Kronik

Tebreve og kunstgræs

Siden den amerikanske højesteret ophævede begrænsningen af firmaers ret til at finansiere tv-reklamer på vegne af kandidater eller mod navngivne kandidater, har Tea-Party og republikanerne haft kronede dage. Men den folkelige opbakning står slet ikke mål med de mange sponsorbeløb
Tea Party-bevægelsens vrede mod Washington er uden tvivl oprigtig, men de kræfter, der kanaliserer den ind i valgkampen er det sjældent. En meningsmåling fra begyndelsen af oktober viser, at blot 17 procent af befolkningen bakker om Tea Party-bevægelsen.

Tea Party-bevægelsens vrede mod Washington er uden tvivl oprigtig, men de kræfter, der kanaliserer den ind i valgkampen er det sjældent. En meningsmåling fra begyndelsen af oktober viser, at blot 17 procent af befolkningen bakker om Tea Party-bevægelsen.

Getty Images

Debat
28. oktober 2010

Rettelse: Følgende sætning fra den oprindelige udgave er fjernet: 'Ifølge en ny meningsmåling fra begyndelsen af oktober bakker omkring 17 procent af den amerikanske befolkning op om Tea Party-bevægelsen. Det er mange, men dog langt færre end mediedækningen af bevægelsen giver indtryk af, og selvsagt også en langt mindre andel end den aktivisterne selv foregiver at tale på vegne af.' Sætningen er erstattet af følgende sætning: 'Ifølge en ny undersøgelse fra Public Religion Research Institute, identificerer omkring 11 procent af den amerikanske befolkning sig med Tea Party-bevægelsen. Det er en langt mindre andel end mediedækningen af bevægelsen giver indtryk af, og selv sagt også en langt mindre andel end den aktivisterne selv foregiver at tale på vegne af.'

Den såkaldte Tea Party-bevægelse, der med hatte, høtyve og slagord fra den Amerikanske Revolution raser mod magthaverne i Washington og ønsker at »tage deres land tilbage« fra præsident Obama og demokraterne, er blevet det centrale samtaleemne i den amerikanske valgkamp.

At bevægelser på højrefløjen mener at nationen befinder sig i en eksistentiel krise, når der er en demokrat i Det Hvide Hus er ikke nyt. At særligt mange er særligt motiveret når økonomien er trængt og arbejdsløsheden høj, er heller ikke nyt. Det, der er nyt ved Tea Party-bevægelsen er først og fremmest alle de penge, dens kandidater har til rådighed.

Det er primært to årsager til pengestrømmene. Den ene er en skelsættende højesteretsdom fra januar i år, den anden er, at Tea Party-bevægelsen ikke er så græsrods-agtig, som dens egne medlemmer og en del politiske kommentatorer tror eller hævder at tro.

Mange års bestræbelser på at begrænse pengenes magt i amerikanske valgkampe fik et grundskud, da den amerikanske højesteret i januar 2010 med stemmerne fem mod fire fandt det forfatningsstridigt at begrænse virksomheders ret til at finansiere tv-reklamer på vegne af kandidater eller mod navngivne kandidater. Denne dom, Citizens United v. Federal Election Commission, har reelt åbnet sluserne for nærmest ubegrænsede anonyme donationer til politiske valgkampe.

Anonyme donorer

Der er en grund til, at især republikanerne har lovprist beslutningen, mens demokraterne overvejende har beklaget den. Demokraterne har i de sidste to valgkampe i 2006 og 2008 formået at samle flere penge ind end deres republikanske modparter. Nu er billedet vendt. Når det gælder beløb som ikke bliver givet til kandidaterne, men brugt på vegne af dem, har republikanerne ved dette valg tre gange så mange penge til rådighed som demokraterne. I flere valgkampe er forholdet snarere seks til én.

Med donorernes anonymitet sikret, kan virksomheder mere direkte varetage egne interesser ved at besejre demokrater, der har stemt for finansreform, sundhedsreform og ligeløn, og i næste kongresperiode kunne finde på at stemme for eksempelvis en forhøjelse af den føderale mindsteløn og klimalovgivning, eller for at lade de nuværende tidsbegrænsede skattenedsættelser på eksempelvis kapitalgevinster udløbe.

Syntetiske græsrødder

Her kommer Tea Party- bevægelsen ind i billedet. Mange aktivisters vrede mod Washington er uden tvivl oprigtig, men de kræfter, der kanaliserer den ind i valgkampen er det sjældent. Ifølge en ny undersøgelse fra Public Religion Research Institute, identificerer omkring 11 procent af den amerikanske befolkning sig med Tea Party-bevægelsen. Det er en langt mindre andel end mediedækningen af bevægelsen giver indtryk af, og selv sagt også en langt mindre andel end den aktivisterne selv foregiver at tale på vegne af. Rundt omkring i landet kan man ganske vist finde masser af lokale organisationer, som ser sig selv som en del af bevægelsen, men de fleste er ikke politisk aktive og har i øvrigt kun få økonomiske midler til rådighed. Hvis de tjener noget formål er det som alibi for ideen om en græsrodsbevægelse. I et valgår, hvor der er afsat omkring tre milliarder dollars til at føre valgkamp for, bliver den egentlige kamp spillet på kunstgræs.

