Kommentar

En norsk model for Tyrkiet

Tyrkiets EU-chefforhandler er kommet med et tilbud, som EU ikke bør afslå
Tyrkiets EU-chefforhandler, Egemen Bagis, vil lade landets indmeldelse i EU afhænge af en folkeafstemning.

Tyrkiets EU-chefforhandler, Egemen Bagis, vil lade landets indmeldelse i EU afhænge af en folkeafstemning.

John Thys

Debat
14. oktober 2010

Det er nu fem år siden, at EU begyndte at føre optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Men processen er forløbet umådelig trægt.

Aldrig så snart var den eftertragtede startdato på forhandlingerne fastsat, før Tyrkiets interne reformbølge ebbede ud.

De efterfølgende reformer har primært haft karakter af forsøg på at promovere AKP-regeringens egen islam orienterede dagsorden. Her kan f.eks. nævnes forsøget på at afskaffe forbuddet mod at bære det islamiske tørklæde på universiteterne og forsøget på at give studerende fra de religiøse højskoler adgang til de højere læreanstalter.

Til dato er der kun lukket et ud af i alt 35 kapitler om tilpasning af Tyrkiets lovgivning til EU's såkaldte acquis communautaire (unionens samlede regelværk). Med den hastighed vil det tage 200.000 år, før alle øvrige kapitler er lukket. Noget kunne altså tyde på, at modstandere af tyrkisk EU-medlem-skab kan ånde lettet op.

Hovedknasten: Cypern

Hvad er grunden til, at processen trækker i langdrag?

I første række er det Cypern-spørgsmålet. Før optagelsesforhandlingerne kunne gå i gang, måtte Tyrkiet underskrive en tillægsprotokol til Ankara-aftalen, som udvidede toldunionen til at omfatte ti nye medlemslande, inklusiv Cypern. Det gjorde Tyrkiet modstræbende i juli 2005, men protokollen blev aldrig ratificeret af det tyrkiske parlament. Samtidig erklærede Tyrkiet, at man ikke ville anerkende den cypriotiske republiks suverænitet over hele øen.

To måneder senere udstedte EU en moderklæring, der betegnede Tyrkiets erklæring som ensidig og uden juridisk virkning på Tyrkiets forpligtelser i henhold til protokollen. Men på EU-topmødet i december 2004, hvor Tyrkiet fik en startdato for optagelsesforhandlinger, nægtede landet fortsat at anerkende Cypern. Luxembourgs udenrigsminister Jean Asselborn kvitterede med følgende kommentar:

»Vi er ikke tæppehandlere her i Europa«.

Tyrkiet har siden nægtet cypriotiske skibe og fly adgang til sine havne og lufthavne og luftrum. Derfor besluttede EU's ministerråd i december 2006 at blokere for åbningen af otte forhandlingskapitler, der omhandlede opfyldelse af Tyrkiets forpligtelser i henhold til protokollen. Frankrig har blokeret for yderligere fire og Cypern for seks, hvilket fik en frustreret diplomat til at udbryde: »Der bliver snart ikke flere kapitler at forhandle om!«

Vejen ud af dødvandet

I et forsøg på at bryde dødvandet er Tyrkiets EU-chefforhandler, Egemen Bagis, nu fremkommet med et tilbud, som kunne være en overvejelse værd. På en pressekonference i Bruxelles foreslog han, at når tiltrædelsesprocessen er fuldført - dvs. når alle kapitler er åbnet, forhandlet og lukket - bør alle EU-lande samt Tyrkiet holde folkeafstemning om tyrkisk medlemskab. For som Bagis udtrykte det med henvisning til Norge, er det ikke givet, at Tyrkiet til den tid overhovedet vil ønske være medlem. Han forklarede i ægte 'tæppehandlerstil', at »for at fuldføre forhandlingerne, er det nødvendigt at genåbne forhandlingskapitlerne. Hvis man ikke åbner kapitlerne, kan de ikke lukkes«.

Det kapitel, Bagis specifikt havde i tankerne, var energikapitlet. Her var han mere direkte. »Hvis jeg ikke må åbne energikapitlet, er jeg ikke så motiveret for at løses jeres energiproblemer.«

Den slet skjulte trussel handlede om Nabucco-gasledningen, som skal føre naturgas fra Det Kaspiske Hav og Mellemøsten gennem Tyrkiet og frem til Europa. Tyrkiet har tidligere brugt sin støtte til projektet som pressionsmiddel, og nu bliver det igen brugt som brik i forhandlingsspillet. Denne gang er dagsordenen mere tydelig.

