Kronik

Populærkulturen har koloniseret os

Sluk for tv'et og mærk den skræmmende følelse af ikke at vide, hvad du skal stille op med dig selv. Snart kommer inspirationen og lysten til at udfolde livet på egne præmisser
At smide tv'et ud kan være en måde at frigøre sig fra populærkulturen, mener kronikøren.

At smide tv'et ud kan være en måde at frigøre sig fra populærkulturen, mener kronikøren.

Niels Meilvang

1. november 2010

Efter jeg kom hjem fra Afghanistan og startede på min uddannelse, fandt jeg, at vi i et videnssamfund som Danmark, hvor unge mennesker har alle muligheder for at udvikle sig intellektuelt og åndeligt, i stedet sidder fast. Jeg har grublet over, om jeg kunne formulere en fællesnævner for fænomenet, et dækkende begreb. Og kom frem til det lidt prætentiøse begreb åndelig materialisme. Åndelig i den forstand, at vores ambition ikke længere fokuserer på materielle goder for deres egen skyld. I stedet er vort forbrug rettet mod livsstil og oplevelser, vi søger for at afgrænse vor personlighed. Og som vi dernæst hænger på os i samtale med hinanden, som vi tidligere hængte smykker på os foran spejlet. Vi skal gå rundt i det rigtige tøj i vores rigtigt møblerede lejlighed, og vi skal tage på de autentiske ferier til de eksotisk rigtige steder. Det har mange kritiseret, men få uddybet. Jeg tror selv, at det er udtryk for, at materialismen er blevet mangeartet for at leve op til den stigende efterspørgsel på individualitet, men forudsætningen er stadig den samme: Vores individualitet og eksistens er afhængig af de varer, vi forbruger.

Eksistentiel ensretning

Problemet er, at den åndelige materialisme er overfladisk. Vi køber vores livsstil med udgangspunkt i populærkulturens forskellige narrativer, frem for at lade den udspringe af vores egen tankeverden og sjæleliv. Det er altså ikke intellektuel fordybelse og åndelig frigørelse, der er i højsædet, selv om vi har bevæget os væk fra 1950ernes og 60ernes ensrettede forbrug. Vi har stadig fokus på ting, der kan definere os over for andre i en flygtig hverdag, og som kan give andre et overlegent førstehåndsindtryk. Men hvorfor?

Når man opholder sig i dårligt fungerende samfund, kommer man til at sætte Danmark på en piedestal og give det status af paradis. Et sammenhængende samfund, hvor alle er tilpas, hvor busserne kører til tiden, og sommeren er dejlig. Hvor folk kan ligge i fred i byernes parker og skabe deres liv og udfolde deres meninger, som de vil. Når man så kommer tilbage til Danmark, ser man mest folk begrænse sig selv. Men jeg mener ikke, at det er deres egen skyld. Det er en konsekvens af den populærkulturelle maskine, som vi i søgen på identitet har lukket inden for i vor sjæl.

Mennesket har internaliseret populærkulturen, den har erstattet tidligere sociale normer og dogmer som religion eller patriarkat. Det har haft store konsekvenser for vores væren. Det har ført til en eksistentiel ensretning af vores tankeverden. Man kan godt appellere til både følelserne og intellektet samtidig, de kan faktisk forstærke hinanden, men populærkulturen appellerer kun til de mindst komplekse følelser og behov, hvorved intellektet frakobles fuldstændigt, og hverdagen bliver monoton.

Ikke dermed sagt, at der ikke skal være plads til populærkultur. Til at mine licenspenge bliver brugt på X-Factor og dansesjov med kendisser og politikere. Vi lever i en kapitalistisk verden og i et af de mindst dårlige systemer. Der skal være plads til markedets livsblod i et markedsdrevent vækstsamfund. Men hvorfor skal populærkultur fylde næsten det hele for selvsamme samfunds borgere?

