Kommentar

EU fastholder u-lande i fattigdom

EU er netop kommet med et nyt landbrugspolitisk udspil. Det lægger op til fortsat massiv støtte til landmændene, hvilket rammer landbrugssektoren i udviklingslandene hårdt.
Debat
22. november 2010

EU-Kommissionen har netop præsenteret sit udspil til unionens kommende landbrugspolitik, som skal gælde fra 2014-2020. På trods af, at landbrugspolitikken i årevis har været udskældt for at ødelægge lokale landbrugsmarkeder i verdens udviklingslande, er det nye udspil blottet for initiativer til gavn for verdens fattigste. Faktisk lægger kommissionen slet ikke op til en markant ændring af den nuværende landbrugspolitik.

Den danske regering har i sit høringssvar givet udtryk for, at der er behov for en gennemgribende reform af landbrugspolitikken. Den dagsorden støttes af en række danske organisationer, blandt andet DI, som argumenterer for, at den direkte landbrugsstøtte skal omlægges og udfases. Regeringen bør holde fast ved sine krav om en ambitiøs reform og bruge det danske EU-formandskab i 2012 til at forhandle en reel reform på plads. Her bør man også sætte fokus på hensynet til verdens fattigste.

Maddumping

Ifølge FN's fødevareorganisation, FAO, vil forbruget af fødevarer være 70 procent højere i 2050 end i dag. Kommissionen argumenterer derfor for, at EU skal brødføde verden ved at øge produktionen for at afhjælpe den voksende efterspørgsel. Det fremlagte udspil kan imidlertid få store negative konsekvenser for de fattige lande, idet en øget europæisk produktion risikerer at underminere deres lokale produktion. Det er derfor ikke en fornuftig løsning til bekæmpelse af den globale sult.

EU's landbrugsstøtte gør det muligt for europæiske landmænd at dumpe deres varer på udviklingslandenes markeder til priser, der er så lave, at de udkonkurrerer fattige bønder og ødelægger lokal landbrugsproduktion. Landbruget udgør i dag livsgrundlaget for 75 procent af verdens fattige og tæller en tredjedel af den nationale indkomst i fattige lande. For disse lande er konsekvenserne af EU's landbrugspolitik fatale.

Derfor er det grotesk, at EU forsøger at legitimere sin udskældte landbrugspolitik, der hvert år subsidierer europæiske bønder med 55 milliarder euro ved at argumentere for, at EU skal bidrage til verdens voksende behov for mad. Det er som om, at EU på landbrugsområdet lever i en osteklokke, hvor de europæiske landmænd er de eneste, der eksisterer.

Udviklingslandene ville selv kunne skaffe sig mad på bordet, hvis EU fjernede de uretfærdige handelsvilkår og i stedet brugte energien på at hjælpe de lokale regeringer med at skabe gunstige vilkår for den lokale landbrugssektor.

Økonomisk ruin

Ødelæggelsen af udviklingslandes lokale landbrugsproduktion er katastrofal for landenes udviklingspotentiale. Det skyldes, at investeringer i landbruget er den mest effektive måde at bekæmpe fattigdom på, men også at udenlandske valutaindtægter nu må bruges på import af fødevarer i stedet for import af andre produkter, som er nødvendige for fremtidig udvikling.

EU er førende, hvad angår udviklingsbistand. Hvert år gør store dele af EU's udviklingsmidler ingen gavn på grund af manglende sammenhæng i unionens politik. EU's landbrugspolitik sørger effektivt for at modvirke fremskridt i landbrugssektoren i udviklingslandene.

Det er især de såkaldte markedshåndteringsværktøjer, som for eksempel eksportstøtte, der er destruktive for udvikling i verdens fattigste lande. I en rapport fra maj 2010 fordømte Europa-Parlamentet kraftigt eksportstøtten pga. dens »katastrofale indvirkning på fødevaresikkerheden og udviklingen af en levedygtig landbrugssektor i udviklingslandene«, og kaldte genindførelsen af mælkestøtte i 2009 »en grov overtrædelse af princippet om politik-kohærens.«

Brudte løfter

EU har i de internationale WTO-forhandlinger adskillige gange lovet at udfase eksportstøtten i 2013, men i sit nye udspil er EU-Kommissionen vendt på en tallerken og argumenterer nu for, at eksportstøtte og andre markedsstyringsværktøjer må bevares, så de kan understøtte det europæiske marked i krisetider.

EU-Kommissionen fortier, at de selvsamme mekanismer bidrager til at fastholde udviklingslandene i en permanent krise.

Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer på det kraftigste til, at den danske regering træder i karakter under det kommende formandsskab og viser lederskab. En så unik chance for at præge EU's kommende landbrugspolitik må ikke forspildes.

Trine Pertou Mach, forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her