Kronik

Red universitetet

En syndflod af papirer, skemaer, regler, kontrolforanstaltninger, evalueringer, akkrediteringer og standardiseringer går som et spøgelse gennem den danske universitetsverden. Det svækker universiteternes indsats på kerneydelserne: forskning, undervisning, formidling og innovation
Politikerne kræver, at undervisningen og forskningen skal være i verdensklasse, men kan det lade sig gøre i det nuværende system, der med sit papirvælde dræner universiteterne for kraft, initiativ, kreativitet, motivation og ressourcer?

Politikerne kræver, at undervisningen og forskningen skal være i verdensklasse, men kan det lade sig gøre i det nuværende system, der med sit papirvælde dræner universiteterne for kraft, initiativ, kreativitet, motivation og ressourcer?

Mikkel Østergaard

21. oktober 2010

Der går i disse år et spøgelse gennem de danske universiteter, et spøgelse af systemtænkning, evalueringer, kontrol og papirvælde, som truer med at kvæle universiteterne og deres evne til at forblive i international klasse. Vi taber kraft, initiativ, motivering og ressourcer. Tabet for samfundet er enormt. Den særlige arbejdspladskultur, som er karakteristisk for kreative og akademiske miljøer, er ved at bryde sammen. En kultur, hvor ansvar for fag var dybt forankret i hver underviser og forsker, og hvor drivkraften var en uegennyttig interesse for en højere sag, der er langt vigtigere end individuel indtjening og korte arbejdstider.

Spøgelset i universiteterne er ikke som sådan universitetslov og nye ledelsesformer. Det er ikke mangel på dynamik og ideer hos unge og ældre forskere og undervisere. Hvad er det så, og hvor kommer det fra? Det er vanskeligt at formulere præcist, men vi universitetsansatte føler det dagligt og med stigende kraft. Det er som en regn, der siver ned gennem systemet, en regn som bestandig tager til. En syndflod af papirer, skemaer, regler, kontrolforanstaltninger, evalueringer, akkrediteringer, standardiseringer osv. Det bliver ved og ved, og det svækker universiteternes indsats på kerneydelserne: forskning, undervisning, formidling og innovation.

Spild af tid og penge

Hvordan ser det ud på ledelsesfronten? Universiteterne har fået en ny hierarkisk ledelsesstruktur, der ikke lader tvivl om ansvar og beslutningskraft. Man kunne derfor formode, at spøgelset hurtigt og effektivt kunne manes i jorden. Men det er vores påstand, at ledelsen overvejende påser, at ofte uforståelige eller meningsløse instrukser fra et højere niveau bliver udført. Fornuftige og indsigtsfulde ansatte ledere ser opgivende ud og peger opad. Der er altid et højere niveau, og det fortaber sig ofte i tågerne, hvor et nyt regelsæt måtte være udtænkt. Lederne arbejder hårdt og forsøger at følge med regelstrømmen, men når ofte kun til mekanisk at forvalte reglerne. De opgiver at argumentere for meningen med en ny regel, simpelthen fordi dette ikke kan lade sige gøre. For alle kan jo se, at den er meningsløs, og at den spilder tid og penge og ikke sikrer fremdrift i kerneydelserne, tværtimod.

Kejserens nye klæder

Og her er det værste. Medarbejderen kan se, at reglen er meningsløs, lederen kan se det, og de ved hver for sig, at den anden kan se det. Sikken et cirkus. Og det er vores påstand, at dette cirkus går helt til tops i den danske universitetsverden og videre op i de overliggende ministerier. Kejseren har ikke noget tøj på.

Hvor kommer denne regn af regler fra? Det er jo kompetente, velmenende, ansvarlige og arbejdsomme personer, som sidder på de forskellige niveauer: institutleder, dekan, universitetsdirektør, rektor og videnskabsminister. Hvordan kunne det gå så galt? Tilsyneladende tager ingen ansvar for dette cirkus. Vi har ikke svaret på disse spørgsmål, men føler os forpligtet til at fremlægge problemet, som vi fornemmer i større eller mindre grad er generelt for alle landets universiteter.

