Kommentar

Serbien efter Ratko Mladic

Det er i EUs interesse at indlemme Serbien i det europæiske samarbejde. Men folkedrabet i Bosnien og spørgsmålet om Kosovo står stadig i vejen for serbisk EU-medlemskab og serberne har ikke tænkt sig at komme med løsningen
Der trykkes hænder, når EU's  kommissær for udvidelse og naboskabspolitik, Stefan Fule (t.v.) møder den serbiske præsident Boris Tasic. Men serberen manglende evne til at opfylde Unionens optagelsesbetingelser kan snart få smilene til at blegne.

Der trykkes hænder, når EU's kommissær for udvidelse og naboskabspolitik, Stefan Fule (t.v.) møder den serbiske præsident Boris Tasic. Men serberen manglende evne til at opfylde Unionens optagelsesbetingelser kan snart få smilene til at blegne.

Koca Sulejmanovic

7. oktober 2010

I disse dage er det ti år siden, at Slobodan Milosevic blev styrtet, men der er endnu ikke blevet gjort hovedrent på Balkan. Den græske krise er langtfra forbi, og Albanien må ligesom de sidste rester af Jugoslavien på sigt forankres i den europæiske storfamilie.

De har ikke andre steder at gå hen. Og Balkan hører med til Europa. Montenegrinere, serbere, albanere og makedonere er lige så meget europæere som hollændere eller danskere.

Men »forankring« betyder i dag mere end blot geo-grafi, kultur og historie. Forankringens navn er EU, et tæt samarbejde med fælles institutioner, regler og vilkår, som alle medlemmer først skal opfylde. Det kan minde om en engelsk herreklub: Før man får lov til at bære det samme slips som de andre, må man vise sig at være værdig til det og acceptere de i huset gældende regler.

Balkans stopklodser

Allerede her begynder Balkanlandenes problemer.

Det vigtigste af de lande, som står i kø for at blive optaget i EU, er naturligvis Serbien. Optagelsen er ikke bare vigtig for landet selv, men for hele regionens fremtidige stabilitet og udvikling. Det er Bruxelles også interesseret i, at serberne finder deres plads.

For nylig har man fra svensk side bestræbt sig på at bane vejen for forhandlinger, som skulle kunne føre til et fremtidigt serbisk medlemskab.

Men hvordan skulle det være muligt med et udestående som general Ratko Mladic, der var hovedansvarlig for massakren på mere end 7.000 bosniere i Srebrenica, og her 15 år senere fortsat er på fri fod?

Og hvordan skulle landet kunne blive medlem af EU uden først at anerkende Kosovo som selvstændig stat? Serberne sætter spørgsmålstegn ved såvel grænserne som regeringen i et land, der i Beograd fortsat betragtes som en del af Serbien.

Letsindig optimisme

Begge de nævnte problemer må løses, inden landet får ret til at bære EU-klubbens slips. Der synes ikke at være anden løsning, end at Beo-grad helt opgiver sin nuværende position og udleverer Mladic til domstolen i Haag samt erkender, at Kosovo er tabt.

Der er ikke der, vi er i dag. Men i Bruxelles lader man som om, at det hele bare er et spørgsmål om tid. Og mens tiden går, fortsætter man med at lægge planer for serbisk medlemskab.

Desværre forudser jeg, at den strategi vil mislykkes. Beograd har ikke tænkt sig at udlevere general Mladic, som man gjorde med Radovan Karadzic.

Den letsindige optimisme fra EUs side bunder ganske enkelt i en manglende forståelse af vilkårene i serbisk politik.

I nutidens Serbien findes der tre intakte institutioner, som dominerer det politiske liv: Den organiserede kriminalitet, den ortodokse kirke og de væbnede styrker, militæret og politiet.

Sidstnævnte er en arv fra Titos Jugoslavien, hvor det udgjorde selve grundstenen i kommunisternes magtsystem. Det har i store træk overlevet sammen med sin professionalisme, prestige og korpsånd, men som en stat i staten. Denne stat adlyder ingen regering: Regeringen er nødt til at adlyde militæret og politiet.

