Kronik

Religiøse har trange kår i Kina

Det er ikke kun demokratiforkæmpere som nobelprismodtageren Liu Xiaobo, der kæmper indædt for kinesernes rettigheder. Religiøse gruppers kamp for retten til at praktisere deres tro tager også til. På papiret har landet trosfrihed. I praksis udspiller der sig dramaer, der er fuldt på højde med 1100-tallets konflikter mellem europæiske konger og pavemagten
Kineserne må finde sig i, at stat-en kigger dem over skulderen, når de folder hænderne

Kineserne må finde sig i, at stat-en kigger dem over skulderen, når de folder hænderne

FREDERIC J. BROWN

20. oktober 2010

Nobels fredspris til den kinesiske menneskerettighedsaktivist Liu Xiaobo sætter fornyet fokus på menneskerettighedsspørgsmål i Kina. Og det er ikke kun politiske debattører og rettighedsforkæmpere som Xiaobo, der har det svært. Religiøse menigheder landet over kæmper også mod et styre, der i praksis begrænser udfoldelsesmulighederne for en stor del af dem.

Kinas grundlov fra 1982 understreger ellers borgernes trosfrihed. Men religionsfrihed er fortsat et særligt følsomt emne for de kinesiske magthavere.

Præamblen til Kinas grundlov fastslår de grundlæggende værdier med fokus på proletariatets diktatur, baseret på alliance mellem arbejdere og bønder. Imperialisternes aggression, sabotage og provokation er slået ned, og kommunistpartiet har opretholdt sandhed, korrigeret fejl og ledt folket til stigende velstand gennem statslig markedsøkonomi. Kampen mod fjendtlige kræfter ude og hjemme må dog fortsættes af 'det Kinesiske folk af alle nationaliteter'.

Kapitel II fastlægger borgernes fundamentale rettigheder og pligter: lighedsprincip, stemmeret, ytrings-, forenings-, forsamlings-, demonstrations- og trosfrihed, alle de øvrige kendte frihedsrettigheder samt arbejds- og undervisningspligt. Rettigheds- og pligtkataloget afsluttes fra paragraf 51 og frem med regler, der fastslår, at borgernes frihedsrettigheder ikke må udøves i strid med statens, samfundets, kollektivets eller andre individers interesser. Den enkelte har pligt til at sikre landets enhed og sikre enheden mellem alle kinesiske folkeslag. Borgerne må ikke handle i strid med fædrelandets sikkerhed, ære eller interesser. Bestemmelserne fastslår med andre ord den enkeltes pligt til, under ledelse af kommunistpartiet, at fortsætte den kamp, som blev beskrevet i præamblen - og det er netop her, vi finder nøglen til den særlige forståelse af trosfrihed i Kina.

Kinesiske statsborgere har efter grundlovens paragraf 36 trosfrihed. Tvang til tro - eller til ikke at tro - er forbudt, og staten beskytter normale religiøse aktiviteter. Men ingen må forstyrre den offentlige orden eller borgernes sundhed under dække af religiøs aktivitet, ligesom religiøs aktivitet ikke må blandes ind i uddannelsessystemet. Grundlovsbestemmelsen om trosfrihed slutter med at forbyde enhver form for udenlandsk indflydelse på religiøse organisationer og religiøse forhold.

Kinesiske borgere er altså sikret trosfrihed. Men samtidig gennemsyres landets grundlov af forbehold og mistænksomhed over for udøvelsen af denne rettighed.

Statens skarpe blik

Siden den kommunistiske magtovertagelse har trosretningerne daoisme, kinesisk buddhisme, kinesisk islam, patriotisk katolicisme og tre-selv-kirken (kinesisk protestantisme) været organiseret under institutionen Statslig Administration af Religiøse Anliggender (SARA).

SARA's ledelse af de fem organisationer udgør, med grundlovens ord: »statens beskyttelse af normale religiøse aktiviteter.« SARA finansierer og driver de fem religiøse organisationer, fastsætter antallet af religiøse bygninger, uddanner og ansætter religiøse ledere, fastlægger deres arbejdsforhold, tager stilling til ritus og religiøs praksis, sikrer lige adgang til kirker og trossamfund i hele Kina, ligesom den tager stilling til, hvor meget og hvilken religiøs litteratur der må produceres.