Lad os for at illustrere problemet nævne nogle eksempler ud af et meget stort antal. Administrationen af kurser og undervisning har antaget groteske dimensioner. Tælling, måling og rapportering af aktiviteter snart ned til den enkelte time er vokset dramatisk. Kravene om meningsløs rapportering er ofte i konflikt med presserende arbejdsopgaver af virkelig betydning, såsom skrivning af de ansøgninger, der skal skaffe eksterne midler til at holde universitetets forskning i gang. Nye og dårligt fungerende it-løsninger baseret på administrativ logik og simple kontorsystemer trækkes ned over hovedet på videnskabsfolk, som er vant til selv at lave fleksible, sikre og velfungerede systemer. Nye systemer indføres uden afprøvning på relevante brugergrupper. Såkaldte rationaliseringer giver lokale besparelser, men fører ofte til globale tab, som langt overstiger den lokale besparelse. Servicefunktioner fjernes med den konsekvens, at højt kompetente videnskabsfolk fungerer som sekretærer og bogholdere. Såkaldte evalueringer af kurser og undervisningsforløb kører som en maskine, men bliver sjældent til andet end ligegyldige tilfredshedsundersøgelser. Initiativet og ejerskabet til faget og dets udvikling er taget fra underviseren. Af gode grunde opfatter underviserne de mange administrative og tidsrøvende tiltag som en mistillidserklæring. Af de samme undervisere forventer man samtidig, at de skal bringe deres fag og forskning op i verdensklasse.

Motivationen svinder

Universiteterne bygger på en fundamental idé om rationel og logisk tænkning. Argumenter vurderes på deres styrke og lødighed. Den rationelle tanke er fundamentet for et samfund med velfærd og sundhed. Videnskabsfolk kan ikke gå på kompromis med denne tanke, ellers ville de ikke være videnskabsfolk. De vil derfor til enhver tid søge at omgå meningsløse og ulogiske regler og i stedet fokusere på at få universitetet til at virke. Det kræver aftener og weekender. Uden dette fokus ville de danske universiteter gå i stå og i hvert fald ikke komme i verdensklasse. Universitetsfolk vil traditionelt gøre meget for at forsøge at neutralisere de negative virkninger af meningsløse administrative tiltag. Nogen kalder det anarki, andre kalder det fleksibilitet. Men med den stærkt voksende kontrol og strøm af regler, lykkes det mindre hyppigt, og motivationen svinder hastigt hos nogle af vores dygtigste forskere.

Hvornår bryder systemet sammen under sig egen vægt? Vi har allerede set eksempler på, at det er ved at ske nogen steder. Men hvor lang tid går der, og hvor meget går der tabt inden? Universiteterne har hidtil haft mere sammenhængskraft end mange andre organisationer, fordi videnskabsfolk er så begejstrede for deres arbejde, at de vil gøre næsten hvad som helst for at få forskningen og undervisningen til at glide. Men der er en grænse for fleksibiliteten, hvis systemet bestandigt lægger sten i vejen for, at undervisere og forskere kan udføre deres egentlige opgaver. Vi fornemmer tydeligt en stor træthed og desillusion hos vores tidligere meget engagerede kolleger. Det værste er, at de studerende og de unge forskere nu også med stor kraft mærker dynen af skemaer, rapporter, evalueringer, etc. Kan de danske universiteter mon holde på disse unge folk?

Det koster ikke noget

Der vil utvivlsomt være professionelle administratorer, eksperter i new public management, politiske ideologer, djøfere og andre dygtige mennesker, som vil sige, at vi ikke har forstået nødvendigheden af deres systemer og regler. Til dem vil vi sige, at vi på rationel basis har forsøgt at forstå, hvad de har bygget op. Men vi forstår det ikke. Og den ene eller anden gruppes uformåenhed til trods ændrer ikke ved den virkelighed, at universiteterne lider stor skade i disse år.

