I 2020 vil kun 49 procent af den danske arbejdsstyrke være aktive på jobmarkedet. Så under halvdelen i den erhvervsaktive alder skal altså trække hele det store læs med at finansiere velfærdssamfundet for alle os andre. Imens resten af arbejdsstyrken lever på efterløn, folkepension, bistandshjælp eller førtidspension - tilbagetrukket fra en hverdag på arbejdsmarkedet. Det fremgår af Vækstforums forudsigelser om udviklingen i det danske samfund, som blev fremlagt for nylig.
Med det fremtidsscenario i vente er der ikke længere samfundsøkonomisk råd til at sætte psykisk sårbare i bås som 'varigt syge', der hverken kan eller skal hjælpes hurtigt i gang igen. Vi skal gribe til handling over for, at mere end hver anden af dem, der i dag tilkendes førtidspension, får det på grund af psykiske lidelser. I 2009 kom 8.700 nye personer til blandt andet som følge af stress, depression, angst og skizofreni. Størstedelen af samtlige personer, der er på førtidspension, har været på sygedagpenge i 80 uger, inden de fik tilkendt førtidspensionen.
Folk skal naturligvis have de ydelser, som de har behov for. Imidlertid er både arbejdsmedicinere og psykiatere enige om, at mange psykisk sårbare relativt nemt kan støttes i at vende tilbage til en faglig identitet i et job - måske i en anden funktion - eller i en uddannelse. Og velfærdssamfundet har brug for dem. Også de personer, der måske ikke lige stortrives i karrierens overhalingsbane med en arbejdsuge på 45 timer+. Mindre kan også sagtens gøre det, hvis vi indretter arbejdsmarkedet endnu mere rummeligt og fleksibelt end i dag.
Det er netop et af de punkter, som skal diskuteres på Psykiatritopmøde 2010 i dag, når brugere, pårørende, erhvervsvirksomheder, arbejdsmarkedets parter samt de politiske beslutningstagere på området møder op.
For vi har alle brug for mere viden om, hvad det egentlig indebærer at have en psykisk lidelse som angstanfald, depression eller lidelsen skizofreni. Og hvad kræver psykiske lidelser af omgivelserne? Derfor er der hårdt brug for, at arbejdsmarkedets parter, staten samt de frivillige organisationer går sammen om en bred oplysningskampagne, der kan udrydde myter og fordomme og erstatte dem med informationer og gode erfaringer. Heldigvis tager Danske Regioner nu første skridt med en afstigmatiseringskampagne. Gid flere må følge efter.
Kræver meget mod
Det altafgørende er nemlig, at der bliver sat hurtigt ind fra kollegernes, ledelsens, behandlernes, familiens eller studiekammeraternes side, når mørke skyer trækker ind over sindet hos én, som vi kender og holder af.
Det er ikke et svaghedstegn eller udtryk for en offertankegang at stå ved, at man ikke hver dag er i topform. Det er faktisk en stærk kriger, der tør stå ved sin egen sårbarhed og kender sine ressourcer i rygsækken - og det kræver rigtig meget mod og rank ryg at gøre det!
Odense, Herlev og Viborg har med succes kørt pilotprojekter finansieret af Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvor sociale mentorer samarbejder med sagsbehandlere og andre relevante personer i den psykisk sårbares liv. Og den proces begynder allerede i hjemmet, hvor den sociale mentor kan hjælpe med at tage kontakt til offentlige myndigheder og i det hele taget hjælpe til med at få lidt overblik over situationen. Formålet er at sætte den psykisk sårbare i stand til at håndtere sin lidelse og bringe den enkelte tættere på et arbejde eller en uddannelse igen.
De gode erfaringer fra de tre kommuner bør brede sig som ringe i vandet over hele landet - også selv om kommunerne på den lange bane selv skal betale for halvdelen af udgifterne til de sociale mentorer. I forsøgsperioden har Arbejdsmarkedsstyrelsen finansieret ordningen.
Dansk erhvervsliv har været igennem en lang, hård rejse i de senere år, hvor fyringer og besparelser har sat sine dybe spor. Men jeg ved, at der stadigvæk banker et stort hjerte i mange medarbejdere og chefer. Trods alle hårde odds er der stadigvæk overskud i hverdagen til at være der for kollegerne eller medarbejderne, når der er brug for det. Netop den indstilling kan udrette underværker for psykisk sårbare, når de skal ind på arbejdsmarkedet igen i takt med, at der kommer gang i hjulene. Vi skal smide berøringsangsten over bord og spørge til, hvordan vi hver især har det. Erfaringer fra Svendborg Kommune, hvor man har uddannet omkring 65 mentorer ude i virksomhederne til at støtte op om psykisk sårbare, viser, at overskuddet er til stede hos virksomhederne.
Støder på fordomme
Naturligvis kan selv den bedste medmenneskelige indsats ikke stå alene. Samfundet må også træde til.
Hvis man er - eller har været - ramt af en alvorlig psykisk lidelse, kan det opleves som et psykosocialt handicap, når man kæmper sig tilbage igen. Derfor bør personer med psykosociale handicap sidestilles med andre folk, der har en nedsat funktionsevne - bare fysisk. Psykisk sårbare må og skal have samme ret til ikke at blive diskrimineret som andre med handicap, så de også kan få hjælp til at få tilpasset jobkrav eller studiekrav.
Alligevel støder psykisk sårbare hver dag på fordomme, uvidenhed og forskelsbehandling. Igen og igen. Og det kan gøre selv den stærkeste kriger rigtig træt og opgivende. Psykisk sårbare bliver betragtet - og behandlet - som andenrangs mennesker i det danske samfund. Det hænger sammen med, at fysiske sygdomme historisk set har været finere, set fra en medicinsk vinkel, end psykiske lidelser. Mange læger har gennem årtier opfattet psykiske lidelser som 'skøre påfund, genetiske fejl eller noget, som gik over igen, hvis man blot tvangsbandt folk længe nok fast til en sygeseng. Samme gammeldags tankegang smitter desværre af den dag i dag på hele måden, det psykiatriske område bliver behandlet på: Finansieringen af det psykiatriske område er et vildnis, fordi det sker gennem en masse små cigarkasser i stedet for via finansloven. Tiden er inde til at gøre op med dette historiske snæversyn og myter, som er uværdige over for vores medmennesker. Det er tid til forandring. Tid til at gøre tingene smartere og bedre til gavn for det fælles velfærdssamfund. Vi lever i det 21. århundrede, hvor videnskaben og vi andre er blevet klogere på, hvad der er sandt og falsk. Lad dog systemerne følge med: Jobcentre, uddannelsessteder, arbejdspladser samt social- og behandlingspsykiatrien bør anerkende og skabe plads til, at en psykisk sårbar kan udfylde et job på arbejdsmarkedet. Det er en menneskeret at have et arbejde og yde en indsats for fællesskabet.
God forretning
Danske Regioner har regnet ud, at det vil koste 200 millioner kroner at fjerne aldersgrænsen på under 17 år og over 38 år for lægeordineret psykologhjælp til depressive. Til gengæld vil den samfundsmæssige gevinst være på 700 millioner kroner. Så for hver krone, vi giver ud, får fællesskabet 3,5 kroner igen. Jeg tror, at mange forretningsfolk vil give mig ret i, at det er en meget god byttehandel. Og den lægeordinerede psykologhjælp bør bredes ud til alle psykiske lidelser, for i dag bliver der også diskrimineret mellem diagnoser.
Så lad os spørge os selv og hinanden: Har vi råd til at lade være med at reagere hurtigere og komme de psykisk sårbare til undsætning, når vi samtidig kommer til at mangle hænder på arbejdsmarkedet?
Poul Nyrup Rasmussen er formand for Foreningen Det Sociale Netværk
Foreningen Det Sociale Netværk afholder i dag Psykiatritopmøde 2010 i samarbejde med de frivillige landsdækkende organisationer, som deltager i Det Sociale Netværk af 2009: SIND, BEDRE PSYKIATRI, Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP), Livslinien, PS Landsforening, Fontænehusene, LMS, Linien, ODA (OCD-foreningen, Depressions-Foreningen og Angstforeningen) og ADHD-foreningen
Da jeg for mange år siden fik mit første job var der på stedet 2 personer, som var lidt "underlige".
Det vidste alle, men alle accepterede det, og de 2 "underlige" fik lov til at være "underlige" og lave det de var gode til. Det var en knaldgod virksomhedskultur, og alle knoklede løs og produktiviteten var høj.
Idag er det "CBS" mentaliteten, der så småt er ved at regerer - og de nye personer på vej op er typisk opdraget til ene og alene at tage økonomiske og effektivitetsmæssige hensyn uanset de taler meget om "mennesket som vores vigigste ressource" og nødvendigheden af en god virksomhedskultur.
Det at være "kultiveret" og have en filosofisk / menneskelig tilgang er et stort handicap , så det skal man ikke skilte med, hvis man vil stige i graderne.
Før der sker en stil-ændrig bort fra ""CBS" idealet, bliver der næppe plads til de psykisk handicappede.
Det såkaldt rummelige arbejdsmarked har om ikke udelukkende så dog på mange måder været politisk salgsgas. Ikke mindst i forhold til tabubelagte sygdomme og ofte kun såkaldt rummeligt, hvis den ansatte i fleks/skånejobbet også kan bruges som led i intern markedsføring over for de andre medarbejdere (hvor fedt er det mon?) som eksempel på hvor fantastisk social virksomhedens medarbejder politik er over for invalide og andenrangsborgere.
Det stiller helt andre krav til virksomhederne omkring indretning, fleksibilitet og tolerance frem for venlighed eller politisk korrekthed og til forståelse blandt de ’almindeligt’ ansatte, hvis det også skal fungere i praksis og ikke blot være sidste station og et led i processen hen imod fuldstændig nedslidning på et arbejdsmarked, hvor tempo og krav til stadighed skrues i vejret.
Selv under seneste overophedning og ’all times high’ rekorder i fuld beskæftigelse, havde man store problemer med at finde beskæftigelse til de visiterede til det ’rummelige’ arbejdsmarked.
Godt gået, Nyrup! Men det sker ikke under de for tiden herskende politiske vinde...
Ja, rummelighed er noget man begynder at tale om når det ikke er der, og det er efterhånden lang tid siden. Det bedste de 'psykisk sårbare' kan gøre er at udkonkurrere de andre ved at starte deres egen Internet handel. Som selvstændig behøver du ikke at finde dig i noget crap, hvis du ellers leverer en vare som kunderne vil have og værdsætter.
HVOR HAR DE GEMT PENGENE?
Herude hos os, er det socialdemokraterne, der sparer alt væk, plejehjem, skoler, biblioteker, servicecentre, trafikmidler, hjemmehjælp foruden kulturen. Det er sku' både åndssvagt og psykisk sygt og resulterer i hullede tænder, veje og andre fornødenheder. Og da SF nu optræder i støttefunktionen som middelklassens fortaler, er den såkaldte opposition blevet bange for at skulle dele vilkår med underklassen og søger opad, for at sikre sig den elitære overklasses gunst. Det er nemlig slemt at være sårbar.
Ingen i kommunerne sparer. Kommunalpolitikerne har ingen økonomi at spare af. De fordeler de rester, der er tilbage, når regeringen og Dansk Folkeparti har tvunget dem til at udføre en række opgaver, som de og ikke lokalsamfundene prioriterer.
Vi har fået et samfund, hvor kommunalpolitikerne er regeringens og Dansk Folkepartis magtesløse gidsler - intet mindre.
