Kommentar

En aftale med Nordkorea er både mulig og ønskelig

Regimet i Pyongyang har ikke andre midler til indflydelse end militær afpresning
Debat
27. november 2010
På den sydkoreanske ø Yeonpyeong mistede adskillige beboere deres hjem, da Nordkorea først på ugen beskød øen med cirka 200 granater.

På den sydkoreanske ø Yeonpyeong mistede adskillige beboere deres hjem, da Nordkorea først på ugen beskød øen med cirka 200 granater.

Jo Yong-Hak

Nordkoreas mest spektakulære militære provokation siden Korea-krigen - artilleribeskydningen af en sydkoreansk ø beliggende blot 120 kilometer fra Seoul - var lige præcis dette: en provokation. Trods al løs snak om atomkrig, Ruslands paniske advarsel om »en kolossal fare« og styrtdykkende kurser på de asiatiske markeder var Pyongyangs aktion nok dødbringende - fire blev dræbt - men også omhyggeligt doseret med henblik på at få verdens opmærksomhed. Dette lykkedes.

Nordkorea bruger militær magt, eller trusler om militær magt, hvor andre bruger diplomati, fordi regimet reelt ikke har andre indflydelsesmidler. I marts i år var det næsten helt sikkert en nordkoreansk torpedo, som sænkede et sydkoreansk flådefartøj, hvorved 46 marinesoldater omkom. Og selv om Pyongyang officielt fralagde sig ansvaret, udnyttede Kim Jong-il og hans embedsapparat den efterfølgende furore til at fremme deres dagsorden - og dramatisere deres nations essentielle geopolitiske betydning.

Sidste års atomprøvesprængning nummer to, Pyongyangs aggressive udvikling af ballistiske missiler og dets absurde krigeriske tirader er alt sammen udslag af denne velafprøvede forhandlingsteknik ved hjælp af magt. Det samme var tilfældet for sidste weekends afsløring af en avanceret uranberigelsesfacilitet, som er relateret til udvikling af nye atombomber. Nordkorea hæver begrebet 'megafondiplomati' til et nyt niveau: megatondiplomati.

At sige at de seneste begivenheder sætter Nordkorea i usympatisk lys, vil være en underdrivelse. De morderiske bøllestreger har kun styrket landets status som verdens farligste regime yderligere. Næppe nogen anden statsmagt er så svimlende uansvarlig eller så helt og aldeles ligeglad med sin befolknings velfærd og sikkerhed. Når det er sagt, er de andre centrale aktører så langt fra fri for skyld.

Sanktioner virker ikke

Obama-administrationen, som har vist sig så beredvillig til at tale med Iran, Syrien, Taleban og andre 'udstødte' fra Bush-æraen, har været sært tilbageholdende med at forhandle direkte med Nordkorea. Den amerikanske politik om 'strategisk tålmodighed' har slået fejl. I stedet for at anlægge fornuftig tilbageholdenhed har Pyongyangs generaler kun ført sig endnu mere hensynsløst frem. Barack Obama må også se i øjnene, at sanktionerne ikke virker: Det splinternye urananlæg er lavet med udenlandske komponenter, og hele affæren vidner om endnu en pinlig amerikansk efterretningsfiasko i forhold til masseødelæggelsesvåben.

Den amerikanske chefforhandler Stephen Bosworths håb om at kunne presse Kina til at tøjle sin udskejende allierede vil sandsynligvis blive skuffet. Nok er de kinesiske diplomater stærkt foruroligede og kritiske over for Nordkoreas krigeriskhed. Men samtidig insisterer de på, at deres indflydelse med Kim er begrænset. At skære ned på fødevarehjælp og energiforsyningsbistand, som nogle amerikanske høge taler for, vil højst sandsynligt ikke udrette andet end at udløse en flygtningekrise ved Kinas grænse og nye faretruende militære provokationer, der går helt til kanten.

Beijings politik er defineret ud fra styrets egeninte-resser: Det ønsker stabilitet, forudsigelighed og et godartet handelsmiljø i Fjernøsten. Derfor har kineserne denne gang da også opfordret til besindelse, ro og genoptagelse af de nukleare sekspartsforhandlinger.

Sydkorea er ikke i nogen bedre position til at kontrollere eller retlede begivenhederne. Præsident Lee Myung-bak kom til magten for tre år siden på et løft om en hårdere linje mod Pyongyangs urimeligheder. Og i et stykke tid holdt han det løfte. Nu ligner Seouls kassering af den tidligere og mere forsonlige 'solskinspolitik' en oplagt fejldisposition - og får Lee til at se svag ud. Politisk svag er også Japan, som engang var regionens altdominerende kejserlige asiatiske magt, men i dag forskræmt søger ly bag sine amerikansk fremstillede antimissilbatterier. Hvad angår Rusland, er det reduceret til rollen som tilskuer over for en gåde, som det erkender ikke at forstå.

Kim Jong-ils ønskeseddel

Men Korea er slet ikke så stort et mysterium, som nogen vil gøre det til. Løsningen på gåden ligger lige for. Nordkorea og dets paranoide, opmærksomhedssøgende leder ønsker en række helt konkrete ting, som Sydkorea og de vestlige magter udmærket kunne levere, hvis de ellers var indstillede på det. Og dette har sandt at sige været vilkåret i årevis.

For det første ønsker regimet respekt i form af en anerkendelse af dets legitimitet, uanset hvor usmagelig denne idé må forekomme her i Vesten. For det andet ønsker det en fredsaftale - en endelig afslutning på Korea-krigen, der kan garantere dens territoriale suverænitet og mane enhver skræk for et regimeskift i jorden (jo, nordkoreanerne så også filmen om Irak-krigen).

For det tredje ønsker Kim, at der bliver gjort en ende på de internationale sanktioner og den diplomatiske isolation. For det fjerde ønsker han mere fødevarehjælp, elektricitet, finansiel bistand, investering og handel. Endelig ønsker den skrantende diktator opbakning til sin dynastiske arvefølge, der kan gøre hans yngste søn til hans efterfølger - en ambition, der endnu kan nå at bryde sammen i forbitrelse eller det, der er værre.

Hvad kan Nordkorea så tilbyde til gengæld? Også det er ganske indlysende: Et ophør for megatondiplomatiet, en opgivelse af sit nukleare våbenprogram (hvilket næsten skete i 2007), en normalisering af de internationale forbindelser og et potentielt nyt og enormt marked i DDR-stil for alle de mange ivrige kinesiske og sydkoreanske virksomheder.

En sådan aftale vil udmærket kunne betegnes som »en belønning for dårlig opførsel« som Det Hvide Hus så formanende udtrykker det. Men det bør vi kunne leve med. At leve med usikre nukleare arsenaler er mere problematisk. En aftale med Nordkorea er både mulig og ønskelig, for kernen i Korea-spørgsmålet er hverken om absolutistisk ideologi, tro, race og end ikke nuklear våbenspredning. Kernen er en familiestrid om penge og magt - og begge er til at dele i uendelig grad.

Simon Tisdall er udenrigspolitisk kommentator for The Guardian

© The Guardian

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er ret naivt at tro at Nordkorea vil opgive deres atomare våben. Regimet der har konsekvent brudt alle løfter det har givet, og det vil ikke ændre sig.

Morten Kjeldgaard

Glimrende pragmatisk tilgang til Nordkorea-problematikken af Simon Tisdall. Læg så hertil, at ingen i realiteten ønsker at det nordkoreanske regime bryder sammen, hverken Sydkorea, USA eller Kina. Et sammenbrud ville blive en uundgåelig konsekvens af en væbnet konflikt, og det ville sende millioner af udhungrede, uudannede og desperate mennesker på flugt. Den humanitære situation ville være katastrofal. Sydkoreas økonomi ville blive bragt i knæ, og med den ville resten af de sydøstasiatiske økonomier vakle. Ingen ønsker det. Status quo ved man hvad er.

Så hvem er det, der holder nordkoreas befolkning i et jerngreb? Der er mange om at dele ansvaret.

John Houbo Pedersen

Hvis er i humanitetes hellige navn findes en billig arbejdskraft reserve i Nordkorea, er det vel fint for både Kina og de grådige multinationale.
Keine hexerei, nur behändigkeit!

Helt enig med Kjeldgaard.....godt pragmatisk realpolitisk forslag ----- Nordkoreas sultende befolkning kan ikke bruge fornærmelse til noget, MEN styret må også sadle om, ellers er det skruen uden ende ----- derfor skal det politiske pres være tungt og konstant !