Det er nyt, at politikere taler om universiteter i verdensklasse, men for universiteternes videnskabsfolk er det ikke noget nyt. De har altid stræbt efter højeste internationale niveau for både forskning og undervisning. Mange danske universitetsaktiviteter er da også i verdensklasse, og forskerne er vant til at måle sig med en international alen. Spørgsmålet er, om vi kan bevare vores internationale klasse og styrke den yderligere under de forhold, vi har skitseret i denne kronik. Er det nok at kræve, at undervisningen og forskningen er i verdensklasse, og kan det virkelig lade sig gøre i det nuværende system? Kan universiteterne komme i verdensklasse, uden at vores administrative systemer, vores ledere, vores embedsmænd og vores ministre er i verdensklasse?

Nu har vi lagt sagen frem, som vi og mange af vores kolleger ser den. Hvordan kommer vi videre? Det vil blive meget vanskeligt, fordi mange administratorer vil føle deres job truet hele vejen fra universitetet og til central-administrationens top. Til dem vil vi sige: Mán spøgelset i jorden, saner reglerne og brug jeres kræfter på at sikre, at de mennesker, som skal levere universitetets kerne-ydelser, får tid til at lave deres arbejde. Alle administrative tiltag skal skabe mere tid til kerneydelserne og ikke mindre.

Lederne og politikerne ejer ikke universitetet, og de kan ikke gøre med det, som de vil. Et universitet er på samme måde som naturen noget, vi skal værne om og kunne give videre til vores efterkommere. Gør noget for at redde universitetet!

Men hvad koster det at redde universiteterne fra systemtænkningens svøbe. Ja, den gode nyhed er, at det slet ikke koster noget, men at der snarere bliver frigjort formodentlig ret store økonomiske midler og ikke mindst menneskelige ressourcer og fornyet initiativ til at styrke universiteternes kerneydelser. Vi kan få råd til at optage flere studerende, og vores undervisere får tid til at give dem den bedste forskningsbaserede undervisning.

Lad os få universiteternes motor i gang igen. Lad os få lov til at yde vores ypperste.

Ole G. Mouritsen er professor dr. scient, leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Biomembranfysik, Syddansk Universitet. Jesper Wengel er professor PhD, leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Nukleinsyrer, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Sarpsborg

Eh er det ikke en lidt lam kritik, omstændighederne taget i betragtning? Jeg mener Regeringen er ved at kaste Universiteterne i hændene på private aktører, og så sidder der et par forskere og klager over papirarbejde?

Velkommen i klubben må man vel bare sige. Hvorfor er det nu lige at Uni'erne skal slippe, når alle vi andre også skal?

Man kan betragte indlægget som en modsigelse af Claus Holms markeds-begejstrede indlæg den 19. oktober. Tendensen til at markedsgøre universiteterne begrænser jo netop den frie forskning på politiske betingelser. Den beslaglæggelse, som den siddende Regering har gennemført på området, har måske nok afstedkommet et hav af mærkværdige kombinations-uddannelser, men tager umiddelbart absolut ingen højde for problematikken omkring forskningsfriheden. Som for tiden er deponeret hos erhvervslivet over indtoget i universitetsledelserne.

Akcepten af Erhvervsstyringen af universiteterne efterlader jo ikke alene den naturvidenskabelige vilje til at producere bred ny viden på spanden, men har jo på det nærmeste overflødiggjort f.eks de humanistiske discipliner og parret dem med, hvad CBS og Handelshøjskolen har kunnet bruge for at udvikle mærkværdige hybrider på master og -diplomvilkår. Med faguddannelser som tabere. Begrebet Marketing-filosofi har nået nye lavpunkter på de universitære uddannelser, og indhentningen af afgørende ny viden er i dansk sammenhæng sat på stand by til fordel for erhvervslivets mantraer (læs newspeak. At der er tale om en ideologis forfaldshistorie står imidlertid fast. Hvorfor? Fordi tidshorisonten hvorunder de nye formuleringer af gamle doktriner har en begrænset gang på jorden. Vi glæder os til, at et alternativt flertal forstår alvoren af, i hvor høj grad dansk forskning er blevet et ideologisk modefænomen med altfor tidlig udløbsdato...