Kommunalpolitikerne har ikke givet de rige skattelettelser, vel?
GODT at en national og international politiker som Nyrup tager bladet fra munden. TAK.
@ Kroll. Jeg synes ikke vi skal til at indføre hatespeech såsom CBS-kulturen i en debat om sådan et væsentligt emne.
CBS består jo af et væld af holdninger - formentlig både til venstre og højre for dig selv.
Fokus nu.
Det er psykiatriens vilkår der er i fokus i denne debat.
Ønsker man at gøre noget for de sårbare i samfundet, bliver mundsvær (-vejr) foragteligt, sålænge handling udebliver, og måske værre af en international profil. Bagved høres "hjælp dig selv".
Siden hvornår indgår pensionister i arbejds-styrken ??
Nå ja , Arbejde gør Gammel ...
Kære Poul Nyrup Rasmussen
Både stress, depression og angst kan ses som symptomer ved forgiftninger f.eks. tungmetalforgiftning med eks. kviksølv, bly eller kobber, så muligt er det (i en del tilfælde) en myte, at psykisk sygdom nødvendigvis skyldes psykisk lidelse.
Jeg har en del år interesseret mig for mulige årsager til neurologiske symptomer, og det er min erfaring, at mange i virkeligheden lider af miljøforgiftning med kronisk ophobet tungmetalforgiftning som det største problem. Men desværre for de forgiftede patienter, så mangler der viden om emnet hos den almene lægestand, som forstår at diagnosticere den akutte tungmetalforgiftning, men overser den kroniske tungmetalforgiftning.
Diagnosticering af kronisk ophobet tungmetalforgiftning er kompliceret, da man ikke kan anvende almindelige blod- eller urin-prøver, idet tungmetallerne ligger deponeret i organer som hjerne, lever, nyre, hjerte, skjoldbruskkirtel. Organer, som man ikke lige kan tage prøver af hos levende individer.
Man kunne så forestille, at de danske myndigheder overvågede den danske befolkningstilstand ved at tage prøver for ophobede giftige stoffer i indre organer på afdøde, men nej !
Diagnosticering af den kroniske tungmetalforgiftning kræver brug af specifikke lægemidler (kelaterende midler), som mobiliserer tungmetallerne fra depoterne og over i blodet og videre til urinen. Herefter kan tungmetallerne diagnosticeres i en prøve af blod eller urin.
Privatpraktiserende danske speciallæger med udenlandsk uddannelse i test og behandling af kronisk tungmetalforgiftning foretager sådanne test på patienter med symptomer på tungmetalforgiftning, forudsat at patienterne har råd til at betale for honorar, laboratorietests og behandlinger.
Det er endvidere et problem, at der findes en del industri, som høster / har høstet økonomiske fordele af at forurene med tungmetaller, og som søger at skjule konsekvenserne af deres nuværende eller tidligere forurening.
Som eks. kan nævnes:
- dental-industrien (produktion af amalgam),
- Grindstedværket (fremstilling af vitaminer ved hjælp af kviksølv til processen),
- vaccine-industrien (som sælger vacciner med det kviksølv-holdige konserveringsmiddel Thiomersal),
- fiskeindustrien (metylkviksølv-holdigt tun på dåser),
- Dansk Landbrug, som forurening kolossalt med kobber i form af brug af kobber til svinefoder som vækstfremmer.
Den New Zealandske læge Bruce R. Dooley har testet 1000 tilfældige personer for kronisk kviksølvforgiftning og finder, at 75 % har en alvorlig forgiftning og 20 % er let forgiftede.
I det materiale, som jeg har samlet fra kontakt med over hundrede neurologiske patienter ses foruden kronisk kviksølvforgiftning tilmed hyppigt kroniske forgiftninger med bly, kobber, arsen og aluminium.
Det skal bemærkes, at tungmetaller forstærker hinandens giftige virkning indbyrdes (dette kaldes synergi).
