Kronik

EU kan forbedre sundhedsvæsnet

Danskerne skal droppe deres EU-skepsis - især på sundhedsområdet. Et tættere sundhedssamarbejde, med frit sygehusvalg i hele EU, vil nemlig være til gavn for både patienterne og beskæftigelsen. Derfor mener dagens kronikør, at det er helt afgørende, at vi tør tænke ud af boksen og bruge EU som rammen for fremtidens sundhedspolitik
Et frit sygehusvalg i hele EU   vil give bedre behandlings°©muligheder for danske patienter.

Et frit sygehusvalg i hele EU vil give bedre behandlings°©muligheder for danske patienter.

Brian Berg

6. november 2010

Der er intet, der kan bringe sindene i kog, som EU - det skulle da lige være sygehusene.

Debatten om placeringen af et nyt sygehus i Vestjylland mobiliserede tusindvis af mennesker og har i tilgift kastet årets ord i 2010 af sig: Udkantsdanmark. Det er derfor nærmest med ærefrygt og bæven, at Europabevægelsen melder sig på banen i debatten om EU's sundhedsdirektiv.

Nyskabende direktiv

Vi har i flere år haft en fritvalgsordning i Danmark, men hvorfor skal denne ordning begrænse sig til Danmark? Frit valg skal ikke bare være inden for Danmarks grænser, men i hele EU. Den mulighed har faktisk formelt eksisteret i flere år, men reglerne har været uklare og baseret på afgørelser fra EU-domstolen. De færreste har kunnet gennemskue systemet, og hvis man har en alvorlig sygdom hængende over hovedet, så er besværlig EU-lovgivning trods alt ikke det første, man kaster sig over.

Billigere behandling

Jeg har ofte hørt i debatten, at det ikke lyder særligt tillokkende at blive behandlet på et udenlandsk hospital. Det er især den sproglige barrierer der fremhæves. Det har dog ikke forhindret tusindvis af danskere i at gå til tandlægen i Polen og få lavet øjenoperationer i Tyrkiet. Det er nemlig meget billigere i disse lande, og kvaliteten er helt på højde med den danske. Så skridtet er måske i virkeligheden ikke så stort - hvis man tør overlade en øjenoperation til en tyrkisk læge, hvorfor så ikke også en operation for brok til et tysk sygehus? I forvejen har vi mange læger fra Polen, Tyskland og selv Indien på danske hospitaler - navnlig i de såkaldte udkantsområder. Hvis de praktiske rammer er overskuelige, og patienten ikke løber en økonomisk risiko, så er det alene et spørgsmål om tilvænning.

En af de helt store udfordringer bliver at forklare sundhedsdirektivet for befolkningen. Det er vigtigt, at det ikke kun er de særligt indviede, som kan gøre brug af direktivets muligheder. Ambitionen må være, at det på sigt bliver lige så naturligt at blive opereret på et hospital i Hamborg som i Holstebro.

Fælles EU-register

Et tættere sundhedssamarbejde i EU giver også andre muligheder. Hvorfor ikke lave et europæisk kvaksalverregister? I foråret bragte medierne en lang række historier om læger, som var blevet sat fra bestillingen, men som fortsatte med at foretage operationer i et andet land. Den slags kunne et fælles EU-register sætte en stopper for.

Stop EU-skepsis

Teknologien stopper ikke blot ved rådgivning, idet der allerede er udført operationer ved hjælp af fjernstyring, hvor lægen har befundet sig flere tusind kilometer fra patienten. Det er de muligheder, som moderne teknologi giver os. Det kræver et øget samarbejde, hvis vi skal udnytte de nye teknologiske muligheder, sådan at de ikke blot betyder nye udgifter til sundhedsvæsnet, men også betyder innovation og nye arbejdspladser.

Vi kan være helt sikre på at USA, Indien og Kina puster os i nakken, når det gælder om at erobre markedet for telemedicin. Derfor er det helt afgørende, at vi tør tænke ud af boksen og bruge EU som rammen for fremtidens sundhedspolitik. Det vil gavne både patienterne og beskæftigelsen i EU.

Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Folk, der er vant til at rejse og f.eks. tage længere væk for at købe møbler og lign, "Cosmopolitans", er også villige til at tage til en anden stat for at blive opereret i modsætning til "Locals", viser en ph.d. afhandling, som min amerikanske veninde har skrevet ud fra en kvantitativ undersøgelse på amerikanske hospitaler.

Derfor vil vi også i de kommende år formodentlig se flere danskere, der benytter sig af at tage til udlandet, hvor mange læger taler engelsk.