Forfængelighed

Det er et problem, at mennesker på trods af subsistens- og behovsmæssigt overskud stadig fokuserer på form frem for indhold. Vi forspilder vores civilisatorisk enestående mulighed for at udvikle os intellektuelt og åndeligt. Selv ser jeg symptomerne på universitetet, hvor der har været en tendens til at diskutere Paradise Hotel og politisk taktik for dens egen skyld frem for at diskutere fagenes større linjer og implikationer for samfundet såvel som for de studerendes egen tankeverden. Studiet betragtes som et deltidsjob, man søger væk fra i ens fritid. Populærkultur og forbruget af den er der, man søger hen. Når de studerende senere er færdige på selv samme uddannelsesinstitutioner, bruger mange så karrieren og den akkumulation af økonomisk kapital, der er forbundet hermed, til at opnå social kapital ved forbrug rettet mod den livsstil, der definerer dem over for andre i en hverdag hvor vi mere og mere ligner hinanden. Vi reproducerer simpelthen populærkulturen via vor egen forfængelighed og ønske om det gode, originale liv, samt ønsket om indflydelsen over andres.

Forvandlingen til juletræ

Måske er vi med på legen, fordi vi ellers ikke ville ane, hvad vi skulle bruge vores penge til. Vi tjener jo ikke længere penge blot for akkumulationens skyld, som tidligere var den protestantiske kristendoms fordring, med et jævnt og virksomt liv på jord. Nej, folk har indset, at de har en udløbsdato. Derfor er en hedonistisk populærkultur mere passende, den har erstattet religionen og dens dogmer. I et samfund, hvor alle har noget og få for lidt, opnår man lettere social status og magt over omverdenen med korrekt livsstil end gennem kapitalakkumulation, da det giver os et skær af autenticitet.

Men som den tidligere, fysiske materialisme, rummer den åndelige materialisme efter min mening også tomhed. Uden at gå Marx for meget i bedene tror jeg, at mennesket grundlæggende er et kreativt væsen, der har det bedst, når det skaber. Men menneskelig skabertrang fylder mindre for mange i dag, hvis vi ser ud over karrierepræstationer. Om vi har erstattet det materielle underskud med et tidsunderskud, ved jeg ikke, men jeg finder, at mennesket i visse tilfælde via deres forbrug af livsstilsdefinerende varer reducerer sig fra kreativt væsen til juletræ. Det ser skam meget pænt ud, men har en vegetativ natur og er mest til pynt. Ved at følge den åndelige materialisme, hopper vi på en karrusel, hvis fordring er, at man aldrig kan komme op på den flotteste træhest. Alligevel må vi ikke hoppe af karrusellen, selv om vi får kvalme.

Men der er en ganske enkel løsning på denne kvalme, nemlig ikke at sætte sig op og i stedet blot gå videre. Evt. over på biblioteket eller hen til et debatarrangement. Vi kan også, lige som medierne, grådigt betragte karrusellen,z mens den kører, for derefter at forklare andre, at det er en livsnødvendig ting at lade den fylde ud i vores tankeverden. Men ingen af delene tror jeg, at vi får et indsigtsfuldt liv af.

Fremmed for mennesket

Argumentet for at give populærkultur den dominerende plads i vores tankeverden er, at vi har brug for at slappe af, at vi har brug for dumme ting. Det vil jeg gerne forfægte. Det er ikke nødvendigt for os som tænkende væsener. Det er snarere nødvendigt for noget lavt i vores naturlige behov, nemlig behovet for at se på mennesker i situationer, som opfører sig dummere og mere simpelt end os selv, eller det vi beskæftiger os med til hverdag. Det er dejligt uforpligtende. Så kan vi glemme ansvar, vi kan glemme, at verden brænder og at vi en dag skal dø. Fred med det, hvis det er det, vi grundlæggende vil. Det tror jeg bare ikke, at det er. Hvad kan vi så gøre for at modstå populærkulturens massive overgreb? Der findes ikke konkrete svar, jeg forsøger ikke at kolonisere jeres tankeverden. Men jeg tror, at vi kan begynde med ikke at bukke under for tendensen til det dumme. Lad være med at tænde for tvet, medmindre der er et program, du rent faktisk gerne vil se. Lad være med at gå på nettet for at klikke på artikler om øksemordere i Kansas eller om, hvem den nye X Factor dommer skal være. Det er blot dyrebar tid tabt på gulvet. Jeg selv er i dag gået så langt som til ikke at have noget tv. Vildt.