Med venlig hilsen

Frej Klem Thomsen

Det er rasende præcist det Mouritsen og Wengel formulerer her. Og så fuldt at sund fornuft at man næsten kan sige sig selv at de politikere der har ansvaret for miseren ikke kan andet end ignorere det. Alt andet ville være et eklatant brud med 10 års foragt for forskning, videnskab og videnskabsfolkene.

Hvis man skulle knytte en enkelt kritisk bemærkning til indlægget skulle det være at det er påfaldende at Mouritsen og Wengel tilsyneladende undtager de eksponentielt stigende forskningsansøgninger og det deraf følgende enorme ressourcespild fra bureaukratiseringsproblemet. De formår i hvert fald en passant at fremhæve det som en kernefunktion i modsætning til det problem de kritiserer.

Per Erik Rønne

Kan en videnskabsminister, der som den nuværende er droppet ud af universitetet efter to års jurastudier, virkelig betegnes som »kompetent«? Efter studierne var hun direktør på et lille glasmuseum i provinsen. Og så havde hun en veninde der hedder Lene Espersen - der også sørgede for medlemskort til K, samtidig med ministerudnævnelsen.

Det samme spørgsmål kan man stille sig om en nu forhenværende videnskabsminister, der ikke engang har læst på universitetet, men i stedet fået sig en journalistuddannelse. Og ja, journalister er jo som gruppe kendt for at have en uvidenhed lige så bundløs som Jupiters gas-oceaner ... det var måske derfor han drømte om at amerikanske universiteter skulle lægge filialer i Danmark, lige som han fandt det passende at Lærerhøjskolen i Emdrup, København, blev til et fakultet under Århus Universitet ... førstnævnte idé fik departementschefen dog forklaret den nye minister ikke var en god idé, så den er droppet.

I øvrigt mærker man også den stigende bureaukratisering i det underliggende skolesystem, grund- og gymnasieskolen. Ved siden af der politisk bestemte stadigt faldende faglige niveau.

Per Erik Rønne

@Frej Klem Thomsen,

Du taler om de sidste ti års forringelser. Jeg mener at forringelserne har fundet sted i årevis, i hvert fald i de sidste 40 år.

Og husk lige på at afskaffelsen af Den akademiske Republik skete i et forlig mellem VK-regeringen, og Socialdemokratiet. Efter en idé fra SR-regeringens undervisningsminister Margrethe Vestager; kun DF, SF og Enhedslisten var entydigt imod. I denne sag var de tre partier meget morsomt - enige. Når R alligevel ikke var med i forliget skal det nok ses i lyset af partiets populistiske trang, når nu de ikke længere var i regering ...

Jeg er meget enig med forfatterne.
En indlysende løsning på problemet vil være at privatisere universiteterne. De privatiserede universiteter vil stadig have staten som storkunde, idet den fortsat vil være interesseret i at få uddannet sine unge mennesker. Ligesom i dag vil universiteterne skulle konkurrere om de studerende. Den store fordel vil være, at ingen kunde vil kunne blande sig i, hvordan 'pølsen bliver lavet', blot resultatet er tilfredsstillende. Herefter vil universiteterne selv bestemme hvilke regler, der indføres og som forfatterne siger, vil der kunne frigøres økonomiske og menneskelige ressourcer.

bla ad Per Hedegård:

Du formulerer præcist problematikken, men mangler noget. Den røde tråd i alt hvad regeringen foretager sig er 'privatiser' og gør alle offentlige områder 'privatiserbare' på en måde så de ansatte og befolkningen kan se det rigtige i det. Denne udmærkede artikel beskriver klart en administrativ proces, der synes uden formål. Lige som strukturændringerne af kommunerne syntes uden formål, og ændringer på hospitaler, ændringer i en lang række andre offentlige institutioner. Et hav af meningsløse ændringer, som fagfolk overalt kører ned på og mister arbejdsglæden på. Der er kun en forklaring, der gir mening: det er meningen at alt dette papirnusseri og elendige edbsystemer skal gøre folk lede og kede af arbejdet og udføre det mere og mere elendigt. Systemetet SKAL køre fast. Så bliver den eneste løsning nemlig det Per Hedegård så enkelt foreslår her: privatiser universiteterne, privatiser det hele!

