Kommentar

Wien viser vejen

Socialdemokratismens kollaps i Europa har efterladt et magttomrum, som nu hastigt fyldes af højrepopulisme - i den østrigske hovedstad stemte næsten hver tredje på et utilsløret fremmedhadsk parti
I århundreder har nye trends bredt sig fra Wien til resten af Europa. Den seneste højre-drejning er næppe en undtagelse.

I århundreder har nye trends bredt sig fra Wien til resten af Europa. Den seneste højre-drejning er næppe en undtagelse.

Robert Jaeger

21. oktober 2010

Ved forrige weekends lokalvalg i Wien stemte næsten hver tredje vælger på Herr Strache - en slags billigudgave af Jörg Haider. Ud over at vogte nidkært over, hvad der måtte være tilbage af velfærdsstaten, består hans politiske budskab i at 'repatriere' tyrkere og andre muslimer. Strache har gjort det klart, at når bemeldte repatriering først er kommet i stand, skal det der med velfærden nok ordne sig mere eller mindre af sig selv.

Nogle spørger, hvordan i al verden sådan en demagog - af uddannelse er han tandtekniker - dog kan høste så stor fremgang i en oplyst kulturnations hovedstad. Svaret er meget enkelt: Herr Strache er på en gang nationalist og socialist. Den slags går rent hjem i Wien. Især når wienerne er så skuffede over socialdemokraterne, som de er for tiden. For lejekasernernes, forstædernes og indvandringens Wien har altid stemt enten socialdemokratisk (eller nationalsocialistisk). Og disse vælgermasser afgør alle valg i denne by. Byens sparsomt befolkede borgerlige centrum kan man helt se bort fra.

Røde Wien

Af tradition er Wien kompakt rødt, hvilket dog på ingen måde er det samme som kommunistisk rødt - den mulighed blev effektivt lagt i graven af den hårdhændede sovjetiske besættelse.

Problemet er imidlertid, at Socialdemokratiet ikke længere leverer varen. Partiet er sågar gået i gang med at demontere dele af den velfærdsstat, som i al væsentlighed er dets egen frembringelse. Derfor vender masserne sig i stedet imod en populist, som hævder at forsvare dem, og som har en lige så enkel som urealistisk recept på, hvordan dette skal gå til.

Wienervælgernes utilfredshed er den samme, som så mange andre steder i Europa: Det handler om krisen, om den truende globalisering, om den stadig slankere og stadig mere nødtørftigt lappede velfærd, om arbejdspladser, som forsvinder østpå og om Bruxelles.

Det spiller Strache på. Og præcis som de andre europæiske populister gør han indvandringen ansvarlig for problemerne. Meget få wienere noget tæt samkvem med muslimer eller indvandrere i deres hverdag, og derfor er de lette at overbevise om, at netop 'de fremmede' er ansvarlige for alle dårligdomme.

'Muslim', 'udlænding' eller 'indvandrer' bliver ofte bare en omskrivning og et andet navn for utilfredshedens dybere årsager. Dermed får det så at sige den samme funktion som måltavlen på en skydebane. Og den ulykkelige østrigske kærlighed til storkoalitionsregeringer mellem landets to store etablerede partier kommer med søvngængeragtig sikkerhed til at skabe et stort reservoir af utilfredshed, som en Haider eller en Strache kan fiske vælgere i.

Et fingerpeg til Europa

Udviklingen i Wien kan måske virke som en obskur østrigsk eller wiensk folklore. Men Wien er ikke en hvilken som helst by. Wien er et af Europas vigtigste nervecentre, uden hvilket den europæiske modernisme i videste forstand ville være helt utænkelig.

Her boede både Stalin og Hitler, Trotskij ('Hr. Bronstein') spillede skak på Café Central, dr. Freud tog imod i sin konsultation, Mahler komponerede og dirigerede den musik, som Schönberg siden skulle afskaffe, Herzl drømte om en jødisk stat, og Loos dømte alle ornamenter ude og sidestillede al slags arkitektonisk udsmykning med forbrydelser.