Generalens beskyttere

En professionel soldat som Ratko Mladic er et produkt af denne stat. Desuden er han serber, patriot, folkehelt og populær blandt såvel kolleger som menige soldater.

Derfor er det helt usandsynligt, at hans overordnede skulle tillade en hvilken som helst regering i Serbien at sende ham til en domstol i udlandet, som har tænkt sig at bure deres mand inde resten af hans liv.

Serbiens præsident, den overbeviste europæer Boris Tadic, kan sige og love hvad som helst i Bruxelles. Han kan påstå, at man ikke ved, hvor Mladic er, men at man leder og snart vil anholde ham. Men lige gyldigt hvad vil generalens beskyttere under ingen omstændigheder give Tadic lov til at gøre noget ved sagen. Det ved præsidenten også godt selv. Det er bare overraskende, at Bruxelles tilsyneladende tror på den sympatiske Tadic, når han siger det stik modsatte.

Men det skete jo for Radovan Karadzic, vil nogen indvende. Til sidst blev han arresteret og sendt til Haag, hvor han nu bliver retsforfulgt. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Her er det værd at huske, at Karadzic var aldrig var »en af vores egne«. Han er montenegriner, en obskur digter og psykiater, en folkloristisk figur, som til sidst kastede sig over naturmedicin og for længst havde mistet sin politiske betydning.

Militæret og politiet holdt i årevis øje med hans mindste bevægelser og hjalp ham med at »gemme sig« i Beo-grad for derefter at udlevere ham, da det af forskellige årsager var opportunt at aflevere en mistænkt krigsforbryder i Haag.

Farlig strategi

Og hvad med Kosovo-spørgsmålet?

Her har den serbiske regering end ikke forsøgt at imødekomme Bruxelles. Selv hvis den havde lyst (og det har den ikke), ville den næppe vove at gøre det.

Fornuften taler ét sprog, følelserne et andet. Og på disse kanter regner såvel den ortodokse kirke som bonden, der hverken kan læse eller skrive, følelserne som en vigtig del af den serbiske nationalidentitet. På det punkt er langt de fleste i landet enige. Kun selvmordskandidater bringer frivilligt sig selv i fare, og hvis en politisk leder i Serbien skulle være parat til at opgive »nationens vugge«, ville han sætte sit eget liv på spil.

Derfor er hele EUs strategi på Balkan i fare for at blive blokeret. Der er stor risiko for, at EU snarere end Serbien kommer til at revidere sin position og ændre på sine krav. Måske vil endnu et slips blive uddelt til en, som ikke er fuldt kvalificeret.

På sigt er det en farlig strategi, selv om den ikke er helt ny, når det drejer sig Europas udvidelse mod øst.

 

Richard Swartz var i en menneskealder Svenska Dagbladets Østeuropa-korrespondent. I dag skriver han for Süddeutsche Zeitung, Dagens Nyheter og Information

© Richard Swartz og Information Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Richard Swartz kunne alligevel ikke dy sig for at fremstille serberne som et folk af uvidende bønder, der hverken kan læse eller skrive.
Fakta er at 96% af befolkningen kan læse og skrive, hvilket er 3% mindre end i Danmark.

EU er allerede blevet udvidet for meget.

Mon ikke hellere man først og fremmest skulle få EU og dets medlemsstater ( navnlig de mere korrupte af dem) til at fungere ordentligt med god regeringsførelse o s v .

Når EU så fungerer fint og alle medlemsstaterne er OK m h t korruption, regeringsførelse o s v - så kan man måske overveje yderligere udvidelser.

Jesper Wendt

Den måde EU er skruet sammen på kommer aldrig til at fungere, enten går man sammen i en nation, eller glemmer det helt.

Der er dog en masse strategiske ting i optagelsen, og en del gamle spøgelser. Så EU er nok villige til at strække sig langt.