Kommentar

Når stereotyper gør os blinde

Her er en gammel gåde: En dreng og hans far bliver indlagt efter et trafikuheld. Faderen er bevidstløs, og drengen skal opereres straks. Men lægen kommer ind siger: Nej, jeg kan ikke operere - patienten er min søn. Hvordan er det muligt?
6. oktober 2010

Løsningen på gåden har at gøre med stereotyper og indbyggede fordomme. Vi navigerer i verden efter stereotyper, f.eks. ubevidste ideer om, hvad en typisk bedstemor er (ikke Tina Turner, vel?), eller hvad en typisk håndværker er (ikke en frisør, vel?).

Nogle bruger disse stereotyper aktivt. For eksempel gik jeg i skole med en, der ikke havde brug for briller, men alligevel planlagde at tage nogle uden styrke på til mundtlig eksamen; en god idé i lyset af at briller ofte knyttes sammen med intellekt.

Stereotypen på en læge er en mand og selverklærede feminister foreslår gerne alle mulige fantasifulde løsninger på gåden: At barnet i virkeligheden var adopteret, han havde to fædre, faderen var pludselig vågnet op igen osv. Men de fleste overser den mere nærliggende forklaring, at lægen er drengens mor. Prøv selv at genfortælle gåden.

Så selv her tyder det på, at stereotyper har stor magt.

Hvor kommer stereotyper fra? Måske kunne de bygge på en slags ubevidste erfaringer af, at folk f.eks. får briller, når de læser meget, men den slags forklaringer kan også være efterrationaliseringer, for der er næppe en kobling mellem kontaktlinser og intellekt?

Et andet oplagt element i forklaringen kunne være, at kulturelle koder er en del af en ureflekteret selvforstærkende proces: Når man i børnebøger, film med videre skal signalere, at nogen er intelligent eller nørdet, udstyrer man vedkommende med briller, og er dermed med til at cementere en stereotyp.

Kvinder og forskning

På tilsvarende vis findes stereotyper af kvinder og forskning. Kan vi gardere os mod, at de modarbejder vores bevidste holdninger?

De fleste af os er jo enige om, at kvinder kan være lige så gode filologer/fysikere/filosoffer som mænd, og vi kan genkende chauvinisme, når vi møder den. Men hvis selv erklærede feminister kan være offer for stereotyper af kvinder, som mindre oplagte i det akademiske end mænd og det kan de så tyder det på et problem.

Problemet er kedeligt på flere måder: Dels er dets omfang vanskeligt at afklare givet stereotypers natur, dels er det meget svært at ændre sine ubevidste stereotyper, selv hvis man ved, man har dem.

Ubevidste fordomme

Det er dog også kedeligt på en anden måde: At ubevidste fordomme skulle kunne have en betydning, strider imod et klassisk selvbillede af det akademiske som et selvgennnemsigtigt og rationelt felt.

I dette klassiske perspektiv forsvinder problemet med forskelsbehandling i det øjeblik, alle kan enes om, at mænd og kvinder som udgangspunkt har samme evner og skal have samme muligheder.

Dette kan være grunden til, at mange finder kønspolitiske diskussioner provokerende på den kedelige måde som en urimelig anklage om chauvinisme, noget, der associeres med en aggressiv feministisk dagsorden, og derfor sætter opmærksomheden på standby.

Men jeg opfordrer til, at man ser det som et praktisk problem: Meget tyder på, at vi bærer rundt på implicitte fordomme, der har indflydelse på vores tænkning bagom ryggen på os (jævnfør gåden med den kvindelige læge).

Dette er en fejlkilde i vores forsøg på at træffe gode beslutninger, og derfor noget man må tage højde for.

Selv om det er vanskeligt at gå imod kulturen og ændre på stereotyper, kan simple forholdsregler hjælpe. For eksempel kan man være ekstra opmærksom, når man træffer beslutninger: Er der en kvindelig forsker inden for feltet, som kunne inviteres til konferencen?

Har jeg en kvindelig studerende, som kunne opfordres til at søge ph.d.-stipendiet? Ville jeg vurdere dette speciale anderledes, hvis det var skrevet af en mandlig studerende?

