Kommentar

Når politiet slår for hårdt

Politifolk, der dækker over hinandens ugerninger, er en alvorlig trussel mod politiets legimitet. Kun ved at øge bredden i korpset, kan man komme problemet til livs.
22. oktober 2010

I Danmark er brugen af vold, eller med en eufemisme 'fysisk magt', forbeholdt politiet. Under nærmere angivne regler tillader samfundet politibetjente at bruge vold over for borgerne. Som modydelse beskytter politiet borgerne imod kriminalitet. Det er essensen af den kontrakt, som borgere og stat har indgået.

Fuldstændig centralt står betingelsen 'under nærmere angivne regler'. Overskrider politiet disse regler, er der tale om 'overvold', hvilket er strafbart.

Brugen af vold er også tilladt for almindelige borgere under meget, meget stramme regler. Er der en overhængende fare for vold mod en borger, er det tilladt at bruge vold, såfremt den er proportional med nødvendigheden for at undgå overgrebet. Reglerne for politiets magtanvendelse er helt anderledes brede. Betjente må helt generelt bruge fysisk magt for at forhindre og stoppe kriminalitet herunder 'forstyrrelse af den offentlige orden', som en gummiparagraf så flot formulerer det.

Kammerateri

Men hvad nu, hvis man ikke ved præcis, hvem der står bag et voldeligt overgreb? De fleste husker nok politiets ramaskrig, da retten i sin tid afviste muligheden for, at Blekingebandens medlemmer kollektivt kunne dømmes for drabet på en politibetjent under røveriet af Købmagergades posthus.

Den problemstilling findes imidlertid ikke kun med borgeren i rollen som voldsmand. Også politibetjente har det med at gemme deres synder bag hinandens rygge. Inden for de seneste måneder har samfundet således måttet vende den anden kind til hele to gange. Først i en retssag mod fem navngivne politibetjente, hvor en af dem havde taget kvælertag på en uskyldig borger. Han besvimede og kunne derfor ikke huske, hvilken politibetjent der havde foretaget overgrebet. Det mærkelige var, at politibetjentene heller ikke kunne huske, hvem der havde gjort det! Det er svært at tro, at det kan være i overensstemmelse med sandheden. Det er oplagt, at der må være tale om misforstået kammerateri.

Konsekvensen af det kollektive hukommelsestab var, at ingen af politibetjentene blev dømt. For som i Blekingegadesagen dømte retten ikke kollektivt.

Og der er flere eksempler på lignende forløb. For nylig blev en mand udsat for spark og slag i arresten - efter at være lagt i håndjern. Igen kunne ingen af de implicerede huske, hvem der havde begået overgrebet, og igen måtte retten frafalde tiltale. At borgeren var afrikaner, gør det endnu værre, fordi volden automatisk får racistiske overtoner.

Der er ingen tvivl om, at det har alvorlige konsekvenser, når politiet dækker over sig selv. Borgernes tillid til politiet eroderes langsomt. Deraf følger manglende assistance til politiets opklarings- og forebyggelsesarbejde, voldsom modsættelse af anholdelse på grund af frygt for politiets overvold osv.

Jeg har diskuteret ovenstående sag med en politibetjent fra samme station som de fem ovennævnte politibetjente. Hans synspunkt var krystalklart: Hvis en af betjentene havde indvilget i at vidne mod den betjent, der havde foretaget overgrebet, kunne vedkommende vinke farvel til et fortsat virke som politibetjent. Han ville simpelthen være blevet frosset ud i løbet af kort tid!

Og det bliver desværre værre endnu. Betjenten fortalte, at den enkelte politibetjent udmærket ved, hvem der er de brådne kar med hang til overvold. Kommer de på patrulje med en af disse, er de ekstra opmærksomme på at undgå situationer, der udarter sig.

Lær af hæren

Hvis man vil formindske faren for den slags misforstået kollegialitet, går vejen igennem en bredere rekruttering til landets politikorps.

