I det 21. århundrede får universiteterne stadig mere magt. De største af dem bliver nærmest statslignende størrelser med ansvar for den stadige opdragelse af borgeren, som vi kalder for livslang læring.
Universiteternes magtstatus stiger i takt med, at staten overlader den magtmuligheder, som ekspansive universiteter udfylder. Det sker ved at udøve ledelses- og styringsfunktioner i forhold til det lærende menneskes liv et liv i stadig kompetenceudvikling.
Dertil kommer, at universiteternes funktioner bliver mere globale og omfatter alt lige fra at udbyde internationale uddannelsesprogrammer til at etablere sig fysisk i vidensøkonomisk interessante indflydelsessfærer. Resultatet er, at viljen til magt ikke alene bliver et træk ved politikere.
Også ledelsen af universiteterne får spidskompetencer i det politiske håndværk, og universitetsrektorers bibel endnu ikke udgivet bliver Forskerfyrsten. Sagt på anden vis, går universiteter fra at være en magtmæssig marginal institution til at være en kerneinstitution.
Selv i en lille dansk småstat skal universiteterne, sammen med det danske uddannelsessystem i øvrigt, forsøge at mobilisere de folkelige masser til en næste bølge af velstandsproduktion. Det ændrer på vante forestillinger om universiteternes, forskernes og de studerendes statsfinansierede autonomi.
Forskningsfrihed
Forskeren vil ikke kun specialisere sig i sit fag og uddanne fagligt dygtige kandidater. Han vil også uddanne relevante og kompetente kandidater til et dynamisk arbejdsmarked. Ligesom han vil samarbejde og udveksle viden med det omgivende samfund. Alt sammen udtryk for, at forskeren er ved at arbejde sig ind under et andet et positivt defineret frihedsmandat: Forskningsfrihed kommer i højere grad til udtryk som et ansvar for at konkurrere om at definere og løse bestemte samfundsmæssige og markedsbestemte opgaver ved hjælp af forskningsmæssig (metode)frihed.
Derfor foregår der et opgør med forskningsfrihed som frihed for samfundets indblanding.
Også den studerendes identitet ændrer sig. Idealet er, at den studerende frit, fleksibelt og tilbagevendende vælger i universiteternes differentierede udbud af udannelser og kurser. Den studerendes kompetencer står i centrum; dem må den studerende selv sørge for at udvikle, ligesom den studerende, den studerendes forældre og måske senere arbejdsgiveren selv kommer til at betale for hele eller dele af uddannelsen.
Resultatet er, at den studerendes læringsfrihed i fremtiden kommer til at bestå i at vælge frit fra universiteternes indre uddannelsesmarked.
Det kræver nedbrydning af barrierer for studentermobiliteten mellem og inden for universiteter; det sidste sker blandt andet ved at reducere antallet af studienævn, der til tider ligner universiteters svar på nationers skrappe toldbarrierer.
Magtfulde virksomheder
Bag forskeres og studerendes nye roller står en større statsforandring. Ændringer i opfattelsen af forskningsfrihed og læringsfrihed er de sikre symptomer på universitetets nye status, som en del af konkurrencestatens politisk-økonomiske projekt. Det vil sige, at vi ikke længere har en stat, der alene ser det som sin rolle at beskytte universiteternes frihed. Snarere har vi en stat i gang med at udvikle universiteterne til magtfulde virksomheder, der gør brug af sin og forskernes frihed på konkurrencedygtig vis.
Regeringen har siden 2003 givet relativt flere øre- og konkurrencemærkede forskningspenge til universiteterne, stillet krav om at uddannelserne gav erhvervsrelevante kompetencer, indsat aftagerpaneler i forhold til universiteternes uddannelser og stillet krav om, at universiteternes vidensudveksling gavner det danske samfunds vækst, velfærd og udvikling.
Det betyder blandt andet, at danske universiteter har trænet i at optræde på mere og mere markedslignende vilkår. I næste runde får denne tendens en tand til. Når videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen for eksempel udtaler, at hun gerne befrier universiteterne for besværlige og bureaukratiske regler, så gør man klogt i at lægge mærke til, at hun i samme åndedrag understreger, at universiteterne skal blive bedre til at lirke andre kasser end statskassen op.
Men erhvervslivets kasser åbner sig som bekendt kun, hvis der er udsigt til flere sorte tal på bundlinjen.
Det store spørgsmål er, hvilke staters universiteter, der bedst magter vidensmarkedets forsknings- og læringsfrihed. Og konkret er spørgsmålet, hvordan en dansk småstats universiteter bedst magter den nye situation?
Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet
Tak til Information for at bringe denne kommentar af prodekan Claus Holm. Håber at den kan læses som en øjenåbner og sætte gang i en folkelig debat om hvad befolkningen forventer af vort uddannelsessystem. Skal vi uddanne os for erhvervslivet og konkurrencen eller for at samfundet kan udvikle sig til glæde for de fleste i samfundet.
Universiteterne samlebåndsproducerer allerede idiot-nyheder til medierne i håb om eksponering. "Et glad og lyst sind gi'r dig et længere liv", osv.
Der var engang et år. Det år hed 1968. I det år var der et slagord. Slagordet hed 'forsking for folket - ikke for profitten'. Måske det slagord skal tages frem igen?
Jeg synes dette indlæg savner både faglighed, dybde og perspektiv. Man skulle tro det var et lobby indlæg for Regeringens politik på området. Men manden er jo også ansat til at være loyal for sin arbejdsgiver.
Universiteterne går snarere fra at være en Institution med stor indflydelse til at blive en marginal Institution hvis værdi forringes løbende.
Sådan går det jo med produkter på markeder. De er dyre i starten, og bliver så billigere og billigere i takt med at de standardiseres og forringes. Til sidst er de værdiløse.
Universiteterne havde en rolle i at sikre diversitet, demokrati og sammenhængskraft i samfundet. Men det er vist blevet til uddaterede ræverøde værdier, i dagens 'spin' miljø. Når de overgår til at være rene innovationsproducenter, så er de ikke andet end store konsulenthuse.
Det er utroligt at denne iscenesættelse af fundamentale interessemodsætninger mellem stat og Universitet accepteres i alle verdenshjørner.
Pengenes magt er virkelig djævelsk i denne tid..
Klart det ingen faglighed eller dybde har; manden er jo ikke forsker, men betalt meningsmager for sin arbejdsplads, eller prodekan for formidling, som han jo rettelig skal tituleres. Stedet, hvor han residerer, hedder godt nok stadig Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, men i stedet for at formidle forskning mhp. dannelse og oplysning, så får vi en hjemmestrikket diagnostik uden dokumentation, der giver legitimitet til Dansk Industri og regeringens politik, fordi det angiveligt er fremtiden. At uddanne til demokrati og forske for folket... det er bare fortid, siger vores lokale meningsmager, og så kan DI og VTU jo være glade. Heldigvis lader ikke alle sig narre.
Det er i sandhed en mærkværdig fortolkning af "frihed", hvis prodekanen for alvor mener, at de, der ønsker, at forske, kun kan komme til dette, hvis de vil indlade sig i "fri" konkurrence med hinanden på det "frie" marked. Dvs. at al grundforskning kommer til at "gå fløjten", med mindre de formodede resultater, kan se ud til at falde ud til fælleskassens eller investors fordel.
Stamfadre til hele den vestlige verdens etiske og samfundsmæssige filosofi, Platon og Aristoteles må jo suse uafbrudt rundt i deres grave, hvis dette kommer dem for øre. De, som er grundlæggerne af de allerførste og stadig læste tanker om menneskets læring og opnåelse af sand viden; og hvorledes processen mod sand viden kræver samtale, samarbejde men allermest fordybelse. Læren om, at man godt kan formode, altså opnå en viden, men at man ikke nødvendigvis forstår den viden, som man har tilegnet sig; og de store farer, som denne mangel på sand viden kan medføre for samspillet imellem mennesker.
For at kunne tænke, grundforske, afprøve hypoteser, videreføre disse til teser kræver det ro og fordybelse. Der skal ikke store forstyrrende elementer som konkurrence og økonomiske problemer ind over; for så bliver intet nyt fundet. Forskning er, hvis der skal opdages nyt, en lidenskab, der opstår hos den enkelte, når man har opnået tilstrækkelig kendt viden; man ønsker simpelthen at vide mere, at forstå. Inden for humaniore skal der være rum til at spørge "hvorfor" på flere niveauer og inden for naturvidenskaben, skal man have ret til igen og igen at spørge "hvordan".
Ja, det klassiske universitet er unægtelig under nedbrydelse, og handelshøjskoledrengene triumferer i universiteternes ledelser.
Skal den helt urimelige handelshøjskoledrengementalitet modvirkes, må den uoplyste Enevælde universiteterne siden 2005 har haft igen erstattes af Den akademiske Republik vi i Danmark havde 1479-2004.
Men prodekan for »Danmarks Pædagogiske Universitetsskole«, et fakultet af Århus Universitet selv om det ligger i Emdrup, København [i sig selv en absurditet] synes jo selv at agere som en handelshøjskoledreng.
Og på Københavns Universitet har man planer om at nedlægge små sprogfag, som ikke betaler sig for den »erhvervsskole«, universitetet synes at være ved at degenere til en erhvervsskole.
Når det så er sagt, kan dette være med til at rense ud af rakket på Universiteterne. Der sidder ufatteligt mange på de bløde fag (humaniora & samf) der klæber sig til sin stilling, og skriver ligegyldige almindeligheder. Mange steder er mantraet hos Professorerne at man ikke skal holde sig opdateret på den seneste Internationale litteratur, for det man ikke ved, forpligter ikke! I stedet citerer man et par af sine egne værker, og kalder det "forskning". Disse mennesker er helt klart uproduktive samfundssnyltere, der forpester deres arbejdsmiljø og stiller deres fag og arbejdsplads i miskredit.
Så der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget.
Men, når Universiteterne skal være så erhvervsrettede, så har de heller ikke længere interesse for fællesskabet, og så må erhvervslivet betale for deres egne konsulenter.
Problemet er bare at der lægges op til en form for selskabstømning af vores fælles værdier. Universiteterne og deres vidensproduktion har indtil nu været tilgængelig for alle, og vi har alle betalt til deres udvikling og virke. Nu indfører man langsomt brugerbetaling for fællesskabet, men ikke for erhvervslivet.
Dermed forærer man folkets ressourcer til erhvervslivet og den økonomiske elite, der ikke skal betale, og begrænser adgangen til vidensproduktionen for alle andre med økonomiske barrierer.
Hvis Universiteterne på den måde skal fungere udenom fællesskabet, så må eliten selv betale gildet for sin produktudvikling!
Man kan ikke atomisere samfundet på denne måde, og stadig bevare en sammenhængskraft i form af fælles interesse.
Så når det nu er den vej det går, så er det lige nu fællesskabet skal passe på. For Regeringen er ved at forære det hele til en minoritet i samfundet, og når det først er sket, så er der ingen vej tilbage, for man spiller på at Universitetet er en misforstået Insitution. De lavere klasser har ikke meget tilovers for Universiteterne, fordi mange ikke forstår deres funktion eller er interesseret i at bruge dem, uafset at de sikrer den diversitet, demokrati og sammenhængskraft der kræves for at almindelige mennesker kan få indflydelse i samfundet (hvis de vil).
Derfor er dette et særdeles kynisk angreb på demokratiet som vi kender det, og endnu et neoliberalt udsalg af nogle af de største værdier i samfundet.
Og med hvilket formål? At flytte magt fra fællesskabet over til en smal økonomisk elite!?? En elite der gennem 30+ år har malket koen indtil patterne er røde af betændelse, og derefter blot flyttet penge og arbejdspladser ud af Danmark for at skumme fløde andre steder, uden at fodre sine egne dyr i stalden!
Der er i den grad forskel på den økologiske landmand og den store svineproducent!
Hvorfor kalder man egentlig økonomisk / kapitalistisk læring for forskning? Hvilke nye landevindinger vil "forskere" inden for dette område kunne opnå ved at flytte rundt på tal? Kun kombineret med samfundsvidenskab, der indeholder erkendelse af de forskellige systemers fordele og ulemper, kan det da give mening, at tale om forskning.
Forskning er ikke, hvad den har været: "Hvis du gerne vil undgå brystkræft, skal du flytte til Nakskov", "Region Sjælland er dårligst til at få patienter til at overleve en kræftoperation"; man kunne blive ved ... kommer de ikke i medierne, ryger bevillingerne åbenbart.
Forskningsbevillingerne er åbenbart afhængige af antal omtaler.
Den seneste topscorer må være den nylige videnskabelige undersøgelse af dyresex, lanceret på videnskabsministeriets officielle portal videnskab.dk
Den har givet et af de højeste antal avisomtaler nogensinde.
http://www.videnskab.dk/content/dk/samfund/sex_med_dyr_%E2%80%93_ja_hvor...
På videnskab.dk finder man flere andre historier af tilsvarende seriøsitet.
Helge Sander har ikke levet forgæves.
Artiklens overskrift spørger: ”magter de danske universiteter markedets frihed?”
Men ’markedets frihed’ består i ’pengenes frihed’.
På markedet er det ’dem, der betaler, der bestemmer musikken’.
Altså er ’markedets frihed’ en eufemisme for ’pengenes magt’.
Jo flere penge jo mere magt.
Ind imellem ’prodekanen for formidlings’ liberalistisk-ideologiske reklameagtige sniksnak om universiteterne som ”magtfulde virksomheder” med ” ansvar for den stadige opdragelse af borgeren” og universitetet, der ” går ... fra at være en magtmæssig marginal institution til at være en kerneinstitution” og universitetsledere som ”forskerfyrster” med ”vilje til magt”, dukker dette da også frem:
”... at universiteterne skal blive bedre til at lirke andre kasser end statskassen op.
Men erhvervslivets kasser åbner sig som bekendt kun, hvis der er udsigt til flere sorte tal på bundlinjen.”
”... et andet frihedsmandat: Forskningfrihed kommer i højere grad til udtryk som et ansvar for at ... løse bestemte ... markedsbestemte opgaver ...”
”... den studerendes læringsfrihed i fremtiden kommer til at bestå i at vælge frit fra universiteternes indre uddannelsesmarked.”
Men når universiteterne på det ’frie marked’ skal til at ’lirke erhvervslivets kasser op’, betyder det vel grundlæggende, at de må underkaste sig ’kapitalens diktatur’?
Med venlig hilsen
Universiteternes magtstatus stiger i takt med, at staten overlader den magtmuligheder, som ekspansive universiteter udfylder.
Det var dog den værste gang sludder jeg længe har læst. Universiteterne, magtstatus? Pffftt.
@Asger
Du er forsker, men fodbold har du da vist aldrig spillet. Du ville øjeblikkeligt have fået et rødt kort for at gå efter manden i stedet for bolden.
Flertallet af kommentatorer har derimod lugtet lunten: Claus´ analyse peger på en mulig fremtid for universiteterne... og den kan man med rette have holdninger til, også at det lugter af kapitalens diktatur.
Hovedproblemet er bare, at universiteterne er blevet masse-universiteter, med masser af studerende og masseforskere. Bevillingerne til denne vækst kommer stort set fra ét sted, nemlig staten. Når universiteterne optager så store dele af samfundsøkonomien som nu, er det helt naturligt at der rejses andre krav end hvad det blev i "de gode gamle forskningsfriheds dage" Samfundet giver ikke universiteterne så store bevillinger uden at ville styre. Take it or leave it. Alt andet er romantiske forestillinger.
Da universiteterne er svært styrbare har man installeret et semi-marked i form af at bevillingerne uddeles efter ansøgning fra forskningsrådene, så man 1) politisk kan styre indsatsområderne 2)få konkurrence 3)undgå pengene bruges til administration.
Men det er et semimarked som er installeret af staten. Det egentlige kapitalistiske marked er forsvindende lille. Som vi kan se af de debatter, der har kørt de senere år, rejses der tvivl om hvorvidt universiterne er effektivt administrerede, forskningsfondsordningen til trods. Får denne usikkerhed for alvor fodfæste, vil universiteterne for alvor få statsrevisorerne og derefter DJØF-drengene fra finansministeriets kærlighed at føle.
Så får vi ikke "de markedsfrigjorte, markedsfulde universiteter" men god gammeldags ministerstyre. Ganske som fx Banestyrelsen er blevet rullet tilbage til et mere "gammeldags" styringsregime.
For en sjælden gangs skyld er jeg enig med Per Erik Rønne.
Skulle al forskning foregå "på markedets vilkår", ville Newton aldrig have fået tid til at finde frem til tyngdeloven.
Professor Quirrel, til Harry Potter, om sit møde med Voldemort: ”Jeg mødte ham på en jordomrejse. Jeg var bare en tåbelig ung mand, opfyldt af latterlige ideer om godt og ondt. Lord Voldemort viste mig, at jeg tog fejl. Der findes hverken godt eller ondt. Der findes kun magten, og den kan man tage eller lade være. Siden har jeg trofast tjent ham.” (bind 1, s. 285)