I forbindelse med de dopingsager, der i de seneste år har ramt cykelsporten, fokuseres der sjældent på baggrunden for de skueprocesser, medierne og sportens egne organisationer (specielt Den Internationale Cykelunion (UCI) og World Anti-Doping Agency (WADA)) udsætter rytterne for, før der afsiges den endelige dom over de anklagede.
I den aktuelle sag mod Alberto Contador og de fornyede anklager mod Michael Rasmussen er der god grund til at tro, at det ikke er klare og stringente regler, men derimod uigennemskuelige etiske forestillinger, der er den egentlige baggrund for skueprocesserne. Der er endda tale om etiske regler med et kraftigt religiøst islæt. Ligheden mellem moderne sport og traditionel religionsudøvelse er til at få øje på.
Både inden for religion og sport inddeler moraliserende fundamentalister verden i det rene og det urene. Professionelle cykelryttere skal være legemliggørelsen af sundhed og et godt liv. De må ikke på mindste måde besmittes af noget, der anses for urent og usundt. Derfor reagerer vogterne oftest med hårde og vilkårlige straffe mod folk, der træder ved siden af og forbryder sig mod reglerne.
Umiddelbart handler sagerne mod cykelrytterne om doping. Men dybest set handler det om kontrol, magt og store egoister tilsat en god dosis politisk, økonomisk opportunisme.
Korstogsridderne og mediehåndlangerne tilsidesætter retssamfundets almene bestemmelser, og lader den lovgivende, udøvende og dømmende magt udgøres af én og samme instans.
Asketisk protestantisme
Nypuritanske tankegange har fundet plads i dopingbekæmpelsen. Puritanere er en fællesbetegnelse for en række protestantiske retninger, der i 1500- og 1600-tallet havde askesen som det centrale element.
De påberåbte sig kirkens renhed, hvilket indebar, at alle rester af katolske ritualer blev fjernet. Deraf deres navn, der betyder de rene. I Danmark blev pietismen - en retning inden for den asketiske protestantisme - optaget af enevælden som officiel religion i løbet af 1730'erne. Og det fik konsekvenser for vores opfattelse af sport. Både pietismen og sporten bygger på en form for verdslig askese. Allerede i slutningen af 1800-tallet blev sporten tilkendegivet som et middel til bod. Den hårde sportstræning blev brugt til at afkaste den pinefulde samvittigheds åg gennem legemlig selvtugt.
Og det var ikke kun fra sporten selv, der blev slået på de religiøse strenge. Hos samtidige kristne er der eksempler på en tro på sportens asketiske mission.
Med protestantismen udskiltes den kultiske kropsøvelse fra kirken for at blive selvstændiggjort i sporten. Det svarer ganske godt til protestantismens dogme: Det er ikke dine handlinger, men din tro, der betyder noget. Men da kroppen blev drevet ind i sporten, blev sporten en religion. Troen blev i kirken, mens den rituelle handling i stor udstrækning blev til sport.
Inkvisitionen blomstrer
De religiøse rødder er stadig til at få øje på i sportens verden. Der er i fuld offentlighed blevet lagt et voldsomt pres både på både Alberto Contador og Michael Rasmussen for at få dem til at vedstå, at de har overtrådt dopingregulativerne. Ja, der er nærmest stillet krav til dem om at bevise deres uskyld, hvis de vil undgå offentlig fordømmelse.
Det leder tankerne hen på middelalderens inkvisition. Dengang var inkvisitionen et menneskekærligt redskab til at redde sjælens salighed, og torturen var derfor et nødvendigt onde, eftersom ingen kunne få syndsforladelse uden forudgående tilståelse.
I det generelle samfund har den individualistiske straffe- og procesret udviklet sig til revolutionstidens menneskerettigheder og reglen om, at ingen er skyldig, indtil det modsatte er bevist. Men i sportsverdenen har man udformet retslige regler, der ikke harmonerer med denne retslige praksis.
Contador og Rasmussen har påkaldt sig mistanke om doping og derved tilsmudset den protestantisk-puritanske myte om kroppens renhed. Den slags straffes hårdt, så det er fuldt forståeligt, at Contador frygter at kunne ende i nøjagtigt samme situation som Rasmussen, der i tre år reelt har været udelukket for cykelsport på topplan. Begge omtaler de processerne i mediemaskinen som meget lidelsesfulde - hvem sagde inkvisition? Spørgsmålet er, om vi i dagens retssamfund virkelig skal bruge middelalderlige systemer for at undgå doping?
Aage Hoffmann er idrætshistoriker og ph.d.
En meget sjov skriveøvelse og forfatteren kommer da vidt omkring i sit spruttnede angreb på dopingmodstanderne. Og forfalder til det klassiske trick at skyde opponenten groteske argumenter i skoene... lutheransk puritanisme og jeg-skal-komme-efter-dig.