F.eks. er det i forsøg med gnavere vist, at kombinationen af bly og kviksølv øger forgiftningsgraden med en faktor 100.
Min konklusion må være, at også en betragtelig del af den danske befolkning må formodes at lide af kronisk tungmetalforgiftning.
Efter min erfaring vil antallet af stadigt mere forgiftede mennesker stige og dermed også antallet af ”psykisk syge”, idet problemet ikke løses pt., selvom en kronisk tungmetalforgiftning kan behandles medicinsk med kendte lægemidler, hvilket også har været brugt i f.eks. Rusland siden år 1952.
Det er på tide, at politikerne interesserer sig for at forebygge sygdomme bl.a. ved at undgå, at befolkningen udsættes for giftige stoffer.
Endvidere bør politikerne være opmærksom på, at i takt med, at medicinalindustrien i stadig større omfang sponsorere forskningen, så forsvinder grundforskningen til fordel for forskning i udviklingen i ny symptomdæmpende medicin.
Det sidste er ikke nødvendigvis en fordel for hverken patienterne, deres familier eller samfundets behov for arbejdskraft.
At arbejde for at få et livsindhold, eller at få et livsindhold for at arbede...
"lægeordinerede psykologhjælp bør bredes ud til alle psykiske lidelser" - Ja, det giver mulighed for selv at forstå hvad driver en. En ok måde, at spare penge på for samfundet, og en ok måde for den enkelte, at kunne drive det til noget. Det gør heller ikke så meget, hvis diagnoserne overlapper hinanden eller bliver givet lidt tilfældigt/hurtigt, fordi symtomer ville blive adresseret.
desværre er jeg som psykisk sårbar ikke den der kan sige at det er ok at være det. i hvertfald ikke ifølge andres udsagn som bruger det ofte imod mig i debatter mv uden for debattens indhold,kun fordi de er løbet tør for argumenter
det har taget mig næsten 10 år før kommunen har sagt ja til flexjob i mellemtiden har jeg været på kontanthjælp og det er altså ikke den dans på roser visse tror. for mig er det sidste udkald ellers vil arbekdsmarkedet være lukket for mig pga min sygdom
dertil skal så tillægges at jeg ikke er i behandling andet end medicinsk da alle psykiatere ikke tager imod nye patienter og jeg kan kun få 10 behandler betalt hos en psykolog.
men når man har en sygdom kun 2 % af danmarks befoljning har så må man kæmpe lidt hårdere og lidt længere. gudskelov er jeg velsignet med en god humor(eller rettere sort) og det redder ofte dagen for hvorfor græde når man kan grine
VELFÆRD?
At hjælpe syge er ikke forbeholdt partipolitik, for det anbefaler alle partier og udtrykker sig principielt enige. Hvis Hanne Koplev sætter Kristians model op for sit eget grundige indlæg og dertil overvejer det gamle spørgsmål om, hvad man først skal sætte på bordet for den sultne, mad eller principper, kan man tilføje, at folk i almindelighed lever ikke at velmenende ord. En god retoriker kan tale folk i søvne og til døde, uden at vilkårene ændres en tøddel.
Samfundet har samme værdier, også målt i kapital., som for 10 år siden (tilmed et overskud i arbejdskraft), men Ikke alene har bank- og finansverdnen udsuget samfundet og fortæller gladeligt hver dag om, hvordan vil gentage succes'en, men regeringens reformer, især kommunalreformen, har i et forsøg på kompensation, suget de små samfunds (udkantens) midler til ind til centralbyerne. Virkningen vil hurtigt melde sig som mental forarmelse..
Der er sagt og skrevet meget om arbejdsmarkedets rummelighed og fremtidens krav desangående.
Hvad med at formulere et konkret lovforslag om hvordan de gyldne tanker kunne føres ud i virkeligheden ?
