Kronik

Udlicitering af beskæftigelsesindsatsen er spild af ressourcer

Regeringens overbetaling af privathospitaler er ingen enlig svale. Også i beskæftigelsesindsatsen er privatisering gennemtvunget gennem massiv økonomisk favorisering
VK-regeringen har i betydeligt omfang privatiseret arbejdsformidling og aktivering af ledige og oparbejdet et betydeligt marked for private 'aktører'.

VK-regeringen har i betydeligt omfang privatiseret arbejdsformidling og aktivering af ledige og oparbejdet et betydeligt marked for private 'aktører'.

Mikkel Østergaard

Debat
14. oktober 2010

Arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken har været et af VK-regeringens flagskibe med hensyn til introduktion af markedsmekanismer, konkurrence, frit valg og kontraktstyring i den offentlige sektor, ikke mindst gennem udlicitering. I to omgange fra 2002 til 2005 og igen fra 2009 har regeringen i betydeligt omfang privatiseret arbejdsformidling og aktivering og oparbejdet et betydeligt marked for private aktører.

Det er sket med begrundelser om, at private job- firmaer ville være mere effektive, mindre bureaukratiske og mere innovative end det offentlige arbejdsformidlingssystem. Men stort set ingen af de givne begrundelser for at legitimere indførelse og udbredelse af udlicitering af arbejdsformidling og aktivering har holdt.

Først og fremmest har der ikke været den postulerede »større økonomiske effektivitet« hos markedet. Undersøgelser fra SFI har tværtimod godtgjort, at de private aktører ikke været billigere, men tværtimod to-tre gange dyrere, når man både med- tager de løbende drifts- omkostninger og de betydelige administrative transaktionsomkostninger hos det offentlige selv til udbud, kontraktudarbejdelse og opfølgning og kontrol med de private.

De private aktører har heller ikke været mere effektive, hvad angår evne til at få aktiveret de ledige og få dem i beskæftigelse. Tværtimod har den offentlige arbejdsformidling i form af det statslige AF (tal fra de kommunale jobcentre foreligger desværre ikke) generelt været bedre, især hvad angår at få de svagere grupper af ledige i beskæftigelse.

Og brugen af økonomiske incitamenter som styringsmiddel ved udlicitering har endvidere haft den uhensigtsmæssige sideeffekt at medføre creaming og parkering. Det vil sige, at de stærke ledige favoriseres af de private firmaer, fordi disse herved opnår den største bonus, mens de svage ledige parkeres med minimumstilbud.

De private firmaer har heller ikke givet mindre bureaukrati. Tværtimod medfører hele udbuds- og kontraktsystemet såvel som kontrol og opfølgning og regulering omfattende transaktionsomkostninger. Jo mere frit og ureguleret markedet skal være, jo mere offentligt bureaukrati skal der til for at skabe, vedligeholde, overvåge og regulere det. Og for de ledige giver systemet kun i meget begrænset omfang større valgmuligheder, fordi valget af leverandører er og bliver den offentlige udbyders.

Endelig ses ingen tendenser til, at den højt berømmede private opfindsomhed og udviklingsorientering har noget på sig. De private firmaer har ikke ageret innovativt, men tværtimod satset på det velkendte og prøvede for at holde omkostningerne nede.

Økonomisk favorisering

Når markedet ikke har kunnet vinde i kraft af sin ellers ideologisk og teoretisk tilskrevne større økonomiske effektivitet, har Claus Hjorth Frederiksen, hans efterfølger som beskæftigelsesminister, Inger Støjberg, og VK-regeringen benyttet massiv økonomisk og politisk favorisering af de private jobfirmaer til i stedet at tvinge udliciteringen og privatiseringen igennem.

I udliciteringens første fase fra 2002 til 2005 skete det dels gennem at presse det statslige AF ressourcemæssigt og opgavemæssigt, således at AF i det hele taget havde vanskeligt ved selv at løfte opgaven med at aktivere de mange ledige på dette tidspunkt på grund af for få driftsmidler. Men hertil og nok så afgørende gav ministeren AF lov til at købe sig aflastning over de mere righoldige midler til de ledige: aktiveringsmidlerne.

For AF selv var det strengt forbudt at købe sig mere personale over aktiveringsmidlerne, for det ville jo betyde, at offentligt personale fik lov til at ekspandere på brugernes bekostning. Men blot det ekstra personale befandt sig i private virksomheder, var det pludselig helt i orden. Støtte til de ledige blev til erhvervsstøtte.

AFs egen økonomisk pressede situation sammen med adgangen til rigelige midler på aktiveringskontoen skabte hos AF selvsagt et meget kraftigt økonomisk incitament til at udlicitere i stort omfang, uanset dette var langt dyrere, end hvis AF selv havde løst opgaven.

Attraktivt marked

Markedet for private firmaer blev hermed således særdeles attraktivt for disse, fordi der jo regulært skete en omfattende økonomisk favorisering af udlicitering til private firmaer og af de private firmaer selv. Ikke noget under, at det gennem denne omfattende subsidiering på kort tid lykkedes at privatisere næsten halvdelen af kontaktforløbene.

»Jeg kan ikke komme i tanke om et fortilfælde i dansk politik, hvor det på så kort tid er lykkedes at skabe et så stort marked helt fra grunden af,« udtalte daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Imidlertid kom rigsrevisionen ligesom for Lars Løkke vedr. overbetaling af privathospitalerne også for Claus Hjort Frederiksen i vejen med en kæp i hjulet, da man begyndte at tage fat i de store budgetoverskridelser for kontaktforløb hos private firmaer og manglende sammenhæng mellem præstationer og aflønning ved udliciteringen. Endvidere påtalte rigsrevisionen skarpt manglende resultatopfølgning på de private aktører. Hermed blev beskæftigelsesministeren tvunget til at stramme kraftigt, og markedets storhed blev for en tid til et næsten lige så stort fald.

Men kun for en tid. Med sammenlægning af AF og de kommunale jobcentre og med kommunernes overtagelse af også ansvar for og finansiering af arbejdsformidling og aktivering for forsikrede ledige har Hjorth Frederiksen og Støjberg i 2009 genskabt den massive økonomiske favorisering af de private jobfirmaer. Nu fungerer mekanismen sådan, at kommunerne hvis de udliciterer indsatsen får 50 procent stats- refusion, mens de selv skal betale alle udgifter, hvis de selv står for indsatsen.

Dermed kan de private aktører (igen) være op til dobbelt så dyre som de offentlige jobcentre, og det kan alligevel bedre betale sig for kommunerne at udlicitere. Resultat heraf har selvfølgelig igen været, at brugen af private aktører har været støt stigende. Efter markedets første storhed og fald er regeringen gået i gang med at genskabe markedet for private virksomheder i beskæftigelsesindsatsen .

Intet tyder imidlertid på, at den økonomiske eller beskæftigelsesmæssige effektivitet af de private aktører er blevet bedre, eller at de er blevet mere innovative. Regeringen har endnu engang benyttet sig af massiv overbetaling af private virksomheder til at fremme udlicitering og privatisering.

Af ideologiske grunde

Det er naturligvis nærliggende at spørge: Hvorfor udlicitere, når man ikke opnår bedre resultater herved, men tværtimod kun ringere?

Udliciteringen begrundes af VK med økonomiske overvejelser og argumenter, men disse har som fremgået ikke noget med den økonomiske virkelighed at gøre. Forklaringen skal søges på ideologiens område. VK er stærkt præget af en nyliberalistisk ideologi, der for den offentlige sektors vedkommende har resulteret i bestræbelser på at udbrede New Public Management, dvs. markedsgørelse og markedsstyring af offentlig opgavevaretagelse.

Dette må igen ses som led i forfølgelsen af et projekt for en drejning af den danske velfærds- og samfundsmodel i borgerlig, nyliberalistisk retning med mere privat forbrug og sektor og mindre offentligt ditto, med mere marked og mindre stat.

Så selv om øget effektivitet angives som begrundelse, er den egentlige drivkraft bag udliciteringen således ideologisk-politisk.

Men for samfundet er der tale om spild af ressourcer. Hvor længe skal en sådan forringende udlicitering få lov til at fortsætte?

Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient.adm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Synes også det er på tide, at "tvangskapitalisering" bliver gjort til et fy-ord!!!

Dorte Sørensen

Tak til Henrik Herløv Lund for den gennemgang. Hørte i P1-morgen ,at der nu var lavet en anden undersøgelse , der viste at beskæftigelse projekterne af de fleste i de laveste gruppe, havde været en dyr ”fornøjelse” eller med andre ord spil af penge.

@ Dorte: Du kan læse statsrevisorernes bemærkninger til Rigsrevisors undersøgelse her:
http://www.rigsrevisionen.dk/composite-2418.htm

Enten har man et offentligt system, hvor folk serviceres af et statsligt system, der kan sikre fortrolighed i sagsbehandlingen - dette er at foretrække - eller også har man et helt privat system, hvor folk selv kan vælge deres udbyder, så markedskræfterne kan virke. Udbud og udlicitering er bastardløsninger, der kun tjener til fordyrelse og ineffektivitet. Hvis konkurrence skal virke, skal den fungere på daglig basis.
Men det er i det hele taget ikke ønskværdigt med et system, der håndterer borgere, blot fordi de mister deres job. Hvis der er job at få, vil de tage disse, og hvis der ikke er job at få, må de kompenseres gennem deres a-kasse.

Søren Kristensen

Lad mig forsøge et forsvar for aktivering, da jeg "lider" selv under det med få års mellemrum og hellere vil kaldes optimist end pessimist (ikke dermed være sagt at jeg er enten det ene eller andet):

Forsvar:

Måske kommer den voldsomme kritik af aktiveringsindsatsen, fordi vi ser den lidt for meget gennem profitbrillerne. Det hænger utvivlsom sammen med den tro på markedet, som finanskrisen endnu ikke har dukket og heldigvis for det. Pessimisme er der som bekendt nok af.
Omvendt kan det være sundt med lidt skepsis og mig bekendt har intet samfund i fredstid nogensinde aktiveret sine fattigste først og fremmest med produktivitetsforøgelse for øje, mens det formål at passificere mindre bemidlede altid har været aktuelt ned gennem historiens fattighuse, ikke mindst for at opretholde justits, ro og orden, for nu ikke at gå så vidt som til at sige at forebygge oprør. Og er der noget der ligger dansken fjernt så er det oprør - om det så kommer fra midten eller ej.

Til de der siger aktivering er for dyrt, er der kun at konstatere at hvis man udregner gennemsnitsindkomsten mellem de der er ansat til at aktivere de aktiverede og de der selv er aktiverede, vil man opdage at det faktisk er ret billigt at holde så mange mennesker aktiveret. Oveni kommer selvfølgelig den produktive gevinst, som de aktiverede trods alt bidrager med, selv om den kun sjældent er konkurrencedygtig i forhold til det private arbejdsmarked. Men det ville jo også være helt urimeligt at forlange af folk som fx. igennem mange år har bevist deres uduelighed på arbejdsmarkedet.

Uanset hvor mange aktiverede der kommer i reelt arbejde vil aktivering således altid være en succes. Alene det at nogle gider påtage sig opgaven med overhovedet at have noget at gøre med den ringeste arbejdskraft er prisværdig. Og skal man måle (og det skal man vist) et samfund på hvordan det tager sig af de svageste, må man sige at der gøres et kolosalt arbejde, både i det offentlige hos deres private samarbejdspartnere for at værne om velfærden gennem aktivering.

Søren Kristensen, man bidrager ikke til velfærden ved at aktivere, man underminerer de helt nødvendige grænser mellem arbejde og arbejdsløshed.
Kort sagt: hvis man vil have noget lavet, må man betale dagsprisen. Ellers ønsker man ikke i tilstrækkeligt omfang opgaven løst.

Endnu en gang tak til Henrik Herløv Lund for at beskrive den økonomisk-politiske virkelighed som den ser ud, når man puster VK's røg væk.

Tænk sig - hvad man kunne have fået for de 9,2 milliarder til de absolut svageste kontanthjælpsmodtagere i stedet?

Kæmpeskandale - og fortsat ingen erkendelse hos de ansvarlige i regeringen - naturligvis ikke.

Gad vide - om man kan få fogeden til at kratte pengene ind igen, når vi får en ny regering?

Hver gang en af disse såkaldte jobkonsulenter starter et "kursus" med ordene: "Jobbene skal I selv finde".
Svarer jeg: "Nå! Jamen så er du jo overflødig.

Hele dette privatiserede aktiveringscirkus skaber kun beskæftigelse til medarbejderne i den private aktiveringsbranche.

Tak til kronikøren for endnu en belysning af denne regerings lavpandede og uetiske omgang med offentlige midler.

Der er ikke flere kunstnere tilbage i Danmark - nå, jo Bjørn Nørgaard, men ellers ikke. De er alle i tvangsaktivering. Foghs Hævn gælder altså ikke kun de venstreorienterede, også de kreative.

