Hvis Brasilien længe har udlevet sin egen personlige fantasi om arketypen på et tolerant og festende land med sine Copacabana-strande, sin samba, sit karneval og en høj grad af seksuel frihed kan det nu siges helt reelt at udleve sin næsten glemte samfundsdrøm om økonomisk og social revolution. Den afgående præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, kan i disse dage overdrage en nation, der fremstår som en dynamisk kapitalistisk økonomi med et menneskeligt ansigt en økonomi, som dramatisk har sat indkomsten pr. capita i vejret (den er nu 12 gange den tilsvarende i Kina og Indien), stort set har afskaffet sult og givet det store flertal af sine fattige et indkomstsupplement, som går til alle mindrebemidlede familier, der sender deres børn i skole.
Efter otte gode år med Lula er det ganske vist stadig en vedvarende udfordring for brasilianske regeringer at holde sig på forkant med en befolkning i hastig vækst, ligesom der stadig står meget arbejde tilbage for at gøre op med ulighederne i et feudalt jordbrugssystem, som holder millioner fanget i en ussel daglejertilværelse, hvis de da ikke søger imod de enorme slum-favelas, som har en mordrate, der næsten kan måle sig med en krigszones. Det var vist Charles de Gaulle, som engang sagde: »Brasilien har en stor fremtid. Og det vil det altid have.«
Deri tog han fuldkommen fejl. Det står klart efter de omfattende reformer, som er blevet gennemført i Lulas embedsperiode, for i dag står Brasilien med en unik chance for at fuldføre sin opsigtsvækkende omstilling fra tredjeverdensnation til førsteverdenssamfund.
Brasilien har tilsyneladende alt: En nation af stor geografisk udbredelse (på størrelse med Europa) med Amazonlandets dampende tropiske regnskove i nord til de kølige, næsten tempererede og frodige prærier mod syd. Få andre lande i verden om nogen byder på så store geografiske kontraster eller et så overdådigt udbud af råstoffer, naturrigdomme og muligheder, uanset at der før Lula kom til i fire århundreder er blevet drevet megen rovdrift med voldtægten på Amazonas og forspildt mange muligheder med en selvforkælende overklasses slavelignende udbytning af de fattige.
Eksportboom
Politisk har Lula været begunstiget af held. Det skal ikke overses, at hans forgænger, Fernando Henrique Cardoso centrumhøjrepræsident igennem to embedsperioder, lagde en stor del af grundlaget for de fortsatte fremskridt. Men efter først Cardoso og siden Lula stiller det spørgsmål sig nu: Kan Brasilien virkelig foretaget springe fra Den Tredje Verden til den Første? Brasilien var det 20. århundredes største vækstmirakel, men fortsatte vækstmirakler er påkrævede i det 21. århundrede, hvis drømmen skal gå i opfyldelse.
Tilbage i 1980erne og de tidlige 1990erne tegnede perspektiverne ikke nær så lyse. Dengang var landet hæmmet af en så enorm inflation, at landets seddelpresse dårligt nok kunne nå at føje ekstra nuller til. Mange var da også skeptiske, da Fernando Henrique Cardoso, en tidligere marxistisk sociologiprofessor, overtog præsidentposten. Men med finanspolitisk tilbageholdenhed fik Cardoso stabiliseret valutaen og iværksat de første virkelige reformer af Brasiliens oppustede bureaukrati og ineffektive feudalstrukturer.
Og Lula fortsatte, hvor Cardoso slap. Under hans lederskab betalte Brasiliens sin gæld til Den Internationale Valutafond og Paris-klubben tilbage og det længe før den forfaldt. I dag nyder landet godt af en hastigt voksende overskud på sin handelsbalance, eksporten boomer og vokser nu tilmed i et højere tempo end Kinas (med vækstrater, der har overskredet de syv procent), omfattende en bred vifte af produkter fra sojaolie, til flyteknologi, fra mineraler til computere.
To alen af et stykke
Brasilien er nu verdens ottendestørste økonomi. Brasilien er hjemland for verdens største tropiske skov, og Brasilien har de største forekomster af ferskvand og gør i vidt omfang brug af vandkraft i sin elforsyning. Det er selvforsynende inden for olie og naturgas, og nyfundne felter på større havdybder giver det tillige mulighed for at blive en stor eksportør af olie og naturgas.
I forhold til Indien og Kina fik Brasilien ganske vist en mere flyvende start. Landet har udviklet sig på denne næsten maniske måde i over 100 år. Mellem 1960 og 1980 fordoblede Brasilien sin pr. capita-indkomst, en bedrift, som kun langt mindre østasiatiske nationer skulle vise sig at kunne matche. Men under Lula har den økonomiske vækst gjort nye kvantespring.
Selv om Brasilien med 170 millioner indbyggere naturligvis ikke har økonomisk tyngde som Indien og Kina med deres milliardstore befolkninger, vil det utvivlsomt på sigt kunne møde dem som ligemænd, lad os sige om ti år, når deres vækstrater uundgåeligt går på hæld, mens Brasilien stadig tordner fremad med +syv procent. Under alle omstændigheder er det kun et spørgsmål om tid, før Brasilien distancerer Canada, Frankrig, Storbritannien, Rusland og Mexico.
Nu skal Lula inden længe overgive dirigentstokken til sin imponerende og erfarne stabschef, Dilma Rousself, den sandsynlige vinder ved valgets anden runde, og hun vil kunne regne med at have Lula ved sin side som rådgiver. Hun har vist sig som en målrettet og benhård leder, som har haft talent og energi nok til at presse Lulas dagsorden igennem. Politisk set er de to alen af et stykke.
Brasilien behøver endnu mange reformer, hvis de mange millioner fattige skal kunne hale sig selv op af armodet, hvis dets byzantinske og misbrugte skattelovgivning skal bringes til at fungere, og hvis de rester af bureaukratisk kultur, som endnu hæmmer landets potentiale, skal ryddes af vejen. Hvis nogen kan klare det job, er det hende.
© Jonathan Power og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
