Kommentar

Staten, det er mig

I de superriges fagre, nye verden ville Grækenlands offentlige kasser i princippet kunne reddes af en Bill Gates
Nutidens solkonger har skiftet de overdådige kåber ud med neutrale jakkesæt. Men deres magt kan sagtens måle   sig med Ludvig XIV's.

Nutidens solkonger har skiftet de overdådige kåber ud med neutrale jakkesæt. Men deres magt kan sagtens måle sig med Ludvig XIV's.

Getty Images

Debat
25. oktober 2010

»Staten, det er mig,« sagde Ludvig XIV og byggede sig et slot i Versailles, uden for Paris. Et så prægtigt slot kunne kun bygges af en ophøjet person, som havde staten i sin egen bukselomme hånd og dens pengekasser til fri disposition. Det endnu større slot i Fontainebleau blev opført efter samme finansieringsmodel, om end det i dette tilfælde tog hele otte århundreder at fuldbyrde værket. Ligesom der skulle en selvkronet kejser, Napoleon Bonaparte, til for at restaurere og befolke det på ny efter Den Franske Revolution - en revolution, der i øvrigt var tænkt som et forsøg på for altid at affolke slotte af denne art ... ja slotte af enhver art.

Det vil tage mig en uge at gennemvandre alle fløje og gemakker (1.500 rum), og så vil jeg endda kun få korte glimt af møbler og kunstværker. Derfor nøjes med et glimt af slotsparken, hvilket tager mig en hel dag. Den er på 130 hektar og består af arkadiske lunde, glitrende damme og minutiøst anlagte haver så langt øjet rækker. Og der, hvor parken ser ud til at slutte, tager kilometerbrede kongelige jagtmarker over.

Nutidens solkonger

I dag er skovene selvfølgelig for længst blevet nationalpark og slottet statsejendom. Det er vanskeligt at forestille sig, at noget af al denne herlighed nogensinde vil komme på private hænder, eller at nogen enkelt person eller familie igen skal kunne betragte statens lommer som sine egne ... og dog. Helt sikker kan man ikke være. I dag findes der enkelte personer, som har betydeligt flere penge at købe slotte for, end enkeltstater har. Faktisk har de penge til at købe enkeltstater.

Tanken om at købe sig en falleret stat virker ikke længere helt ude i hampen. Grækenlands offentlige finanser kunne i princippet reddes af sådan en person. Bill Gates ville egenhændigt kunne eliminere Californiens katastrofale budgetunderskud. Verdens for tiden rigeste person, mexicaneren Carlos Slim Helú, har i skrivende stund en formue på 60 milliarder dollars (400 milliarder kroner), det svarer til bruttonationalproduktet i Vietnam og overgår bruttonationalprodukterne i hele 140 stater.

De rigeste personer i dag er tusindfold rigere end de rigeste personer for bare 40 år siden. I 1960'erne havde familien Wallenberg en formue, som var to-tretusinde gange større end gennemsnittet i Sverige. I dag har Stefan Persson, grundlægger af H&M-imperiet, en formue, som er 240.000 gange større.

Globale markeder har skabt globale formuer, som savner sidestykke på nationalt niveau. Faktisk har de for længst har gjort sig uafhængige af det nationale niveau. 40 af de 100 rigeste svenskere bor ikke længere i Sverige. De og deres rigdom har ikke længere behov for Sverige.

Mens stadig flere almindelige mennesker kæmper med voksende gæld og dårlige finanser, har de superrige muligvis deres spekulationer over, hvad de skal stille op med deres penge. Købet af et fransk slot eller to ville under alle omstændigheder ikke gøre nævneværdigt indhug i formuen.

Mens Ludvig XIV engang havde behov for staten for at finansiere sine slotte, findes der i dag stater, som kunne have god brug for de superrige til at finansiere deres. Det kan ikke ske ved beskatning - den slags går ikke an, for de superrige kan selv vælge deres stater og beskatningsniveauer. Det kan alene ske ved at gøre statens virksomheder til de riges forretningsområder.

Ny middelalder

Kun de superrige kan redde os, var titlen på en besynderlig bog, som sidste år blev udgivet af Ralph Nader, den amerikanske forbrugeraktivist, som ved sit kandidatur i det amerikanske præsidentvalg i 2000 skænkede verden George W. Bush - en lang rejse for en mand, som i størstedelen af sit liv har troet på græsrodsdemokratiets magt og muligheder.

Bogen er en utopisk, eller rettere dystopisk, fortælling om, hvordan verdens superrige en dag beslutter sig for at bruge deres mange penge på at forbedre verden.

Rent økonomisk ville de formodentlig kunne gøre det. Rent politisk ville det være en tilbagevenden til en epoke, hvor et enkelt menneske (med familie og følge) med føje kunne påstå: 'Staten, der er mig.'

Jeg har ingen problemer med, at mennesker bliver rige, også superrige. Jeg accepterer også gerne, at superrige menneske kan udrette meget godt. Mange af de superrige stiftelser, som har til formål at gøre godt, bærer navne efter deres superrige stiftere. Hvad jeg derimod har et problem med, er, at de superrige optræder som finansielle sponsorer for gældstyngede eller pengebetrængte stater. Det resulterer nemlig i en en sammenblandingen af private penge og offentlig magt.

I størstedelen af historien har problemet slet ikke eksisteret, eftersom staten de facto var ejet af private personer og dynastier, og grænsen mellem privat og offentlig derfor var meningsløs.

I vor tid har denne grænse imidlertid været en forudsætning for retsstaten og demokratiet. I en globaliseret verden, hvor individer hurtigt kan blive superrige og stater hurtigt kan blive superforarmede, kan den grænse alt for let overskrides.

