Kommentar

Sudan skriver arabisk historie

I slutningen af januar skal befolkningen i det sydlige Sudan stemme om, hvorvidt de stadig vil være en del af landet. For første gang får indbyggerne i et arabisk land lov til at udøve kollektiv selvbestemmelse. Det kan give genlyd i nabolandene
Snart er det folkets stemme og ikke volden, der skal afgøre Sydsudans skæbne.

Snart er det folkets stemme og ikke volden, der skal afgøre Sydsudans skæbne.

Ditte Bjerregaard

Debat
1. november 2010

En bemærkelsesværdig udvikling vil finde sted i Sudan i begyndelsen af næste år. Det slår mig som noget af det mest betydningsfulde i den arabiske verdens nyere historie. Ved folkeafstemning skal befolkningen i det sydlige Sudan afgøre, om den ønsker at forblive en del af Sudan eller løsrive sig og blive et selvstændigt land. Det er bemærkelsesværdigt, fordi det nok er det eneste eksplicitte og troværdige eksempel på, at befolkningen i et arabisk land har mulighed for at definere deres lands form og ideologiske orientering. Og hvem ved, måske vil folkeafstemningerne i det sydlige Sudan få afsmittende virkninger i andre dele af den arabiske verden. Ét er imidlertid klart under alle omstændigheder: de strukturelle forhold, der har plaget Sudan og ført til denne folkeafstemning, er ikke enestående for dette land.

Sudan og resten af den moderne arabiske verden er fortsat verdens eneste kronisk ikke-demokratiske region. Det skyldes i i vid udstrækning staternes mangelfulde udformning. På forskellig vis har vi stadig at gøre med følgerne af opbygningen af de moderne arabiske stater, som opstod, da de europæiske stormagter forlod området efter kolonialismen. De efterlod et kludetæppe af selvstændige arabiske stater, som ofte ikke stemmer særlig godt overens med de demografiske, stammemæssige og etniske realiteter i den indfødte befolkning, som blev borgere i disse nye lande.

Undertrykkelse

Sudan er et grelt eksempel på et arabisk land, som burde have været velhavende og stabilt, men som fortsat hærges af interne ideologiske og etniske stridigheder, manglende økonomisk udvikling, tilbagevendende enevælde og udbredt vold. I Sudans tilfælde nåede problemerne til et punkt, hvor Den Internationale Straffedomstol sidste år anklagede præsident Omar Hassam Beshir for folkedrab og krigsforbrydelser.

De strukturelle problemer i de arabiske lande, der lider af interne stridigheder, er åbenlyse i hele regionen. Blandt andre iøjnefaldende eksempler er Irak, Yemen, Somalia og Libanon, hvor stridigheder mellem landets største etniske grupper, religiøse samfund og stammer skiftevis har ført til tilbagevendende uroligheder, statslig undertrykkelse og vold mod borgerne eller fragmentering og ustabilitet. De nævnte lande er de mest åbenlyse tilfælde, men lignende problemer plager næsten alle andre arabiske lande.

Spændingerne er ofte kun i mindre grad forankrede i etniske eller sekteriske forskelle. Hovedårsagerne ligger snarere i, at mange almindelige borgere ikke føler, at de har en andel i landets regering. Det dybereliggende problem er, at de fleste af landene ikke blev defineret eller skabt af deres egne borgeres kollektive vilje. Med andre ord har befolkningerne i den arabiske verden og i de 22 medlemslande i Den Arabiske Liga kun i ringe grad haft mulighed for at udøve den ret til selvbestemmelse, som ellers er en grundlæggende forudsætning for en oplyst stat, stabil og god regeringsførelse og landenes vedvarende udvikling. Vi har opnået selvstædighed og national suverænitet, men har ingen erfaringer med kollektiv selvbestemmelse.

Forhandlingsaftale

Folkeafstemningerne i det sydlige Sudan og det olierige Abyei-guvernement er derfor historiske nyskabelser. Ikke mindst fordi de er resultatet af en forhandlingsaftale mellem den sudanesiske centralregering og de pågældende sydlige provinser, men også fordi de vedrører det eksplicitte spørgsmål om, hvorvidt vælgerne vil forblive en del af Sudan eller danne selvstændige stater.

Mange strukturelle og politiske problemer vil fortsat være uløste ved folkeafstemningerne i begyndelsen af januar, og det er muligt, at afstemningsresultaterne vil blive uklare og føre til nye kampe. Det vigtige er imidlertid, at borgerne i en arabisk stat udøver en sjælden mulighed for selv at afgøre, hvem de er, og hvordan de ønsker at omsætte deres kollektive identitet i skabelsen af en suveræn stat. Det er en grundlæggende, kollektiv menneskerettighed, som alle arabere i de sidste hundrede år har været frataget af europæiske kolonimagter eller egne militærfolk, der har taget magten og udøvet den uden nogen form for demokrati, folkelig deltagelse ellerpolitisk ansvarlighed.

Ansvarliggørelse

Den arabiske verden har generelt behov for processer, der kan tilgodese menneskers grundlæggende behov for at føle, at deres stemmer bliver hørt i vigtige spørgsmål som statens udformning og regeringens politiske ideologi.

De moderne arabiske stater ligner imidlertid mest af alt store sikkerhedsapparater. Umiddelbart gør de det lettere at bygge indkøbscentre og foretage investeringer i fast ejendom - en anden vej til stabilitet og vedvarende, retfærdig udvikling har nemlig aldrig for alvor været forsøgt i disse lande.

Folkeafstemningerne i det sydlige Sudan er potentielt en historisk udvikling, der vil give genlyd i andre dele af den arabiske verden. For såvel store etniske minoriteter som flertallet blandt almindelige borgere kan med rette kan spørge, hvorfor de ikke også har mulighed for at definere deres stat, godkende regeringsførelsen, være med til at forme landenes politikker og holde magthaverne, som regerer i deres navn, ansvarlige.

Rami G. Khouri er medredaktør ved den libanesiske avis Daily Star og direktør for Issam Fares Institute for Public Policy and International Affairs ved American University i Beirut.

© Agence Global & Information 2010

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her