Kommentar

Et tomrum i det politiske og sociale landskab

Sverige afskaffede for nylig værnepligten, og i Danmark overvejer Socialdemokraterne noget lignende - men har vi som et samfund, hvor de kulturelle og sociale skel mellem grupper af medborgere bliver stadig højere, ikke snarere et stærkere behov for kollektivt socialiserende institutioner?
Værnepligten sikrer, at folk fra forskellige lag af samfundet skal forholde sig til hinandens perspektiver på verden, skriver Rosenberg. Her ses   Kronprins Frederik i 1987 under sin værnepligt.

Værnepligten sikrer, at folk fra forskellige lag af samfundet skal forholde sig til hinandens perspektiver på verden, skriver Rosenberg. Her ses Kronprins Frederik i 1987 under sin værnepligt.

Jørgen Kølle

4. oktober 2010

STOCKHOLM - I sommer blev værnepligten i Sverige afskaffet til akkompagnement af en pågående kampagne på alle landets reklamesøjler og billboards.

»Din nabo synes, at internationale indsatser for demokrati er en smule overflødige,« påstod en af reklameteksterne. »Din kollega kan godt leve med, at Sveriges grænser krænkes,« påstod en anden. »Den fætter er ikke specielt interesseret i at bevare freden i fjerne lande,« påstod en tredje. »Har du det, som skal til, for at tage stilling?,« spurgte en fjerde. Og så videre i samme stil. Hver gang en eller anden nærtstående ignorant - underforstået: eller ligefrem én selv - som endnu ikke har fattet, at hvad Sverige har brug for, er en professionel hær udrustet med frivillige af den rette støbning (for ikke at sige med den rette holdning.)

Det tog faktisk et stykke tid, før jeg forstod, at dette var en offentligt finansieret reklamekampagne til netop denne nye professionelle hær, og at den, som af en eller anden grund ikke måtte have »det, der skal til for at tage stilling«, formodentlig ikke behøvede at gøre sig den ulejlighed.

Jeg bemærkede mig aldrig nogen offentlig debat om kampagnen, og knap nok heller om konsekvenserne af overgangen fra værnepligtshær til professionel hær. F.eks. hvilke konsekvenser det har for samfundet at have et forsvar, som ikke længere behøver at tage imod folk med holdninger som »din nabo«, »din kollega« eller »din fætter« - dvs. et forsvar, som i første række byder sig til for dem, som allerede har de holdninger, der kræves. Og dermed til konsekvenserne af, at vi nu har afskaffet den velsagtens sidste nationale institution, hvor unge mennesker bogstaveligt talt tvinges til at møde hinanden og pånødes at lære hinanden at kende uanset baggrund og uanset hvad de f.eks. mener om Sveriges militære indsats i Afghanistan.

Sammenhængskraft

Rent militært og økonomisk er der sikkert gode grunde til at gå over til en professionel hær. Flere af de lande, vi plejer at sammenligne os med, har allerede en sådan, og i de lande, som har bevaret værnepligten i en eller anden form (deriblandt Norge, Finland og Danmark), er det i praksis stadig færre, som praktiserer den fuldt ud (en stigende andel af egnede frasorteres ved lodtrækning). I de analyser, som ligger til grund for den nye forsvarsstrategi i Sverige argumenteres der da også for en overgang fra »Den Kolde Krigs store militærstyrker til mindre, mere fleksible og anvendelige enheder.«

Den konklusion har jeg for så vidt ingen indvendinger imod. I al fald har jeg ikke den indsigt og kompetence, som ville være fornøden for at påstå noget andet.

Derimod føler jeg mig ganske overbevist om, at de bærende argumenter for værnepligt altid har været lige så meget politiske og sociale som militære og økonomiske. Værnepligtens historiske betydning som national brobygger og smeltedigel går det ikke an at se bort fra. Og dermed går det heller ikke an at se bort fra dens betydning for det nationale demokrati.

Om de politiske og sociale følger af værnepligtens afskaffelse har der ikke desto mindre ikke lydt så meget som et pip, hverken før eller efter. Medmindre da man vil medregne det ganske lille pip, jeg selv ymtede i Dagens Nyheter og i dette klummerum (se Information 4. juni 2009, red.), da jeg argumenterede for, at den militære værnepligt bør afløses af en almen og obligatorisk samfundstjeneste. Et af mine argumenter var, at det fortsatte behov for en institution, hvor unge mennesker fra forskellige sociale og kulturelle miljøer kunne gives en håndfast og meningsfuld anledning til at mødes og lære hinanden at kende. Barriererne mellem nationens medborgere er jo ikke ligefrem blevet færre eller lavere og evnen til at overskride dem næppe blevet større heller. Et andet argument var den aftagende evne til at opretholde væsentlige kollektive samfundsinstitutioner. Indførelsen af en almen samfundstjeneste skulle ikke bare kunne øge unge medborgeres evne, men også deres forståelse for sammenhængen mellem den kollektive og den enkeltes indsats.