Samtidig er Wien en af den europæiske arbejderbevægelses klassiske byer. Fra første færd var den netop en socialdemokratismens stærkeste bastioner. Og måske er det her, at vi skal søge implikationerne af forrige weekends valg. Som et lakmuspapir afslører det noget, som har betydning for langt flere end dem, som tilfældigvis bor i byen Wien. I så fald har denne stad endnu engang vist sig at være det nervecenter, hvor vores europæiske fremtid aftegner sig klarest.

For den socialdemokratiske epoke i Europa lakker mod enden. Det sker, efter at man i al væsentlighed har virkeliggjort sit program. Socialdemokratiet har sejret sig ihjel. Som intet andet parti i moderne tid har det med succes formået at sætte sit præg på det europæiske samfund. Det har opfostret os, som ikke er bekendende socialdemokrater til at blive en slags modvillige sympatisører med i det mindste svagt rosafarvede hjerter.

Men det er ved at være historie. I dag er Socialdemokratiet et parti som et hvilket som helst andet. Partiet selv - og de fleste af os - har endnu ikke fattet det helt. Wiens røde borgmester, Michael Häupl, kommer sandsynligvis til at regere videre på et stærkt svækket mandat, men intet vil længere blive som før. Tomrummet efter Socialdemokratiet i Wien som i andre europæiske samfund fyldes nu hastigt af politikere og partier, som ikke kommer til at bidrage til Europas stabilitet. For ganske som naturen tillader politikken heller ikke noget tomrum. Der vil altid komme ny politisk kraft for at fylde det ud. Og et af de hidtil tydeligste fingerpeg om denne kraft kan meget vel være valget i Wien.

Er der noget, vi kan bebrejde de etablerede partier - inklusive det socialdemokratiske - så er det, at de alt for længe har ladet som om, det ikke var tilfældet. Men fra og med sidste weekend står i det mindste klart i Wien, at dette mummespil ikke længere kan fortsætte.

Richard Swartz er Østeuropa-korrespondent
© Dagens Nyheter og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Er der andre, der mener de efterhånden har hørt en del rygter om en angiveligt altopslugende ekstrem højrebølge der vælter ind over den industrialiserede del af verden og opsluger den som en syndflod eller tsunami? Partier med splinternye, kraftfulde strategier og fængende nye budskaber? Sådanne dugfriske nyheder har vi kun hørt om her i landet siden 1973 og "Jordskredsvalget" og vi må rejse helt til Wien for at chokeres?

Mads Kjærgård

Islam er vel en højrebølge? Idet Islam er en stærkt højreorienteret ideologi! Som af en eller anden grund er stærkt anerkendt af venstrefløjen! Men kan man sige at en reaktion mod en højreorienteret bevægelse er højreorienteret? Men intet nyt under solen historien gentager sig selv!

Dette finder jeg en interessant artikel. Umiddelbart fordi alene ordene socialdemokrati opg nationalsocialisme stadig er meget sjældne i samme sammenfatning.

Socialdemokraternes uklædelige stuerenhed må snart stoppe. Jeg fornemmer da også at deres flirt med de frie globale demografiske og markedsmæssige kræfter er ved at være forbi. Den ødelægde en subtil balance omkring fascistiske tendenser, som man med et skævt smil kunne ligne med HA-(sssh)-monopolet i 90'erne.

Næh... man kan ikke sådan tale om den slags medens det står på, men nu hvor man i den grad mangler S skjulte tilstedeværelse i nationalsocialistisk stue, så bliver det nok et emne alligevel.

Den var faktisk gal fra starten, at overlade ansvaret for de nationalsocialistiske segmenter til DF og så ellers trille hellige tommelfingre. Man havde jo varetaget, indkredset og bragt disse segmenters stemmer til en eller anden form for fornuftig brug siden 1945 - ja i Danmark endnu længere tilbage, for Stauning kunne Clausen og Co. alligevel ikke hamle op med.

Men man troede måske at man kunne overleve på HuTerne istedet ?Det ser - heldigvis - ud til ikke at kunne lade sig gøre. Villy kan ikke lide dem.