Samme princip benyttes, når man sammensætter den danske hær. Det efterhånden eneste tilbageværende argument for værnepligten er nemlig, at så længe militæret udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen, er riskoen for, at militæret bryder landets love betydelig mindre, end hvis militæret består af en homogen gruppe. Risikoen for et militærkup er f.eks. betydlig større, hvis militæret opfatter sig selv som en elite, der har beføjelser ud over dem angivet i landets love. Jeg indrømmer, at eksemplet er skarpt skåret, men logikken bør overføres til politiet.

Hvis et bredere sammensat politikorps skal opnåes, er det imidlertid nødvendigt at slække på danskkravene ved optagelse til politiskolen. Det vil give flere nydanskere mulighed for at påbegynde uddannelsen til politibetjent - de kan så efterhånden indhente, hvad de måtte mangle af sproglige færdigheder.

Når det er vigtigt at hente denne gruppe ind i korpset, er det fordi, antallet af nydanskere i politikorpset er fuldstændig disproportionalt med gruppens andel af befolkningen.

En anden gruppe, der også er underrepræsenteret er folk fra hovedstadsregionen. Hvordan man knækker den nød, hvis man ikke kan lokke med højere løn, er dog svært at se.

Anders Johansen er cand.scient og ph.d. i fysik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Sarpsborg

Jojo, politiet må udøve vold, men værre er vel at staten har licence to kill. Nu er DK jo ikke ligefrem kendt for at have et politiproblem, så lad os tage en slapper. Der hvor volden udarter sig er jo i relationer med kriminelle, altså der hvor lovløsheden hærger.

Politiet må have frihed til at kunne agere magtfuldt i et lovløst rum, og så er det noget bagstræberisk bagefter at sige at det var forkert. Selvfølgeligt var det det, det var jo i en situation udenfor almindelig lov og orden. Det er politiets vilkår.

"Der hvor volden udarter sig er jo i relationer med kriminelle, altså der hvor lovløsheden hærger."

Hvor naiv har man lov at være?
Der er elementer i politikorpset, der gerne vil ud og slå på tæven. Også selvom det ikke er berettiget. Lige som der er nogen, der kan li' farten ved en eftersætning.

Netop fordi de har nogle beføjelser over borgerne, er det vigtigt at tilliden kan opretholdes gennem åbenhed.

Politiet skal ikke agere i et lovløst rum, men følge de love der er udstukket for dem. Det tjener også korpset bedst i det lange løb.

Men det er jo ikke dær', at problematikken viser sig. Det statslige voldsmonopol er skam en alvorlig sag for demokratiets generelle tilstand. Så udøvelsen må finde sig i at være underkastet en konstruktiv kritik uafbrudt. Og situationen er, at der ikke findes tilstrækkelige kontrol-instanser, der kan indtræde i tendensen til at lade politiet undersøge sig selv. Der findes nemlig et modsætningsforhold imellem de menige betjente og så en politiledelse, hvis politiske gebærden sig gang på gang efterlader betjentene med varierede former for 'sorteper'.

Perspektivet med at sammenligne Politi og Forsvar hár dog sin gang på jorden. Der er tale om en arbejdsfordeling mellem fjenden udadtil og fjenden indadtil. Og i den forstand er Forsvaret langt overlegent bestykket med varierede kompetencer i forhold til Politiet. Og det er snarere her man skal søge skismaet. Altså i Politiets lukken sig omkring sig selv, som ikke efterlader et fornuftigt rum for konstruktiv kritik. Og i den sammenhæng er det ikke først og fremmest de meninge betjente, der må tage brodden af politiledelsens politisdke stædigheder. Men derimod offentligheden. Som jo ultimativt aggerer kanonføde for ambitionerne sammen med de menige betjente. Og så ikke et ord om PET i den forbindelse. For så går det da først galt for kalkulen, hvis den skal se fornuftig ud.

Meen, i offentlighedens interesse kan man jo i flæng nævne den ansvarspådragelse, som PET ikke kan udslå sig, når det drejer sig om de stress-forhold, som ligger ud over tjenestens kommisorie. Eks: arbejds-arkiverne som beklaget i forbindelse med PET-kommisiones mangelfulde arbejde. End ikke PET's priviligerede position kan afvaske den for på ansvars-pådragelse. Ellers er der jo ingen mening med demokratiet. Så det står fast på trods af Tjenestens teoretiske straffrihed. Såden er det såmænd...