Og pludselig sidder jeg en eftermiddag og ved faktisk ikke, hvad jeg skal bruge min tid på. Det er ret skræmmende. Jeg kan sidde længe og trille tommelfingre og lytte til den larmende tavshed. Jeg får lyst til at ryge igen, til at se japanere falde på halen på nettet i sindssyge talkshows. Men så kommer inspirationen pludselig. Og lysten til at udfolde mit liv på mine egne præmisser, frem for på populærkulturens, som både kulturelt og eksistentielt er blevet så fordrejet, at den nu er grundlæggende fremmed for karakteristikken af mennesket som værende et tænkende væsen.

 

Jon Kjellund er stud.scient.pol. Københavns Universitet, sprogofficer, officer af reserven, tidligere udsendt til Afghanistan

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men populærkulturen er jo et ideologisk diktat. Det er symbolet på vores frihed. Det er jo netop karakteristisk, at "de hader vores frihed" og vil forbyde Mickey Mouse, X Factor og alt det andet. At se Disney Sjov på TV er at kæmpe for friheden. Hele livet foregår til tonerne af amerikansk rockmusik og handler mest om at få sex.

Ovenstående startede vistnok som en vittighed, men er blevet virkelighed i Brian Mikkelsens post 9-11 Danmark. Vi skal jo også forbruge så meget som overhovedet muligt for at holde økonomien i gang og må kun bekæmpe klimaforandringerne, hvis det sker på grundlag af markedsøkonomisk job- og vækstskabende ny teknologi, det meldte Fogh jo ud inden sin strategiske omvendelse.

Populærkulturen har koloniseret os. Det er artiklens præmis. Men er den også korrekt, eller er den delvis korrekt? Hvis præmissen er korrekt, er den så udtryk for en recent udvikling, knyttet til moderniteten, eller har den været et faktum til alle tider? Og hvem er "os"? Er det os allesammen, er er det kun nogen af os? Kan det være at populærkulturen delvis har koloniseret nogle of os? Bliver vi dårligere mennesker af at være koloniseret af populærkulturen fremfor at være koloniseret af noget andet, eller aktivt at kolonisere? Bliver vi lykkeligere af at lade os afkolonisere? Og hvis vi gør vil det så ikke blot være en midlertidig lykketilstand som en reaktion på at være brudt ud af koloniserings snærende bånd, en midlertidig lykketilstand, som igen forsvinder mens vi sidder og triller tommelfingre og venter på det næset øjebliks inspiration? Som når vi endelig har formået at fralægge os vanen at ryge, en lykketilstand som går over i en ny almentilstand.

Bliver vi lykkeligere eller bedre eller hvad som mennesker af at fordybe os i intellektualitet og spiritualitet? Intellektualitet for nogle, og spiritualitet for de som måske ikke har et så veludviklet intellektuelt gen og vice versa. Måske gør nogle. Men er der nogen garanti for at "vi" gør?

Citat "Det er en konsekvens af den populærkulturelle maskine, som vi i søgen på identitet har lukket inden for i vor sjæl."

At tørre ansvaret af på en "maskine", et koldt, umenneskelig udefra kommende objekt er så fejlagtigt. Men det er desto mindre blot endnu et udtryk for en stærk tendens til ansvarsforflygtelse, som er så menneskeligt. Vi ligger under for et utal af overmagter hvis eneste formål er at gøre os ufuldstændige eller ulykkelige. Den ene dag er det populærkultur-maskinen, den næste er det religionen, den næste er det kapitalismen, den næste er det vore politikere, den næste er det vores chef, den næste er det USA, den næste er det vores kone, den næste er det systemet, den næste er det indvandrere, den næste er det ... Alt i alt er vi oppe mod uhørte kræfter, der alle konspirerer med det ene formål at gøre vort liv surt og besværligt og ufuldendt.