En mere nøgtern analyse vil nok fokusere på, at der i sport eksisterer et ønske om at deltagerne konkurrerer på lige vilkår, og at den konkurrence foregår på idrætspladsen, ikke i medicinalindustriens laboratorier. Endvidere, at man ikke kommer ud af idrætten som invalid eller narkoman, eller at man gennem misbrug af medicin og ydelsesfremmende stoffer pådrager sig livsvarige skader.
Tak Kjeldgaard....... for ligesom at perspektivere tingene lidt og komme udover en eller anden søgt akademisk religiøs fortolkningsramme af den gode Hoffmann
Kære Morten og Tom
Atleterne er truet fra to sider. På den ene side af den kemisk-medicinsk-bioteknisk manipulation (som står markedet nær). På den anden side truer en stræben efter altomfattende kontrol den enkelte med umyndiggørelse. Det er den sidstnævnte fare, jeg i artiklen sætter fokus på. Dopingbekæmpelsen er politisk betændt. Sagen om Contador trækker ud. Hvorfor: Bl.a. fordi han har "hele" Spanien og ét af de stærkeste cykelhold i ryggen. Rasmussen derimod har få støtter inden for systemet. I dopingbekæmpelsens hellige navn er han et nemt offer. Både De Luca og Pellezoti har fået strafnedsættelse. Rasmussen er reelt udelukket på tredje år. Kan vi være et sådant retssystem bekendt?
V.h. Aage
Aage Hoffmann
At kalde det et retssystem er vel lige at presse citronen lovligt meget. Er det ikke private organisationer, der varetager den slags?
At Rasmussen skulle være udelukket på tredie år er vel også lidt af en overdrivelse - han har kun reelt været udelukket i 2 år. At ingen så gider ansætte ham kan vel ikke være noget man kan give retssystemet skylden for.
Nu maa I sgu lige stramme baeltet, kaere venner.
Man kan ikke have at virksomheder render og laver interne love og domssystemer der bryder alle vedtagne arbejdsmarkedslove bare fordi det nu er sportsfolk det drejer sig om der, tilfaeldigvis og fordi de levere en efterspurgt vare, bliver betalt en del mere end gennemsnittet. Jeg mener at vide at det var fuldstaendigt det samme der skete med fodboldspillerne hvor de faktisk blev stavnsbundet til en klub og ikke havde de samme muligheder som os andre til at skifte arbejdsplads. Her, med cykelrytterne, er situationen saa, at de bliver anklaget for at bruge ulovlige stoffer, stoffer som i mange tilfaelde ogsaa er ulovlige ude "i samfundet", men, de har ingen muligheder for at faa hoert deres sag hos en regulaer domstol eller saagar en arbejdsmarkeds domstol og er derfor overladt til pengemaendenes naade, for det er jo ikke et retfaerdigt system, det er et system hvor folk fra lande som ikke ofrer meget paa proffesionel sport (Danmark) ikke kan saette sig op imod beskylninger (ingen beviser her, beskyldninger!) simpelthen fordi de monetaert ikke kan laegge pres paa de her doping organisationer.
Det er da hoevlende ligegyldigt om man er smed eller cykeltramper, man boer have ret til at faa sin sag hoert for en uvildig instans.
Lars Christiansen
Undskyld mig men det er da noget forbandet ævl.
I sagen om Rasmussen handler det om at han ikke var der han lovede at være - hvis vi skal føre din logik ud på det almindelige arbejdsmarked svarer det altså til du mener det ville være urimeligt, at fyre en kassedame, hvis hun tager på stranden istedet for, som hun har lovet, at sætte sig bag kassen på et givent tidspunkt.
De professionelle atleter indgår i forskellige kontrakter med private organisationer (det være sig f.eks. deres arbejdsgiver og den overordnede organisation, der organiserer den givne professionelle sportsgren). Når de så bryder de kontrakter, så skal der da naturligvis også være konsekvenser, som stemmer overens med indholdet i kontrakterne - i øvrigt fuldstændigt ligesom når almindelige arbejdstagere skriver under på en ansættelseskontrakt.
Det har da intet at gøre med samfundets retssystemer som sådan - det må være en sag mellem de to forhandlende parter i forbindelse med indgåelsen af kontrakterne.
Hvis cykelrytterne så ikke selv eller via deres agenter formår at forhandle tilfredsstillende kontrakter må de jo, som alle andre faggrupper, oprette en fagforening, hvor de så kan forhandle tilfredsstillende kontrakter.
Så du må meget undskylde mig hvis jeg har lidt svært ved at have ondt af atleterne. Alle andre faggrupper har kæmpet (til tider blodigt) for de rettigheder de har i dag - hvis cykelrytterne så vil have en del af den kage må de jo bare komme ind i den faglige kamp. Det er der jo intet andet end deres egen grådighed og lukkethed, der forhindrer dem i.
