EU vægter igen multinationales interesser højest

Står det til EU, skal ulandene i højere grad stå til regnskab over for udenlandske selskaber end over for egen lovgivning og befolkning
8. november 2010

Den 25. oktober vedtog EU's Ministerråd at støtte Kommissionens udspil til en ny fælles international investeringspolitik.

Beklageligvis er der intet i den, som bare antyde et forestående opgør med de europæiske landes årtier lange praksis med at beskytte egne investorer mod ulandenes nationale lovgivning og regulering. Tværtimod knæsætter EU en række eksisterende principper, som trækker i samme retning som hidtil.

Direkte udenlandske investeringer har i årevis været genstand for heftig debat. IMF, Verdensbanken og OECD-landene har ofte været eksponent for det synspunkt, at udenlandske investeringer kun kan gavne udviklingen af ulandenes erhvervsliv og dermed hele deres befolkning. Derfor - argumenterer de - skal investorer have udvidede rettigheder.

Men fagforeninger og sociale bevægelser både i og udenfor ulandene har længe advaret mod de negative aspekter af regler til fordel for investorer. De medfører bl.a. brud på menneske- og arbejdstagerrettigheder, overtrædelser af miljøhensyn og skatteunddragelse fra de multinationale selskabers side. Debatten vil i den kommende tid blive taget op på ny i EU.

Blokeret regulering

Udenlandske investeringer er et nyt område, som Kommissionen har fået fuld kompetence over med Lissabon-traktaten. I juli udsendte Kommissionen således en meddelelse, som skitserer hovedtrækkene i den nye investeringspolitik.

Et centralt princip er bestemmelsen om ekspropriation. I investeringsaftaler kan 'ekspropriation' dække over al statslig regulering, der har indflydelse på investeringen. Bestemmelsen gør det muligt for investoren at udfordre alle statslige tiltag, som underminerer investeringens rentabilitet, ved en domstol. Et eksempel på den problemstilling så vi allerede i 1995, da en gruppe belgiske investorer sagsøgte den tidligere koloni Burundi for at beskatte deres firma, Affimet, der udvandt og eksporterede værdifulde metaller fra landet. Domstolen opfordrede parterne til at indgå forlig, men mente, at beskatningen af investorerne »svarede til ekspropriation«. Sagen endte med, at Burundi måtte kompensere investorerne for deres tab.

En investeringsaftale kan altså blokere for statslig regulering, som ellers var beregnet på at sikre værtslandet en del af værdien af sine egne ressourcer. Det gælder alle områder, som med tiden er blevet åbnet for udenlandske investeringer såsom infrastruktur, miljø, sundhed osv.

En anden kontroversiel bestemmelse, som Kommissionen foreslår knæsat, er princippet om national behandling. Princippet skal sikre, at ulandene ikke tildeler udenlandske investorer ringere vilkår end dem, der gives de lokale investorer.

I 2001 blev Ecuador sagsøgt af en række udenlandske olieselskaber, heriblandt amerikanske Occidental, som stod til at blive frataget refusionen af deres skatteafgifter i landet. Baggrunden for striden var bestemmelsen om national behandling, idet en række øvrige sektorer fortsat ville få refusion af skat - heriblandt Ecuadors fiskeriindustri, som har stor socioøkonomisk betydning. Ecuador tabte sagen og måtte betale 71,5 millioner dollars i erstatning til Occidental.

En favorisering af lokale investorer kunne ellers have øget væksten af lokale virksomheder og mindske afhængigheden af EU og Vesten.

Import af fordele

Kommissionens meddelelse indeholder desuden princippet om 'mest begunstigelse', som er en grundsten i WTO. Princippet betyder, at et land ikke må favorisere et andet WTO-land (f.eks. lægge lavere told på en bestemt vare) i forhold til den, der kræves af de øvrige WTO-lande. Alle WTO-lande skal tilbydes samme vilkår.

Når princippet bruges i investeringsaftaler, betyder det, at udenlandske investorer kan 'importere' fordele, som andre lande har opnået hos det pågældende land.

Siemens sagsøgte i 2002 Argentina for at have afbrudt en kontrakt med den tyske industrigigant, som følge af den argentinske finanskrise. Ifølge investeringsaftalen mellem Tyskland og Argentina skulle sagen først prøves ved en argentinsk domstol, hvilket stod til at være en fordel for Argentina. Men i kraft af 'mest begunstigelses'-princippet 'importerede' Siemens bestemmelserne angående bilæggelse af tvister fra Chiles investeringsaftale med Argentina. Denne aftale krævede ikke en afgørelse ved en lokal domstol.

Siemens kunne derfor slæbe republikken Argentina for Verdensbankens Internationale Center for Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID), som dømte Argentina til at betale 217 millioner dollars i erstatning til Siemens.

'Mest begunstigelses'-princippet gør det stort set umuligt for ulandene at tildele bedre vilkår til investorer fra andre ulande. Dermed mister ulandene et vigtigt instrument til at skabe syd-syd-integration og mindske de europæiske selskabers dominans på deres markeder.

Forklædte ulemper

Investeringsaftaler bliver solgt til ulande som 'udviklingsinstrumenter', men reelt er de instrument for europæiske selskabers grove udnyttelse af ressourcer og arbejdskraft i ulandene.

Den overvældende prioritering af investorens rettigheder betyder, at ulandene i højere grad står til ansvar over for private investorer end over for deres befolkninger, miljøet og menneskerettighederne. Dermed ophæves de påståede positive effekter ved udenlandske investeringer.

Kommissionens udspil indeholder desuden et forslag til Ministerrådets og EU-parlamentets forordning om, at medlemslandenes i alt 1.200 eksisterende investeringsaftaler automatisk godkendes af Kommissionen, den dag forordningen træder i kraft. Kommissionen ønsker dog ret til at annulere godkendelsen, hvis aftalerne er i konflikt med EU-loven. Men det har medlemslandene foreløbigt modsat sig.

Forhåbentlig vil regeringen og de danske medlemmer af EU-parlamentet bruge de interne EU-forhandlinger til at kæmpe for en ny praksis.

For det er ikke kun ulandenes befolkning, som risikerer at betale dyrt for investeringsaftalerne - de rammer også EU-borgerne. For eksempel sagsøgte det svenske elselskab, Vattenfall, i 2009 Tyskland for 10,4 milliarder kroner (plus renter), fordi landet havde indført miljøhensyn, som begrænsede Vattenfalls opføring af et kraftværk ved Elben-floden. Miljøhensynet var ellers påkrævet af EU's vanddirektiv, der skal sikre vandkvaliteten i floder, søer og grundvand.

I sommer nåede Vattenfall og Tyskland til et forlig, men på grund af generel ugennemsigtighed i stridssager er indholdet af forliget ikke offentliggjort.

Henrik Bang Andersen og Mads Christian Barbesgaard er aktivister i Afrika Kontakt. Kenneth Haar er medlem af ATTAC

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu