Kommentar

Afghanistan har en historie før islam

Hvis afghanerne skal løse deres destruktive identitetskrise, må de knytte bånd til deres præislamiske fortid
25. november 2010

'At føle tørst, når vandkanden er fuld' er en talemåde, afghanerne ynder at bruge til at beskrive tilstandene i deres land. Og at den rummer et gran af sandhed blev bekræftet, da arkæologer for nylig udgravede et imponerende buddhistisk kloster fra det 5. århundred et stykke uden for Kabul.

At dømme efter geologiske undersøgelser og den historiske udredning, som er blevet gjort på stedet, repræsenterer klosteret og den kobbermine, der ligger under det, kun en brøkdel af den langt større naturlige og kulturelle rigdom, der ligger begravet i afghansk jord. Man kunne næsten sige, at Afghanistan er to lande: Et ensfarvet og fattigt på landjorden - og et farvestrålende og rigt i undergrunden.

Afghanerne har længe fornemmet, at den kulturelle fattigdom og materielle knaphed, som de i dag må døje med, ikke behøver at være deres vilkår. Men selv om opdagelsen af klosteret og kobberminen under det bekræfter disse fornemmelser, må man frygte, at de store skatte - i det nuværende klima af grådighed og korruption - snarere vil blive udplyndret af de få end fordelt til alle afghaneres bedste.

Og klosteret står over for en yderligere trussel. Et kinesisk selskab, som agter at genoptage minedriften, presser nu arkæologerne til at fremskynde udgravningen eller forlade stedet, før de er færdige med deres arbejde.

Afghanerne efterlades dermed med det dilemma, at de må vælge mellem økonomisk vækst og kulturarven. At tilgodese begge dele forekommer i det fortvivlede og forarmede land som en luksus, der ikke er råd til.

Vækstens omkostninger

Økonomisk vækst har altid haft omkostninger for afghanerne. Mens den i dag kommer på bekostning af historien, var den tidligere forbundet med truslen om udenlandsk invasion. Når de afghanske herskere i slutningen af det 19. og tidlige 20. århundred modsatte sig anlæggelse af jernbaner, var det fordi, de frygtede, at fremmede tropper skulle tage dem i brug. Selv om tog kunne have fået handlen til at blomstre og ville have forbundet Afghanistan med resten af verden, afstod man fra projektet, fordi de selv samme jernbaner også kunne anvendes til transport af britiske eller russiske tropper. Frygten for invasion sejrede over fordelene ved at koble sig på en mere moderne udvikling.

Afghanistan blev herefter uafhængigt, men også isoleret.

I dag vil trangen til økonomisk fremgang givetvis overtrumfe hensynet til kulturarven, og det kan true bevarelsen af fortidens buddhistiske mindesmærker.

De, som vælger økonomisk vækst frem for kulturarv, påberåber sig gerne højere moralprincipper. Trods alt må det anses for vigtigere at prioritere de nulevende afghaneres velfærd over bevarelse, katalogisering og forskning i døde fortidsgenstande, uanset hvor storslåede? Argumentet lyder besnærende, men sandheden er mere kompleks. For arkæologiske undersøgelser kan udmærket spille en afgørende rolle i et lands skæbne.

I Afghanistan har manglen på omfattende arkæologisk forskning således betydet, at afghanerne - i modsætning til f.eks iranere, egyptere, libanesere - ikke har været i stand til at formulere en sekulær identitet, som kunne knytte an til præislamisk fortid.

Mens andre muslimske flertalssamfund har formået at skabe sig alternative sekulære nationalistiske identiteter, har Afghanistan ikke set andre muligheder end at lukke sig helt om islam som fokus for politisk og kulturel selvidentifikation. Når alt kommer til alt, var der i det noget nær fuldkomne fravær af arkæologisk udforskning lidet andet, som afghanerne kunne trække på for at skabe sig en identitet, der rakte ud over islam. Som følge heraf blev afghansk nationalisme uadskillelig fra islam.

I det nuværende politiske klima har dette sammenfald af patriotisme og religiøs fanatisme ført til den absurde situation, at afghanernes angivelige hensyn til deres religion ofte har foranlediget dem til at ødelægge deres land. Taleban er et glimrende eksempel på denne konfliktfyldte identitet, som i dag har frembragt den paradoksale situation, at 'sand' afghansk patriotisme hyppigt udløser drab på egne landsmænd og -kvinder - foruden ødelæggelse af landets sparsomme infrastruktur.