Når excentriske og/eller ekstreme Tea Party-kandidater som Sharron Angle i Nevada, Rand Paul i Kentucky, og Christine ODonnell i Delaware har mulighed for at vinde i år, så skyldes det ikke lokale organisationer med hatte og »We, the People«-skilte, men i højere grad de millioner af kroner de har modtaget fra nationale organisationer, ledet af garvede republikanske strateger og med penge fra store virksomheder og erhvervsorganisationer. Blandt disse organisationer er FreedomWorks, ledet af den tidligere flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Dick Armey, og Americans for Prosperity, finansieret af penge fra USAs næststørste privatejede virksomhedskonglomerat, Koch Industries, der især ejer virksomheder i Olie- og kulindustrien. Et tredje eksempel er Tea Party Express, skabt af en af det republikanske partis mest garvede politiske konsulenter og fundraisere, Sal Russo. Det er svært at forestille sig mere syntetiske græsrødder end disse, men det er ofte dem der står for logistik, papskilte og T-shirts, når Tea Party-aktivisterne skal ud og protestere mod eliten i Washington.

Nyttigt fjendebillede

Demokraterne har forsøgt at imødegå Tea Party-organisationernes appel med deres egen venstrepopulisme. I disse bestræbelser har de fundet et særligt nyttigt fjendebillede i Chamber of Commerce det amerikanske handelskammer som foreløbig har postet omkring 450 millioner kroner ind i den igangværende valgkamp. Heraf er mere end 90 procent blevet brugt til støtte for republikanske kandidater.

Præsident Obama og andre ledende demokraters beskyldninger om, at handelskammeret var i færd med at købe valget til republikanerne, fik en af Tea Party-bevægelsens idoler, tv-værten Glenn Beck, til at opfordre alle sine seere til at donere penge til Chamber of Commerce for at demonstrere deres sympati og støtte. Handelskammeret, sagde han, »er jeres forældre. Jeres bedsteforældre. Det er os«. Mange fulgte angiveligt hans råd.

At de individuelle bidrag som handelskammeret efterfølgende modtog nok snarere har været moralsk opbakning end opfyldt et egentligt behov, illustreres tydeligt af, at organisationen alene i 2008 modtog tæt på en milliard kroner i bidrag. Mange af disse penge ydes og anvendes målrettet i den politiske proces. Til dets kamp mod Obamas sundhedsreform sidste år modtog handelskammeret således omkring 60 millioner kroner i støtte, alene fra udbydere af sundhedsforsikringer. Det samme billede tegner sig for eksempelvis kampen mod klimalovgivning, hvor olie og kulindustrien gav store bidrag selv sagt uden øremærkning, men på det rigtige tidspunkt i processen.

Nu byder Tea Party-bevægelsen, sammenholdt med de nye muligheder for store anonyme bidrag, på enestående muligheder for at komme af med besværlige lovgivere og samtidig stække præsident Obamas muligheder for at øge den statslige regulering i de kommende år. Eksempelvis mener 11 ud af de 12 Republikanere, der i år har en mulighed for at besejre siddende demokratiske medlemmer af Senatet, at den globale opvarmning ikke eksisterer, eller hvis den gør, i hvert fald ikke er menneskeskabt (den 12. er Mark Kirk fra Illinois). Det er ikke til at sige om de organisationer som giver millioner af dollars i støtte til kandidater med sådanne synspunkter selv deler dem, men de kan i hvert fald være sikre på, at disse kandidater ikke vil stemme for indførelsen af CO2-kvoter.

Resten er markedsføring

Tea Party-bevægelsernes retorik kredser om et opgør med eliterne i Washington og på Wall Street og med særinteresserne, som angiveligt har »stjålet landet« fra den hårdtarbejdende middelklasse. Samtidig raser de mod finansreformen som skal regulere Wall Street, og mod »Obama-care«, som blandt andet forhindrer forsikringsselskaberne i at afvise kunder på grund af deres helbred eller udsætte dem for urimelige prisstigninger.

Bevægelsens medlemmer udtrykker også stor bekymring for den føderale gæld og raser samtidig over, at demokraterne i Kongressen vil lade Bush-årenes midlertidige skattelettelser ophøre for de rigeste to procent af befolkningen. Det er anslået, at en forlængelse af disse skattelettelser over de næste 10 år vil forøge den føderale gæld med omkring 3,7 trillioner dollar. Når det ikke lige drejer sig om mærkesager fra de foregående årtiers kulturkrig, så kan de antielitære tiltag ligge på et ret lille sted hos Tea Party-bevægelsen.

Trods alle diskussioner om Tea Party-bevægelsen som et helt nyt politisk fænomen en strømning på tværs af de gamle partiskel, står det efterhånden klart, at der er tale om optisk bedrag. Bevægelsen er stort set identisk med højrefløjen i det Repu-blikanske Parti resten er dygtig markedsføring.

Efter at to store valgnederlag i træk kastede partiet ud i en eksistentiel krise, var det højrefløjen der først formåede at relancere sig på et budskab om, at vejen til succes ved valgurnerne går gennem en højere grad af ideologisk renhed. Ud med de gamle, ind med de nye! Slut med kompromiser og politiske studehandler i Washington! Hvis mange af Tea Party-bevægelsens kandidater bliver valgt ind i Kongressen kan de derfra være med til at rykke partiet endnu længere mod højre.

Problemet er bare, at intet i meningsmålingerne tyder på et generelt skred mod højre i den amerikanske befolkning. Når prognoserne er så dårlige for demokraterne, så er det primært fordi deres vælgere ønsker at straffe dem, eller i hvert fald er mindre opsat end ved sidste valg på at komme dem til hjælp. For det Republikanske Parti kan konsekvensen af at vinde mange pladser og få valgt en masse Tea Party-favoritter ind i Kongressen derfor meget vel være, at de bliver rykket endnu længere væk fra den politiske midte og samtidig bliver pålagt et større politisk medansvar af vælgerne. I så fald kan teen hurtigt blive kold og festen fise ud.

Niels Bjerre-Poulsen, lektor, Ph.d., Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her