For to år siden forsøgte tyrkiske krigsskibe at hindre norske skibe i at lede efter olie ud for Cyperns sydkyst, og den cypriotiske udenrigsminister beskyldte Tyrkiet for at opføre sig som 'nabo-lagets bølle'. Da Cypern følgelig blokerede for åbningen af energikapitlet, bemærkede Bagis: »En lille solskins-medlemsstat blokerer for åbningen af et bestemt kapitel i strid med 500 millioner europæeres behov.«

Og i Bruxelles tilføjede han: »Forestil Dem at være cypriot. Et land med en befolkning på 600.000, der står over for et land med 70 millioner, med Europas største militær, Europas sjettestørste økonomi og verdens tredje hurtigst voksende økonomi.«

Tyrkiet kører et dobbeltspil, når det drejer sig om Cyperns genforening. Formelt støtter Tyrkiet FN's mål om en føderal stat, men den tyrkiske regering har adskillige gange talt om to adskilte befolkninger og to adskilte stater, og for tre år siden talte præsident Gül sågar om to religioner.

Tyrkiets egentlige mål er anerkendelse af en tyrkisk stat i Nordcypern, hvilket verdenssamfundet indtil videre har afvist.

Når det kommer til stykket, er det et spørgsmål, om Europa er indstillet på at ofre en medlemsstats uafhængighed og sikkerhed, for hvad det opfatter som egne sikkerhedspolitiske interesser, sådan som Chamberlain og Daladier gjorde med Sudeterlandet for 72 år siden.

Magten tilbage til folket

Men for at vende tilbage til Bagis' forslag om en folkeafstemning, hvis og når tiltrædelsesprocessen er fuldført. Det er som den franske filosof Blaise Pascals væddemål om Guds eksistens. Hvis han eksisterer, vinder du, men hvis han ikke eksisterer, taber du intet. Det samme gælder her.

I 2005 indførte den franske præsident Jacques Chirac en forfatningsændring, som gjorde det obligatorisk at holde folkeafstemning om EU-medlemskab for lande, hvis befolkningstal oversteg fem procent af EU's samlede størrelse. Imidlertid blev den fjernet tre år senere under Sarkozy for ikke at diskriminere mod Tyrkiet.

I Bulgarien har nationalistbevægelsen VMRO samlet 330.000 underskrifter, der forlanger en folkeafstemning om tyrkisk medlemskab. Ifølge bulgarsk lov er mindst 500.000 underskrifter bindende, men fordi der er flere end 200.000 skal parlamentet debattere og stemme om forslaget.

Efter at Frankrig og Holland afviste EU's forfatning i 2005 og Irland Lissabon-traktaten i 2008, er EU's Direktorat rædselsslagen ved tanken om at høre folkets mening. Derfor er det påfaldende, at det nu er Tyrkiet selv, som i det omstridte spørgsmål om landets EU-medlemskab, skal lufte tanken om en folkeafstemning.

På den måde kunne man helhjertet støtte en ægte reformproces i Tyrkiet i sikker forvisning om, at det i sidste ende bliver de involverede befolkninger, der bestemmer, og ikke EU's bureaukrater.

Robert Ellis er kommentator om tyrkiske forhold og rådgiver for Turkey Assessment Group i Europa-Parlamentet.
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er let at forstå Tyrkiets irritation, så hellere være medlem uden at være medlem via en EØS-aftale. (Det meste af lovgivningen bestemmes fra Bruxelles, uden at man selv har noget at skulle have sagt.)

Hovedknasten er Cypern, men er en anden stor knast ikke fordomme om Tyrkiet? Robert Ellis starter selv med at trykke på fordomspedalen: tørklæder og religiøse højskoler.

Er der grund til at ånde lettet op over, at forhandlingerne sander til?

“I dag har Tyrkiet mere indflydelse i verden end alle EUs medlemsstater taget hver for sig”, vurderer Finlands udenrigsminister Alexander Stub. “Det er totalt uacceptabelt, at nogle lande af indenrigspolitiske grunde blokerer for tiltrædelsesprocessen, det er imod EUs ånd”, siger Sveriges udenrigsminister Carl Bildt med henvisning til Frankrig og Cypern. Kilde: Nouvel Observateur, 11.9.2010

Netop Frankrigs blokering har vildledt og ydmyget den tyrkiske elite, mener Frankrigs tidl. Premier minister Michel Rocard. ("Oui à la Turquie"/"Ja til Tyrkiet", 2008).

Hvorfor ikke optage et land, der klarede den økonomiske krise bedre end flere af sine naboer?

Tyrkiet er desuden EUs 2. vigtigste strategiske partner efter USA.
http://www.euractiv.com/29/images/ATVpanFLETSON_tcm29-182509.pdf

Mht. "EU’s Direktorat" i 2. sidste afsnit : Der menes vel EU's ledelse og ikke et af Generaldirektoraterne...