I 2007 udsendte SARA f.eks. en ordre, der bød buddhistiske templer at indhente statslig tilladelse, før de må anerkende en reinkarneret leder. Det er statsstyret religion, så det basker - men hvis man ellers formår at oversætte ritualerne, er parallellen til indsættelse af biskopper i den danske folkekirke vel ikke langt væk.

SARA's rolle giver imidlertid en lang række problemer ikke mindst i forhold til den katolske kirke. I Kina genopføres 1100-tallets strid mellem pave- og kongemagten om retten til udnævnelser i kirken. På den ene side vil kirken ikke anerkende de SARA-udnævnte katolske biskopper, som har forbud mod at indgå i det pavelige hierarki. På den anden side forbyder den kinesiske grundlov Vatikanstatens indblanding i indre kinesiske forhold. For to år siden fastholdt pave Benedikt i en officiel skrivelse, at det er uopgiveligt for kirken, at biskopper skal udnævnes af paven. Samtidig anerkendte han dog statens legitime interesse i udnævnelsen. Det har ført til fælles udnævnelse af biskopper i den Kinesiske Patriotiske Katolske Kirke.

Husmenigheder står fast

Inden man nåede så langt, opstod der imidlertid en gruppe katolske husmenigheder med biskopper, der er loyale over for paven. Aktuelt bliver de ikke udsat for forfølgelse, og deres biskopper bliver ikke fængslet, men de bliver heller ikke lovlige, før de lader sig registrere hos myndighederne.

I øjeblikket er der en bevægelse i gang for at få de katolske husmenigheder registreret, men den gensidige mistillid er stor.

Staten/SARA har siden den kommunistiske magtovertagelse opfattet husmenigheder som organisationer, der splitter de kinesiske folkeslag og landets enhed, hvilket er klart i modstrid med statens interesser. Husmenighederne har omvendt 60 års erfaring med personlig, individuel forfølgelse, og det gør det svært at nærme sig en registrering.

Husmenighederne er ikke kun et katolsk fænomen. Faktisk er de endnu mere udbredte blandt protestanter. Allerede før den kommunistiske magtovertagelse arbejdede tre-selv-kirken på at gøre protestantisk kristendom til kinesisk kristendom, styret, finansieret og udbredt af kineserne selv. Lutheranere og anglikanere opfatter tre-selv-kirkens relation til staten som legitim, men for baptister, metodister og reformerte, for ikke at tale om mormoner og Jehovas Vidner, er SARA's administration et brud på religionsfrihed.

Under kulturrevolutionen blev religionsudøvere tortureret, fængslet og dræbt. I hele perioden har især mindretalsreligioner måttet lide under forfølgelse, fordi de er blevet opfattet som onde sekter. Sådanne kristne traditioner udgør sammen med evangeliske strømninger, der er kommet til Kina med udvekslingsstuderende fra USA, kernen i husmenighederne. Og deres forhold til SARA er om muligt præget af endnu større mistillid end den, man ser hos de mere etablerede trossamfund.

Fremmed identitet

Også buddhismen og islam er delt af kravet om ikke at måtte have kontakt med fremmede magter og kravet om ikke at måtte medvirke til at splitte det kinesiske folk. Dalai Lama opfattes af SARA som en fremmed magt, der forsøger at få indflydelse på religionsudøvelse i Kina. Tibetanske buddhister, der ønsker at følge Dalai Lama, handler derfor uden for grundlovens begreb om trosfrihed.

Tilsvarende opfattes ughuriske muslimer i de vestlige 'tyrkiske' provinser som en sikkerhedsrisiko. For tiden søger man fra statslig side at nedtone begge gruppers minoritetsidentitet gennem velfærdsstatslig politik: veje, skoler, lufthavne og hospitaler. Alternativet for det kinesiske styre er ikke frihed, heller ikke religionsfrihed, men undertrykkelse.

Der er flere grunde til statsapparatets skarpe tone over for religiøse kræfter. Erindringen om, at vestmagterne (mis)brugte kristne missioner som led i undertrykkelsen af Kina i 1800-tallet, har selvsagt haft betydning for forbuddet mod udenlandsk indflydelse på trosfriheden. Det har klart bidraget til, at religiøse organisationer er under mistanke for at undergrave landets ære. Samtidig er spørgsmålet om trosfrihed i Tibet og vestkinesiske områder blandet grundigt sammen med sikkerhedsspørgsmål.