Er vi virkelig reduceret til en fysiologisk klump, fuld af urealiserbare drømme, der venter på at dø, venter på en bedre tilstand efter livet?

Jon har tydeligvis forsøgt at frigøre sig fra maskinens favntag. Har er lidt stolt kan vi mærke "Vildt" siger han. Og denne nye lykkefølelse er tilsyneladende så overvældende, at han simpelthen måtte delagtigøre os alle i den. Bebrejde os lidt lidt, måske. Ikke direkte, selvfølgelig, det er han for hensynsfuld til. Men det er lidt svært at tro på hans fulde oprigtighed selv i hans auto-flagelation i form af brugen af ordet "vi".

Med andre ord, har vi blot fået endnu en forkynder af evangeliet? Som Jon så korrekt siger "I stedet er vort forbrug rettet mod livsstil og oplevelser, vi søger for at afgrænse vor personlighed. Og som vi dernæst hænger på os i samtale med hinanden, som vi tidligere hængte smykker på os foran spejlet. " Jon har også fundet en ny livsstil.

Jeg må indrømme at jeg har et problem med forkyndelse af alle afarter, såvel når de manifesterer sig som religioner, som når de optræder som politisk korrekte bander. De har jo det til fælles, at de revser min nuværende livsstil, og udpeger den "sande" lære, en bedre livsstil.

Jeg jeg bider ikke på. Jeg lever nemmelig med det dumdristige håb, at det jeg gør er det jeg vil. Og når jeg en dag vil noget andet, så gør jeg det. Helt af egen fri vilje.

Kronikken er jo bare gammel Marxistisk (i ordets bogstavlige betydning) vin på nye flasker. Hvis bare vi sætter os i stearinlysets skær og udfolder os kreativt (hvad det så end går ud på), så skal vi nok blive lykkelige mennesker. Yeah right...
Dermed ikke sagt, at der er noget galt i at argumentere for den "almene dannelse" og generelle intellektuelle udfoldelser på lidt højere niveau end reality-navlepilleri. Men den afstandtagen fra populærkulturen, som kronikken bygges på, fortæller altså mere om skribentens kulturelle udsyn (eller mangel på samme) end den gør om "populærkulturen". Man skal jo huske på at populærkulturen kan gradbøjes.... Vi er f.eks. enige om at X-Faktor og Paradise Hotel ikke ligefrem er jordens mest stimulerende underholdning. Men så er der til gengæld så meget andet populærkultur, der i den grad har dybde. Vi ser bare ikke så meget af det i Danmark.... og det skyldes, til dels, at debatten er så polariseret som den er. Det er ikke "fint" at beskæftige sig seriøst med populærkulturen. Hvorfor det danskerne bliver mødt med fra meningsdannerne, der handler om populærkultur, primært er en ensidig latterliggørelse og ironisering.

Jeg melder mig gerne som populærkultur-redaktør på Information. Så skal I sat'me se der er nok åndelig føde i den ellers så uglesete populærkultur, til at få Marx' bannerførere til at kløjs i det.

Henrik Sarpsborg

Et andet argument for at give pop kultur så megen plads er at vi har brug for noget at give os til! Den krise vi har er en idémessig krise. Socialismen døde med Berlin' muren, IT boblen brast ved millenniet, og senest har nyliberalismen spillet fallit.

Vi mangler nye idéer, og at der skér noget. Pop kulturen er god til at fodre dét gen, og i det mindste lade som om.

Det er ikke "overgreb", det er snarere en motiveret konservatisme. Et ønske om en ukompliceret og stabil feel-good tilværelse, hvor man kan udleve sine drømme.