Konfliktfuld identitet

Den type patriotisme kan synes bizar, men i lyset af den afghanske nationalismes særegne karakter giver den god mening. Komplikationerne som følge af denne særlige model for identitet, hvor religiøse lidenskaber og patriotisk iver falder sammen, har resulteret i mange konflikter i Afghanistans historie, især i nyere tid.

Den afghanske stats svage historiske fundament har også betydet, at religion har tjent som kilde til at legitimitet for to modstridende endemål. På den ene side har islam kunnet yde universel, politisk legitimitet til den afghanske stat og dens ledere. På den anden side er islam blevet brugt til legitimere lokale oprør imod samme stat og dens ledere.

De seneste årtiers religiøse krige er kulminationen på den onde cirkel, der knytter sig til den afghanske nationalismes ejendommelige princip. Ifølge dette princip er det at tjene sin gud og at tjene sit land to sider af samme sag. Uanset om landet ødelægges i processen med at tjene guden.

Manglen på en omfattende arkæologisk udforskning, som kan bygge bro for afghanerne til deres fortid, er selve kernen i den afghanske nationalismes dilemma og absurditet. Det er her, vigtigheden af at bevare landets fortid bliver åbenbar. Beviset for, at der foreligger en lysende kulturel fortid, som afghanerne kan hævde som deres egen, giver dem en chance for at formulere en alternativ identitet, der kan løsrive sig fra religiøs fanatisme.

Der er unødvendigt at sige, at denne alternative identitet næppe vil kunne tilvejebringes uden arkæologiens bidrag. Trods alt er det kun igennem en righoldig historisk dokumentation, at afghanerne fuldt ud kan forstå, hvem de er - ud over at være muslimer.

Dette er også grunden til, at bevarelsen af det buddhistiske kloster nord for Kabul i sidste ende ikke er en luksus, men en nødvendighed. En bred national anerkendelse af det kunne blive første skridt i retning af visdom og ægte selverkendelse i Afghanistan. For i sidste ende - som Lao-tse så klogt indså - »viden om andre er intelligens, men viden om en selv er visdom.«

Nushin Arbabzadah er afghansk litteraturforsker og journalist, tidligere tilknyttet BBC
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Afghanistans buddhistiske fortid er klart blevet underløbet af især Taleban. Sprængningerne af kæmpestatuerne i Bhamyan er nok det mest kontroversielle ikonoklastiske ydtryk for en aggressiv religions-fornægtelse af Afghanistans faktuelle historie.

Og dermed også ydtryk for et aggressivt politisk og muslimsk særstandpunkt, der i relation til oplysningerne om modstanden internt i landet herimod, ikke deles bredt i den afghanske befolkning udenfor Taleban.

Afghanerne har nemlig ret meget mere at bidrage med til klodens kulturhistorie end Talebans moderne afvigen fra alt, der ikke stemmer overens med en forstenet religiøs intolerance, der ikke tåler andet end sig selv.

Som dermed kan siges kun at begære sig selv på trods af, hvad der historisk kan være at byde ind med i afghansk kulturhistorisk sammenhæng. Og verden har simpelthen rigeligt af eksempler på, hvad netop denne form for intolerance fører til.

Det står med andre ord stadig tilbage for afghanerne at gøre op med Taleban som et historisk intermezzo af absolut tvivlsom karakter som mulig international medspiller. Eller også skal Taleban fremover overbevisende godtgøre, at man magter at lade den kulturhistoriske virkelighed være til. Alt andet forekommer direkte håbløst, såfremt man selv ønsker at trække kortet i f.eks mellemøstlig sammenhæng. Men under alle omstændigheder er forsøget på at bekrige fortiden alene kontraproduktivt paradoksal, når man ikke vil være virkeligheden bekendt. Og dermed en åbenlys udfordring for Talebans muslimske religions-opfattelse...

Med venlig hilsen

Per Erik Rønne

@Stig Larsen,

Som jeg læser det er det nu ikke »kineserne« der »vil gøre Talebans arbejde færdig«.

Men et privat kinesisk minedriftsfirma der gerne vil tjene nogle hurtige penge ...

Som bekendt er Kina med Dengs reformer blevet et kapitalistisk land med en kommunistisk magtstruktur. Den rene vare må man i dag til Nordkorea for at finde.