Den helt centrale årsag til, at religionsfrihed ses som en trussel mod indre sikkerhed i dagens Kina, ser imidlertid ud til at være religioners evne til som normativ kraft at skabe sammenhold og give en identitet, der adskiller sig fra den herskende i det omgivende samfund.

Opfattes trossamfund som konkurrenter til partiet og folkets demokratiske diktatur? Der er meget, der tyder på det.

Lisbet Christoffersen er professor i religion, ret & samfund ved Institut for Samfund og Globa-lisering, Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leif Højgaard

I kapitalistiske samfund har de fleste travlt med at pleje sine egne interesser. Begreber som solidaritet, fællesskab og samvirke er trængt i baggrunden i modernitetens navn. Bibelen lover da også, at al religion på et tidspunkt vil være fjernet fra jorden. Så i den retning kan man da godt sige, at Kina er et godt stykke foran med alle sine restiktioner.

Per Erik Rønne

@Leif Mønniche skrev:
=

Abenbaringen 16:2 og 17:3-16

=

Og jeg citerer 16:2:

=
v2 Den første engel gik hen og hældte sin skål ud over jorden, og lede, ondartede bylder ramte de mennesker, der havde dyrets mærke og tilbad dets billede.
=

og 17:3-16:

=
Den store skøge og dyret

v1 Og en af de syv engle med de syv skåle kom og talte til mig og sagde: »Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de vældige vande. v2 Hende drev jordens konger utugt med, og i hendes utugts vin har de, der bor på jorden, beruset sig.« v3 Og den førte mig i Ånden ud i ørkenen.

Dér så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv hoveder og ti horn. v4 Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. v5 På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: »Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.« v6 Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod. Og jeg undrede mig meget ved at se hende. v7 Men englen sagde til mig: »Hvorfor undrer du dig? Jeg vil fortælle dig hemmeligheden om kvinden og om dyret, der bærer hende, det som har de syv hoveder og de ti horn. v8 Dyret, du har set, var og er ikke mere, og det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde. Og de, der bor på jorden, og hvis navne ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, vil undres, når de ser dyret, som var og ikke er og vil komme. v9 Her kræves der et sind med visdom! De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på, og de er syv konger. v10 De fem er faldet, én er nu, den sidste er endnu ikke kommet, og når han kommer, skal han kun være der kort tid. v11 Og dyret, som var og ikke er nu, er selv både den ottende og én af de syv, og det går sin undergang i møde. v12 Og de ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt, men som en enkelt time får magten sammen med dyret. v13 De har alle samme tanke, og deres magt og myndighed giver de dyret. v14 De vil føre krig mod Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi det er herrernes herre og kongernes konge, og sammen med det sejrer de kaldede og udvalgte og trofaste, der er i dets følge.«

v15 Og den sagde til mig: »De vande, som du har set kvinden sidde ved, er folk og skarer, folkeslag og tungemål. v16 Og de ti horn, du har set, og dyret, de vil hade skøgen og lægge hende øde og klæde hende nøgen og æde hendes kød og brænde hende.
=

Jeg ser ikke det, som du tilsyneladende ser, i Åbenbaringen. Som Luther i øvrigt var usikker på om den skulle komme med - og som mest af alt minder om en LSD-rus.

...og som mest af alt minder om en LSD-rus.

Taler du ud fra personlige erfaringer?

Desuden kan vi slet ikke lide andre menneskers religion her til lands. Så hvorfor skulle kineseres mangel på religion bekymre os?

Per Erik Rønne

@Stig Larsen,

Næh, begge betragtninger er »andenhånds«. Jeg har naturligvis hverken prøvet LSD eller spildt min tid på at læse Åbenbaringen. Det har været nok med de citater fra den, man kan støde på i fjernsynet.

@Per Erik Rønne
Det er syner skrevet under inspiration og er beskrevet i flere lag billeder. Disse tidsmæssigt parallele handlingsforløb kan godt forekomme forvirrende. Apostlen Johannes skrev det ned omkring år 98 på øen Patmos, hvor han boede i fangeskab i en hule i et bjerg indtil han døde.

Jeg skal ikke bebyrde dig med fortolkninger, men blot henvise til den megen litteratur der findes om emnet både på biblioteket og på nettet.

Du kan jo søge med Google på de forskellige begreber der nævnes i teksten og danne dig dine egne tanker.