Minimalstatsløsningen er nær! Og folket ønsker den!
De ansatte ønsker det osse for at slippe ud af elendige arbejdssituationer.
Og det er de neoliberale ideologer der har udtænkt både dereguleringen og minimalstaten, uden hensyn til omkostningerne pt. Her i DK foregår det ud fra tilsvarende modeller i udlandet, især USA selvfølgelig.

Det er på høje tid at rulle dette makværk og spild tilbage til offentlige systemer der kan fungere godt som tidligere før denne nederdrægtige såkaldt liberale dereguleringsproces gik igang.

Glimrende kronik skrevet at to af Danmarks fremmeste grundforskere. Deres synspunkter boer tages absolut alvorligt. Den del af adminstrationen og universitets-ledelsen, der ikke tager dette alvorligt, svigter i deres egen funktion og kan kun betragtes som exponenter for den besynderlige konstruktion, som nu er ved at styre universiteterne mod, eller maaske snarere, ud over afgrunden. Det tager kun kort tid at rive et produktivt og internationalt konkurrencedygtigt forskningsmiljoe ned, men en menneskealder at bygge et saadant miljoe op.

Jeg synes at der mangler en analyse af hvordan den nye styreform paavirker bureaukratiet paa universiteterne. Jeg vil vove den paastand, at umyndiggoerelsen af "forskeren paa gulvet", som primaert skyldes det nye heraki indfoert med universitetsloven, der traadte i kraft i 2003, har en del af skylden for det enormt oegede bureaukrati. Som glimrende argumenteret af Mouritsen og Wngel, saa fratager det meningsloese bureakrati (og dermed tidsspilde) forskerne en meget vigtig drifkaft: fornoejelsen ved at drive forskning. Forskning paa internationalt plan er en heltidsbekaeftigelse, som er uhyre konkurrencepraeget. Tar man lysten fra forskerne til at forske og undervise kan det selvsagt ikke undgaa at paavirke universiteternes produktivitet i negativ retning. Forskerne, de der egentligt skaber universiteternes vaerdi og uddanner nye dygtige forskere og undervisere, er frataget indflydelse paa elementaere funktioner, der er helt centrale for deres egen forskning og undervisning. Forskerne er nu noedt til at adlyde ordrer og udfoere de tiltag, der kommer ovenfra, baade fra det lag, der administrerer undervisningen og det lag, der administrerer forskningsmidlerne. Derved er der afbrudt en vigtig feedback mekanisme mellem forskerne og de adminstrative lag som fandtes under den gamle styreform. Det er jo kun forskerne og underviserne, der kan bedoemme om et nyt tiltag er gavnligt eller skadeligt for deres forskning og undervisning. Den nye styreform har den konsekvens, at de bureaukratiske lag kan opfinde det ene tiltag efter det andet (i bedste mening for at se nyttige ud) uden at forskerne kan gribe ind og sige: ”klap lige hesten, hvad er meningen med de nye tiltag, som I har gang i?” Nye administrative tiltag giver yderligere administration og administrations-lagene vokser derfor ukontrollabelt uden at der bliver flere om at forske og undervise. Mit postulat er altsaa: for at komme bureaukratiet til livs maa man geninfoere demokratiet paa universiteterne saledes at forskerne har indflydelse paa tilrettelaeggelsen af deres arbejde - det er jo primaert dem, der har indsigt i hvordan forskning og undervisning boer administreres.

Det er oplagt at mange universitetsledere ser en fordel i at bevare den nuvaerende styreform og derfor vil argumentere imod aendringer, der reducerer deres indflydelse, ogsaa selvom disse aendringer kan have en reducerende virkning paa bureakratiet. Saa der er grund til at haabe paa, at universiteternes styreform bliver et reelt diskussionsemne for en kommende ny regering.

Kenn Gerdes, Professor,
Newcastle University, UK
.