Tunnelsyn med pointe

Selvbiografisk litteratur har altid stået for skud, den er for snæver, privat -men det er alligevel de mange, helt nære refleksioner, som tilsyneladende er noget så private og snævre, der er værd at diskutere
22. oktober 2010

Bekendelseslitteraturen har altid stået for skud. Sådan var det i 70'erne - og sådan er det nu, hvor den selvbiografiske litteratur er tilbage igen

Dengang i 1970'erne var det især poesien, der nåede ud til læserne med de såkaldte snakkedigte, knækprosaen, den billedfattige inderligheds- og bekendelseslyrik. Knækprosaen var en genre, der kunne rumme de nye voldsomme opbrudserfaringer i familielivet, hvor kvinder gik fra mænd og tog børnene med under armen. Kønsdebatten. Hele den voldsomme nye måde, som familielivet vred og ændrede sig på. Den tids poesi blev regnet for alt for privat og usofistikeret og blev skarpt kritiseret, men alligevel blev den udgivet. Dengang i 70'erne skrev Kristen Bjørnkjær sin meget læste digtsamling Kærestesorg(1976), og Vita Andersen udgav Tryghedsnarkomaner(1977), der har solgt 75.000 eksemplarer. Det var i Kærestesorg, at Kristen Bjørnkjær skrev følgende på en gang vemodige og underfundige linjer:

» kan du ikke bare ta' mig med

hvis du forlader mig?«

Digtene var enkle, men også træfsikre med deres absurde humor. De ramte øjeblikket. Leverede et ætsende, fængende tidsportræt.

I 00'erne er bekendelserne tilbage. Den selvbiografiske litteratur med værker af Erling Jepsen, Knud Romer, Morten Sabroe, Jens Blendstrup m.fl. Og det er ikke bare retro 70'er. Der er blevet lagt noget til, fordi fænomenet er så bredt. Det er ikke kun fiktionen, som gør sig pivåben for faktionen. Det er også faktionen, som bruger træk fra fiktionen, som det sker i dokumentariske, historiske værker af Peter Øvig Knudsen og Tom Buk-Swienty. De benytter stilistiske greb fra den græske tragedie, krimien og Bibelen (Politiken d. 16. september).

Forholdet mellem fiktion og faktion er blevet flydende. Mest overvældende i norske Karl Ove Knausgårds Min kamp, der er planlagt i seks tykke bind. Et omfangsrigt værk. Min kamp 1 er både dagbog (faktion) og raffineret romankomposition (fiktion). Den udkom i foråret - og i slutningen af oktober udkommer også Min kamp 2 herhjemme.

Den rå selvbekendende form hos Knausgård har vakt debat også i Danmark. Forfatteren Jeppe Brixvold siger, at biografiske bøger giver ham »tunnelsyn«. Det er jo ikke venligt ment, men kritisk. Tunnelsyn vil sige ensporet, snævert, uden udsyn til siderne. Uden format.

Tunnelsyn

Karl Ove Knausgård er eksistentialist. Han siger lige ud i Min kamp 1: »Når overblikket over verden bliver større, bliver ikke kun den smerte, den forårsager, mindre, men også meningen«.

Dvs. i en verden, hvor man kun dyrker overblikket og verdenssynet, så slipper man for noget smerte, men man går også glip af meningen. Det betyder, tunnelen faktisk er god, fordi den kan føre den lige vej ind til smerten.

Titlen på Knausgårds seksbindsværk er da også velovervejet. Det er ikke fordi, Knausgård ønsker at træde i Adolf Hitlers fodspor. Knausgårds titel er snarere inspireret af Camus' Sisyfosmyten, hvor Sisyfos igen og igen ruller stenen op til toppen af bjerget, blot for at den igen skal trille ned. I Min kamp 1 ruller Knausgård faderstenen til toppen af bjerget. I Min kamp 2, er det familiestenen, der rulles deropad.

En klassisk eksistentiel måde at tænke på: At det er grænserne, der føder os. At vi har godt af modstanden som mennesker. Fordi modstanden får os til at besinde os på, hvad vi egentlig vil med vores liv.

Min kamp 1 er komponeret frem mod især en hovedbegivenhed: farens død af druk.

Bogen indledes med en fælles fortælling om døden. En fortælling, som bare fejer ind på nethinden.

