse skulle med i et program om DRs "røde lejesvende", er ret uforståeligt.

Enhver kan af historien se, at den personlige refleksion, selvkritikken og selvopgøret i og blandt den gamle venstrefløjs aktører længe før disse småborgerlige hate speech tider har haft et omfang og en dybde, som har ændret såvel de filosofiske perskeptiver som de politiske visioner komplet.
Vi har ikke på højrefløjen set nogen Løkke af sig selv og i sit parti reflekteret selvkritisk over sin helt offentlige og meget offensive (væbnede) støtte til Taleban. Og i sammen kasse finder vi den sprøde karklud DFs forråber Pia K.

Altså således Lars Qvortrup: marxismen har allerede vist sig ikke at være 'selvretfærdig og urefleksiv'. Den mærkat du kritiserer den for at bære er en du selv har klistret den på ryggen.

GØR TIDEN OS KLOGERE ELLER DUMMERE?

Uden at have læst Qvortrups bog kan man vel alene på baggrund af udtalelserne her spørge, om de nævnte debattører nogen sinde har forstået dybden af marxismens folkelighed, og derfor som en slags liberale lejesvende i pagt med udviklingen må agere, som en taktisk statsminister efterrationaliserede: Man har en opfattelse, indtil man får en ny.
På afstand af en verdenskrig har landet en stadig voksende flok antikommunister. Pia Kærsgaard begyndte i den internationale antikommunisme med samme udgangspunkt som Dansk Folkeparti under besættelsen, hvilket også er/var nazismens grundlag. Af frygt for folket danner man et folkeagttigt parti, der i den nationalistiske udgave nødvendiglvis behøver en storebroralliance med verdensmagten, dengang Tyskland, i dag USA. Dermed vokser man selv stor.
SF har i Parlamentet under Margrete Auken foretaget samme antimarxistiske kursændring som Qvortrup, mens DF med held har søgt indflydelse i DR's bestyrelse, i Kunstfonden m.v., Ingen kan vel forvente, at se sorte lejesvende i DR-programmerne behandlet - dertil rækker ingen selvkritik, selv om man forbliver i mediernes symbolske verden.

Kurt Svennevig Christensen

Den politiske liberalisme er den største politiske løgn og demokratiødelægger der findes i demokratiet. De kommunistiske grusomheder forgik, for de som skulle have glemt det, altså udenfor demokratiet og som sådan skal de kritiseres.

Morten Børre Nielsen

Man kan også nævne at borgerlige tænkere og meningsmålere endnu i dag betragter det som legitimt at regne Ronald Reagan for en stor mand, eller sågar et etisk sandhedsvidne, som det skete i Berlingeren for nylig. Her taler vi om en massemorder på Pol Pots skala.