Kronik

En sær lugt fra præsidentens suite

Den aldrende egyptiske statschef Hosni Mubarak passes på sit sygeleje af den afdøde Oberst Nassers ånd, og det moderne Egyptens gamle landsfader er ikke spor tilfreds med den drejning, tingene har taget
Efter tre årtier ved magten efterlader Egyptens præsident Mubarak et land i forfald.

Efter tre årtier ved magten efterlader Egyptens præsident Mubarak et land i forfald.

Amel Pain

19. oktober 2010

Præsident Mubarak var igen tilbage efter endnu en omgang medicinsk behandling i Tyskland. Han følte sig atter ved godt helbred og var klar til at genoptage sit arbejde på fuld tid. Men for en sikkerheds skyld sendte den tyske læge en sygeplejerske med for at holde øje med hans jævnligt skrantende helbred.

Præsident Mubarak forsøgte at forklare lægen, at han allerede havde fremragende sygeplejersker i Egypten, men lægen insisterede. Den tyske sygeplejerske, der fulgte med præsident Mubarak, hed Dagmar Miesenburg. Hun var over 60 år gammel, men yderst pligtopfyldende og grundig. Hun blev indlogeret i Sharm el-Sheikh, lige ved siden af præsidentens suite. Flere gange om dagen kommer hun for at tilse præsidenten, give ham medicin til tiden, tage hans blodtryk eller tage prøver, som kunne sendes videre til laboratoriet til analyse.

En sen eftermiddag sad præsident Mubarak ved sit skrivebord iført sit smarte slap-af-tøj: Komfortable løbesko, grå joggingbukser og en hvid skjorte med lange ærmer. Han var dybt optaget af at læse en rapport fra sin premierminister, da hans næsebor pludselig opfangede en besynderlig lugt. En dejlig gennemtrængende duft var det, nærmest som duften af moskus. Lugten blev stærkere. Mubarak hold op med at læse og rejste sig op for at finde ud af, hvor den kom fra. Så fulgte endnu en overraskelse: Foran sig så præsident Mubarak med ét en tyk sky af damp, som han ikke kunne se igennem. Da den lettede, fik han øje på en mystisk skikkelse i stolen overfor - ja han kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Det var jo Gamal Abdel Nasser, Egyptens præsident fra 1956-70, der roligt sad over for ham og smilende.

Præsident Mubarak overvandt sin overraskelse og sagde: »Velkommen, Deres Højhed.«

Abdel Nasser var en ung mand i 30'erne, hans ansigt var frisk og hans øjne glødende. Han smilede og sagde: »Og velkommen til Dem, hr. præsident Mubarak.«

»Nej, Herre. Kald mig venligst bare ved mit navn. Jeg vil aldrig glemme, at jeg tjente under din kommando.«

»Du er så beskeden som altid, Hosni. Men du har trods alt været præsident for Egypten i 30 år, hvilket pålægger os en forpligtelse til at respektere dig. Det pålægger til gengæld dig at forklare en hel del, og det bliver nok ikke så let.«

Abdel Nasser brød ud i en tør latter, men præsident Mubarak tog ikke del morskaben. »Kan jeg byde dig noget at drikke, Herre?«, spurgte han.

»Nej tak. Der, hvor jeg kommer fra, har vi vidunderlige drikke, som folk her ikke kender til.«

»Kommer du fra Himmelen, Herre,« spurgte præsident Mubarak.

»Det vil jeg ikke komme nærmere ind på, men jeg glad og tilfreds for mit opholdssted, og det takker jeg Gud for. Det eneste, der generer os, er, det som sker i Egypten, Hosni. Jeg har besøgt dig før, og hver gang bliver vi enige om en række ting, der skal gøres, men du gennemfører dem aldrig.«

»Vær ikke vred på mig, Herre. Nogle gange er vanskelighederne for store for os simple dødelige.«

»I den anden verden følger vi nøje, hvad der sker i Egypten, og jeg benyttede mig af årsdagen for min død i morgen til at få tilladelse til at besøge dig. Jeg har noget at fortælle dig.«

»Tal endelig. Jeg er lutter øren.«

Pludselig lød en svag banken på døren, og præsident Mubarak kiggede tøvende op. Abdel Nasser smilede og sagde: »Du skal ikke bekymre dig. Ingen andre end dig vil se mig.«

Regnskabets time

Dagmar kom ind, hilste på præsident Mubarak og gav ham en pille, som han slugte med en tår vand. Så gik hun igen. Præsident Mubarak kiggede på Abdel Nasser, som sagde: »Egypten har aldrig oplevet så dårlige tider som disse - fattigdom, arbejdsløshed, korruption og ydmygelse. Egypterne har mistet deres værdighed hjemme og i udlandet.«

Her afbrød præsident Mubarak ham: »Det er, hvad oppositionsaviserne påstår, herre.«

Abdel Nasser rejste sig op og begyndte at tale med inderlighed:

»Nej, det er sandheden. Vi i den anden verden følger, hvad der sker. Halvdelen af det egyptiske folk lever under fattigdomsgrænsen, Hosni. Millioner af egyptere lever under helt umenneskelige forhold. For et par uger siden kom en uskyldig ung mand op til os - en mand kaldet Khaled Said, som politifolk havde slået løs på, indtil hans hoved blev smadret. Er det statens rolle at dræbe egyptere? Behøver jeg at fortælle dig om de egyptere, der omkom i tog, der brød i brand, i færger, der sank, i huse, der faldt sammen eller som følge af kræftfremkaldende pesticider og forurenet spildevand? Vidste du, at flere egyptere har mistet livet på grund af den slags end i alle landets krige tilsammen?«

»Enhver periode har sine gode sider og sine dårlige sider.«

»Aldrig før i Egyptens historie er det sket, at folk har mistet livet i slåskampe om en skive brød eller en flaske madlavningsgas,« sagde Abdel Nasser.