Knausgård kan i den grad forestille sig det fælles. Men det er alligevel de mange, helt nære refleksioner, som tilsyneladende er noget så private og snævre, der er værd at diskutere.

Knausgård har nogen reflektioner i sin bog, som kaster lys ind over vigtige opdragelsesidealer gennem de sidste fyrre år. Vi kommer til at høre om den autoritære onde faderskikkelse i Karl Ove Knausgårds liv. Knausgård kalder lige ud sin far for en idiot. Det er på flere måder den traditionelle historie om det lille følsomme barn i forhold til overmagten.

Et af de stærkeste afsnit i bogen er fra Knausgårds år som teenager. Her er han lige nøjagtig rykket ud af farskyggen. Det er tydeligt, at faren ikke længere har den samme magt over ham. Selv om faren har paralyseret både Karl Ove og den ældre bror Yngve til at gå yderst forsigtigt, så de har udviklet en nærmest andeagtig gangart for ikke at larme i huset og fremkalde farens lunefulde humørsvingninger.

Her kan man for første gang se, hvordan Karl Ove nærmer sig sine jævnaldrende kammerater med en vis selvbevidsthed, men også med en viden om de muligheder og begrænsninger, som han selv råder over. Det er hans egen særlige verden, der er fritaget for farens indflydelse. Knausgård er en formidabel iagttager, ikke kun af sig selv.

Noget særligt

Karl Ove skal lære pigerne at kende. Der er især en, han er brændt varm på, men han viger uden om hende. Og vælger i stedet Susanne, for der er mindre at miste, mindre at frygte, men også mindre at vinde. Han er på en gang involveret og dybt engageret, men også kalkulerende, beregnende, som om der kører mere end et spor i hans bevidsthed. Hans hjerne er dobbelt. Den er kold, den er varm.

Det er refleksionerne, som gør Min kamp 1 til noget særligt.

Disse nære iagttagelser skal få en ekstra kant i forhold til faren, der er konstant kritisk. Han tager ikke sine børn i forsvar.

Faren kommer forbi i sin bil og skal se sønnen spille fodbold. Karl Ove misser en oplagt chance for mål. Så står den på kommentarer fra faren bagefter. Faren troede ikke, det var muligt, at Karl Ove kunne brænde sådan en chance.

Men faren har kun set slutningen af kampen. Lagde du mærke til, at vi sejrede? spørger Karl Ove. Han håber, faren vil spørge, hvem der scorede sejrsmålene. Og det sker heldigvis. Karl Ove kan fortælle, at han scorede dem.

Hans far er i mange situationer en forudsigeligt kritisk modstander - ikke nogen rar mand - men Karl Ove har lært at veje sin fars ord på en guldvægt. Når faren faktisk giver relevant kritik, så tager han ved lære. Andre gange siger han sin far imod og bruger argumenter. Karl Ove har en kold, klar hjerne, som hjælper ham fri af frygten for faren.

Det er tankens magt, som gør en forskel. Refleksionens skelnende evne.

Vores tanker tilhører os selv - de er en ressource, som vi råder over - i en ellers udsat situation. De fleste mennesker vil opleve at være sårbare i et liv, når de er børn, som teenagere eller i en skilsmissesituation som voksne, hvor de især har en person at stole på, nemlig dem selv.

Den kolde klare hjerne gør en forskel.

Knausgård forener følsomhed med viljestyrke. Det gør ham parallel til Vita Andersen herhjemme, der også har skildret sin sårbarhed med rå drøjhed. Men samtidig har han altså den stærke refleksion, der fungerer som et værn og får jeget til at hænge sammen i pressede situationer.

 

Debat. Karl Ove Knausgårds 'Min kamp 2' udkommer 26. oktober på dansk. Og den rå selvbekendende form i 1'eren har allerede vakt debat i Danmark. Foto: Sigrid Nygaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Stefan Kjerkegaard
Stefan Kjerkegaard

Tak for en fin og seriøs artikel om et på flere måder spændende romanværk. Min eneste anke er sammenligningen med bekendelseslitteraturen. Der er naturligvis visse paralleller, men den store forskel er, at Knausgård jo har valgt så fandens meget fra for netop at skrive direkte, råt, nogle vil kalde det realistisk. For mig at se er stilen derfor meget mere (stil)bevidst end megen af bekendelseslitteraturen i 70'erne.