De svage ødelægges allerede i folkeskolen med stress, depression, spisevægring og selvmordsforsøg. Det er skolens og samfundet der ødelægger dem. Man må ændre folkeskolen radikalt så alle børn (også de svage med udiagnosticerede psykiatriske handikap) får mulighed for at udvikle sig fagligt og der igennem få succes.
Børn opfattes som uopdragne, hvis de har et ikke diagnosticeret psykiatrisk handikap. De aller svageste har forældre der ikke er i stand til at få børnene diagnosticeret, så deres handikap bliver anerkendt. Børnene forbliver opfattet som uopdragne og ender i en lav socialgruppe, på trods af at mange de har faglige evner, så giver samfundet dem ikke en chance for at udnytte dem.
Min søn, der senere blev diagnosticeret med Aspergers syndrom, blev smidt ud af sin folkeskole i 4 klasse, med besked om man ikke kan have børn der opfører sig som ham. Folkeskolen havde forinden havde givet ham depression og angstanfald. Idag er han lige blvet student, og begyndt på universitetet, men det er ikke samfundets skyld - det er fordi vi har samlet ham op og kæmpet for ham sammen med nogle idealistiske personer på autistklubber og specialskoler.
Min datter med ADHD, har ikke fået seriøs undervisning i folkeskolen. Hun er på efterskole nu, for at få lært noget af det hun ikke lærte i folkeskolen, så hun kan blive i stand til at tage en undgdomsuddannelse. Vi må selv betale for efterskolen, for at rette op på skaderne fra den elendige folkeskole hun har gået i. Vi fik at vide på folkeskolen da hun gik i 9.ende klasse, at nu var det op til hende selv om hun ville noget. Hvad sker der så på efterskolen - jo hun er lige blevet smidt ud. Sådan behandler man handikappede i Danmark. Igen har vi selv måtte finde en anden løsning for hende, og fundet en anden efterskole med en rarere atmosfære.
Det er op ad bakke for de psykiatrisk svage børn - folkeskolen og gymnasiet ødelægger dem frem for at opbygge deres kunskaber og selvtillid, og forhindrer dem i at kunne udnytte deres evner og derigennem blive en del af arbejdsstyrken. Man kan ikke straffe og stresse psykiatrisk handikappede mennesker, og så tro at de bliver en del af arbejdsstyrken.
BØRN ER BØRN.
Det er en grundlæggende misforståelse at sortere børn (og voksne) i båse af forskellig slags, f.eks. kloge og dumme, men sortering hører uhjælpelig sammen med spedialisering, som et moderne samfund er forgabt i. Har vi først foretaget magtinalfejlen at skille børn ad, kan vi fortsætte i en uendelige række af diagnostiseringer med påfølgende nye sorteringer og marginaliseringer, i yderste fald racisme, og det lader til, at den gode hensigt at hjælpe andre bliver en bjørnetjeneste, mens den rummelige skole forlængst er lagt i graven (for det var landsbyskolen).
Lars Dahl og Robert Kroll:
CBS-kulturen? Den kunne jeg godt tænke mig at få uddybet.
Jeg forstår sådan set udmærket betegnelsen intuitivt, selv om Lars Dahl vel osse har ret i at mange forskellige holdninger trives på CBS. Men måske er der tale om erfaringer med 'produktet' fra CBS i form af en ny administrativ elite?
Min forståelse er den samme som Krolls: at mange unge mennesker m/k forlader uddannelserne med en arrogant holdning til de 'humanistiske' fag, bliver ansat i styrelser og kommunale afdelinger med det formål at administrere financer, herunder projektmidler rettet mod svage grupper i befolkningen.
Og det gør de ud fra økonomiske betragtninger uden smålig skelen (eller særligt kendskab) til det faglige 'humane' indhold af diverse projekter. Fx er regeringens mange kontrolorganer, efter hvad jeg hører fra folk tæt på, befolket med netop denne type. Besjælet med CBS-kulturen...Og det er dem, der vender tommelen op og ned for projekterne. Er det mon helt forkert?