Med venlig hilsen

Det Magne Kolstad mener er vist at der kun skal være love for nogle mennesker, nemlig dem han kalder "kriminelle" .. Dem der skal håndhæve disse love skal naturligvis ikke belemres med regler og regulativer.

Vi har i dette lille latterlige lorteland politibetjente der render rundt og siger til borgere : "Kan du huske Benjamin ? Det bliver dig nu ! "

Eller min absolute favorit :
"Skrid eller du bliver kørt en tur i skoven og får en omgang tæsk. Så kan du måske lære ikke at henvende dig til Politiet .."

Intet politiproblem min bare ..

Man skal tænke på Politiet har fået øget sine muligheder under denne regering. Højrefløjen som har magten nu, har en socialpolitisk dagsorden hvor høje straffe og øget kontrol er metoden og målet. Dette er og har altid været politiets drøm. For ja, mange og flest i Politikorpset er højrepolitiske mennesker med reaktionære holdninger. For dem er denne regerings lov- og ordenpolitik en ønske position. Den før hen så verdensberømte danske socialpolitik eksistere ikke mere. Førhen så man på årsagerne for kriminalitet og greb præventivt ind, nu fokusere man kun på virkningen. Det er blevet dyrt og det bliver med endnu større omkostninger hvis linjen videreføres med en VKO-regering efter det kommende valg.

Troels Ken Pedersen

Tja, vi er nogle, som stadig husker Benjamin. Og, at ingen nogensinde er draget til ansvar for hverken hans lemlæstelse eller for de efterfølgende terroristiske trusler, udover ved et par småforflytninger. Trods et bjerg af beviser. Og rigtig mange af de involverede arbejder stadig i styrken.

Indtil der er draget konklusioner af den sag, som rækker ud over alm. ansvarsforflygtigelse, eller alle involverede er gået på pension, kan det danske politi ikke bryste sig af at være så problemfrit, at det gør noget. Og når de med kyshånd griber chancen for at foretage masseanholdelser af almindelige sagesløse demonstranter efter at have gennet uromagerne sammen med dem, bare for at vise deres fine nye beføjelser, tyder det på at den vilkårlige magtudøvelse som ideal er i live og har det godt hos det danske politi.

Jon Vølund Madsen

Løsningen på etatens ubehagelige, men dog ret begrænsede, disciplinproblemer, er altså at sænke standarden og ansætte tilflyttere? Det lyder en anelse uambitiøst.

Mon ikke, at der er andre befolkningsgrupper end lige tilflyttere, som også er underrepæsenteret i politiet?

Og helt ærligt:

"At borgeren var afrikaner, gør det endnu værre, fordi volden automatisk får racistiske overtoner."

Hos hvem?

Lad mig gætte på at Anders Johansen er født og opvokset i københavn?

For de mennesker, inkl. jeg selv, der er opvokset i andre dele af Danmark og senere har bosat sig i København, er kontrasten mellem "folk fra hovedstadsregionen" og folk fra mindre bysamfund, krystalklar.

Men den kontrast kan indfødte københavnere sjældent se.

Anders, hvorfor tror du at personer fra hovedstadsregionen er underrepræsenteret, indenfor politiet?

Jeg ville gerne se noget dokumentation for påstanden om, at hvis der kom flere nydanskere og folk fra hovedstadsregionen ind i politietes rækker, så vil prævalensen af voldsepisoder udført af politiet falde.......

Jeg har linket til den før, men hvis I vil læse hvor brutale politiet var i slutningen af 1800-tallet over for mindre-bemidlede mennesker, så læs disse kapitler i Christian Christensens barndomserindringer fra 'Rabarberlandet' på Nørrebro:
En uhyggelig morgen i kasernen
Det store opgør.

Men også gerne helt fra Nattens lyde i kasernen til Graven pyntes for at få baggrunden for politiovergrebene med.

Og bogen hed En rabarberdreng vokser op.