Plutokrati kaldes en styreform, hvor de rige har magten over staten. Mere uklart er det, hvad vi skal kalde den fagre nye verden, hvor superrige vil kunne finde på at købe sig en stat. Og hvor en stat vil lade sig købe. Den nye middelalder?

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

mariann offersen

Jeg læser altid med stor interesse Göran Rosenbergs artikler, et frisk pust - en ny vinkel.

Göran Rosenberg kender jo nok Berlusconi, men det er ikke sikkert han kender den historie der fortælles i den italienske avis l'Unita den 24 oktober.

Et fuldbyrdet eksempel på problemstillingen.

http://concita.blog.unita.it//La_vergogna_e_il_paradiso_1672.shtml

Jeg stiller mig tvivlende overfor påstanden om at Bill Gates er "Verdens Rigeste" .
Han har kun lavet forretninger i ca 40 år, der findes familier og anonyme selskaber (det er egentlig det "A/S" betyder") der har lavet forretninger i århundreder .
Desuden er Bill Gates produkter (eks-produkter, han solgte nemlig alle sine aktier inden det hele ramlede, ligesom Warren Buffet) temmelig luftige, onde tunger ville måske ligefrem sige at de ikke eksisterer fysisk, og han har (havde) urimeligt få mennesker i sit brød i forhold til omsætningen, så hvad ejer han egentlig, udover en Helvedes masse dollar-sedler der ret beset ikke er det papir værd de er trykt på pt ?

^
Go' pointe!

Hans Jørgen Jensen

En folkepension er så ringe, at der efter tiggergang må gives tilskud til lys, varme, briller, tænder, busbillet, togbillet og begravelse.
En formue på 400 milliarder må være baseret på en form for manglende formueskat, tyveri og/eller tilsidesættelse af menneskerettighederne
F. eks. har VKO mafiaen i denne regeringsperiode forøget vores gæld til udlandet med ca. 600 milliarder selvom der har været milliardindtægter fra olie og gas.
Samtidigt er de overbetalte givet milliarder til privathospitaler, konsulentbistand, skattelettelser mm
Ligeledes er de overbetalte via ringe kontrol sikret overførsel af mere end 1000 milliarder til skattefri destinationer i udlandet.
Hvorimod folkepensionen slet ikke er forbedret nærmest kun forringet.

Henrik Sarpsborg

Med det er jo et godt eksempel på et paradoks i tidens demokrati.

Kapitalen koncentreres på få hænder ww, og de kan så sidde og bestemme med den økonomiske hammer i hænderne.

Mennesker der ikke er folkevalgt sidder i realiteten og bestemmer.

Det kan godt være at de til tider viser et menneskeligt ansigt som en humanitær anekdote, men naturligvis sikrer de egne interesser først.

Kapitalismen kan kun fungere, hvis vi accepterer den som et godt spil, og derved sørger for at alle har lige vilkår for at deltage, og sætter begrænsninger på gevinster og tab.

Vi har brug for stater der kan sikre et bredt velfungerende demokrati og at alle borgere har tilnærmelsesvis de samme vilkår for at deltage i festen.

Bæredygtig kapitalisme, balance i tingene, tolerence over for de der ikke spiller godt, og straffe til de der bryder reglerne og spiller med hovedet under armen.

Matador!

Steen Erik Blumensaat

Her har en gået og troet at det var Florida og valget der der førte til at domstolen i Florida gav republikanerne sejren.
Wow Raphf Nader er skurken, ligesom det er millitærnægterne der var skyld i den sidste krig fra 1902 til 1973.

I vores del af verden er det meget få, der ikke er korrumperede og hjernevaskede af den kapitalistiske fordelingsmekanisme Problemet er langt mere giftigt end de superhyperriges situation. Se mit indlæg "Kapitalismen og de tavse hunde" her: http://bloggeroeven.blogspot.com

Karsten Johansen

Rosenberg: "Jeg har ingen problemer med, at mennesker bliver rige, også superrige. Jeg accepterer også gerne, at superrige menneske kan udrette meget godt. Mange af de superrige stiftelser, som har til formål at gøre godt, bærer navne efter deres superrige stiftere. Hvad jeg derimod har et problem med, er, at de superrige optræder som finansielle sponsorer for gældstyngede eller pengebetrængte stater."

Dette er det samme som å si: jeg har intet imot at HIV-virus sprer seg overalt, men jeg liker ikke at folk får AIDS av det. Eller: jeg ha ingenting mot krigsindustrien, men jeg liker ikke våpen.

Normalt har Rosenberg virket mer intelligent enn dette våset antyder.

Som ganske lille dreng husker jeg en drøm jeg havde, som gik ud på at det var de rige der skulle demonstrere for at de fattige fik noget af al deres rigdom. Jeg så i min fantasi læger (det var dengang) gå med store bannere med påskriften "hvorfor skal vi ha' mere?". Den demonstration har jeg endnu til gode.

Helle Løvstø Severinsen

@ de sidste to kommentarer fra KJ og MG: egentlig ret interessant vinkel - er der nogen, der har et konstruktivt forslag til, hvordan man kommer rundt om at rigdom ikke (nødvendigvis) medfører ligeså øget medmenneskelighed?

For mon det bliver anderledes, end at den kapitalistiske verdensmodel forbliver populær - og at folk bliver ved med at skabe sig formuer? Så længe folk er så pjattede med at få mer og mer, så skal der nok noget til før de rige går i protestmarch over uligheden i samfundet.

Skal vi indføre moralundervisning i folkeskolen - på verdensplan? Hmm.