Vi kan nok ikke slippe for vores ubevidste fordomme, men når vi har erkendt dem, kan vi forsøge at holde dem i skak.

Caroline Schaffalitzky er adjunkt ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Næ, det er faktisk en kvinde-politisk parering. Fordi man shopper fædre og børn som stiletter, toppe og strømpebukser, fordi det er den politiske korrektheds absurde medløbende opportunisme - og samtidig fratager kvinden for at tænke over egen andel i forhold til, hvad der viser sig senere hen at give problemer for afkommet. Men i forbindelse med menopausens uretfærdige forfald og obligatoriske depressioner, dukker anliggendet så op igen: og er nemt påny at forvente sin indbyggede feromone distance til. Men den udebliver og giver anledning til nye fordomme om mænd. Det er deres skyld det hele - igen. Det er såmænd dær', at stereotyperne optræder. Men nu er vi mænd på det tidspunkt godt og grundigt trætte at, evindeligt at skulle være skurken. Og har erfaringen af, at ungerne opsøger os selv. Men det er godt nok et tålmodigt projekt for os. Men alternativet handler om en absurd diskvalifikation af fædre på vilkår, som vi ikke genkender os selv i. Og man kan derfor sige, at den kvindepolitiske fornuft alene støtter sig på en jura, som ikke overhovedet er gearet til meget mere end hensynene til juraen selv. Og som akcepterer, at det statslige voldsmonopol sættes ind på juraens egennytte fremfor på at give fædrene en fornuftig sagsbehandling. Men når menopausen vender op og ned på kemien, er der såmænd en pæn klat af os, som længe har meldt os ud af forkælelsen. Og problemerne i forbindelse med at akceptere en anden virkelighed for de kvindepolitiske perspektiver. Men nu gider vi ganske enkelt ikke diskvalifikationens vilkår. Glædelig depression. Vi kender altfor godt til den og har ikke længere energi til ævleriet.

Går det ud over afkommet, er fundamentet lagt lagt langt tidligere. Så shop videre - det rager os en hatteæske...

Æd den og vær kvinder nok til at indrømme, at man skal nærme sig de 50, førend forståelsen støder sammen med erfaringen. Kan man tåle ærligheden og kan man finde et fælles fodslag ud af den, som ikke gentager en automatisk placering af ansvaret hos mænnerne? Ellers er man velkommen til at afvise anliggendet. Det rager mig så de problemer ungerne får af sammenhængen. Der naturligvis bekymrer, men som jeg ikke længere lader forstyrre nætterne. Jeg har problemer nok med vandladningen, pasta...

Med venlig hilsen

Peter B. Jensen

Stereotypen har vel også en praktisk fordel, som pejlemærker i vores kognitive morads? Så snart vi har identificeret en stereotyp kan vi forudsige adfærd og reaktioner, og tilpasse os selv derefter. Modpartens respons bliver som vi har tiltalt dem, og pludselig spiller vi begge forventede roller. Vi vælger en stereotyp der passer til situationen, og hvis vi begge forstår den kulturelle reference gør det kommunikationen så meget lettere.
De fleste af os vil næppe vurdere vores nærmere bekendtskaber som stereotype, men til det nye møde kan det være en bekvem identitet at tage på sig.

Det er et redskab, og som andre redskaber kan det benyttes godt eller skidt. Hvis vi mestrer det kan vi let indgå i forskellige relationer fordi vi netop kan spille op imod de andres forventninger. Hvis det mestrer os, så ser vi kun stereotypen og vores reaktioner er betingede.

Ved det personlige møde er det ikke svært at bryde en stereotyp forestilling. Det kræver blot at man agerer anderledes end forventet. I de nævnte eksempler kunne bedstemor hive en iPod frem eller håndværkeren iføre sig en lyserød polo - og så ved vi med det samme at de er 'more than meets the eye'.