Henrik Sarpsborg

Det er da noget bagstræberisk at staten vil gå ind og puste luft i et marked som ikke har en kinamands chance for at blive bæredygtigt?

Var det ikke bedre at staten brugte ressourcer på at skabe reelt konkurrencedygtige markeder, hvor der er reel dynamik og reel konkurrence på reelle produkter, i stedet for at invitere private virksomheder ind til at leve på overførselindkomst på denne måde?

Er det det de kalder innovation? Lad nu de virksomheder dø, der ikke kan klare sig, så der kan komme handlekraftige typer til, der ikke blot driver virksomhed ved at snakke en minister efter munden.

Det gælder finanssektoren, post, teleselskaber, medier, flyselskaber, beskæftigelsesmarkedet osv osv.

Det her holder ikke!

Der er mere ideologi i det her end bare ønsket om at flytte offentlige opgaver over i det private. Det byder de borgerlige imod at have arbejdsløse. Det er jo slappe mennesker uden moral. De pisser på danskens normer - og så er de sikkert socialistiske ballademagere hele banden! Desuden har de en indgroet tro på pisk fremfor gulerod, hvilket går igen i alle elementer af deres regeringsførelse.
Det er flere fluer med et smæk, det her: Privatisering, chikanering af uønskede elementer, som sikkert stemmer rødt (i deres virkelighed) og så håndhævelse gennem magt, som de borgerlige er så glade for. Og hvis de kreative, som Jens Thorning nævner, ryger med på dén konto, så meget des bedre, for de kreative stemmer for langt størstedelen rødt, og så er deres arbejde underlødigt og unyttigt i forhold til den velsmurte kapitalistiske maskine, hvor menneskene gerne skulle ligne maskinen.

Hvor man dog sender en vemodig tanke tilbage til den stærke, selvbevidste ledige på bænken fra Anker Jørgensen-æraen med sin pilsner knappet op og selvrespekten i behold. Uden antydning af ansats til at tænke, at det måske lidt var hans egen skyld. Han gav - og med rette - samfundet skylden.

Henning Pedersen

Det er noget underligt noget, at sidde med en svarskrivelse, fra en arbejdsgiver, man har søgt job hos og få at vide, at 527 andre havde samme interesse i netop denne ene stilling og så samtidig høre "komiske Inger", kværne løs på fjernsynet med sit, aktivering er vejen frem til et ordinært arbejde og vi kommer snart med et epokegørende tiltag. Jeg hører at hendes ministerium vidst nok er ved at sende opservatører til Tyrkiet.

Måske kunne man få en spændende stilling med at blive sendt ud i verden for at observere 'snydere'. ;-)
Det er jo latterligt, at menneskeheden i hele sin historie har arbejdet på at begrænse arbejdets byrde og skaffe tid og rum til udvikling og socialt liv. Det går heldigvis den vej, at mere og mere kan løses af maskiner - hvilket vil gøre samfundet rigere med mindre og mindre menneskelig indsats. Og det vil være et stort plus, for hvordan er det lige med arbejdspladsen? Kan man udfolde sig frit, eller er man bundet af hierarkier og andres bestemmelser? Ja, det er man da. Og så er man jo ikke fri. Og jeg troede, at liberalister gik ind for frihed.

Mon der iøvrigt her er nogen, der kan hjælpe mig med svaret på følgende: man hører hele tiden, at markedsmekanismerne virker; men jeg synes da, at jeg kan konstatere, at de ikke virker - for hele tiden er folk jo nødt til at ændre på den livsførelse, de havde planlagt og styret efter. Så kan det da ikke virke, når folk på den måde bliver modarbejdet...?

Marianne Mandoe

Hvem siger det er spild af penge?
Privatisering er ALDRIG spild af penge. Og desuden er der ikke noget at komme efter.

Et af problemerne (som jeg ser det) er at regnedrengene i finansministeriet opererer med begrebet: motivationseffekt. Det går ud på at hvis de ledige presses så vil de finde arbejde. ( se fx dreammodellen) Der er altså et skjult menneskesyn der går ud på at folk er dovne og helst ikke vil lave noget. Det er dette menneskesyn der udfolder sig på netavisen 180 grader og blandt Liberal Alliance. Men hvorfor skal resten af samfundet styres af en flok mennesker der åbenbart selv er dovne, og har brug for at nogen eller noget udenfor dem selv skal motivere dem til at yde nget fornuftigt?