Jeg forudså naturligvis, at der ville være vanskeligheder forbundet med projektet - ja, at hele ideen ved en nærmere granskning formentlig ville vise sig urealistisk eller uigennemførlig.

Hvad jeg derimod ikke forudså, var, at ideen ikke skulle vække det mindste gehør i svensk politisk debat (eller dansk, red.). Hverken opponenter eller sympatisører kom på banen, og lige så lidt som det kom til diskussioner om de sociale konsekvenser af værnepligtens afskaffelse, inspirerede forslaget om almen samfundstjeneste til eftertanke eller modargumenter.

Det er nærliggende at tolke dette således, at ideen om en almen samfundstjeneste er så langt ude, at den end ikke fortjener imødegåelse, men i så fald ville jeg da være taknemmelig, hvis en eller anden høfligst - eller uhøfligt - havde gjort sig den ulejlighed at forklare mig hvorfor.

Men måske lader det sig nu engang ikke gøre at erstatte den sociale og politiske funktion, som værnepligten engang udfyldte, med noget andet. Og måske behøver den heller ikke at blive erstattet med noget andet. Måske har vi fået et samfund, hvor behovet for at mødes over sociale og kulturelle skel, er så mindsket, at vi helt kan se bort fra det.

Men ærligt talt, så tror jeg det ikke. Vi lever i dag i et Sverige, hvor rekordmange unge går arbejdsløse, hvor de sociale og kulturelle skel fortsat forstærkes, hvor stærkt segregerede enklaver fortsat etableres og befæstes, og hvor et stærkt fremmedfjendsk parti på det seneste har formået at udnytte de stemninger af angst og usikkerhed, som et sådant samfund uundgåeligt vil avle. Værnepligten har måske mistet sin militære betydning, men politisk og socialt efterlader den et tomrum.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pligtmæssig samfundstjeneste er en krænkelse af den enkeltes frihed.

Individet er ikke statens "ejendom" - kollektivet / staten har intet krav på den enkelte, men den enkelte har krav på en eksistentiel tilværelse i frihed.

Martin Pedersen

Den næste angrebskrig Danmark deltager i skal føres med værnepligtige soldater. Så kan det være vi kan få en kritisk debat og et fokus på det moralske ansvar, både overfor vores egne soldater og de civile de kæmper i blandt. Eller måske endda helt afstå fra at føre krig.

Mere sandsynligt er det dog at udviklingen kommer til at gå i retning af udlicitering. Hvilket firma kan føre vores fremtidige krige billigst.

Det lureste på lang sikt ville kanskje være å skape samfunn som har en viss mening, og således tilstrekkelig tiltrekningskraft på den jevne allmennhet, slik at en den uunnværlige borgerånden hos den enkelte ikke raseres fullstendig. Og det kommer garantert ikke til å mangle på samfunnsoppgaver i framtida som krever kollektiv innsats.

Vi blir hurtig nødt til å forvalte jordsmonnet og verdenshavene, for eksempel, som noe annet enn søplekasser for et sinnssvakt økonomisk system, hvor våpenindustri, kjemisk industri, petroleumsinsindustri og hasardiøs gambling med liv generelt, nå har ført til at mange tilsynelatende er opptatt av å se etter muligheter for å "prøve på nytt" et annet sted i universet...

Menneskets krig mot liv i vid forstand, hvornår ideen enn oppstod, har utspilt sin rolle. Evolusjonen er reversert tilstrekkelig nu. Enten så forsøker vi å leve i tråd med økologiske prinsipper, og slutter med å leke gud -- enn si fantasere om noen sådan -- eller så spiller det ingen rolle hva slags hærstyrker som herjer rundt på kloden og hvilken misjon de hevder å måtte ha.

Havde vi havde haft rigtig, effektiv værnepligt ville Rasmussen (II) aldrig have sluppet af sted med Afghanistan og Irak.

Værnepligten er befolkningens sikkerhed for, at politikerne ikke kan gøre som VOK har gjort.

Så genindfør rigtig, effektiv værnepligt. Nu !

Ib Christensen

Personlig frihed

Slaveriet skal ikke genindføres, hverken i form af "samfundstjeneste" eller udvidet værnepligt, tværtimod skal værnepligten afskaffes. Hvem er de ivrigste fortalere for værnepligten? Dansk Folkeparti såmænd. Hvor har værnepligten været mest omfattende og totalitær? Nazityskland og Sovjetunionen!