Det er noget sværere hvis forestillingen går på en gruppe (køn, politisk overbevisning, tro etc.). Og det synes at være tidens store udfordring at afbalancere dette, når mange er så ivrige for at klassificere og kvalificere.
Her tror jeg ikke at løsningen er at nedbryde stereotyper, men at gøre sig bevidst hvor mange man selv repræsenterer, uden at nogen af dem er altdominerende for vores person og identitet. Og så gå ud fra at andre er tilsvarende komplekse.

Godt nok gør det os en anelse blinde. Men vil det ikke være meget værre hvis vi klart så hinanden for hvad vi er?

Kirsten Svejgaard

"Feminister" er jo netop karakteriseret ved at tænke i stereotyper - præcis som "mandschauvinister".

Jeg er ikke feminist - måske var det derfor, jeg straks tænkte: lægen er drengens mor.

vores ubevidste fordomme …!?

Stereotypisering og objektgørelse er vilkårene i det målrettede samfund...Vi skal være blandt verdens 10 rigeste samfund i 2020...for hvis skyld?

Ps.Jeg gættede på hun var farmor.

Feminister kan tilsyneladende ikke frigøre sig for stereotyperne:

Mand = knoslæbende chauvinist

Kvinde = offer for ovenstående

Jon Vølund Madsen

Først og fremmest: stereotyper er en kognitiv nødvendighed. Man ville blive udslettet umiddelbart, hvis man ikke havde nogle fasttømrede antagelser om verden fysiske beskaffenhed.

Perceptionen af verdens sociale beskaffenhed er derimod til konstant debat. Så set i det lys, er denne artikel blot et partsindlæg.

Et partsindlæg fyldt med postulater, og uden synderligt indblik i, eller erkendelse af, forfatterens egne "stereotyper".

Der er en sær tendens til, at personer der udtaler sig autoritativt om andres stereotyper, føler at de sidder med en eller anden facitliste over hvorledes andre mennesker bør opføre sig.

Det er ikke svært at se socialkonstruktivismen og den kvælende politiske korrekthed, trænge sig på i baggrunden.

Der er ingen tvivl om at en vis handlen efter stereotypier og fordomme, er nødvendige for at navigere i et diversificeret samfund, så vi ikke ender i uendelig regression. Dog vil bevidstløs gentagen af stereotypierne medførere et stivnet og konserveret samfund. At visse muligvis ønsker dette, er en anden diskussion.
Såfremt man udgår fra et ønske om et progressivt samfund i udvikling, er det nødvendigt at behandle fordomme refleksivt og bevidst, således at samfundet netop udvikles gennem nye idéer og ny viden. Gentagelse af ubevidste og ureflekterede holdninger, er under alle omstændigheder en opretholdelse af gammelt tankegods og gamle samfundsstrukturer.
Når vi taler om køn og fordomme, er sidstnævnte medvirkende til at opretholde en magtstruktur, der generelt set stadig falder ud til mændenes fordel i de fleste tilfælde. Indenfor akademia og universitetsverdenen, kan der ikke være særlig meget tvivl om eksistensen af en maskulin magtstruktur; det er meget muligt at omkring 60 % af de studerende er kvinder, men det er stadig kun omkring 10 % af det videnskabelige personale, der består af kvinder, og på trods af øget studenterindflydelse og oprør i ’68, er det immervæk underviserne, der giver de studerende karakterer og fungerer som kontakt til en videre karriere i den akademiske verden.
Derfor er det nødvendigt at den individuelle mandlige underviser, der næppe mener andet end at flertallet af kvinder er beundringsværdige individer, gør sig sine fordomme bevidst, for netop at være i stand til at se individernes personlige egenskaber og talenter, og ikke fortabe sig i stivnede stereotypier der tilsiger at en forsker er en mand, uanset fag.

I en artikel her på siden (en filmanmeldelse) kan man læse en fuldt udfoldet stereotypi om 'sandheden om mænd.' Og åbenbart er sandheden om mænd den, at mænd ikke er i stand til at forpligte sig, hellere vil knalde og kneppe alle andre end deres kærester (gennem x antal år, i filmen 10 år). Og det er mig dybt utroligt, at anmelderen ikke kan se, at der netop er tale om en stereotypi - som ikke rokker ved de traditionelle kønsrollemønstre overhovedet....