Når verden ikke leverer, så gør pop kulturen. "Opium" eller ej, det er det der er.

Det kan ikke være meget man følger med her på websitet med den kommentar: "Når man opholder sig i dårligt fungerende samfund, kommer man til at sætte Danmark på en piedestal og give det status af paradis" ----- debatten er vel nærmest præget af det modsatte, men det er måske fordi vi/I er så meget klogere end end gennemsnitsbefolkningen ;o) ?

magen til elitært pis...... skal man lede længe fter -- kom igen Jon !

Fremragende artikel om den åndelige stilstand forårsaget af de frie markedskræfters allestedsnærværende omklamring.

Vi lever i en fantasi-verden (i betydningen fantasiløs og koloniseret af markedsføringsdrevet forbrug og selvinscenesættelse), som Jeffrey Sachs udtrykker det på det anerkendte Earth Institute ved Colombia University, hvor han selv er direktør. Se http://vimeo.com/15888561

Niklas:
Måske skal vi ikke "være koloniseret" eller "aktivt koloniserende". Måske skal vi være nysgerrige eller lade os inspirere eller være inspirerende, eller bare være. Citat: "når jeg en dag vil noget andet, så gør jeg det". Jeg tror hverken du vil eller kan. Mærk selv efter. Hvis du ikke kan mærke noget, så trøst dig med at det er en tilstand du deler med resten af kolonien.

Karsten Johansen

Det er lenge siden Baudrillard slo fast, at massene var blitt et svart hull. Som også det USAnske "valget" mellem ingenting bekrefter. Det gjelder Obama og hans latterlige skrikende crackpot-motstandere: den ene er den andre og alle er ingen. De levende døde dominerer fullstendig og aldeles den rike verden. Det er der "finanskrisen", som er konsumismens krise, har sin rot. Allerede i 2001 måtte bushemannen bekymret oppfordre folk til å fly mer - så man kunne få ødelagt atmosfæren og klimaet enda hurtigere.

Det beste er å ignorere rotteracet og dets presteskap og melde seg ut.

Karsten Johansen

De fleste av debatt-tantene her er typiske representanter for den informationske variant av stupid konsumisme og subaltern anti-tenkning = slavetenkning.

Eks: "(...) det jeg gør er det jeg vil. Og når jeg en dag vil noget andet, så gør jeg det. Helt af egen fri vilje."

Som Goethe sa: "Ingen er mer håpløst gjort til slaver, enn de som feilaktig tror de er fri." Han diktet scenen med Faust i Auerbachs kjeller og fortutså dermed presist den letargiske nå-tilstand for menneskeheten som artikkelen halvgodt beskriver.

Det er ikke så merkelig at nåtidens gigantomane finansoljegarkiske makthavere, i presis likhet med Hitler og Stalin, gjør alt de kan for at folk flest skal være uten enhver viktig historisk kunnskap og kun kjenne til rene mytologier, f.eks. om fascismens og stalinismens og liberalismens og de andre kapitalismenes = totalitarismenes resultater og konsekvenser.

Det finnes heldigvis underholdning ennå, som har det fornødne underliggende alvor som skaper god humor:

http://www.youtube.com/watch?v=ym-iHxFOIUg&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=okUD1K0I-pU&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=zPIn-jdo24Q&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=mzJmTCYmo9g&feature=related

Men dette vil selvsagt aldri bli tilgjengelig i "prime time" for hr. middelmann, og han er solid "utdannet" til effektiv å hjernevaske seg selv hver kveld mot enhver farlig tendens til hukommelse og andre brutale tankeforbrytelser.

Det var derfor Clinton sørget for at globalmediene ble hyperkonsentrert til Fox News og et par andre lignende fenomener.

"Ytringsfrihet er den indre tilstanden i en befolkning, fra hvem makthaverne vet, at de intet har å frykte." (Georg Johannesen, bergensk forfatter 1931-2005).