Mike E, hvis folk har et arbejde at stå op til, kan de som regel godt finde ud af det.
Men det er sådan et perverst menneskesyn, der hjemsøger dansk erhvervsliv, hvor f.eks. gennemførelse af uddannelser ved UNIVERSITETET på normeret tid ses som bevis på, at man kan overholde deadlines! Det er latterligt og udtryk for en grundlæggende foragt for mennesker og menneskers formåen. Det er at sætte småbitte mål fremfor det væsentlige faktum, at studerende bliver færdige med at læse, når et potentielt job står klar til dem. Sådan har det altid været, og det er godt på den måde, for ingen kan nogensinde studere eller forske for meget (eller tilstrækkeligt). Samtidig er der tale om de mest fagligt parate i den danske arbejdsstyrke overhovedet, hvis de - som alle andre - kan komme til at gøre det, de er bedst til. Men det er også sådan, at akademiske studier kræver kontinuitet, og hvis man er væk fra faget i hele eller halve år, er der ganske meget at indhente, man bliver altså mindre og mindre egnet til at bestride de jobs, man har papir på at have kvalificeret sig til. Det er da vist i ingens interesse.

Jørgen Borre Larsen

Henrik Herløv Lunds gennemgang er desværre behæftet med en række fejl.

De private jobfirmaer er billigere end jobcentrene. Ifølge en evaluering fra Deloitte er de private jobfirmaer ca. 25 % billigere end jobcentrene, idet gennemsnitsomkostningen for at varetage indsatsen for en ledig er på ca. 27.000 kr., når det er det offentlige, der står for indsatsen, mens den tilsvarende omkostning er på ca. 20.000 kr., når det er en privat aktør.

De private jobfirmaer honoreres typisk efter en resultatafhængig model, således at den private aktør kun får fuld betaling, når det lykkes at få den ledige i ordinær beskæftigelse. Det er betydelig beløb, vi taler om. 75 % af betalingen udgøres således af denne resultatafhængige bonus.

Refusionssystemet favoriserer ikke kommunerne til at anvende private aktører. Kommunerne får 50 % statslig refusion af deres udgifter til aktivering, uanset om det er det kommunale jobcenter eller det private jobfirma, der står for indsatsen. Den eneste forskel på refusionen er, at når kommunerne selv aktiverer de ledige, så får de ikke refusion for de administrative udgifter, fordi udgifterne er en del af den almindelige drift i jobcentrene. Når indsatsen lægges ud til en anden aktør, får kommunerne refusion for de samlede udgifter.

Kommunerne får 35 % statsrefusion for forsørgelsesomkostningen til en ledig, der ikke er i aktivering. Når den ledige er i aktivering, får kommunen 65 % refusion af forsørgelsesomkostningen, uanset hvem der står for aktiveringen.

De private aktører er generelt bedre til at overholde kravene om rettidighed. De ledige borgere får f.eks. i 97,0 % af tilfældene den første jobsamtale til tiden, når de er visiteret til private, mens det tilsvarende tal for de offentlige jobcentre er 90,9 %.

De private aktører anvender i højere grad end jobcentrene den virksomhedsnære aktivering, dvs. ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik. De private jobfirmaer anvender f.eks. virksomhedspraktik i 22 % af tilfældene, mens det tilsvarende tal for jobcentrene er 12 %.

Når man sammenligner de private jobfirmaer med jobcentrene, skal man tage højde for, at de ledige først lægges ud til de private aktører efter en vis ledighedsperiode. Jo længere ledighedsperiode, jo vanskeligere er det at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Ikke desto mindre viser en ekstern evaluering, at de private aktører i 4 ud af 10 analyserede tilfælde er lige så gode eller bedre end jobcenteret til at få den ledige i ordinær beskæftigelse.

Endelig har den ledige borger i de flest tilfælde et reelt, frit valg, idet de fleste jobcentre samarbejder med 2 eller flere private jobfirmaer.

Jeg er sikker på, at mange borgere hellere vil understøttes af private rådgivere end af det offentlige system, uden naturligvis på nogen måde at ville forklejne det offentliges indsats.

Venlig hilsen
Jørgen Borre Larsen
Direktør

John Houbo Pedersen

Den blinde tro på "Markedskræfterne" har skabt så meget lort at det skader samfundet. Hvad med lidt realisme? Ideologi er noget fanden har skabt.