Naturligvis skriver han sig ind i den isme, som Jon Helt Haarder har kaldt performativ biografisme, og performancen er også en del af værket, kunne man sige. Performativ biografisme er et fænomen, som er forskelligt fra 70'ernes bekendelseslitteratur, bl.a. fordi der er kommet så mange nye medieformer i mellemtiden, som påvirker litteraturen og livet omkring denne.

Når det så er sagt, så er det jo også sandt, at Knausgård med sin roman skriver sig ind i en bekendelsestradition, som er meget, meget mere omfattende, fx med forbindelser til Proust, Rousseau og Augustin.

Hvad samtidige tidstendenser angår, så er det nok så vigtigt, at Knausgårds første roman jo blev udgivet ved hjælp af forlagsredaktør og forfatter Geir Gulliksens hjælp, der "opdagede" Knausgård og uden tvivl havde "virkelighed" på programmet. Læser man således alle de fem første bind, bemærker man, hvordan Knausgård slutter med at beskrive kampen for at få udgivet sin første roman. Den ligner måske ikke noget i sin samtid, og man opdager således også (efter at man har læst Min kamp 1-5), at stort set alt i debutromanen bygger på selvbiografisk stof på den ene eller anden måde.

Udover den performativ biografisme, kan jeg desuden ikke lade være med at tænke Knausgård sammen med den nye ærlighed, som man fx også fornemmer inden for dansk popmusik, fra Rasmus Seebach til Medina. Råt for usødet, det er det de unge vil ha' ; - )

Bedste hilsener
Stefan

Brugerbillede for Connie Bork

Den performative biografisme er optaget af medieudviklingen fra 1960´erne og frem. Medierne har gjort grænserne mellem privat og offentligt, mellem back-stage og on-stage mere transparente. Det ændrer forfatterrollen. Før var forfatteren ophavsmand til sit værk og stod bag værket, i dag skal forfatteren være parat til at stå foran.
Ikke mindst i 1970´ernes bekendelseslitteratur blev skellet mellem privat og offentligt nedbrudt. Grænsen var ikke, hvor den plejede at være. Suzanne Brøgger skrev et tidstypisk essay ”Fra kernefamilie til kernevåben”. Det private blev politisk. Samtidig blev virkeligheden anskuet på denne måde: Allerede dengang i 1973 skrev Brøgger: ”Mange føler, at det er blevet overflødigt at skrive fiktion, når samfundet i sig selv er ren fiktion og pure opspind”.
Det ligger ganske tæt på, hvad Knausgård har sagt i et interview i Information (den 21. maj 2010), at verden i sig selv er en slags fiktion.
Det får naturligvis også konsekvenser for det digteriske program, når samfundet er rodet og ikke kan samles i en klar model, så bliver det jo helt umuligt at putte det ind under bare en genre. Derfor satsede Brøgger på det ”nærværende” i stedet for det formfuldendte. Derfor havde hun en stil, der rask væk kombinerede essays, interviews og rapporter. Det minder om Knausgård i dag. Hans stil består jo også af kraftfulde essays og samtidig rå bekendelser, rene dialoger mv.
Og ligesom Brøgger er han optaget af det nærværende frem for det formfuldendte.

Når jeg inddrager den danske bekendelseslitteratur i 1970´erne har det derfor flere årsager. Årtiet har en eksistentiel kant, som matcher Knausgårds og omvendt. I 1970´erne steg skilsmissefrekvensen for alvor. Datidens digtere var ikke bare eksistentielt udsatte for deres eget vedkommende, parforholdsbesværlighederne og skilsmisseerfaringen blev til hverdag for mange andre danskere også. Knausgård og Vita Andersen deler mere endnu, der er også en anden parallellitet mellem dem, nemlig i deres virkeligheds- og tidsopfattelse.
De har begge en virkelighedssult – en virkelighedshunger
Vita Andersen har en virkelighedsnær detaljerigdom, der ikke lader Knausgård noget efter. De går begge to meget tæt på, ultratæt. Knausgård er sammen med Vita Andersen optaget af den banale tid. De fordyber sig det samme sted: I hverdagens rutinehandlinger, rutinesituatiner. Den monotone, tilsyneladende begivenhedsløse tid. Den banale tid, som tilsyneladende er så udpint, forpint, og alligevel sært mættet for Knausgårds vedkommende.
Det nærværende, ultratætte perspektiv går igen i 1970´erne og 00´erne.

Bedste hilsner Connie