Skulle der så i øvrigt være konkrete ting, der er i strid med lovgivningen må man jo føre en sag - ligesom der blev gjort i forbindelse med Bosman.
Det der jo er det mest absurde er at atleterne har alle muligheder for at gøre noget ved "problemerne". Men de gør jo ikke en skid... istedet kommer der så kommentarer fra alle mulige andre om at "vi" da må gøre noget for dem. Vel må vi ej.... Hvis I vil kæmpe for arbejdernes rettigheder så går der omkring 200.000 ansatte rundt i den danske detailhandel, som godt kunne bruge nogle bedre arbejdsforhold.
"han har kun reelt været udelukket i 2 år. At ingen så gider ansætte ham kan vel ikke være noget man kan give retssystemet skylden for."
Processen har jo netop haft vital konsekvens, for at han ikke bliver ansat.
Jesper
Så skulle han have ladet være med at lyve om sine whereabouts ...og han skulle da slet ikke have fortsat løgnen, med en sur mine fordi man tillader sig at betvivle hans løgnerier.
At han ikke bliver ansat har nu nok også noget at gøre med han er ved at være for gammel - så nu skal vi vist heller ikke gøre hans manglende plads på et tophold til noget større juridisk mysterium.
Jamen Kim, du har da saa evig ret. Du her ogsaa ret i at det fandme ikke er nemt at have ondt af atleterne, specielt, som du saa rigtigt peger paa, fordi nogle af dem ender med at vaere millionaere naar de slutter karrieren, som regel som 30 aarige, hvilket sgu er lidt svaert hvis man er kassedame eller en hvilken som helst anden arbejder. Mit synspunkt, som jeg maaske ikke fik frem paa en saa klar maade, var, som Jesper ogsaa er inde paa, at disse virksomheder, og heller ingen andre virksomheder om de ansaetter cykelracere, cykelsmede eller cykelbude, boer kunne oprette en form for stavnsbaand til virksomheden, uanset om de bliver brugt eller ej, og heller ikke gennem denne kontrakt, forhindre at arbejdstager kan blive ansat i en anden virksomhed.
Jeg har ikke fulgt meget med i Rasmussen sagen, der er sgutte meget "rigtig" sport hvor jeg befinder mig, og jeg udtalte mig mere generelt omkring de rettigheder man har eller burde have i et moderne samfund, uanset hvilket fag man er i og hvor velhavende man bliver af det. Og jeg er enig med Hoffman i at man ikke burde have en organisation der baade er den udoevende, anklagende og doemmende magt naar det kommer til sager der har arbejdsretslig natur.
Jeg er ogsaa fuldstaendig enig med dig i at atleterne selv er nogle fabelagtige egoister der burde for lang tid siden have sikret sig mod baade dopinglaegers og firmaernes skalten og valten med deres liv og helbred. Jeg gaar ud fra at det er den beroemte krukke guld for enden af regnbuen der faar dem til at traede hen over dem der ikke klare den.
Dette er en lang diskussion og jeg ville oenske vi kunne have den over en go' Dansk middag, for vi er nok mere enige i den her sag end uenige.
Med venlig hilsen
Lars Christensen
Blot for god ordens skyld, så skal det nævnes, at Bosman dommen jo rent faktisk var/er et opgør med stavnsbindingen ---- hvilket mange specielt fodboldspillere jo iskoldt spekulerer i nu.
Den seneste farce omkring Rooney, hvor en agen lugtede guld, er et rigtigt udemærket eksempel.....
Iøvrigt kan ingen havde ondt af nogen her ---det er deres eget frie valg at blive elite sportsudøvere, men det skal blot lige huskes, at det stadig er en minoritet, som ender med millioner på bogen....
Lars
Det er da meget muligt der er forhold i den professionelle cykelsport, der ikke stemmer helt overens med det syn på arbejdernes rettigheder, vi to sandsynligvis deler.
Min pointe er bare at det er direkte latterligt, at gøre de problemer til mere end de er, ved at ævle om arkaiske renheds-idealer og hvad ved jeg.
Fakta er at cykelrytterne ikke alene har en principiel dom (Bosman-dommen), at støtte sig op af. De har også pengene til at gøre noget ved det.
Med andre ord mener jeg ikke indeværende mening er det papir værd den er skrevet på - Hoffmann burde hellere bruge sin energi på kassedamer og sygeplejersker, hvis han gerne vil gøre noget for det arbejdende folk.
Cykelrytterne kunne ændre deres situation på ingen tid, hvis de ville... det har de så valgt ikke at gøre. Hvorfor konklusionen må være at cykelrytterne foretrækker at tingene er som de nu engang er.