Præsident Mubarak så anspændt ud. »Herre, vi gør en stor indsats, men folketallet stiger hele tiden, og det udhuler de gavnlige effekter af udviklingen,« sagde han.

»Det er ikke sandt. Under god ledelse kan et stigende folketal blive en positiv faktor for udviklingen, sådan som det er sket i Kina og Indien,« lød svaret.

Fædrelandssvigt

Der fulgte et øjebliks stilhed, hvorefter Abdel Nasser fortsatte: »Hosni, hvordan kan du forære statslig jord til forretningsfolk uden en udbudsrunde? Er det ikke Egyptens dyrebare jord, som du og jeg kæmpede for at forsvare?«

»Vi forsøger at tiltrække investeringer på alle måder«, lød forsvaret.

»Hvorfor kan investeringer ikke ske efter gennemsigtige og rimelige regler? Er der nogen anden stat, som ganske gratis ville finde på at give sin jord væk til enkeltpersoner? Hør efter, Hosni, jeg bliver nødt til at gøre det kort, for min tid er kort.«

»Bliv hos mig lidt endnu, Herre. Jeg er virkelig glad for at se dig.«

»Tak, men sandt at sige er jeg kommet hertil fra den anden verden med tidsbegrænset opholdstilladelse. Hør her, Hosni! Hvordan kan du tillade, at din søn Gamal bliver din efterfølger som præsident?«

»Hvem har sagt, at jeg vil sørge for det? Det er noget, fordomsfulde folk siger, Herre. Min søn Gamal er egyptisk statsborger. Har han da ikke ret til at udøve sine politiske rettigheder?«

»Selvfølgelig har han det, så længe de samme politiske rettigheder også omfatter alle andre egyptere. Men du ved jo udmærket godt, at med valgsvindel, tortur, nødretslove og de seneste forfatningsændringer, vil en nominering af din søn Gamal uundgåeligt føre til arvefølge.«

Fejlene gentages

Præsident Mubarak smilede og kiggede på Abdel Nasser med et indforstået blik. »Hør lige, Herre,« sagde han. Nødretslovene, valgsvindlen, tilbageholdelserne og torturen - ingen af disse ting er min opfindelse.«

»De var fejl ved revolutionen, så hvorfor insisterer du på at gentage dem? Hvorfor vil du kun videreføre revolutionens negative aspekter? Jeg er målløs over kvaliteten af de regeringsembedsmænd, du vælger. Hvor får du dem fra? Kan du begribe, at avisen Al-Ahram (som er regeringskontrolleret, red.) kunne finde på at sætte et billede på sin forside, der var retoucheret, så du kom til at stå i forgrunden blandt verdens ledere? Hele verden griner ad os.«

»De sagde, at de ville gøre det til et ekspressionistisk billede.«

Abdel Nasser lo højt: »Ekspressionistisk? Hvad er dog det for noget eventyrligt vrøvl? Har folk da ingen skam i livet? Hosni, jeg kan ikke blive længere, tag denne.« Han fremdrog et stykke foldet papir og gav det til præsident Mubarak.

»Dette er et bønskrift, som vi, alle de tidligere ledere af Egypten i den anden verden, har skrevet sammen. Alle har underskrevet det, fra Ahmed Orabi til Mustafa el-Nahhas.«

»Og hvad skriver I så i dette bønskrift?«

»Jeg vil gerne have, at du læser det for dig selv. Vi skriver, at Egypten har ramt bunden inden for alle aspekter af samfundslivet, og vi kræver omgående demokratiske reformer.«

»Hvis Gud vil.«

»Det vil jeg opfatte som et løfte.«

Præsident Mubarak smilede, men svarede ikke. Abdel Nasser kom hen til ham og gav ham et varmt håndtryk. »Jeg må gå nu. Farvel,« sagde han.

Skyen dukkede op igen og indhyllede Abdel Nasser. Da tågen lettede, var han forsvundet, og igen var der en stærk lugt af moskus.

Præsident Mubarak blev stående og stirrede. Hans farvelsmil til Abdel Nasser var stivnet. Sygeplejerske Dagmar bankede på døren og kom ind: »Hr. præsident, jeg er nødt til at tage Deres blodtryk,« sagde hun.

Præsident Mubarak rakte venstre arm frem, rullede sin skjorte ned, og Dagmar begyndte at tage hans blodtryk. Det stykke papir, som Abdel Nasser havde medbragt, lå stadig foran ham, uåbnet.

Alaa al-Aswany er egyptisk forfatter

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu