Klumme

Når magtens arrogance slår sprækker

De senere års lækager i regeringsmaskineriet tyder på, at fuskeri og misbrug af embedsapparatet er rykket op i en tungere vægtklasse. Tamilsagen er måske ikke længere så enestående - bortset fra at den blev blotlagt
De senere års lækager i regeringsmaskineriet tyder på, at fuskeri og misbrug af embedsapparatet er rykket op i en tungere vægtklasse. Tamilsagen er måske ikke længere så enestående - bortset fra at den blev blotlagt
Debat
11. oktober 2010

Under en valgkamp i slutningen af 1970'erne rundsendte Socialdemokratiets partisekretariat et brev til alle ministerier, hvor man som en ren ekspeditionssag bad om at få belyst alle verserende sager, ministerierne havde med tilknytning til en række nærmere angivne byer rundt omkring i landet. Byerne udgjorde nedslagsstederne for en landsomfattende valgkampagne, hvor tre socialdemokratiske toppolitikere skulle holde valgmøder. Derfor skulle de være klædt på til at kunne optræde med et iøjnefaldende lokalkendskab, hvis der under møderne blev rejst lokale sager, som var under behandling i ministerierne.

Det socialdemokratiske partibrev vakte nogen panderynkning blandt embedsmændene. Der var ingen tvivl om, at anmodningen lå på den forkerte side af grænsen for, hvad embedsapparatet kunne bistå med under en valgkamp. Men arbejdet med at finde sagerne frem gik i gang. Det stoppede imidlertid brat, da Ekstra Bladet - takket være en lækage vist nok i Miljøministeriet - kunne fortælle om den grænseoverskridende henvendelse fra partisekretariatet.

Det er altså ikke nyt, at embedsmændene søges misbrugt til politisk partiarbejde. Heller ikke, at den slags ikke kan holdes hemmeligt. Alligevel må man nok sige, at der er sket et kulturskred, som rokker ved dogmerne om det partineutrale embedsapparat, rollefordelingen i det politisk-administrative system og pressens særlige funktion som kritisk vagthund.

Med de senere års sager i bl.a. forsvarsministeriet og den aktuelle mailgate-sag om de private sygehustakster er vi rykket op i en tungere og mere kontroversiel vægtklasse, hvor det ikke bare drejer sig om ubehjælpsomt fuskeri i regeringsapparatets småtingsafdeling.

Noget tyder på, at Tamilsagen ikke længere er enestående, bortset fra dens afslutning.

Det ser også ud, som om der i dag ikke blot er tale om, at eksterne spillere søger at misbruge deres kontrol over forvaltningsapparatet. Misbruget er så at sige rykket inden døre og udøves nu ikke alene af de politisk udpegede, gæsteoptrædende 'særlige medarbejdere' og spindoktorer, men også i misforstået tjenstivrighed af apparatets faste stok af embedsmænd.

Brændbart materiale

Denne 'professionalisering' af regeringsapparatets kommunikationsarbejde har skabt en subkultur af farveløse lejeknægte med statsansatte spindoktorer, mediernes politiske journalister og den nye klan af politiske kommentatorer. De bytter løbende roller og positioner og betjener på skift stridende herre. Det er ikke mærkeligt, at 'den fjerde statsmagts' vagthund kan komme i vildrede med, hvilken side af hegnet den er sat til at vogte. Så er det vi ser kontroversielt kildemateriale blive hemmeligholdt og journalister optræde som whistleblowers.

Men hvordan kan det være, at de '(u-)ansvarlige' tør løbe risikoen for lækager? Det er da bundnaivt at forvente, at kontroversielle notater i længden kan holdes skjult for Folketing, Rigsrevision og offentlighed. Ligeså urealistisk er det at tro på, at 'brændbart materiale' i digital form som lydfiler og e-mails kan holdes i sikker forvaring eller skaffes af vejen ved sporløst sletning i en tid, hvor internettet fungerer som informationsfrihedens motorvej.

Forklaringen ligger nok lige for. Når man i længere tid har siddet uantastet på magtapparatet, opstår der let en følelse af magtfuldkommenhed og en overmodets arrogance. Det er en anklage, skiftende oppositioner med højlydt forargelse har rejst igennem tiderne - og sjældent uden god grund.

Serie

Refleksion

Seneste artikler

  • Den kroniske velfærdsbulimi

    31. januar 2011
    I disse for vort land så vanskelige økonomiske tider bør vi sende en særlig tanke til budgetbisserne i Finansministeriet, som på det seneste har bistået regeringen med at skifte de ansvarsløse spenderbukser ud med sort latex og pisk
  • Hvem stiller spørgsmålene til vore politikere?

    27. november 2010
    Tempoet i tv er opskruet i dag, og substansen, synes de fleste, er fraværende i politikerinterview i dag. For 20 år siden ville vi i hvert fald aldrig sende spørgsmålene til gennemsyn på forhånd
  • Forældre skal spille på frygt

    26. november 2010
    Frygt kan med fordel bruges i opdragelse, men vi gør det sjældent. Det er en fejl, for der er ting i livet, alle skal frygte. Som at være fysisk inaktiv - som at være for fed. Så glem den politiske korrekthed og hjælp børnene til et aktivt og sundt liv, inden sofaens fangarme får fat i dem
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Venstrefængslet venter dem !

En ganske glimrende beskrivelse af sygdommen, men hvordan bliver patienten rask igen?

Morten Kjeldgaard

Der er det kedelige ved demokrati, at folket skal ville det. Er folket ligeglade, og lader politikerne gøre som de vil, afskaffer det sig selv. For danskerne er værdipolitikken det vigtiste i verden. Det er vigtigere at brokke sig over at en håndfuld kvinder går klædt i burka når de færdes på gaden, end at forsvare demokratiet mod overgreb fra regering og embedsmænd.

Folketinget er et hundrede procent styret af partidisciplin, men det er i modstrid med Grundlovens ånd. Det er nu om dage fuldstændigt utænkeligt at medlemmer af folketinget for blå blok ville vælte en borgerlig regering, selv om den udfører massivt magtmisbrug og lyver og bedrager befolkningen. Det er åbenbart i orden med svindel og bedrag, så længe det er ens egen side der gør det. Og det på trods af, man har skrevet under på at ville overholde Grundloven. Æreløst og skandaløst.

Steen Erik Blumensaat

I 30år har politiken ligget i koma respiratoren, stimuleret af pengepresseren har givet det indtryk at der var liv, verdens politiske økonomi har siden 1994 været pensionskassernes bidrag, 27000 milliarder er de blevet tømt for, og nu vil de sidste rester også blive indsprøjtet i den kliniske døde.
Fri os for politikerne, de er ikke løsningen, de er problemet

Vi må overveje om ikke det er mere 'demokratisk' at udskifte topembedsmænd når regeringen skifter.

Med den politikermoral vi har i dagen Danmark kan man ikke opretholde neutraliteten blandt topembedsmænd. Så lad dem blive skiftet ud løbende.

EKSEMPLETS MAGT.
Artiklen giver mindelser om Peder Tabors gamle månedlige kronikker i Social-Demkraten i 30'erne, og fænomenet er ikke bare dansk. Og sagen kan ikke tage udgangspunkt i Tamil-sagen, som blev rullet op med efterfølgende virkning, men angår mere Fogh Rasmussens kreative handling og opfølgende Brixtofte-sag. Når man kan blive statsminister og senere generalsekretær med det udgangspunkt, vil mange andre krumspring synes tilladelige.

Jeannette Lundbak

Tjah, i min tid som voksen har det altid været værre med snyderiet, når vi har haft borgerlige regeringer - men jeg er selvf'ølgelig også kun i starten af fyrrerne. Er dog lidt træt af, at den slags kritik altid skal pakkes ind i: "de er jo lige gode om det på begge fløje", for sådan oplever jeg det ikke. Den får lige en ekstra tand - og een til - hos høgene til højre.

Det er på tide med et grundlovs-eftersyn, der kan bringe en fornuftig offentlig kontrol med det politiske segment på plads igen. Der er sket meget siden 1953. Især på kommunikations-fronten, eller rettere problemerne med den: hemmelighederne først og fremmest. Det drejer sig simpelthen om, at offentligheden igen bibringes muligheden for at følge med og sanktionere. Ellers kan man roligt tale om demokratiets krise. Der retteligen burde afløses af fornemmelsen af demokratiets udvikling. Dær' står vi idag. Altså foran muligheden for at væge imellem alternativer til krisen...

Med venlig hilsen

Max 8 år i folketinget..og så skal man ud i det virkelige

liv.

John Houbo Pedersen

politikerne kommer og går. Departement cheferne består og de offentligt ansatte skal holde kæft med alt eller blive fyret. Det kaldes ytringsfrihed!

Det store problem er efter min opfattelse den "os-mod-dem" mentalitet, som vore politikere skødeløst har kopieret fra USAs to blokke.
Der er ingen samhørighed, ingen kontakt (udover mudderkastning) og ingen forsoning.
Hvis politikerne ikke kan lege ordentligt sammen, hvordan skal vi så nogensinde komme frem til det velfærdssamfund, vi (forhåbentlig) alle er enige om, gør Danmark til et fedt sted at leve.

Måske ville det være løsningen for Danmark at få enkeltmandskredsene tilbage... så kan folk i hele landet føle sig repræsenterede, magtfuldkommenhed bremses undervejs og befolkningen gøres direkte politisk ansvarlig igennem lokal udpegning af kandidater.

God regeringsførelse er en hovedmålsætning i Danmarks bistandspolitik internationalt.

Burde regeringen så ikke selv nationalt respektere grundlæggende værdier i god regeringsførelse? F.eks. gennemsigtighed, herunder folketingets, civilsamfundets og eksterne myndigheders mulighed for undersøgelser?

Jacob smitt-lassen

En i mine øjne klar tydeliggørelse af politikernes fundamentale inhabilitet i minister embedet. At stå ansvarlig som minister indebærer tilsyneladende store vanskeligheder for den moderne politker med behov for profilering i medier og forankring i partibaglandet. Der skal åbenbart afholdes valg oftere for at sikre en større ansvarlighed hos de folkevalgte embedsmænd.

I disse multimedie tider burde man kunne stemme en minister hjem via sms.